GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Anna Malzer
Foto: Dennis Morton Anna Malzer har aldrig været en 12-tals-pige. Det lovpriser hun sin mor for, som lod Anna blive hjemme fra skole, når hun havde brug for det.

Anna Malzer: "Jeg er aldrig blevet pacet til noget som helst. Det handlede om at lave det, jeg var god til"

Hvad er hemmeligheden bag en meningsfuld karriere? Hvilke do’s and don’ts gælder på den snørklede vej til succes? Og hvordan finder du work-life-balancen? Vi har interviewet 11 inspirerende kvinder om, hvordan det er at være bl.a. iværksætter, nyudnævnt direktør, nanoteknolog og minister.

Anna Malzer er i en alder af blot 27 år blevet teaterdirektør på Mungo Park i Allerød og arbejder 60-80 timer om ugen i forsøget på at trække især de unge i teatret. Hun bruger bl.a. sin egen erfaring fra opvæksten på Amager.

LÆS OGSÅ: Tania Asbæk: "Jeg har en fornemmelse af, at mange tænker, at jeg er kommet nemt til det"

– Ingen i min familie arbejder med teater. Min mor er uddannet pædagog, og derfor har hun altid støttet mig i at lege meget. Jeg er opvokset i et arbejderkvarter, hvis det hedder det i dag, på Amager i en kulturel smeltedigel af livssyn, religioner og meget forskellige ideer om børneopdragelse. Men hvor nogle af de andre børn var udadreagerende og fx slog eller mobbede, gik jeg hjem og legede oplevelsen og identitetsforvirringen ud. Min mor så, at jeg ikke kunne rumme så mange indtryk, men til gengæld var rigtig god til at fantasere og fortælle historier. Derfor lod hun mig blive hjemme fra skole, når jeg havde brug for det, fremfor at tvinge mig til at blive god til matematik eller blive hård nok til at kunne møde i skole hver dag. Hvis hun ikke havde gjort det, tror jeg ikke, at jeg ville have lavet teater i dag.

– Jeg er aldrig blevet pacet til noget som helst. Det handlede om at lave det, jeg var god til. Jeg fik heller ikke ligefrem en blændende studentereksamen og har aldrig været en 12-talspige. Det er fint, at andre er det, men jeg tror, at det ødelægger meget kreativitet at skulle være god til alt på en gang. Jeg har heller aldrig været en af dem, der har bekymret mig om økonomien i at gå den kunstneriske vej. To instruktørjobs om året og arbejdsløs resten af året er jo virkelig mange penge der, hvor jeg kommer fra.

– Jeg anede ikke noget om teaterhistorie, da jeg startede på Den Danske Scenekunstskole. Jeg kunne stille spørgsmål til nogle interne koder og fx sige, at jeg ikke blev rørt over eller forstod en scene, som andre blev rørt over, fordi jeg ikke havde 2.000 års teaterhistorie i baghovedet og derfor ikke forstod de kunstneriske referencer. Jeg var nok sådan et folkeligt filter på teaterskolen. Når vores lærer sagde, at vi i stedet for at tænke i målgrupper skulle tænke på det ene menneske, vi ville lave teater til, tænkte jeg på Ali, Mariam og Kate. Jeg lavede teater på en lidt anden måde, fordi jeg havde en anden baggrund og mente, at det skulle henvende sig til nogle andre.

– Jeg tror på, at teatret får en opblomstring og køber ikke den forklaring, at det er Netflixs skyld, at de unge ikke går i teatret. Det gjorde de jo heller ikke for 15 år siden. Det er teatrets egen skyld, fordi det i alt for mange år ikke har været et sted, det gav mening for ret mange at gå hen. Jeg tror, den bedste måde at få unge i teatret er ved at lade unge fortælle om sig selv i stedet for at fortælle om unge. Det har vist sig i alle kunstneriske revolutioner. Du er nødt til at tage opgøret indefra. Lige nu er der ikke en reel platform til det, og det synes jeg, teatret kan være.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme og Johan Forsby: Et legendarisk skænderi ændrede vores arbejdsliv

– Min værste frygt er at ende et sted, hvor jeg sidder og planlægger et repertoire for at sælge billetter. Et sted, hvor jeg ikke kan se nødvendigheden. Så kan jeg meget bedre se mig selv starte et lille teater fra bunden eller måske arbejde med talentudvikling ved at undervise på en højskole. Jeg har ikke lyst til bare at stige i graderne, og jeg egner mig heller ikke til at lave teater til store scener, der fokuserer på klassikere. Det kan jeg ikke, og det er ikke noget for mig. Jeg tror måske, jeg har 8-12 års vigtighed i mig på et teater som Mungo Park. Derefter er jeg jo ikke særlig gammel, men jeg vil meget hellere skifte branche til den tid frem for at sidde med 15 dramaturger og blive enige om, hvad der sælger.

Anna Malzer, 27 år

  • Uddannet teaterinstruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2018.
  • I efteråret 2018 udnævnt teater-direktør på Teater Momentum i Odense, som er kendt for at ansætte nye talenter i instruktørstolen for et år af gangen.
  • I 2019 teaterdirektør på Mungo Park.
  • De første forestillinger på Mungo Park med Anna Malzer som afsender bliver De hovedløse og Tatovering. 
  • Har en kæreste og ingen børn.

– Jeg har lige fået en alvorlig opsang af min kæreste. Han synes ikke, at jeg arbejder for meget, men at jeg arbejder forkert. Lige nu skriver jeg emails, arbejder med fiktion og brainstormer på tekster til websitet på samme tid. Jeg gør alting på en gang, fordi jeg både er chef og kunstner. Det kan man ikke, og det skal jeg lige fatte. Jeg kan ikke fordybe mig i nogen af delene på den måde. Så lige nu øver jeg mig i at sige, at fx fra klokken 9 til 10 tjekker jeg mails, fra klokken 10-15 skriver jeg fiktion, fra klokken 15-18 arbejder jeg med personalesager og intern ledelse, fra klokken 18-20 tænker jeg fremadrettet, og fra klokken 20-21 tjekker mails igen.

– Jeg arbejder op mod 12 timer alle dage på nær søndag, hvor jeg ser min familie og venner. Til gengæld står jeg ikke op før klokken 8 om morgenen. Lige nu giver jeg den rimelig meget gas, fordi jeg kan, men det kan børn eller alt mulig andet sætte en stopper for fra den ene dag til den anden. Du ved aldrig, hvad livet byder dig.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kultur og Kvinder du skal kende