Dronning Anne-Marie: “Når man bliver ældre, bliver man klar over, at tiden flyver fra en”

1946-1955
– Vi havde børnehave på Amalienborg, det var noget, min mor ordnede. Der kom børn udefra i den lille ­børnehave, og nogle af dem har jeg stadig ­kontakt med den dag i dag. Efter børnehaven ­begyndte jeg på Zahles skole. Vi tre søstre spadserede til skole hver dag, ­ligegyldigt hvordan vejret var. Næsten. Især om vinteren, når der var sne, var det morsomt, for vi gik gennem Kongens Have. Jeg var ikke vild med at gå i skole. Men hvem er det? Og jeg var ikke særlig god i skolen, det morede mig ikke, men jeg havde det hyggeligt med kammeraterne. Nogle af lærerne kunne jeg vældig godt lide, og i de timer lærte jeg nok mere end i de andre timer. Der var en særlig ånd på Zahles skole, den var ret gammeldags, og alting foregik efter ret ­stramme linjer. Jeg ventede mest af alt på at få fri og komme hjem og lege, især om foråret og efteråret, hvor vi boede på Fredensborg.

Læs også: Dronning Anne-Maries vilde liv: Lyt til podcasten her

– Jeg havde et godt forhold til mine to søstre, men jeg var tættest knyttet til Benedikte, fordi vi var tættere på hinanden i alder. Min ældste søster er jo seks år ældre, og på det tidspunkt var det et stort spring, men hendes rolle var ­ikke anderledes i familien. For mig var der ingen forskel på hende og os andre, vi gik mere eller mindre ens klædt alle tre, og jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke kan huske, da Grundloven blev lavet om i 1953, så vi fik kvindelig arvefølge. Det dæmrer lidt for mig, at vi blev fotograferet i haven i den anledning, men måske er det bare, fordi jeg senere har set billederne.

– Det var fint for mig at være den mindste. De andre siger, jeg blev forkælet og fik tidligere lov til forskellige ting, og det er måske rigtigt, men sådan opfattede jeg det ikke selv. Det eneste, jeg ikke brød mig om ved at være den mindste, var, at jeg altid skulle sidde i midten, når vi kørte i bil. Jeg var måske lidt mere vild i det end mine to søstre, men om det nu var, fordi jeg var den yngste, eller fordi jeg bare er sådan, det ved man jo ikke.

– Som barn tænkte jeg aldrig over, at vi havde en anderledes opvækst, for os var det jo normalt, det vi oplevede og den måde, vi boede på. Men det var også helt normalt for mig at komme på besøg hos andre, som boede på en anden måde. Jeg tror, vores opdragelse, bortset fra nogle officielle ting, var meget lig andres i vores omgangskreds. Man måtte det, man måtte, og så var der ting, man ikke måtte. Sådan var det. Det eneste, jeg måske oplevede lidt anderledes, var, at vi ikke måtte gå på gaden alene. Som barn tænkte jeg heller ikke over offentlighedens blik på os, det var faktisk først, da jeg blev forlovet, jeg oplevede en interesse for min person.

– Min ældste søster oplevede Anden Verdenskrig, det gjorde jeg ikke. Da jeg var 10 år, og det var 10 år siden, krigen var slut, syntes jeg, 10 år var en evighed, men når jeg i dag tænker 10 år tilbage, er det jo ingenting. Når man bliver ældre, bliver man klar over, at tiden flyver fra en. Jeg var mest opmærksom på krigen hvert år på ­Befrielsesaftenen, når vi satte stearinlys i vinduerne på Fredensborg. Det var meget stemningsfuldt, og det husker jeg tydeligt fra min barndom.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

1956-1965
– Jeg mødte kronprins Konstantin, som senere blev min mand, første gang, da jeg var 13 år. Han og hans familie kørte rundt i Europa og besøgte forskellige slægtninge – vi er jo alle i familie med hinanden på kryds og tværs – og jeg kan huske, at jeg syntes det lød så spændende med Grækenland. Så fjernt. Jeg havde aldrig været der. Der er en særlig forbindelse, en særlig tråd, når man er i familie med hinanden, og derfor var det meget hyggeligt og nemt at lære vores græske familie at kende. Jeg tænkte ikke videre over vores første møde, men jeg har senere fået at vide, at min ­kommende svigerfar åbenbart fik øje på mig ved det besøg og sagde til sin kone, at jeg måske ­ville være noget for deres søn en dag. Og det er jo ret morsomt at tænke på i dag.

