Divya Das om sin DR-kæreste: ”Vi er jo faktisk også en slags konkurrenter”

Hvilken vej var den første du gik på?

– Da jeg var et par år gammel, flyttede vi i hus på en stille villavej i Birkerød uden for København. Mine forældre bor i huset endnu. Det var et ret normalt hjem med mor, far og storesøster, og vi kunne cykle til skole. Det hele var nemt og trygt og samtidig en opvækst, der var krydret med det, som mine forældre havde med sig fra Indien. Vi rejste for eksempel ofte til eksotiske steder, så jeg har haft både en stille villavej og Indiens buldrende storbyer i min barndom. Vi er opvokset som både danske og indiske, for mine forældre var gode til at kombinere begge dele. Jeg tror, de tænkte: Jo flere oplevelser, desto bedre. De var kommet til Danmark, fordi de havde lyst – de var ikke flygtninge. Derudover er de nogle selskabspapegøjer, og det gør det nemmere at flytte til et nyt land. Mine veninder syntes nok, det var eksotisk, at der var røgelsespinde i huset, og at min far sad og mediterede, men jeg tænkte ikke over det i min hverdag som barn, det var bare sådan, det var. Da vi var færdige i gymnasiet, og alle andre tog på rygsækrejse til Indien, tænkte jeg: ”Hvorfor skulle jeg det”? For mig var det ikke eksotisk.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Efter universitetet skulle jeg træffe beslutningen, om jeg skulle være akademiker eller ej. Det var min plan at blive akademiker, og det var jo derfor, jeg havde læst geografi i seks år. Jeg troede, jeg skulle forske inden for landbrug, som jeg havde skrevet speciale i, og jeg havde også arbejdet som forskningsassistent inden for det felt. Men der var stor akademikerarbejdsløshed, og det kunne vi også mærke på mit studie. Derfor var jeg nødt til at kigge bredere, da jeg var færdig. Jeg så et jobopslag fra DR, som jeg ikke lige havde regnet med. De søgte to meteorologer. Det var jeg ikke, men jeg var jo geograf, og så tænkte jeg, at resten kunne jeg jo lære. Og det lød sjovt. Det blev afgørende for min karriere, men det var ikke en bevidst beslutning at forlade akademikervejen, og jeg vidste ikke, at det ville blive et permanent farvel til den verden.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "Mit hjerte bankede et andet sted"

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg fik jobbet som meteorolog på DR efter universitetet. Jeg havde ikke set for mig, at journalistikken ville følge med, men jeg sad i et redaktionslokale i TV-Byen, hvor journalisterne hele tiden talte om, hvad der foregik ude i verden. Jeg var end del af det uden rigtigt at være en del af det, og jeg blev i hvert fald nysgerrig af at sidde midt i det. Det var det, jeg ville arbejde med.
Jeg tog en række journalistiske efteruddannelseskurser, og så spurgte jeg min chef på DR, om det var en mulighed, at jeg begyndte at arbejde med journalistik. Det kunne han ikke rigtig se for sig. Men det kunne jeg, så jeg ringede til den daværende nyhedschef på TV2, Michael Dyrby. Jeg kan stadig huske den samtale. Først spurgte jeg, om han vidste, hvem jeg var. Det vidste han godt. Så spurgte jeg, om der var mulighed for, at jeg kunne komme over på TV2 og lave noget journalistisk arbejde. Det var i 2006, et par måneder inden News skulle i luften, og de skulle i gang med at sammensætte et hold. Han tilbød mig, at jeg kom til en slags casting, men det var svært, for folk ved jo godt, hvordan jeg ser ud. Det endte med, at jeg skulle mødes med Per Christiansen og Jes Dorph i en kælder på Nørrebro, og jeg ankom iført stor hat og solbriller. Der læste jeg nyheder op i ti minutter foran kameraet, så de kunne vurdere, om jeg havde evnerne. Så gik jeg igen iført min hat og solbriller. Og jeg fik jobbet.

Dit livs omvej?

