Min bagdel havde
knap strejfet sædet i bussen efter gåturen med min veninde, før det velkendte
”pling” fra telefonen afbrød podcasten i mine AirPods.
”For kaffe”, stod
der under MobilePay-anmodningen på 45 kroner, efterfulgt af en hjerte-emoji som
et sukkersødt røgslør over det, der i bund og grund faktisk er en iskold
indkassering.
Midt i bussen blev
jeg ramt af ærgrelse. Ikke over selve anmodningen, for jeg skyldte jo rigtigt
nok min veninde penge for den latte med havremælk, og jeg ville aldrig bare
antage, at hun ville betale den for mig.
Men det melodiske
”ding, ding, ding,” der fulgte, da jeg med et enkelt swipe overførte de
usynlige penge til min venindes konto, fik mig til at tænke på de utallige
gange, MobilePay har ageret bogfører i de relationer i mit liv, hvor vi ellers
burde føle os allermest fri.
Oftest er der
tale om småbeløb, der drysser frem og tilbage som digitale påmindelser om, at
intet længere bare glider ubemærket ind under kategorien pyt – eller
endnu bedre, kategorien gavmildhed.
Således har jeg taget
mig selv i at blive småirriteret på en veninde, som ville have sine penge tilbage
for den pakke toiletpapir, jeg bad hende købe med på vejen hjem til mig – og
endnu mere irriteret over, at jeg nærmest var nødt til at stoppe min mund med
førnævnte toiletpapir og æde den irritation – for hvis jeg sagde noget, ville
det jo være mig, der fremstod både smålig og grådig. Og et swipe med appen er
jo hurtigt og nemt, så hvad er problemet egentlig i, at hun får pengene retur
for toiletpapiret?
For mig er det følelsen
af, at penge pludselig får en så tungtvejende betydning, at det er vigtigere at
skaffe de 24 kroner tilbage for de otte ruller toiletpapir, end at indse, at
penge kommer og går – og at de også har magten til at føle os mere forbundne. Og havde det været mig, der kom med toiletpapir, ville jeg ikke have bedt om pengene retur - fordi jeg grundlæggende har en forventning om, at min veninde måske havde brug for at jeg tog et smut forbi Netto efter en pose ris på vej hjem til hende en anden god gang - helt uden efterfølgende afregning.
Jeg ved ikke, om
det er utopisk ønsketænkning, nu hvor appen har gjort det så smart at
holde regnskab, men jeg savner følelsen af en gensidighed, der ikke behøver at
blive vejet i kroner og ører. Det er tilgangen ”Jeg gav kaffen i dag, du gav en
øl i torsdags, vi gav begge to lidt af os selv uden at holde regnskab,” som jeg
savner. Det var upræcist – men også kærligt og uformelt.
Forstå mig ret –
MobilePay er en vildt praktisk opfindelse, som blandt andet kan sikre, at den
ene i venindeflokken ikke ender med en langt større udskrivning efter en uges
skiferie, bare fordi hun tilfældigvis var den, der hurtigst bundede sin øl til
afterski og for fjerde gang gik i baren efter endnu en omgang til bordet. I disse
situationer er det super smart, at man på feriens første dag kan oprette en
gruppe i MobilePay, så alle betaler deres del af de mange Weissbier.
På samme måde er
det kun retfærdigt, når man for tyvende år i træk er den i søskendeflokken, der
sørger for blomster til Mors Dag, at de andre overfører deres del på 115 kroner
hver.
Det er tværtimod
småbeløbene i hverdagen, der ærgrer mig. Når den ene veninde drikker øl, mens
den anden får hvidvin, og man derfor med berusede, skelende øjne skal slutte aftenen
af med at udregne differencen på kvitteringen – også selvom man er skiftedes
til at gå i baren hele aftenen. Det er regningen på to café-burgere, der ikke
bare kan splittes 50/50, før vi har dobbelttjekket med lommeregneren, hvad den
ene ven skal betale for sin ekstra ost og bacon. Men nårh nej, den ene fik en
stor Cola og den anden en lille – hold på hat og briller, nu er det vigtigt, at
vi holder tungen lige i munden…
Jeg er ikke meget
bedre selv, så det er ikke for at spille hellig – jeg har sendt uendeligt mange
anmodninger på ubetydelige småbeløb, siden MobilePay først så dagens lys i
2013. Og dengang, som nyslået student, betød de små beløb meget i SU-budgettet,
og den slags har jeg fuld forståelse for.
Men jeg ville ønske,
at det ikke var sådan mellem voksne mennesker med fuldtidsjobs, og jeg ville ønske,
at jeg var sådan en larger than life-type, der gladelig gav kaffen og
den næste kop også – og den næste igen – uden at skænke det en tanke, fordi jeg
havde en vished om, at gavmildheden – kærligheden, faktisk – ville komme retur
en anden god gang.
Jeg vil derfor
gerne understrege, at det ikke er min omgangskreds helt specifikt, jeg harcelerer
imod – for de er bare underlagt den samme tendens, som jeg heller ikke selv kan
sige mig fri for at være en del af.
Men nu vil det
være oplagt at spørge mig, hvorfor jeg ikke ser mig selv i øjnene og starter
med mig selv? Til det vil jeg sige – jeg gør mit allerbedste. Men det virker
også som en kæmpe underskudsforretning at stille sig på bagbenene og være den
glade giver, hvis det ”ikke er sådan vi gør mere.”
Hvis vi som
samfund har accepteret, at vi nu lever i et millimeterdemokrati, hvor alle
udgifter skal komme tilbage i størrelsesforholdet 1:1, så føles det naivt og
blåøjet at være den, der lægger flest penge i venskabsregnskabet.
Og måske er det
netop det, der nager mig i bussen den dag: At MobilePay har fjernet den
gråzone, hvor gavmildhed plejede at bo. Det lille mystiske rum, hvor
regnestykket mellem venner ikke behøvede at gå op hver gang, fordi relationen
alligevel gjorde.
Derfor har jeg en
lille, ydmyg opfordring – lige så meget til mig selv – næste gang, du står med
telefonen i hånden og skal til at sende en anmodning på 17,50, så overvej lige;
Er det her virkelig et beløb, jeg ikke kan undvære? Eller er det måske en lille
chance for at være et menneske, som gerne giver ud af både kroner og mig selv
til dem, jeg elsker?