– Jeg blev konfirmeret som 14-årig og om efteråret, da jeg var blevet 15, mødte jeg kronprins Konstantin igen. Han havde vist set mit konfirmationsbillede og ville g­erne mødes med mig, så han fandt på en eller anden undskyldning – noget med sejlsport – for at komme herop. Men igen, jeg var stadig så ung, så det var bare sjovt og hyggeligt at møde ham, men der må dog alligevel have været et eller andet, for jeg kan tydeligt huske det besøg.

– I januar 1962 holdt mine forældre et selskab for mine søstre, men jeg var med, selvom jeg egentlig var lidt for ung. Kronprins Konstantin var også med, ligesom der var slægtninge fra England, Italien og Sverige. Det er svært at sige, hvad der helt præcist skete, men i hvert fald sørgede min kommende mand for, at jeg blev inviteret med som brudepige til hans søsters bryllup senere på året. Han ville have mig til Athen. Og ja, derfra var det ret indlysende, at der var noget imellem os.

– Konstantin friede til mig en aften i Norge i sommeren 1962. Jeg sagde ja, men jeg sagde også til ham, at han for Guds skyld ikke måtte sige noget til mine forældre endnu. Det er mærkeligt at tænke på, men jeg fortalte det ikke til nogen, heller ikke til mine søstre. Jeg følte vist, at det skulle være min hemmelighed, og jeg tror også, at jeg tænkte, at det måske var den forkerte rækkefølge, at jeg som den yngste, havde fundet en mand først.

– Mine forældre fik ikke noget at vide, før kronprins Konstantin kom til Danmark i januar 1963. Han bad om en samtale med min far for at anmode om lov til at blive gift med mig. Min far åbnede en dør ind til et lille toilet og sagde: "Gå lige derind, jeg må tale med min kone", og så låste han døren. Men ja, det endte jo godt, alle blev så glade, og mine forældre holdt meget af min mand. Min far var faktisk virkelig begejstret, han satte meget, ­meget stor pris på Konstantin. Jeg tror, at han var glad for, at der kom en mand ind i ­familien i stedet for alle de piger.

– Vi ville egentlig gerne giftes med det samme, men vi måtte vente, til jeg blev 18 år, for ellers skulle jeg have kongebrev, og det kunne der ikke blive ­tale om, sagde min far. I dag kan jeg se, at han havde fuldstændig ret, jeg var jo meget, meget ung. Der skete efterfølgende det sørgelige, at Konstantins far døde, hvilket betød, at Konstantin blev konge og vores bryllup fremskyndet.

– Vi blev gift i Athen den 18. ­september 1964, knap tre uger efter min 18-års fødselsdag. Det lyder nok mærkeligt, men for mig var det ikke så besynderligt at skulle giftes med en konge, jeg kom jo ud af den samme type familie. ­­­Jeg vidste, hvad det hele drejede sig om. Selvfølgelig var det et andet land, et andet sprog, en anden mentalitet, men selve institutionen var jeg jo vokset op med. Og når man er 18 år, er man vildt begejstret for alt, hvad der er nyt og spændende. Jeg var bare glad for endelig at være i Grækenland. Folk var søde, varme og imødekommende. Og der var en spontanitet, som jeg ikke helt var vant til, men jeg sugede til mig og var meget betaget af det hele.

– Vores ældste datter, Alexia, blev født i 1965, og jeg syntes, det var herligt at blive mor. Måske er det at blive mor også noget, man tager mere for givet, når man er helt ung. For min mand betød det en masse, for der var politisk uro på det tidspunkt, og han sagde altid, at det bedste var, når han kom hjem og så den her lille datter, som lå der og smilede og var så sød.

1966-1975
– I de første år af vores ægteskab rejste vi meget rundt i Grækenland og mødte en masse mennesker. For mig var det en meget lærerig tid, særligt min svigermor og min mor lærte mig meget i de år. Det handlede om at være åben og imødekommende, hvilket de begge var utroligt gode til at være. Min svigermor havde altid været meget involveret i velgørenhed, men hun overgav det hele til mig. Jeg syntes, det var for tidligt, for hun havde gjort så meget og sat så ­mange ting i gang, men det ville hun ­ikke ­høre tale om. Nej, nu er det dig, sagde hun, og så trådte hun tilbage. Men hun blev ved med at hjælpe mig, og jeg ­kunne godt mærke, at mange inden for de ­forskellige organisationer så lidt anderledes på mig, fordi jeg var så ung, men de var alle meget søde imod mig.

