GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Mød Keira Knightley

Mød Keira Knightley


Da instruktøren Joe Wright, der står bag film som Soning og Stolthed og ­fordom, valgte at give nyt filmliv til kærlighedshistorien Anna Karenina, var han ikke i tvivl om, at Keira Knightley ville være perfekt til hovedrollen. Vi mødte hende til et interview i London og opdagede, at den ambitiøse ­skuespillerinde ikke går af vejen for at bande, hvis hun vil understrege en god pointe. Men de ­mindre pæne ord er altid sagt med et glimt i øjet.

Historien om den brændende passion mellem Anna Karenina og kavaleriofficer Vronskij er udtænkt af den russiske forfatter Lev Tolstoj for knap 140 år siden. Romanen er læst og bladret til æselører af mange generationer af unge kvinder (og mænd), og den er filmatiseret mindst 25 gange i filmhistorien. Nu forsøger den britiske instruktør Joe Wright sig med en ny og spændende udgave, der foregår i en teaterkulisse som erstatning for Rusland. Keira Knightley spiller Anna Karenina, Jude Law spiller hendes forknytte og kedelige mand Karenin, og den unge Aaron Taylor-Johnson, der brød igennem i Kick-Ass, er Vronskij med de lyse lange lokker.

Keira Knightley er glad for at tale om filmen, der med sin farverige billedside og brede spændvidde i hovedpersonen må være lidt af en drøm for en skuespiller. Der er tårer, grin, dans og hjertesorger at spille helt ud for ikke at tale om en kompromisløs afslutning. Keira Knightley er kun 27 år, men det føles, som om hun har været med i internationale film i årtier. Det har hun også, for hun har spillet børneroller siden 1993, men brød først for alvor igennem i Bend It Like Beckham for omkring 10 år siden. Nu får hun omsider en seriøs rolle som en voksen kvinde.

Fortsættes på næste side…

Hvordan ser du hovedpersonen i Anna Karenina?

“Jeg læste bogen første gang som helt ung, men dengang gik jeg ikke rundt og analyserede relationerne mellem personerne. Jeg tænkte dog alligevel af og til “Fuck, hvor ville jeg gerne ruske lidt op i Anna Karenina eller kvæle hende.” De forbudte følelser, hun har, er til gengæld nogle, man som læser meget let kan måle op imod egne gerninger. Er jeg også selv ensom og manipulerende? Ja, måske, men forhåbentlig ikke i en grad, så det styrer min personlighed. Anna Karenina lever med følelserne uden på kroppen, og man tænker vitterlig “Fucking hell” nogle gange under læsningen,” siger Keira Knightley, der har det med at understrege sine pointer med bandeord.

Hver gang hun siger “fuck” – og det sker en håndfuld gange på en god halv time – lyder det dog knap så plat og fyldordsagtigt som hos de fleste. Det lyder mere, som om Keira Knightley er i gang med et – bevidst eller ubevidst – projekt, der går ud på at ryste det image, hun har som pæn pige, godt og grundigt af sig.

“Det var let at blive fanget af samfundets konventioner i Rusland i 1870’erne. Som kvinde skulle man opføre sig på en ganske bestemt måde. Følelserne omkring lige netop den problemstilling tror jeg stadig findes i dag, hvor kvinder endnu på mange måder skal opføre sig på en bestemt facon, om end det er knap så markant som dengang. Derfor kan man som kvinde af i dag let identificere sig med store dele af historien.”
Som ung skuespiller fik du meget kritik for kun at være et ‘kønt ansigt’. Hvordan oplevede du det?

“Det var hårdt. Jeg tog kritikken meget personligt til at begynde med, og det tror jeg, de fleste ville gøre. Lige indtil man får ind i hovedet, at kunstnerisk arbejde er noget, som alle forholder sig forskelligt til. Noget, som alle har en subjektiv mening om, og man kan jo nu engang ikke gøre alle glade. Selv om du er heldig at være med i en film, der virker og bliver en stor succes, kan nogen sagtens synes, at din stemme eller dit udseende er grimt, eller at din krop er det. Når man er ung, tager man jo alt meget personligt. Fucking hell. Det er et stort drama, bare man kommer til at tage de forkerte sko på,” siger Keira Knightley og griner hjerteligt, inden hun fortsætter:

“Det er teenagealderens natur. Vi mennesker er jo ikke ligefrem en empatisk dyrerace. Tingene blev selvfølgelig nok blæst lidt ud af proportion for mig, fordi jeg havde offentlighedens øjne på mig. Men mon dog ikke alle teenagere har det sådan, som jeg havde det, i højere eller mindre grad? Berømmelse kan måske forstørre problemerne, men de er ikke anderledes end for alle andre mennesker.”

