Le Gammeltoft
SPONSORERET indhold

Le Gammeltoft: "Jeg er en kæmpe fortaler for terapi"

Le Gammeltoft er anerkendt som et stort dj- og radioværttalent. Men i løbet af sin opvækst med storbror og forældre nær Dyrehavsbakken i Klampenborg, kunne hun godt føle sig som et sort får i den lægefamilie, hun er født ind i.

Af: Louise Gade Sig Foto: Les Kaner
13. nov. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Derfor har hun brugt mange år på at finde sine ben og sine styrker, som er mere kreative og humanistiske. Men efter et besøg hos en terapeut som 25-årig, fik hun et gennembrud.

– Jeg havde aldrig grædt før. Hvis man ikke er glad for at være sårbar, så græder man ikke. Jeg følte mig helt blottet, og det var, som om min krop havde sluppet det beskyttelsesskjold, der havde bygget sig op omkring mig gennem hele min opvækst. Jeg havde fået iltet min krop, og der blev åbnet en sluse, jeg virkelig havde behov for at få åbnet, siger Le Gammeltoft.

" Okay, til helvede med det. Jeg vil ikke være et usikkert menneske resten af mit liv."

Hun kørte tilbage mod København i sin gamle firehjulstrækker og følte, hun befandt sig i en anden zone. Alting havde fået en ny tidsramme: Før og efter den dag i terapeutlokalet i Frederikssund.

– Der startede det for mig. Det var sådan: "Okay, til helvede med det. Jeg vil ikke være et usikkert menneske resten af mit liv. Jeg kan ikke bruge mit liv på at gå op i, hvad andre mener om mig, jeg kan ikke klare det mere." Jeg kunne bare mærke, at det var ved at æde mig op, og fra den eftermiddag begyndte jeg at være Le, siger hun.


"Der vendte hele den der sårbarhedsting faktisk for mig."

På sofaen i Frederikssund blev der åbnet for de mentale sluser, Le Gammeltoft hidtil havde holdt lukket, og hun dykkede mere ned i den alternative terapi. Hun var i midten af 20'erne og i begyndelsen af en vigtig proces.

– Der vendte hele den der sårbarhedsting faktisk for mig. Jeg var 25 år på det tidspunkt og havde haft kropsproblemer, usikkerhed og sorg, og jeg var bare så færdig med det. Mit mål var at blive glad for Le. Og terapien hjalp. Jeg har gået i terapi on/off lige siden. Jeg er kæmpe fortaler for terapi og selvindsigt. Jeg er ateist, og den eneste mening, jeg kan se med livet, er at erhverve så meget selvindsigt som overhovedet muligt og lære sig selv godt nok at kende til, at man kan opnå størst mulig lykke. Du kan ikke blive lykkelig, hvis du ikke kender dig selv og evner at give dig selv kærlighed. Du har lettere ved at deale med dit parforhold, din forældrerolle og din dumme chef, hvis du er groundet i dig selv, siger Le Gammeltoft.

Læs hele interviewet med hende i denne uges ALT for damerne nr. 46/2013