Søren Pilmark om sit ægteskab: "Selvfølgelig har der været kriser undervejs"

Udgangspunkt
– Mit udgangspunkt er egentlig det samme, som man ser hos dem, der i dag optræder på fjernsynet i programmer som "X Factor" eller "Danmark har talent", og som tror, at det at blive set er lykken. At man bliver glad, hvis man bliver set. Det var også mit udgangspunkt for at blive skuespiller. Jeg ville være skuespiller for at blive set, for så blev jeg nok anerkendt. Accepteret. Måske endda elsket, hvis vi skal være rigtig dyre. Og i begyndelsen, ja, så var det lige præcis sådan at blive set, men langsomt gik det op for mig, at det ikke var det, der var det saliggørende. Det er ikke fordi jeg i dag præcis ved, hvad der så ER saliggørende, men jeg forsøger hele tiden at lede efter, hvad det er. Og når jeg siger saliggørende, så mener jeg det bogstaveligt. Hvad er det egentlig, der gør mig salig? Lykkelig? Glad? Jeg forsøger at jagte de ting, der gør mig glad, og det er i hvert fald ikke at blive set. Tværtimod havde jeg nær sagt. Jo mere jeg har været eksponeret, jo mere har jeg lyst til ikke at være det. Og et eller andet sted er det jo så ret paradoksalt, at jeg har valgt en branche, hvor jeg lever af at vise mig frem og sælge mig selv, når jeg egentlig ikke bryder mig om det. Gennem årene er jeg nogle gange blevet spurgt, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg ikke var blevet skuespiller, og så har jeg koketteret med at sige, at så ville jeg have været dyrepasser. Men at the end of the day, så var det skrevet i kortene, at jeg skulle være skuespiller. Jeg kan jo ikke andet end det, altså. Hvis jeg kunne, havde jeg nok gjort det, for det er vanvittig hårdt og anstrengende at være skuespiller.

LÆS OGSÅ: Philip Khokhar: "Jeg er single og har ikke planer om at skulle have børn"

– Jeg er aktuel i forestillingen "Diktatoren" på Nørrebro Teater, og da forestillingen havde premiere, skrev Berlingske, at jeg havde haft en længere timeout, og at rollen i "Diktatoren" var mit første engagement på et teater siden 2010. Jeg nænnede ikke at modsige journalisten, men jeg havde ikke haft en timeout. Jeg havde bare haft en periode, hvor jeg havde spurgt mig selv: Hvad er det, jeg gerne vil? Og jo ældre jeg bliver, jo mere finder jeg ud af, at det er de nære relationer, der gør mig glad. Familie og venner, men også de nære kollegiale relationer. Ret tidligt i min karriere rendte jeg ind i de her tre gutter, Asger Reher, Niels Olsen og Henrik Koefoed, vi lavede "Ørkenens Sønner" for 27 år siden, og vi har det simpelthen så hyggeligt og skægt. Selvfølgelig er der kriser, og vi kan næsten slå hinanden ihjel, men vi har det sjovt, folk kan godt lide det, der er udsolgt, og vi er selv ved at dø af grin, når vi står på scenen. Så efter at have spillet store klassiske roller og alt muligt andet satte jeg lys på, hvad der ville være dejligt at lave. Og jeg vendte hele tiden tilbage til "Ørkenens Sønner". Derfor har vi de seneste syv år lavet to shows, som tager meget lang tid at skrive og forberede, og som har været opført henholdsvis 248 og 148 gange i hele landet. Så nej, jeg har ikke holdt en pause på syv år, jeg vil faktisk vove at påstå, at jeg har stået mere på scenen end de fleste. For hvor mærkeligt det end lyder, så er der – for mig – ikke nogen forskel på at spille Shakespeare og "Ørkenens Sønner". Det er lige svært at få folk til at grine, græde eller gyse. Når vi spiller "Ørkenens Sønner", er det bare fire gutter og en enkelt guitar, og det kræver ekstremt stor disciplin. Og når jeg så sagde ja til "Diktatoren" nu, så var det fordi, jeg i en periode havde siddet derhjemme og skrevet på noget dramatik, og det kan godt blive lidt ensomt. Jeg savnede en teaterfamilie. Og jeg var til fals for smiger og slesk tale, så da de ringede og sagde, at de gerne ville have mig med, og at jeg er vidunderlig, tænkte jeg, ja, de har jo ret, ha, ha, og det vil jeg virkelig gerne.