Hvordan måler du de første 10 år af din karriere i forhold til de drømme, du havde som ung skuespiller?

“Jeg har aldrig gået og drømt om fx at lave film. Skuespillet har altid først og fremmest handlet om teater for mig. Filmens verden virkede langt væk, så da jeg fik muligheden, virkede det helt mærkeligt. Jeg har altid forestillet mig, at jeg på et tidspunkt ville få langt mere selvtillid i mit arbejde, og det håber jeg stadig på. Jeg håbede, at jeg ville vågne op og være en mere kompetent og enestående person, men jeg er indtil videre bare vågnet op og har været mig selv. Nu blot med en masse kameraer pegende hen imod mig. Haha, what a bummer. Jeg bliver altså ikke en anden, og det må jeg så leve med.”

Føler du, at du har noget at bevise i forhold til den tidlige kritik af dig, og at du så kan gøre det ved at spille en af de mest komplekse kvindeskæbner i litteraturen?

“Da jeg var yngre, kunne jeg nok godt tænke sådan, fordi jeg ville forsøge at bevise, at jeg havde lov til at være, hvor jeg var. Men hen ad vejen finder man ud af, at man kun kan arbejde det bedste, man har lært. I øvrigt er det umuligt at vende situationen med bare en enkelt film. Sådan hænger verden ikke sammen. Folk må mene, hvad de vil, men forhåbentlig vil de fleste mennesker kunne lide filmen. Det er en stor lettelse i det øjeblik, man får tænkt sig frem til, at man rent faktisk ikke kan kontrollere, hvad andre mennesker mener om det, man laver.”

Anna Karenina falder i agtelse i det russiske samfund. Som en berømthed, der ikke længere er berømt. Føler du medlidenhed med hende på det plan?

“Ja. Berømmelse er kun et mikrokosmos for samfundet som helhed. Det, der sker med berømtheder, sker også på en legeplads eller kan ske på en arbejdsplads. At en eller anden flirter med chefen og falder i unåde, eller at et barn kommer til at ødelægge det legetøj, som de fleste andre børn synes er det bedste. Det er den slags, vi gør ved hinanden som mennesker. Vi har været meget heldige i vores liv, hvis ikke vi hver især på et eller andet tidspunkt har været den person, som verden har vendt sig imod.”

Hvis du fik samme valg som Anna Karenina, hvad ville du så selv vælge – sikkerhed med Karenin eller passion med Vronskij?

“Det interessante ved bogen er, at den handler om hele kærligheden. Kærlighed er ikke kun forelskelsen. Den indeholder også smerten, jalousien og mange af de dårlige sider ved et forhold. Forhåbentlig kan de fleste af os dog komme igennem kærligheden uden at kaste sig ind under et tog, som Anna Karenina ender med at gøre det.”

Instruktøren Joe Wright har valgt at lade Anna Karenina foregå på et teater. En beslutning, der er taget af lige dele kreative og økonomiske grunde. Hvad synes du om den løsning?

“Første gang vi talte om filmen, var det meningen, at vi skulle til Rusland og lave den på naturalistisk facon, men i sidste ende var der desværre ikke budget til det. Derfor fandt Joe Wright på det her med teatret, og det passede godt på nogle af hans ideer om at være mere stiliseret end i hans andre film. Den vej gik han så længere ud ad. Senere ringede Joe Wright mig op og viste mig teaterkonceptet. Jeg tænkte bare “oh fuck”, men når du har haft en lang kreativ arbejdsrelation med et menneske, siger du jo i sidste ende bare “hvorfor ikke?” Det værste, der kan ske, er, at vi fejler, og det er sket før i verdenshistorien. Alle har arbejdet 110 % for at få det her til at virke. Hvis publikum så ikke følger med, har vi givet det vores bedste skud, og fuck me, så prøver vi bare noget andet en anden gang.”
Er du ikke bange for at blive typecastet i historiske film, nu da du har været med i så mange af slagsen?

