Ingen har nogensinde forklaret mig, hvor vigtigt det er at trække vejret. Det er en præmis så banal, at det har været unødvendigt. Ligesådan med den frie, demokratiske debat. Når man vokser op på en højskole, bliver det ikke sagt højt, at samfundsfællesskabet kun fungerer, når vi alle læner os ind i det, der ligger som kollektive områder af delt ansvar mellem individernes små ligusteromkransede selv'er.

Det bliver ikke sagt højt, for det siger sig selv hver dag. På en højskole er det lidt som med flokimmunitet: man kan godt leve med, at et par stykker holder sig udenfor, så længe det store flertal har sat stikket i det fælles anliggende. Jeg advokerer ikke for en omfattende hverdagsaktivisme, hvor man konstant skal være i gang med at fabrikere bannere til næste demo. Det må man gerne, fred med det, men jeg tror ikke, samfundet står og falder med det.

Til gengæld tror jeg faktisk, at samfundet står og falder med den offentlige samtale, som vi uforsigtigt har lagt ud i et vildt vesten på Facebook, hvor den, der taler grimmest, råber højst og lytter mindst, til sidst står tilbage i, hvad der ligner en personlig sejr, men som i virkeligheden er et forfærdeligt nederlag for de dannelses- og demokrati-idealer, som hele det her land er bygget på.

En dag sad jeg på Facebook og læste et kommentarspor under en artikel om noget coronarelateret. Det var en enslydende strøm af coronavrede og konspirationsgejl om, at "de opfinder bare nye varianter, så de kan tvinge så mange som muligt til vaccine" og så videre i 400 kommentarer, som ingen orkede at gå i rette med.

Et par minutter efter faldt jeg over en artikel om, at unge mennesker ikke gider blande sig i debatter på Facebook. Og det forekom mig ret indlysende, hvorfor de og en meget stor del af befolkningen i øvrigt holder sig langt væk fra dødspølsekommentarspor, der holdes i live af aggressive mænd under 40 med halstatoveringer og profilbilleder taget i deres bil og mænd og kvinder over 50, der siger "jeg har ret til min ytringsfrihed" – i det tilfælde, at nogen skulle formaste sig til at mene noget andet end dem.

Vorherre bevares. Hvordan kunne vi på så kort tid fuldstændig miste evnen til at have en dialog med mennesker, vi er uenige med?

Og her opstår jo så mit dilemma: For på den ene side mener jeg, at vi SKAL tale sammen om samfundet. På den anden side mener jeg, at den platform, der lige nu primært stilles til rådighed, er så elendig til formålet, at jeg krummer tæer ved tanken om at kende nogen, der sidder og hamrer i tasterne i ophidsede debatter med mennesker, de ikke kender, i mediernes hæslige kommentarspor.

Jeg kan umuligt bebrejde folk, der ikke gider deltage i den offentlige debat på dens nuværende præmisser. Men hvor kan jeg dog bebrejde alle de medier (mine egne inklusive), der parkerer demokratiets livsnerve i kommentarsporet på Facebook, lægger en håndgranat under og trækker splitten med spørgsmål a la "synes du, det er rimeligt, at XYZ-krænker kaldes for en krænker" – og så bare skrider.

Den slags kan kun blive til noget lort. Vi dyrker det værste i os selv og har mistet sansen for, hvad det kræver at vedligeholde noget af det smukkeste, vi har fundet på: demokratiet.

Hvordan finder vi en ny måde at gøre det på?

Det håber jeg, du vil tænke lidt over og tale med folk om – men du behøver virkelig ikke diskutere det på Facebook.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Gertrud Højlund

Født 17/1 1981

Journalist og vært TV2 News. Søster, datter og veninde i en stor flok af kraftfulde kvinder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.