Søren Pilmark. Foto: Les Kaner. 

Blødt punkt
– Der var en, der engang sagde en fantastisk sætning til mig: "Man har det aldrig bedre end det af ens børn, der har det værst". Det er rigtigt, og hvis der er noget som helst med børnene, tænker jeg ikke på andet. Og når jeg siger "tænker ikke på andet", så mener jeg "tænker ikke på andet – overhovedet". Dertil kommer, at jeg før i tiden altid tænkte "luk røven", når bedsteforældre fortalte om deres børnebørn og sagde "åh, du skal glæde dig, det er så fantastisk". Og der må jeg bare sige: "Don't get me startet!". For det ER fuldstændig vidunderligt at få et barnebarn. Jeg kan slet ikke være inde i mig selv...

– Altså, Otto er... jamen, for pokker... han er så fantastisk. Og det er ikke noget med, at guuud, jeg ser mig selv i ham. Overhovedet ikke. Alle mine børn ligner mælkemanden, selvom Susanne hårdnakket påstår, at de er mine. Og Otto ligner mig slet ikke, men jeg har den der følelse af, at hold nu op, det er et sekund siden, Louis – Ottos far og min søn – gjorde de samme ting. Jeg forstår det slet ikke. Som tiden flyver, siger man, og ja, jeg er kommet i den alder, hvor jeg bøjer sig ned for at binde mine snørebånd og tænker: Er der ikke noget andet, jeg lige kan ordne, mens jeg alligevel er hernede? Og når jeg så rejser mig op, skal Otto låne bilnøglerne. Hvad skete der? Men lige dér er jeg blevet en lille smule klogere i forhold til, hvordan det var med mine egne børn. Jeg er 200 procent på, når jeg er på, for jeg ved, at den her tid med Otto kommer ikke tilbage. Det er et Faust-øjeblik: Bliv, bliv, kan du ikke stoppe det her? Det er det lykkelige øjeblik, som er en evighed værd. Kan jeg ikke lave en pagt med djævlen og bare holde på det her øjeblik? Otto må ikke blive ældre, han er fantastisk lige nu. Men sådan er det sjovt nok hele tiden, også selvom han bliver
ældre. Så ja, det er banalt, og alle har det sådan: Ens nærmeste er ens bløde punkt. Selv James Bond smider pistolen, hvis skurken peger på hans babe.

– Og noget andet. Jeg lever af at være følsom. Samtidig er jeg en stor, bredskuldret mand, men der er jo noget tøset over alle skuespillere, medmindre de er meget macho og slet ikke kan være i sig selv for testosteron. Jo, jeg er meget grådlabil. Der skal ingenting til. Men det er selvfølgelig de rigtige ting, jeg græder over, ha, ha. Og nej, jeg fortæller ikke, hvad det er, for det er da en fabrikshemmelighed. Det er det, jeg bruger til at dykke ned og mærke efter, når jeg arbejder. Rører det her mig? Hvordan vil dette virke? Jeg tror, det er meget vigtigt for skuespillere at holde tårekanalerne åbne og ikke gro fast i et eller andet mønster. Det kan da godt være, at jeg er groet fast i nogle sammenhænge, men jeg forsøger at undgå det. Og grundlæggende, hvis jeg nu skal være helt ærlig, er mit bløde punkt vanvittigt evident. De fleste har trukket på skuldrene af det, fordi Søren ser så stor og stærk ud, og han er – eller var – i hvert fald tidligere, så buldrende og bragende og her-kommer-jeg-agtig. Men det har jo altid dækket over en eller anden form for "hvor vil jeg dog bare gerne have, at I kan lide mig-følelse...".

