Hvornår bliver drenge til mænd? Og hvad gør en mand voksen? Vi har spurgt en sanger, en komiker og en forfatter om det øjeblik i deres liv, hvor de fik hår på brystet.
"Jeg er en mand, fordi jeg tør indrømme de gange, hvor jeg ikke er det"
Da Thomas Hartmann var 13 år, var hans søster ved at splitte familien, og den endnu uklækkede og splejsede komiker følte, at han var kittet, der skulle holde sammen på mor og far. Lige dér blev han voksen.
− Jeg var en bleg, splejset dreng. Nørdet og misforstået. I 9. klasse var jeg kun 156 cm. Jeg var sådan en dreng, der lavede tre ringeklokker derhjemme, så mine forældre havde én, og min søster og jeg havde hver vores. De havde tre forskellige lyde. Jeg elskede elektronik. Det var ikke synderligt hipt at blive set i mit selskab. Jeg fik ret mange kommentarer fra de andre børn, og enkelte af dem var på nakken af mig i store dele af min skoletid. Jeg forstod ikke, hvorfor folk ikke behandlede hinanden ordentligt, eller hvorfor pigerne altid faldt for de drenge, som ikke var søde ved dem.
− Jeg blev mand, da min søster i et år som 14-15-årig havde en periode som enfant terrible. Hun var en rigtig teenager. Det virkede meget voldsomt på mig, men det affødte også store konflikter mellem hende og mine forældre og mellem mine forældre indbyrdes. Jeg var 13 år og følte, at jeg både skulle være mægler, anker og den neutrale part, som var mindre følelsesmæssigt involveret, end de var. Jeg var bange for, at mine forældre ville blive skilt, og troede, at jeg kunne holde freden og tage brodden af skænderierne med humor. Det føltes som et meget stort ansvar, selvom det nok ikke var sådan, andre så det udefra. Det var der, at jeg blev meget mindre barn. Jeg kunne egentlig ikke rumme det, og jeg blev ikke mindre weird efter den periode. Men jeg havde en humoristisk sans, som jeg brugte som overtryksventil og forsvarsmiddel.
− Den situation er på flere måder direkte årsag til, at jeg ikke har børn i dag. Det er et bevidst valg, og så er det alligevel ikke. Jeg har aldrig besluttet mig for, at jeg ikke ville have børn. Men jeg er ikke stødt på nogen, jeg ville have dem med på det tidspunkt, hvor det var relevant. Jeg har været meget bevidst om mit ansvar og det gigantiske fejltagelsespotentiale, der ligger i at få et barn. Jeg vil aldrig nogensinde sætte nogen i den situation, som jeg selv var i, da mine forældre havde krise. Jeg har nok været bange for at skulle have ansvaret for andre menneskers lykke, og derfor vil jeg aldrig kende til den følelsesmæssige dybde i det at få børn. Det må jeg leve med. Til gengæld giver det personlig frihed, så jeg kan sidde kl. 2 om natten og se film med fuld blæs på surround anlægget.
− Lige efter folkeskolen begyndte jeg at vokse. Jeg groede 19 cm på et halvt år. Pludselig fik jeg styr på motorikken og kunne være fysisk, så jeg begyndte at dyrke kick-boksning. En helt klassisk overkompensationsfase, hvor jeg pludselig skulle være veltrænet. Men jeg kan stadig kigge på mine overarme og se nogle helt tynde pinde. Det forsvinder nok aldrig. På den måde forstår jeg det, som de fleste kvinder er frygteligt ramt af. Kvinder er usandsynligt hårde ved sig selv og sammenligner deres eget pulterkammer med andre kvinders udstillingsvinduer. I står op om morgenen og er kritiske overfor det, I ser i spejlet. Så tager I en masse makeup på, går ud af døren og sammenligner jer med alle de kvinder, som har gjort nøjagtigt det samme. Det er ikke retfærdigt overfor jer selv.
− En rigtig mand tør stå ved, at han har en vis portion dreng i sig. Jeg er en mand, fordi jeg tør indrømme de gange, hvor jeg ikke er det. Ligesom en meget stor del af det at være modig er at indrømme, at man er bange. Som barn er man utilfreds med, at andre bestemmer, hvornår man skal lege, hvordan man skal gøre det, og hvornår man skal i seng. Alligevel holder de fleste mennesker op med at lege i det øjeblik, hvor de selv kan bestemme. Men jeg holder aldrig op. Det er vigtigt for mig at gøre ting, bare fordi de er skægge. Det er også det, der gør, at jeg er klar til at arbejde og tage tingene seriøst, når jeg skal.
