Andreas Jebro og Amalie Dollerup har været sammen i 17 år: ”Dét har hun lært mig om kærligheden”

Hvad optager dig for tiden?

"Det gør humor. Vi er ved at lave en komedie på Det Kongelige Teater, og derfor har jeg tænkt meget over humor-aspektet, fordi vi prøver at lave noget, som gerne skal ramme mange.

Jeg har bare bemærket, at det er så subjektivt, hvad der får os til at grine.

Selv synes jeg, at min søn er kampsjov for tiden. Han er fire år et halvt og er begyndt at fortælle vittigheder. Det er sjovt at se det her lille menneske udforske, hvad humor er, og den lykke, der opstår, når vi griner sammen."

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

"Jeg havde et ret voldsomt uheld på en tv-optagelse tilbage i 2018, hvor jeg landede forkert og fik et stød op gennem ryggen. Samtidig skulle jeg starte prøver på forestillingen 'Røde Orm', og i de efterfølgende dage fik jeg bare sindssygt ondt i ryggen og helt ned i benene.

Det viste sig, at jeg havde fået en permanent diskusprolaps, som jeg skulle lære at elske resten af livet. Det var en meget fysisk forestilling, og efter at have konsulteret og fået nogle ryglægers ord for, at jeg ikke kunne forværre skaden, besluttede jeg at arbejde mig gennem smerterne, hvilket krævede en del vilje og smertestillende medicin.

Da vi havde halvanden uge tilbage, og jeg under en forestilling løb frem for at angribe den engelske hær i fuld vikinge-outfit, mærkede jeg min ryg ”sætte sig”. Jeg kunne nærmest ikke trække vejret. Og da jeg kom ud bagved, lagde jeg mig ned og rejste mig ikke op i fuld højde i to en halv uge. Jeg kunne simpelthen ikke gå."

Hvilke tanker gjorde du dig?

"Jeg lå pludselig ret isoleret derhjemme og tænkte, at det var måske den karriere. Det blev en skelsættende oplevelse, fordi jeg skulle tage op til revision, om jeg kun er mig selv qua det, jeg laver. Eller om jeg rent faktisk også har en masse andet at byde på. Det blev startskuddet til at kigge indad på mit arbejde og mine egne behov."

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

"Nogle gange bliver den vigtigste beslutning taget for en, og i mit tilfælde har det nok været at opleve, at teater ikke længere er det vigtigste i mit liv, efter vi har fået et barn.

Lige pludselig er der bare en kærlighedsstopklods, der gør, at jeg ikke kan blive på teateret og øve en monolog til klokken halv otte. Jeg er nødt til at tage hjem og være sammen med August. Og så kan jeg gå tilbage og nørde med mit arbejde igen, når jeg har puttet ham. Der er bare noget, der er vigtigere, og det er ham."

Hvad tager du med hjemmefra?

"Vi er en drengeflok på fire, og min mor har med liv, blod, hjerte og sjæl insisteret på, at vores passion er vigtig. At vi laver noget, som vi finder glæde ved. Hun har insisteret på at gøre op med de sociale konventioner om, at man for eksempel skulle tage en gymnasiel uddannelse direkte efter folkeskolen for at passe ind i nogle bestemte kasser. “Man kan altid tage en HF senere!”, sagde hun.

Hun har været primus motor for, hvordan vi børn kunne muliggøre vores drømme, og hun har undersøgt, hvad der var af muligheder. Det har altid været på lystens og vores præmisser. Dét tager jeg med mig. Jeg vil også finde ud af, hvad der interesserer min søn, og sige: "Lad os løbe med den fakkel, lige så længe du gider"."

Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed?

"Jeg har lært flere ting. Min hustru og jeg har været sammen i ekstremt mange år i forhold til vores alder – jeg bliver snart 40, og vi har været sammen i 17 et halvt år. Med hende har jeg lært, at kærlighed er at vokse sammen. Altså vokse sammen ved at støtte hinanden i de udviklingsfaser, der kommer gennem et liv – både de positive og de rigtig svære.

Selvom der kan være perioder, hvor man tænker, at nu er der langt hen til hinanden, fordi der skal være plads til den udvikling, har det i vores tilfælde alligevel styrket kærligheden at give hinanden den plads."

Hvad har du mere lært?

"Den anden ting handler lidt om det samme. Min mor fik konstateret en kræftsygdom, samtidig med vi fandt ud af, at Amalie var gravid. Hun døde desværre for et par år siden i en alder af 66, og den sidste tid tilbragte hun på et hospital, hvor hun samlede familien ad flere omgange.

Jeg kan huske, at jeg sagde til hende, at noget af det allersværeste var, at hun ikke selv var klar til at tage herfra. Vi havde en familiesamling en uges tid før, hun døde, hvor hun pludselig tog ordet med sin spage stemme og sagde, at nu var hun klar til at tage herfra. Hun havde forliget sig med det. Hun klædte os på til sin død på den måde, fordi hun insisterede på, at vi både skulle tale om alt det gode, vi havde haft sammen, og alt det, der gjorde ondt nu.

Måske det kan koges ned til, at jeg har lært, at kærlighed ikke kun er, når man er glad, men også kan være enorm, når man er ked af det, og at man skal turde at rumme det."