LÆS OGSÅ: Louise Dorph: “Alderen har lært mig at være mere i nuet”

Holdepunkt
– Susanne er selvfølgelig mit holdepunkt. Jeg tror på, at det var et skæbnemøde, og vi har været gift siden 1983. Det ville være en illusion at forestille sig, at der ikke har været problemer, bump på vejen eller kriser, selvfølgelig har der det. Men det er vi så på en eller anden måde kommet igennem. Og jeg kan ikke sige andet, end at Susanne er verdens både ottende, niende og tiende vidunder. Jeg elsker hende meget højt, og vi er gode til at supplere og berige hinanden.

– Jeg vil meget nødig komme med en opskrift på, hvordan et forhold kan holde så længe, jeg hader, når folk prøver på det. Men jeg kan godt sig, at et ægteskab er lidt som et venskab. Det skal passes. At være forelsket varer måske et års tid, det er sådan en form for sindssyge, hvor alt kan lade sig gøre. Det har dog ikke noget med oprigtig kærlighed at gøre. Den italienske læge og sociolog Francesco Alberoni har bl.a. skrevet en lille bog om venskab, og i den sammenligner han forelskede par med venner. Et forelsket par har det kun godt, når de er helt, helt, helt tæt sammen. Hvis de er fra hinanden, er de en lille smule ulykkelige. Når den anden ringer, så siger de: "HEJ, hvor er du, hvorfor har du ikke ringet?". Og det er fuldstændig diametralt modsat med din ven. Når han ringer, siger du: "Hvaaa' saaatan!". Med et stort smil, fordi du bare er glad for at høre fra ham, også selvom det er længe siden. Det er altså lidt af en øjenåbner, hvis man kan overføre det til parforholdet. At man helt uforbeholdent er glad, når man hører fra den anden. Og det tror jeg, at Susanne og jeg har været gode til. I et ægteskab er det også vigtigt at sige, at man elsker hinanden. Men der er en sætning, der næsten er endnu mere vigtig, og det er: "Skat, jeg har taget opvasken". I hvert fald efter 35 år, ha, ha. Noget, man hader at gøre, men som man gør for den anden.

Søren Pilmark. Foto: Les Kaner. 

Svagt punkt
– Jeg er vanvittigt nærtagende. Jeg er meget følsom. Og jeg har ikke et særlig stort selvværd. Der er meget stor forskel på selvtillid og selvværd. Selvtillid kan man få rimelig nemt ved kvalificeret feedback: Ih, hvor er du god til det her, Søren. Tak. Selvværd er noget ganske andet. Nu talte jeg om børn lige før, og tænk på, hvor interessant det er, at vi elsker et nyfødt barn, uden at det gør noget som helst. Det ER bare. Og jeg tror, at det er ekstremt vigtigt at blive ved med at elske børn bare for at være. Alt for ofte hører man folk sige "nej, hvor er du dygtig, til et barn". Hov, hvad var det? Pludselig skal de være dygtige, for at vi kan lide dem. Pludselig skal de gøre noget for at blive elsket. Og det med at hvile i sig selv og være elsket bare for at være, er nok mit svage punkt. Eller VAR – nok i højere grad – i mine yngre dage. Elsker de mig, hvis jeg ikke spiller klaver? Elsker de mig, hvis jeg ikke spiller skuespil? Elsker de mig, hvis jeg ikke tryller? Elsker de mig, hvis jeg bare er Søren? Og det skal slet ikke forstås sådan, at jeg ikke var elsket som barn. Gu' var jeg elsket. Men der har været en eller anden form for mangel. Jeg tror, at det, man får for lidt af i barndommen, kan man ikke få nok af som voksen. Så jeg har anglet efter de ting i et eller andet omfang, men jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg sige: "Well, that's life".