− Jeg bruger al min tid og alle mine penge på biler og på at køre racerløb. Ting, som folk, der har travlt med at kalde sig selv voksne, synes, er virkelig dumt. Men der er også mennesker, som bliver gift med deres gymnasiekærester, får børn i en alder af 22 og investerer i fast ejendom og en fornuftig bil, der kører langt på literen. Og konen klipper sit hår kort og farver det auberginefarvet. Sjovt nok er det de mindst tolerante mennesker overhovedet. De mener, at de har patent på sandheden. Det er ikke en fordom, men baseret på statistik. Jeg siger aldrig til den type mennesker, at der er noget galt med deres måde at leve på af den simple årsag, at det er der ikke. Det er deres valg. Men jeg har oplevet ekstremt mange mennesker i den kategori, som har sagt, at jeg skal tage mig sammen og blive voksen.
− I virkeligheden bliver forskellen mellem drenge og mænd mest udtalt, når der er bølgegang og modvind. Enhver, der har været i et forhold med en yngre person, ved, at så længe alt kører og klapper, betyder 10 eller 20 års aldersforskel ingenting. Men ligeså snart der opstår konflikter, som skal håndteres, kan man godt mærke, hvem der er voksen, og hvem der ikke er det. Jeg har selv været i et forhold, hvor de samme gamle, misforståelser blev taget frem ved hver eneste diskussion. Måden at tackle det på gør forskellen på mænd og drenge. Og vel egentlig også forskellen på kvinder og piger.
"Jeg var 13 år og følte, at jeg både skulle være mægler, anker og den neutrale part. Jeg var bange for, at mine forældre ville blive skilt, og troede, at jeg kunne holde freden og tage brodden af skænderierne med humor"
Annonse
Thomas Hartmann, 43 år, komiker og manuskriptforfatter.
Begyndte sin karriere i 1996 efter at være blevet inspireret af Lasse Rimmer. Siden er det blevet til flere one man shows, og lige nu er han aktuel med det anmelderroste show "X II".
Kun to uger fik forfatteren Morten Brask med sine tvillinger. De blev født for tidligt, og deres små kroppe kunne ikke klare livet. Efter tragedien skilte han sig af med alt og begyndte at skrive.
− Jeg ville egentlig gerne vente nogle år med at få børn, men min kæreste var fuldstændig besat af tanken. Jeg gik med til det, fordi jeg havde en idé om, at hun var det ultimative. Den store, ægte kærlighed, for hvilken man ofrer alt. Jeg vidste, at forholdet ville forsvinde, hvis jeg ikke sagde ja. Jeg følte mig vanvittig låst, for jeg ville gerne trappe ned i tid på mit arbejde, så jeg kunne skrive. Men skulle vi have børn, blev jeg jo nødt til at være ansvarlig, så vi kunne bo godt.
− Hun fik pludselig smerter i maven en aften, og vi tog på Hvidovre Hospital. Hun var begyndt at få veer, selvom det var alt for tidligt. Mange tvillinger bliver født for tidligt, men lægerne kunne se, at det var alvorligt. Vi blev kørt med ambulance til Rigshospitalet, og tvillingerne blev født ved akut kejsersnit. Alma og Thor. Dér stod jeg i nogle alt for store træsko med "far" skrevet på snuderne. Meget symbolsk. Jeg var slet ikke klar til at være far.
− Første gang jeg så dem, skete der en kemisk reaktion af fuldstændig ubetinget kærlighed. Jeg mærkede den allerede under graviditeten, men tænkte også desperat over, hvordan jeg skulle kunne forsørge en familie og samtidig skrive bøger. Vi fik at vide, at sandsynligheden for, at de ville overleve, var lille. Og der var overhængende fare for, at de kunne blive meget handicappede. Men da jeg hørte og så dem første gang, forsvandt alle tanker og bekymringer om fremtiden. Det ligger jo i enhver fars instinkt at ville beskytte sine børn, men jeg kunne ikke gøre noget selv. Der skulle et kæmpestort hospitalsvæsen til at holde dem i live. Den afmægtighed var det værste.
