SPONSORERET indhold

Bodil Jørgensen: ”Hvorfor skal vi blive ved med at dyrke sex. Hvorfor fanden i helvede skal vi det?”

I Bodil Jørgensens øjne er det synd seksualiteten kun handler om én ting: At gå i seng sammen. For hende er den nemlig meget, meget mere. I det nye ALT for damerne åbner hun op om, hvordan hun har mistet lysten til den fysiske sex, som årene er gået – og hvordan det er helt okay.

Af:: Marie-Louise Truelsen og Emma Fjalland Lund Foto: Caroline Abiltrup Bagger
23. feb. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

”Hvorfor skal vi blive ved med at dyrke sex. Hvorfor fanden i helvede skal vi det?”

Efter Bodil Jørgensens datter er blevet teenager, er der mange nye ting, hun skal følge med i, være opmærksom på og sætte sig ind i. Samtidig har hun også indset, at der er ting, som hun til gengæld bare ikke orker mere. En af de ting er samleje.

Det fortæller den populære skuespiller i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

”Jeg gider ikke kæmpe rundt med det. Faktisk. Hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg gider ikke tage kunstige hormoner, og jeg orker heller ikke en masse legetøj i soveværelset for at holde det i gang,” siger Bodil Jørgensen, der i øjeblikket er aktuel med teaterforestillingen ’Maddiker’ på Folketeateret sammen med Jannie Faurschou og Rikke Wölck.

Læs også

Et stykke om tre kvinder i henholdsvis 60’erne, 70’erne og 80’erne, som bl.a. handler om at miste sin mand, utroskab og kroppens forfald. At det ikke er let at blive gammel, men at alternativet er værre.

”Vi kommer også ind på det i ’Maddiker’. At sex er noget, der hører ungdommen til. At det hører med til den tid, hvor man skal finde ud af, hvem man selv er. Og så handler sex jo selvfølgelig også om, at man skal føre generationerne videre og om selvnydelse. Men nydelse kan man også få på alle mulige andre måder.”

”Seksualiteten er jo i alt muligt”

Netop at finde en nydelse andetsteds er da også noget Bodil Jørgensen til gengæld dyrker.

”Det er synd for seksualiteten at afskære den så meget, at den kun handler om det ene: At gå i seng sammen. Seksualiteten er jo i alt muligt,” fortæller hun til ugebladet.

”Jeg synes simpelthen, at man bare kan ligge med hinanden i hånden. Det er lige så godt. Det handler om at dyrke den kærlighed, der binder det hele sammen. I stedet for at fokusere så meget på sex. Det er helt sikkert ret tabuiseret at tale om, det er jeg godt klar over.”

Læs også

Man hører nok oftere, at folk forfægter det synspunkt, at sexlivet skal vare ved?

”Ja, men man kan lige så godt have den anden holdning. Det er der bare ikke så mange, der taler højt om. Jeg synes ikke, at man skal lade det fylde så meget. Det skal være i orden at holde nogle lange pauser, hvis det er det, man har lyst til. Jeg tænker tit på min bedstefar og bedstemor, der sad med hinanden i hånden og kiggede på solnedgangen. Det var så smukt, at de blev ved med at holde i hånd hele livet. Hvorfor skal bedsteforældre blive ved med at svinge rundt på lagnerne, hvis de hellere bare vil holde i hånd?”

Er der noget vemodigt i at tage afsked med den kødelige del af livet?

”Nej, det er der ikke. Det er en af de døre, det er okay at lukke, hvis man vil. For kærligheden er der jo ingen, der kan tage fra os. Omfavnelsen. Og kysset,” understreger Bodil Jørgensen.

Læs hele det store interview med Bodil Jørgensen her.

Anbefalet til dig