– Der er dog ikke nogen garanti for visdom, bare fordi man bliver ældre eller gammel. Man ser da mange forstokkede røvhuller rundt omkring. Og så er der endda nogle, der siger, at det sådan set heller ikke er nogen kvalitet i sig selv at være ung. Men jo, det er det. For det kan man ikke hamle op med. Da jeg var ung, sagde min far: "Søren, du skal være sød mod alle dem, du møder på din vej op, for det er de samme, du møder på din vej ned". Og i min ungdommelige opblæsthed svarede jeg ham: "Jamen, jeg har da sådan set ikke tænkt mig, at jeg skal ned igen". Så grinede han og sagde: "That's the spirit". Jeg oplevede senere det samme med min søn Louis, da jeg for mange år siden sagde til ham, at han skulle holde op med at ryge. "Du tror, du er udødelig, Louis!". Lang pause. Så sagde han til mig: "Far, jeg ER udødelig". Jeg kunne heller ikke lade være med at grine og tænke, ja, selvfølgelig er du det, skat. Lige nu. Og det er det, der er så fantastisk og befriende ved unge mennesker. Og så vanvittigt forkert. Men de ved det ikke, og de skal heller ikke vide det.

LÆS OGSÅ: Janus Nabil Bakrawi: "Det sker indimellem, at jeg går tilbage til min gamle adfærd"

Endepunkt
– Jeg tror ikke, der er er noget endepunkt. Selvfølgelig dør man. Men det med, at en mand ikke er død, før den sidste, der kan huske ham, er død... Det er helt ligegyldigt. Når folk spørger, hvad jeg gerne vil huskes for, så er mit svar: "Jeg vil ikke huskes". Jeg er sgu ligeglad. Bimlende ligeglad. Når jeg er væk, er jeg væk. Og så kan jeg alligevel blive sådan lidt halvreligiøs, når jeg kigger ind i øjnene på Otto. For der er jo et evigt liv den vej. På en eller anden måde.

– Jeg bliver 63 i år, og spørgsmålet er, hvor gammel man med rimelighed kan forvente at blive? Jeg ved det ikke. 84? Er alt over 84 en foræring? Hvis vi siger det, så er jeg langt forbi 42, som ville være midtpunktet, og så kommer det an på, hvordan man tegner sin livskurve. Er det en opadgående kurve, indtil man eksploderer? Eller er man på toppen som 42-årig og derefter på vej ned? Så er der i hvert fald ved at være fart på for mig. Jeg elsker den sproglige finurlighed på dansk, når man spørger: "Hvordan går det?". Og der bliver svaret: "Det er ned ad bakke for tiden". For det er jo noget lort, ikke? Okay, forfra: "Hvordan går det?" Svar: "Det er sgu lidt op ad bakke for tiden". Og det er jo også noget lort! Vil det sige, at livet helst skal gå lige ud? Det har jeg grinet meget af.

– Hvis man skal se det hele i et større perspektiv, så må man sige, at det er godt at gøre noget for sig selv her i livet, men det er unægtelig endnu mere tilfredsstillende at gøre noget for andre. Derfor er jeg f.eks. selv involveret i SOS Børnebyerne. Min far var skolelærer, og han tog sig meget af udsatte børn. En af de drenge, han havde hjulpet meget, mødte jeg en dag. Han var blevet taxachauffør, og han snakkede om min far med meget stor kærlighed og veneration. Jeg var meget knyttet til min far, og det var så mærkeligt, for jeg kunne fornemme, at da den her mand, taxachaufføren, kiggede på mig, så han min far. Men det, der var endnu mere mærkeligt, var, at jeg kiggede på ham og så min far. Jeg så min fars indsats og min fars kærlighed. "Hvis det ikke havde været for din far, havde jeg ikke siddet her i dag", sagde taxachaufføren. Men min far var også – så objektivt, som en søn nu kan se det – et helt exceptionelt menneske. Så, det korte af det lange er, at lige dér så jeg et glimt af, at man godt kan sende noget videre til andre mennesker. Noget, som rækker meget langt. Så endepunkt? Nej.