− Vi var i undtagelsestilstand i to uger. Jeg husker det alligevel som en varm periode, hvor vi hver dag pendlede ned til neonatalafdelingen og var sammen med vores to børn. Det står for mig som nogle af de lykkeligste dage i mit liv. Vi vidste hele tiden, at der var stor risiko for, at det ville gå galt, men vi tænkte ikke i de baner. Gudskelov var det lægerne, der tog beslutningen. Det kan man ikke selv. Børnene kunne ikke klare mere. Alma fik først en hjerneblødning, og Thors lunger fungerede ikke. Da de blev taget ud af respiratoren, fik de ikke længere den ilt, de havde brug for. Min kæreste sad med dem. Jeg sad ved siden af og så dem ligge dér, bevæge sig lidt og hive efter vejret. At sidde og se mine børn dø var forfærdeligt. Alle sanser var åbne for at opleve de sidste øjeblikke.
Annonse
− Det blev ikke formuleret, men det var forbi. Hun sagde bare, at hun tog hjem til sin mor. Lægerne på hospitalet havde sagt, at rigtig mange bliver skilt, når sådan noget sker. Det er for voldsomt. Jeg flyttede også hjem til mine forældre. Jeg gik rundt som en zombie. Min mor har sagt, at det var som at få Morten-fem-år tilbage. På en måde var det som at komme tilbage i livmoderen og blive genfødt. Jeg er meget taknemmelig for, at mine forældre passede på mig på et tidspunkt, hvor jeg var så skrøbelig. Den helt banale erkendelse af, at intet er uforanderligt, gjorde mig voksen. Intet i livet er garanteret. Det vidste jeg godt inden, men på et teoretisk, filosofisk niveau. Da jeg oplevede, at det, der betød mest for mig i mit liv, blev taget fra mig, erkendte jeg, at alt kan gå i stykker.
− Jeg deler mit liv op i før og efter. Bagefter valgte jeg at fokusere fuldstændig anderledes. Inden havde jeg pensionsordning og boede i villalejlighed på Frederiksberg. Jeg skilte mig af med stort set alt, mit job, min lejlighed og alle materielle ting. Jeg følte, jeg krydsede grænsen til the wild west og levede uden sikkerhedsnet. Min mormor var kommet på plejehjem, så jeg kunne bo gratis i hendes lejlighed. Og det, jeg skulle bruge tiden på, var at skrive romaner. Jeg levede nærmest i en lykkerus i den periode. Men to år efter gik jeg fuldstændig ned og måtte løbe stortudende ud af et supermarked, fordi jeg hørte et spædbarn græde. Det kan stadig ske. Der er nogle af mine venner, som ikke har kunnet håndtere det. Måske fordi jeg ikke er sådan én, man hjælper. De har nærmest kunne glemme det og spørge: "Skal du ikke snart have dig nogle børn?" Det sårer mig meget.
− Jeg ville selvfølgelig til enhver tid have foretrukket, at de havde levet i dag. Jeg ville have haft to børn på 13 år! Men jeg har ikke rigtig turdet få børn efterfølgende. Først og fremmest fordi jeg var bange for, at det ville gentage sig. Og så har jeg været bange for, at jeg ville tvinge mig selv tilbage i et liv med rosenhave og villa og et arbejde, som jeg var frustreret over, fordi det ikke er det, jeg vil lave. Det var en gave, jeg fik af børnene. De fik mig til at vågne op mange år før, end jeg sikkert ellers ville have gjort.
"Da jeg oplevede, at det, der betød mest for mig i mit liv, blev taget fra mig, erkendte jeg, at alt kan gå i stykker."
Morten Brask, 43 år, forfatter.
Har siden 1995 udgivet både fagbøger, rejsebøger, satire og romaner. Lige nu er han aktuel med sin tredje roman "En pige og en dreng" (Politikens Forlag), som er hans personlige beretning om, da han mistede sine tvillinger.
"Tidligere har jeg kunnet gemme mig bag mine solbriller og en umiddelbar popmelodi"
Der var kun én vej for den indesluttede romantiker Burhan G, da han gik ud af skolen. Han ville frem i verden. Men det er ensomt at have store drømme og har kostet en del af hans ungdom.
Annonse
− Det ramte mig, at alle andre skulle et sted hen. Alle vidste, hvad de skulle og kendte vejen derhen. Men hvor skulle jeg gå hen? Der var ikke et sted for mig. Så da jeg stod dér og var gået ud af 10. klasse på Sankt Annæ Gymnasium for sidste gang, mærkede jeg angst og forvirring. Det kan jo faktisk lade sig gøre at tage den her tur, selvom studievejlederen ikke kan finde den side i bogen, der hedder "sanger" eller "kunstner". Men der var ingen til at tage mig i hånden og vise mig vejen.
