Karina Frimodt
SPONSORERET indhold

Karina Frimodt: ”Jeg var så flov, at jeg fortalte min mor det på en sms”

Danser Karina Frimodt er for nyligt blevet skilt fra Kasper, som hun har været sammen med i 10 år. Det er ikke første gang, hun har været igennem et livsomvæltende brud, men denne gang er tingene anderledes, fortæller hun til Hendes Verden.

Af: Marie Varming og Amalie Louise Bernitt Foto: Sara Skytte
27. mar. 2023 | Livsstil | Hendes Verden

Karina Frimodts 29. leveår var livsforandrende. Hun blev mor til sit første barn, datteren Mathilde, var en af de drivende kræfter bag Brit Bendixens danseskole, Pejsegaarden – og så blev hun skilt fra sin datters far, kun et halvt år inde i deres forældreskab.

Det fortæller danseren i et interview med Hendes Verden.

”Jeg var så flov over at skulle gøre min datter til skilsmissebarn, at jeg fortalte min egen mor det på en sms. Men hun og min far var der 100 procent for mig og hjalp mig med Mathilde. Det var en hård periode, for vi var inde og ude af Statsforvaltningen, og der var advokater inde over.”

Lyspunktet midt i al kaosset var datteren, men med en travl karriere følte Karina Frimodt ikke, at hun slog ordentligt til som mor. Efter skilsmissen besluttede hun sig derfor for at tage forældreorlov fra sit arbejde og rette sit fokus mod deres tosomhed.

”Man skal jo ikke stå og undervise elever, når man hellere vil være der for sit barn,” forklarer den populære danser fra TV 2s Vild med dans.

Venner, ikke kærester

Et par år efter bruddet med Mathildes far blev tosomheden til tre, da Karina Frimodt mødte Kasper. De var venner, inden de blev kærester, og mens hun i 2013 dansede sig i Vild med dans-finalen med Uffe Holm, spirede deres søn, James, i hendes mave.

Forholdet varede i 10 år, inden de sidste år valgte at gå hver til sit. Denne gang var oplevelsen dog en anden, fortæller Karina Frimodt senere i interviewet med Hendes Verden.

”Vi er lige blevet skilt som gode venner. Ingen af os har fundet en ny, og der er ikke noget drama. Vi var gode partnere, og han hjælper mig stadig med praktiske ting på danseskolen, men vi var ikke gode kærester mere,” siger hun og tilføjer:

”Kasper vil altid være en stor del af mit liv. Da jeg mødte ham, var jeg alenemor til Mathilde, og han blev siden en stor del af hendes liv.”

Læs hele interviewet med Karina Frimodt i denne uges Hendes Verden, hvor hun fortæller om forskellige perioder i sit liv. Ugebladet er på gaden fra mandag d. 27. marts.

Anbefalet til dig