“Jeg har fundet ud af, at jeg ikke behøver undskylde for, hvad jeg kan lide. Da jeg var yngre, syntes jeg, at jeg lavede noget forkert ved at være med i så mange periodefilm, og jeg undskyldte det nærmest. Men jeg kan nu engang virkelig godt lide den slags film, jeg er tilmed historieinteresseret, og så kan jeg godt lide romaner, der foregår for lang tid siden. Jeg tror, det har noget at gøre med den måde, min fantasiverden virker på. Alt det, du går og ved om nutiden, må du opgive, og så kan du dykke dybt ned i historiefortællingen fra en tid, du ikke kender. Det er en god måde at glemme sig selv på.”

Du har tidligere sagt, at det er slut med at medvirke i blockbuster-film. Er det en beslutning, som står ved magt?

“Jeg har ikke sagt det så kategorisk. Omvendt har der jo været en pause på seks år, og det er der en grund til. Men lige om lidt skal jeg faktisk være med i en ny film om agenten Jack Ryan, så der kommer vi til at løbe meget rundt igen. Jeg vil bare ikke fanges i den type film. Blockbuster-film kommer med masser af bagage. Man skal fx lave interviews med folk fra hele verden, der ikke nødvendigvis er særlig begejstrede for filmen. Når du laver en film på et lille budget, er det en noget hurtigere ind og ud-operation. Det er mindre intenst, og du kan hurtigt komme videre til helt andre arbejdsopgaver. Til gengæld har du ikke det samme store publikum som i en blockbuster, og du håber så, at medvirken i en blockbuster kan trække flere mennesker i biografen for at se de smalle film bagefter.”
Aaron og Keira og et langt kys

Aaron Taylor-Johnson brød igennem i den muntre superheltefilm Kick-Ass, som han netop nu er i gang med at indspille fortsættelsen til. Den blot 22-årige skuespiller, der er gift med den 45-årige britiske filminstruktør og kunstner Sam Taylor-Wood, var dybt imponeret over den seriøse måde, Keira Knightley tacklede sine forberedelser til Anna Karenina på.

Opmærksomheden ved interviewet i London samlede sig mest omkring det lange og passionerede kys, som Keira Knightley og Aaron Taylor-Johnson har i Anna Karenina. I første forsøg gik de to ikke helt tæt nok på hinanden:

“Jeg vil have, at I skal æde hinandens ansigter. “Keira, æd hans ansigt,” sagde Joe Wright, og det var på første indspilningsdag! Den slags scener er meget sjove, men jeg opfatter dem nu mest som bevægelser og tænker ikke på dem som det, de ligner i biografen. Man lægger jo ikke følelser i, for jeg er godt gift, og Keira er forlovet. Jeg ser det som et job og ikke et kys,” siger Aaron Taylor-Johnson, der i øvrigt kun har lovord til overs for Knightley.

“Hun er ærlig, sød og cool og helt nede på jorden. Keira har ofte sin mor og sin kæreste med på settet, og hun arbejder sindssygt hårdt. Hendes eksemplar af Anna Karenina var fyldt med fem farver sedler. Hun kender bogen bedre end manuskriptforfatteren Tom Stoppard. Der overraskede hun mig. Hun var langt nede i materien, hvor hun skilte enkelte sætninger fra bogen ad for at få alle detaljer i hele meningen frem.”



Anna Karenina til alle tider

Historien foregår i Skt. Petersborg i slutningen af 1800-tallet og handler om kvinden Anna, der er gift med aristokraten Karenin. Forholdet mellem dem er kærlighedsløst, og Anna Karenina forelsker sig i stedet hovedkulds i officeren Vronskij. Men samfundets normer kræver tradition og fornuft over passion, og da Anna Karenina vælger kærligheden til Vronskij, bliver hun udstødt. Den heftige affære er historiens omdrejningspunkt, som katalyserer samfundets hån, Annas ulykkelighed og til slut selvmord. Lev Tolstojs Anna Karenina udkom oprindelig som serie i magasinet The Russian Messenger i årene 1873-77. I dag, mere end 100 år senere, er romanen som oftest med, når der laves top 10-lister over verdenshistoriens bedste litteratur.



Læs også: Stort interview med Nørgaard

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview