Jytte Ransborg Lener Beier Hendes Verden Interview

Foto: Sara Skytte og Privat Jytte Ransborg er 65 år og mor til tv-vært Lene Beier.

Serie: Min datter er kendt

Tv-vært Lene Beiers mor: "Jeg kunne godt se, at hun svedte lidt"

Når kendte kvinder stiller sig i spotlightet, står der en kvinde i baggrunden, som er både bekymret, stolt og måske endda nogle gange uenig med sin kendte datter. Mød Jytte Ransborg, mor til tv-vært Lene Beier.

Kunne du se, da hun var barn, hvad hun ville blive til?

– Hun sagde i hvert fald selv, at hun nok skulle blive tv-vært. Hun har altid godt kunnet lide at være på og har altid meldt sig til alt, hvad der var af festudvalg og bestyrelser. Hun kan godt lide at styre tingene og formidle, men hun kan også godt lide opmærksomheden. Sådan har det været lige siden, hun kunne gå. Når jeg for eksempel havde hende med ned til købmanden, stillede hun sig op til kassen og fortalte alle og enhver om alt. Man kunne ikke have nogen hemmeligheder, når man havde Lene med til købmanden.

– Vi sejlede meget, og når vi nærmede os en ny havn, stillede Lene sig ud i stævnen og kiggede efter andre børn i havnen, og når hun fik øje på dem, råbte hun: "Vil I lege med mig?" Allerede da hun gik i 8. klasse, sagde hun, at hun skulle være hende, der læser TV-Avisen op. Men da hun flyttede til København og stod uden arbejde, blev hun uddannet lærer. På det tidspunkt havde vi andre for længst glemt alt om hendes tv-drømme, men det havde hun ikke selv. Hun blev castet til et bingo-job i tv, og derfra gik det stærkt.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholms mor: "Et af de store øjeblikke var for tre år siden..."

Hvornår gik det for alvor op for dig, at din datter er kendt?

– Da hun blev ansat som vært på Frihuset, var jeg med hende på arbejde, da det var Havens Dag. Alle ville snakke med hende, og hun skulle dele autografer ud. Jeg tænkte: "Det er lige godt meget." Men højdepunktet for mig var nok, da hun var med i Vild med dans. Det syntes hun dog vist ikke selv, for det viste sig, at hun ikke danser ret godt. Men hun hang da i længe (Lene Beier fik en 6. plads i 2016, red.). Jeg var med hende i studiet flere gange, og en enkelt fredag var jeg der hele dagen og så hende i makeuppen og garderoben.

Hvornår har du været mest bekymret for hendes offentlige liv?

– Aldrig. Det skal hun nok klare. Men sidste jul holdt vi hjemme hos Lene for rullende kameraer. Der var så mange, der sad alene den aften, så TV2 havde foreslået at sende live fra juleaften hos Lene. Hun ringede og sagde: "Mor, vi holder jul hos os i år, og TV2 kommer," men jeg fik alligevel et chok, da der holdt en kæmpe sendevogn foran huset juleaften, og Peter Tanev skulle sørge for sne med en kæmpe sne-kanon. Det var lidt en anden måde at holde jul på. Der fik Lene noget at se til. Hun havde hele tv-holdet i øresneglen, og samtidig skulle hun sidde og være nærværende juleaften med sin familie. Men man kunne faktisk ikke mærke det på hende, selv om jeg godt kunne se, at hun svedte lidt.

Hvornår har du været allermest stolt af hende?

Hun forventer, at jeg ser alt, hvad hun laver og deltager i på tv. Og jeg kan næsten altid regne ud, at det er hende, når telefonen ringer fem minutter efter, udsendelsen er slut. Så vil hun gerne høre min mening. Jeg siger altid noget pænt, for det er sjældent, jeg har grund til at kritisere hende. Jeg synes faktisk, hun laver meget godt. Selv det bingo-program på Charlie klarede hun godt, selv om hun bare skulle trække nogle numre. Jeg syntes også, Frihuset var godt, for det var live, og hun skulle holde mange bolde i luften. Det var godt gået, for hun havde aldrig sendt live før.

Har du nogensinde været uenig med hende om det, hun laver?

– ­­Der var engang, hun overvejede at tage med Grev Knuth ud på en ekspedition langt ude i junglen. Der tænkte jeg: "Arj, det gør du ikke. Du er trods alt mor til to." Det blev heldigvis ikke til noget.

LÆS OGSÅ: Når jeg ser hende på Folketingets talerstol, tænker jeg: "Det er min datter"

Jytte Ransborg 1.jpg
Mor og datter ved Lenes konfirmation.
Se, hvad vi ellers skriver om: Forældre og Karriere