– De politiske uroligheder i Grækenland tog til, og i april 1967 kom militærkuppet. Det var ikke morsomt, selvfølgelig, men heldigvis ved man ikke, hvad fremtiden bringer. Vi boede 36 kilometer uden for Athen, på slottet Tatoi, og jeg var højgravid. Vi blev vækket midt om natten af min mands privatsekretær, der sagde, at de stod udenfor med maskinpistoler og tanks, og lidt efter lidt fandt vi ud af, hvad det drejede sig om. Vi ­kunne ikke få telefonisk kontakt med nogen, de havde klippet telefonledningerne over, så vi var ret isolerede, og det var meget ubehageligt. Det værste var, at kuppet blev lavet "i kongens navn", men min mand havde intet med det at gøre.

– En måned efter kuppet fødte jeg kronprins Pavlos, og det var en usikker tid at få et lille barn i. Min mand vidste, at han var nødt til at prøve at få demokratiet tilbage, men militærjuntaen var ikke interesseret i at samarbejde. I december fløj vi til det nordlige Grækenland, hvor min mand forsøgte at samle en militærgruppe, der skulle lave et modkup, men det lykkedes desværre ikke for ham, for, som han selv sagde, så var han jo ikke opdraget til at skulle lave et kup, og det var de, der var loyale over for ham, heller ikke. Min mand ville ikke have blodsudgydelser i sit navn, og derfor valgte vi at forlade landet.

– Lige da vi stod i det, tror jeg ikke, jeg tænkte så meget over, hvad der skete, vi ­skulle bare af sted der midt om natten, men bagefter har jeg jo tænkt: Hvordan kunne jeg gå igennem det? Vores søn var kun seks måneder, og jeg var gravid, da vi forlod landet. Men igen, vi vidste jo ikke, hvad fremtiden ville bringe, og at der ville gå så mange år, før vi kunne vende tilbage. Det var en frygtelig nat, og det øsregnede, da vi kom til den gamle militærlufthavn, hvorfra vi skulle flyve. Jeg tror ikke, at min mand på forhånd havde besluttet, hvor vi skulle flyve hen, men da vi var over Italien, lyste den røde lampe i flyet for at gøre opmærksom på, at der snart ikke var mere brændstof. Derfor landede vi i Rom. Desværre var hele den internationale ­presse til stede, det var ikke så morsomt, men sådan var det. Ambassadøren var i lufthavnen og i de første par måneder boede vi på ambassaden, indtil vi fik lejet et hus, hvor vi boede de næste seks år. Kort efter flugten aborterede jeg. Det var formentlig på grund af flugten og de usikre omstændigheder, men måske var det sket alligevel,
det ved jeg jo ikke.

– Tiden i Rom var ikke en lykkelig periode for os. Det er en skøn by, men vi var ­ikke glade for at bo der, vi var der under de forkerte omstændigheder. Hvor vi end var kommet til at bo, havde det være vanskeligt, vi ønskede jo at være i Grækenland. Min mand var løbende i kontakt med alle mulige mennesker i Grækenland. I juni 1973 blev monarkiet afskaffet af den militære regering, der udskrev valg, som ikke var ­demokratisk. Efter obersternes fald i 1974 blev der igen udskrevet valg af den nye ­politiske regering, hvor grækerne skulle tage stilling til, om de ville fortsætte med at være en republik eller vende tilbage til kongedømmet. Flertallet stemte nej til kongedømmet, og det var en kaotisk og mærkelig proces, fordi min mand ikke havde lov til at komme tilbage og tale sin sag på det tidspunkt. Han prøvede at tale gennem interviews i fjernsynet, men det er jo ikke det samme som at være der selv.

LÆS OGSÅ: Forfatter Gretelise Holm: “Valget af ægtefælle er vigtigst af alt”

1976-1985
– Vi var flyttet til London i 1974, og her levede vi et dejligt og stille liv. Min mand var fortsat i kontakt med Grækenland om alt, hvad der foregik der. Grækenland har altid været det vigtigste for ham overhovedet. Derudover var han engageret i blandt andet Den Internationale Olympiske Komité og i sejlsport.

– Vores familie voksede, vi fik Theodora i 1983, og vi startede en græsk skole i London, både for vores egne børn og for andre børn. Det var vigtigt for os, at vores børn fik lært græsk. Det har ikke altid været lige nemt at holde fast i det græske i forhold til vores børn, men i dag, kan jeg se, at det er lykkedes for os. Alle vores børn føler stærkt for Grækenland. De føler sig hundrede procent græske. Nikolaos bor her i dag med sin kone, og de elsker at være her. Og heldigvis taler de alle græsk.

– Årene i England brugte jeg på forskelligt velgørenhedsarbejde, men mest af alt på familien. Det vigtigste for mig var, at familien holdt sammen, og at vi bevarede så græsk et miljø, som ­muligt, i London. Jeg føler, at Grækenland er mit land. Den indstilling fik jeg ­allerede gennem min mor, som jo kom fra Sverige til Danmark. Da jeg ­skulle giftes, sagde hun til mig: "Husk nu, at når du kommer til Grækenland, så er du græsk." ­Sådan havde hun selv håndteret det. Og det var nu heller ikke svært for mig at gøre det samme. Selvfølgelig betyder Danmark også en masse for mig, for jeg er født der, jeg voksede op der, men jeg har boet mange flere år væk fra Danmark, end jeg har boet i landet.