– Jeg er uddannet geograf, og jeg kan virkelig godt lide kort i fysisk form. Ja, det er noget mærkeligt noget, men jeg afviser altid at bruge GPS, hvis jeg kan komme til det. Jeg er jo geograf, så jeg synes, jeg skal være i stand til at finde vej, uden at der er en dims, der fortæller mig, hvor jeg skal hen. Men indimellem må jeg indrømme, at min indre GPS er slået fejl, og det er ikke altid, at folk omkring mig har nydt omvejene lige så meget, som jeg har. Men jeg elsker at tage en god omvej, når jeg for eksempel er på ferie.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg har ikke bare en, men mange mennesker, der er kloge og har gode fornemmelser. Derudover har jeg selv en veludviklet mavefornemmelse. Jeg er ikke hurtig til at træffe beslutninger, men når jeg gør det, ser jeg mig aldrig tilbage. Min far har altid sagt: ”Man kan ikke udvikle uden at afvikle”. Jo ældre jeg bliver, desto mere rigtigt kan jeg se, at det er. Hver gang jeg har skullet træffe en stor beslutning, har noget andet skullet afvikles. For eksempel da jeg blev udsendt for TV2. Jeg havde vundet prisen som Danmarks bedste kvindelige tv-vært to år i træk, og jeg kunne være blevet magelig i Danmark, men hvis jeg skulle udvikle mig yderligere, måtte jeg afvikle. Det var godt for min faglighed at tage det opgør, og jeg har udviklet mig meget i de år, jeg har været i udlandet.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Det rører mig ikke så meget at være på ukendt territorium. Jeg kan faktisk godt lide det, og når jeg træffer valg i livet, vil jeg gerne lære, vokse og udvikle mig. Det er ikke fordi, jeg leder efter det besværlige, men jeg er heller ikke tryghedsnarkoman, der har brug for at vide, hvad der sker i morgen. Jeg kan godt lide kaos, og det kommer vist af min indiske baggrund.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– For fem-seks år siden blev min mor syg med en blodprop, og der kom jeg ud af vater. Jeg blev mindet om livets skrøbelighed, og at mine forældre bliver ældre.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Fint. I Danmark er folk bare søde og kigger lige efter mig. Men jeg kan godt se, at de glor, og det ville jeg nok også selv gøre. Jeg er dog et ret privat menneske og har det også dejligt med at være i London, hvor jeg ikke bliver genkendt. Her blender jeg virkelig ind, og det er sjovt at være i en by, hvor jeg ligner cirka hver tredje person i metroen. Danmark er jo mere homogent, mens hver tredje person i London ikke er født i Storbritannien. Du kan møde hele verden i metroen, og det gør London til en sjov by at bo i.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har en masse dejlige mennesker, men også min kæreste (DR’s London korrespondent, Kim Bildsøe Lassen, red.). Det er lidt specielt, at vi får lov til at arbejde sammen under Brexit og opleve det sammen. Det er stort at kunne dele så afgørende en tid i et lands udvikling, som vi har gjort. Vi arbejder ikke fysisk samme sted, for vi er jo faktisk også en slags konkurrenter, da jeg er på TV2. Derfor taler vi heller ikke ret meget arbejde derhjemme, og jeg fortæller for eksempel ikke, hvad jeg har planlagt af arbejde i den kommende uge. Hvis jeg for eksempel siger: ”Jeg skal til York i dag”, så spørger han ikke, hvad jeg skal. Men vi kan dele de oplevelser, vi begge har haft som for eksempel en lang dag i parlamentet, så kigger vi lige på hinanden klokken 23, når vi kommer hjem, og siger: ”Gisp, det var vildt”.

LÆS  OGSÅ: Iben Hjejle: "Det er ulækkert! Jeg kan simpelthen ikke lide det"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg aner det ikke, for jeg planlægger ikke ret langt ud i fremtiden. Lige nu er jeg i London og sindssygt glad for det. Min kontrakt udløber til sommer, og jeg har ikke planlagt noget derefter. Jeg synes, det er sjovest bare at være, hvor man er. Derudover er jeg på vej på ferie. Jeg skal på safari i Kenya med min kæreste.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– Jeg tog Cityringen til Marmorkirken og gik over Amalienborg Slotsplads, hvor livgarden marcherede. Pludselig gik det op for mig, at jeg stod lige i den retning, de skulle, så jeg var faktisk mest bange for, at de skulle falde over mig eller omvendt, og jeg gik lidt i panik. Derudover tænkte jeg over, hvor fedt det er at være turist i sit eget land, og så var jeg helt oppe at køre over den nye metro.