Maria sad i en bunker og lavede vejrudsigter, men pludselig blev hun hele Danmarks tv-darling
For nogle er jobbet i tv en livslang metier. Andre dypper tæerne i branchen og går så i en anden retning. Vi har talt med tre kvinder, som alle har været i dit fjernsyn – engang. Her kan du møde barneskuespilleren Maria Hørby.
Jeg er uddannet geolog, og DMI søgte nogen til en uddannelse som meteorolog. Vi var syv, der blev ansat og fik halvandet års oplæring.
Bagefter blev jeg sendt til vejrstationen i Karup, hvor jeg sad i en bunker på flyvestationen og lavede vejrudsigter.
I 1995 ringede min chef og spurgte, om jeg ville være tv-meteorolog, for dengang var det DMI’s medarbejdere, der blev udlånt til tv-stationerne. Jeg trængte til, at der skulle ske noget andet i mit liv, for jeg gik hjemme på barsel, og tænkte, at om ikke andet kunne jeg da få en togtur til hovedstaden. I København gik jeg til prøvefilmning for at finde ud af, om jeg overhovedet kunne kigge ind i kameraet.
Det var et sjovt job, hvor jeg stod helt alene i et studie, men talte til en masse mennesker. Det, jeg sagde, havde betydning for mange. Det føltes som et stort ansvar, selv om det bare var en prognose, og de jo ikke kunne klandre mig for den. Men jeg kunne mærke, at mine ord havde vægt.
Engang skrev én og klagede, fordi jeg havde sagt ”det var så den sommer”, netop som han skulle til at holde sommerferie. Den kommentar fik jeg faktisk en del klager over. Selv om det var negativt, er jeg imponeret over, at nogen har sat sig ned, skrevet et brev, sat et frimærke på og sendt det til DR. Så mener man det virkelig.
Engang byttede jeg om på nord og syd i en hel udsendelse. Folk må have tænkt ”får hun virkelig penge for det der?!”. En anden gang drillede teknikken så meget, at jeg måtte lave min vejrudsigt inde i nyhedsstudiet uden mine hjælpemidler, men hvor værten interviewede mig om vejret.
Jeg blev også engang inviteret med i radioprogrammet 'Casper Christensen og tæskeholdet'. De kaldte mig Irma-pigen; jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men jeg tror, det var, fordi de ikke ville sige n-ordet, skønt det ikke var politisk ukorrekt dengang. De optog deres radioprogram på video, og man kan se, at jeg havde lange fletninger. Det var en seer, der havde skrevet, om hun ikke måtte lave dem på mig. Jeg tror, jeg sad hjemme hos hende en hel dag, og da jeg kom tilbage til DR, spurgte én fra redaktionen, om jeg havde fået lov til det – det havde jeg slet ikke overvejet. Jeg havde dem heller ikke ret lang tid.
Det var sjovt at blive kendt, for folk var så søde og imødekommende. Jeg fik også mange sjove henvendelser, premierebilletter og den slags. Jeg kom med i en reklamefilm for kaffe og et børneprogram. Så fik jeg da prøvet det. Jeg kunne godt høre, at folk hviskede, når ”hende fra fjernsynet” kom gående, men de troede åbenbart, at jeg ikke hørte det.
Senere følte jeg, at mine børn blev trukket med ind i det, når vi gik på gaden. Jeg blev tilbudt et spændende job, hvor jeg skulle lave noget undervisningsmateriale med it, som var noget helt nyt dengang, og jeg fik et års orlov fra skærmen. I det år fik jeg smag for at have fri om aftenen, i weekenden og til påske, hvor jeg kunne sidde derhjemme og se andre mennesker være i fjernsynet. Så jeg kom aldrig tilbage til DR, men jeg savnede jobbet meget, de første par år efter at jeg var stoppet.