1986-1995
– I 1993 var vi for første gang tilbage i Grækenland på et privat besøg. Alle vores – nu fem – børn var med, og det var et meget bevæget øjeblik. Vores datter, Theodora, har senere i et interview sagt, at hun altid havde følt det lidt abstrakt med Grækenland, men så snart hun kom hertil – og især, da hun kom op til ­Tatoi, hvor vi besøgte familiegravstederne, følte hun, at hun hørte til. Jeg må indrømme, at det betog mig meget, at hun sagde det. Jeg tænkte åh, så har vi alligevel gjort noget rigtigt, det er en stor glæde for mig.

– I 1994 fratog den græske regering os vores græske statsborgerskab og vores græske ejendomme. Min mand ­klagede til Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol i Strasbourg, hvor vi endte med at få ret i, at ejendommene var vores, fordi de var købt privat i sin tid af kong Georg 1. af Grækenland. ­Staten skulle bestemme, om vi skulle have ejendommene tilbage, eller om vi skulle have en kompensation, og det endte med det sidste. Et beløb, som bare slet ikke stod mål med ejedommenes værdi. Enden på den historie er, at staten har taget alting ud af bygningerne, det er blevet registreret og ligger sikkert i nogle kasser et ­eller andet sted. Også alle vores personlige ting, blandt andet vores bryllupsgaver. Men sådan er det.

LÆS OGSÅ: Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”

1996-2005
– I 2003 bestemte min mand, at nu var tiden inde til for alvor at begynde at komme tilbage til Grækenland. I 1993 var vi ikke i Athen, men det ville vi nu. Det var vigtigt for min mand at komme tilbage til Grækenland inden OL i 2004. Han ville besøge landet, fordi han ville det, og ikke fordi det var en mulighed på grund af OL.

– Vi blev utrolig godt modtaget af det græske folk, og jeg tror egentlig, at mange grækere er imponerede over den ­måde, vi har holdt kontakten til Grækenland på. De kan mærke, at vi ­virkelig ­elsker vores land.

2006-2016
– Fra 2003 og de næste ti år besøgte vi Grækenland hvert år. I 2013 solgte vi vores bolig i London og flyttede permanent hertil. Vi bor i kystbyen Porto ­Heli på Peloponnese i et dejligt hus tæt på havet og med en skøn have. Det hele er, som det skal være. Min mand har skrevet sine erindringer, som udkom sidste år gennem en avis, og nu er han ved at få dem udgivet rigtigt som bog og få dem ­oversat til engelsk. Ellers er han pensioneret. Uden pension. Vi har det dejligt og er bare lykkelige for at ­være tilbage her, hvor vi skal blive resten af vores dage. Det er der ingen tvivl om. Vores børn er også lykkelige for, at vi er her. De bor fem forskellige steder i verden, men vi er som regel samlet her om sommeren og hvert ­andet år til jul.

– Desværre er det jo vanskelige tider for Grækenland og grækerne, og det er sørgeligt at se, hvordan mange mennesker lider. Pensionerne er blevet halveret, og de var ikke store i forvejen, så mange ældre mennesker har det virkelig vanskeligt. Man mærker fattigdommen, selvom folk er meget stoiske og ikke ønsker at vise deres problemer udadtil. Oven i de økonomiske problemer er der de mange flygtninge, der kommer hertil, og det er også en stor, stor udfordring.

– Når jeg kigger tilbage, vil jeg sige, at jeg har haft et godt liv. Jeg var heldig at finde en fantastisk mand og det, at vi har holdt sammen igennem alle disse år,­­ ­
også igennem svære år, har knyttet os endnu tættere sammen. Selvfølgelig formede vores liv sig ikke på den måde, som vi måske havde regnet med, men der har alligevel været så meget, vi har været glade for. Vores dejlige børn, vores søde svigerbørn og vores ni skønne børnebørn. Vi er kommet tilbage her til Grækenland, og vi føler os mere end hjemme. Livet er godt. 

LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger: “Der var et andet liv derude, end det jeg var født til at leve”

LÆS OGSÅ: Katrine Marie Guldager: “Jeg synes, at kernefamilien og ægteskabet har rigtig meget godt at byde på”

LÆS OGSÅ: Hospicesygeplejersken: “Lukashuset handler lige så meget om livet som om døden”