Julie ærgrede sig, da hun fik en opkrævning fra sin veninde: ”Betyder 17 kroner virkelig så meget?”

Julie ærgrede sig, da hun fik en opkrævning fra sin veninde: ”Betyder 17 kroner virkelig så meget?”

Julie Nolsöe frygter, at MobilePay har gjort os til små kreditorer og udslettet den gråzone mellem venner, hvor gavmildheden plejede at bo. 

alt.dk logo

Min bagdel havde knap strejfet sædet i bussen efter gåturen med min veninde, før det velkendte ”pling” fra telefonen afbrød podcasten i mine AirPods.

”For kaffe”, stod der under MobilePay-anmodningen på 45 kroner, efterfulgt af en hjerte-emoji som et sukkersødt røgslør over det, der i bund og grund faktisk er en iskold indkassering.

Midt i bussen blev jeg ramt af ærgrelse. Ikke over selve anmodningen, for jeg skyldte jo rigtigt nok min veninde penge for den latte med havremælk, og jeg ville aldrig bare antage, at hun ville betale den for mig.

Men det melodiske ”ding, ding, ding,” der fulgte, da jeg med et enkelt swipe overførte de usynlige penge til min venindes konto, fik mig til at tænke på de utallige gange, MobilePay har ageret bogfører i de relationer i mit liv, hvor vi ellers burde føle os allermest fri.

Oftest er der tale om småbeløb, der drysser frem og tilbage som digitale påmindelser om, at intet længere bare glider ubemærket ind under kategorien pyt – eller endnu bedre, kategorien gavmildhed.

Således har jeg taget mig selv i at blive småirriteret på en veninde, som ville have sine penge tilbage for den pakke toiletpapir, jeg bad hende købe med på vejen hjem til mig – og endnu mere irriteret over, at jeg nærmest var nødt til at stoppe min mund med førnævnte toiletpapir og æde den irritation – for hvis jeg sagde noget, ville det jo være mig, der fremstod både smålig og grådig. Og et swipe med appen er jo hurtigt og nemt, så hvad er problemet egentlig i, at hun får pengene retur for toiletpapiret?

For mig er det følelsen af, at penge pludselig får en så tungtvejende betydning, at det er vigtigere at skaffe de 24 kroner tilbage for de otte ruller toiletpapir, end at indse, at penge kommer og går – og at de også har magten til at føle os mere forbundne. Og havde det været mig, der kom med toiletpapir, ville jeg ikke have bedt om pengene retur - fordi jeg grundlæggende har en forventning om, at min veninde måske havde brug for at jeg tog et smut forbi Netto efter en pose ris på vej hjem til hende en anden god gang - helt uden efterfølgende afregning.

Jeg ved ikke, om det er utopisk ønsketænkning, nu hvor appen har gjort det så smart at holde regnskab, men jeg savner følelsen af en gensidighed, der ikke behøver at blive vejet i kroner og ører. Det er tilgangen ”Jeg gav kaffen i dag, du gav en øl i torsdags, vi gav begge to lidt af os selv uden at holde regnskab,” som jeg savner. Det var upræcist – men også kærligt og uformelt.

Forstå mig ret – MobilePay er en vildt praktisk opfindelse, som blandt andet kan sikre, at den ene i venindeflokken ikke ender med en langt større udskrivning efter en uges skiferie, bare fordi hun tilfældigvis var den, der hurtigst bundede sin øl til afterski og for fjerde gang gik i baren efter endnu en omgang til bordet. I disse situationer er det super smart, at man på feriens første dag kan oprette en gruppe i MobilePay, så alle betaler deres del af de mange Weissbier.

På samme måde er det kun retfærdigt, når man for tyvende år i træk er den i søskendeflokken, der sørger for blomster til Mors Dag, at de andre overfører deres del på 115 kroner hver.

Det er tværtimod småbeløbene i hverdagen, der ærgrer mig. Når den ene veninde drikker øl, mens den anden får hvidvin, og man derfor med berusede, skelende øjne skal slutte aftenen af med at udregne differencen på kvitteringen – også selvom man er skiftedes til at gå i baren hele aftenen. Det er regningen på to café-burgere, der ikke bare kan splittes 50/50, før vi har dobbelttjekket med lommeregneren, hvad den ene ven skal betale for sin ekstra ost og bacon. Men nårh nej, den ene fik en stor Cola og den anden en lille – hold på hat og briller, nu er det vigtigt, at vi holder tungen lige i munden…

Jeg er ikke meget bedre selv, så det er ikke for at spille hellig – jeg har sendt uendeligt mange anmodninger på ubetydelige småbeløb, siden MobilePay først så dagens lys i 2013. Og dengang, som nyslået student, betød de små beløb meget i SU-budgettet, og den slags har jeg fuld forståelse for.

Men jeg ville ønske, at det ikke var sådan mellem voksne mennesker med fuldtidsjobs, og jeg ville ønske, at jeg var sådan en larger than life-type, der gladelig gav kaffen og den næste kop også – og den næste igen – uden at skænke det en tanke, fordi jeg havde en vished om, at gavmildheden – kærligheden, faktisk – ville komme retur en anden god gang.

Jeg vil derfor gerne understrege, at det ikke er min omgangskreds helt specifikt, jeg harcelerer imod – for de er bare underlagt den samme tendens, som jeg heller ikke selv kan sige mig fri for at være en del af.

Men nu vil det være oplagt at spørge mig, hvorfor jeg ikke ser mig selv i øjnene og starter med mig selv? Til det vil jeg sige – jeg gør mit allerbedste. Men det virker også som en kæmpe underskudsforretning at stille sig på bagbenene og være den glade giver, hvis det ”ikke er sådan vi gør mere.”

Hvis vi som samfund har accepteret, at vi nu lever i et millimeterdemokrati, hvor alle udgifter skal komme tilbage i størrelsesforholdet 1:1, så føles det naivt og blåøjet at være den, der lægger flest penge i venskabsregnskabet.

Og måske er det netop det, der nager mig i bussen den dag: At MobilePay har fjernet den gråzone, hvor gavmildhed plejede at bo. Det lille mystiske rum, hvor regnestykket mellem venner ikke behøvede at gå op hver gang, fordi relationen alligevel gjorde.

Derfor har jeg en lille, ydmyg opfordring – lige så meget til mig selv – næste gang, du står med telefonen i hånden og skal til at sende en anmodning på 17,50, så overvej lige; Er det her virkelig et beløb, jeg ikke kan undvære? Eller er det måske en lille chance for at være et menneske, som gerne giver ud af både kroner og mig selv til dem, jeg elsker?