− Hver dag hoppede jeg på toget fra Brøndby og kørte ind til byen. Mine forældre troede, jeg var i skole. Men jeg opsøgte studier og øvelokaler, alle tænkelige steder, hvor jeg kunne få lov at komme og skrive og synge. Havde jeg hørt en guitarist og syntes, han var fed, tog jeg hjem til ham og bankede på. Jeg mødte en masse mennesker, som allerede var kendte på musikscenen. På en eller anden besynderlig måde endte jeg i etablerede musikeres studier. Jeg var en lille dreng på 15 år, men de havde hørt, at jeg sang fedt, og så fik jeg lov til at hænge ud med dem.
− Jeg var egentlig en stille, indesluttet drømmer. En romantiker. Jeg var meget alene, men det, tror jeg, er normalt for mennesker, som kan et eller andet. Jeg skulle jo øve mig, og mine forældre lod mig også bare være og lod mig selv udvikle mig. Jeg delte ikke mine drømme med de andre i skolen. Jeg var en outsider og havde ikke så mange rigtig gode venner. Men dem, jeg havde, var også nørder, som jeg så koncerter og hørte musik sammen med. Jeg begyndte på forskellige uddannelser, men deltog aldrig. Jeg arrangerede koncerter, var korsanger for forskellige grupper og vidste, at hvis jeg skulle nå min drøm, kunne jeg ikke gøre det halvhjertet.
− I mit voksne liv har jeg tænkt, at det var store ting, jeg bar rundt på allerede dengang. Selvfølgelig har jeg ofret en del af min ungdom. Hvis jeg ser en gymnasieklasse komme vadende med en kasse øl på vej på introtur, tænker jeg, at der er fede ting, jeg ikke har oplevet. Jeg har heller aldrig haft et almindeligt arbejde. Mine forældre opdagede, hvad jeg lavede, fordi skolerne sendte breve hjem om, at jeg ikke var der. De var splittede. De ville ikke have, at jeg brugte tiden på ingenting. De har selv arbejdet hårdt. Men da jeg kom hjem og sagde, at nogen ville udgive musik med mig, var de overbevist.
− Jeg blev mand tidligere, end jeg blev voksen. Mand er noget ur-agtigt. Dér hvor man tager ansvar for sig selv. Det har ikke noget at gøre med at være macho. "Voksen" er next level. Som voksen ændrer ens værdier sig, og man kan mærke, at man tænker på en anden måde end tidligere. Som voksen har jeg lært at prioritere, sige "nej" og spørge: "Hvad gør mig glad?". Jeg får det godt, når jeg slår i bordet og siger, hvordan jeg vil have tingene. Det kommer også til udtryk på min nye plade. Det er meget nyt og skrøbeligt for mig at udlevere mig selv så hudløst ærligt, som jeg gør på de nye sange. Tidligere har jeg kunnet gemme mig bag mine solbriller og en umiddelbar popmelodi. Sådan er det ikke længere. Hver sang er en historie, som har fyldt så meget, at jeg ikke har kunnet skrive om andet. Jeg har brugt det som en slags terapi, og alle kan høre, hvordan jeg har det.
− Om jeg har mødt kvinden i mit liv? Jeg kan sige, at jeg aldrig har været lykkeligere. Ingen af os her på kloden har en facitliste for, hvad der sker i livet. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at det hele slutter igen. Jeg har masser af drømme og forestillinger om, hvordan mit liv skal være, og hvordan det skal udspille sig. Men faktum er, at jeg – ligesom alle andre – ikke aner, hvad der sker på denne rejse. Jeg ved dog, at jeg har tænkt mig at nyde hvert et øjeblik!
"Som voksen har jeg lært at prioritere, sige "nej" og spørge: "Hvad gør mig glad?". Jeg får det godt, når jeg slår i bordet og siger, hvordan jeg vil have tingene."
Burhan Genç Koç, 30 år, sanger og sangskriver.
Begyndte sangkarrieren i Københavns Drengekor i 3. klasse og udgav sit første album i 2004.
Lige nu aktuel med singlen "Din for evigt". Hans fjerde album kommer til efteråret.
