Vores voksne datter vil bestemme over vores liv

Spørgsmål om at takle sine børns krav

Min voksne datter på 28 år fra første ægteskab skal giftes, og det er jo i sig selv en lykkelig begivenhed. Hun har dog nu sat min eksmand og mig i en ret ubehagelig situation. Sagen er nemlig den, at hun har betinget sig, at vi ikke tager vores respektive nye livsledsagere med til festen.

Min mand og jeg havde en helt igennem fredelig skilsmisse for snart 13 år siden, men vores datter, som er enebarn og var lige midt i puberteten, da vi blev skilt, er aldrig kommet sig over, at vores lille kernefamilie blev opløst. Jeg vil ikke kalde min eksmand og mig selv for curling-forældre, men vi har nok begge givet efter for hendes ønsker og føjet hende mere, end hvad godt var. Vi ville jo for alt i verden ikke have, at hun skulle lide under, at vi voksne ikke kunne sammen i dagligdagen. Heldigvis har han og jeg dog også altid været gode til at blive enige om, hvor grænsen for forkælelsen blev sat. Men denne her gang er vi faktisk uenige om, hvordan vi takler hendes krav.

LÆS OGSÅ: Vores datters kæreste er psykopat

Min eksmand mener, at vi bør komme alene, mens jeg selv synes, at det er for pjattet, da vi jo har levet i faste parforhold med vores ny partnere i flere år nu. Jeg synes, vi skal sige fra og holde fast i det, også selv om hun eventuelt truer med at ekskludere os. Det er jo kærligheden, som hun selv fejrer på sin bryllupsdag, så hvorfor forbyde os andre at vise den frem?

Vibeke Dorph om egoisme og selvmedlidenhed

Jeg synes, dine sidste smukt formulerede ord ganske godt matcher det svar, jeg har lyst til at give dig. For jeres datters trang til at styre sine omgivelser ageren vidner om en barnagtig egoisme, som der både for hendes egen, men også for hendes omgivelsers skyld, burde have været sat en stopper for for længst. Var jeres datter seks-syv år, og var I lige blevet skilt, så kunne man måske godt forsvare hendes opførsel, men nu er hun altså en voksen kvinde, der er stor nok til at indgå i et ægteskab, så egoismen og selvmedlidenheden må hun se at få lagt bag sig.

Kan hun ikke finde ud af at opføre sig derefter, så må I jo godt nok lidt forsinket gøre hende klart, at der altså er andre mennesker end hende selv, der skal tages hensyn til – både her til hendes bryllup, men da også i livet i det hele taget. Spørg hende, om hun ikke vil finde det pinligt, hvis hun til de øvrige gæster skal forklare jeres partneres fravær med, at hun stadigvæk hænger fast i en skilsmisse, som fandt sted for 13 år siden? Synes hun ikke selv, det er pinligt?

LÆS OGSÅ: Vores voksne søn lever stadig som en teenager

Nu er det jo ikke en dåbskjole, hun skal ankomme i kirken i, det er en brudekjole, hun er således en voksen kvinde, der bør rette ryggen og rette ind. Derfor er mit råd til dig, at I holder fast og sagligt men bestemt får hende forklaret, at jo, selvfølgeligt skal jeres partnere med. Alt andet vil være tåbeligt, for det vil jo forvandle hendes bryllup til noget, der mere minder om en bizar pattebarnsfest, og det er ingen tjent med – da slet ikke hende.