Tag på hyggelige julemarkeder i Sverige og Tyskland

Foto: Getty Images Tyvstarten juleglæden allerede i november med glögg og brændte mandler til julemarkeder i både Sverige og Tyskland.

Julemarkeder i Sverige og Tyskland

Stor guide: Tag på hyggelige julemarkeder i Sverige og Tyskland

Den søde juletid er over os, og det er altid en god undskyldning for at hygge lidt mere end normalt. Vi har samlet en masse bud på stemningsfyldte markeder i Sverige og Tyskland, så du kan nyde lidt gløgg og julegodter og ikke mindst få købt årets julegaver og julepynt i helt nye omgivelser.

Findes der noget bedre end hyggelige julemarkeder i december? Hele byen bliver lyst op, når de mange julelys bliver sat op, og de mange boder åbner. 

Både i Sverige og Tyskland har de et hav af spændende julemarkeder, hvor du kan få klaret årets julegaveindkøb, imens du nyder en lun kop glögg - så er julestemning sikret!

 

Julemarkeder i Sverige

 

Mitt Möllan

På Mitt Möllan julemarked i Malmø kan du købe masser af fint og lokalt produceret design, kunst og håndværk. Der er også rig mulighed for at slappe af ved siden af julegaveindkøbene - for eksempel ved at gøre stop i madhallen.

Hvornår: 2.-5. december. Torsdag og fredag kl. 16 -20. Lørdag og søndag kl. 12-17
Hvor: Claesgatan 8, Malmø

Læs mere her

Gammeldags julestemning på Övedskloster i Skåne

Besøg dette unikke julemarked på Övedskloster. Markedet er kendetegnet ved en gammeldags stemning, som man straks oplever, når man træder ind i den gamle kostald fra 1800-tallet, som udgør markedets hjerte. Markedets hovedattraktion er naturligvis de mange udstillere, som særligt har fokus på mad og juledelikatesser fra nærområdet – men du kan også stå på skøjter, se Luciaoptog, køre i hestevogn og høre masser af livemusik.

Hvornår: 10. - 12. december, kl. 15-20 fredag og 10-17 lørdag og søndag 
Hvor: Harlösavägen 585-15, Sjöbo

Læs mere her

Lokale delikatesser i Malmø

Bondens Egen Marknad finder sted hele året og er et af de mest populære madmarkeder i Malmø. Alt, hvad der sælges, er lokalt dyrket og produceret. Her kan du finde masser af friske grøntsager og rodfrugter samt en lang række delikatesser – fra ost, kød og fisk til rapsolie, honning og syltetøj. Og så hævder markedet selv at have nogle af de friskeste og bedst lokalt producerede fødevarer i hele Sverige, så måske det er stedet at finde god inspiration til julemaden.

Hvornår: 11. december kl. 9-14
Hvor: Drottningtorget, Östra Tullsgatan, Malmø

Læs mere her.

LÆS OGSÅ: Få opskriften på julens bedste og sprødeste andesteg

Ægte svensk julestemning i Stockholm

Dette marked på Stortorget i Stockholms hyggelige bydel, Gamla Stan, byder på ægte svensk julestemning. På midten af torvet står det store juletræ med tændte lys på de snedækkede grene. I ringe rundt om træet findes julemarkedets mange boder, hvor der er mulighed for at købe svenske julespecialiteter. Her kan du købe alt fra slik og keramik til gløgg og skindvarer.

Hvornår: 20. november til 23. december, kl. 11-18 
Hvor: Stortorget i Gamla Stan, Stockholm

Læs mere her

Julemarked i Liseberg, Göteborg

I forlystelsesparken Liseberg er der ikke sparet på lysene og julepyntet. Parken bliver i december måned pyntet med flere millioner lys, som med garanti vil få dig i julestemning. Foruden de mange markedsboder vil der desuden være en skøjtebane, forskellige børneattraktioner og forlystelser og et kor, der spreder julestemning med lidt sang.

Hvornår: 19. november til 30. december fra kl. 16 - 22
Hvor: Liseberg, Örgrytevägen 5, Göteborg

Læs mere her. 

LÆS OGSÅ: Risengrød under dynen

Julemarked på Skansen

På det traditionsrige julemarked på Skansen kan du finde klassiske julevarer som mad, gløgg, julegodter og gammeldags julepynt og juledekorationer. Siden det første marked i 1903 har julemarkedet på Skansen været den traditionelle indledning på julens fester for mange stockholmere.

Hvornår: Alle weekender fra 26. november til den 19. december kl. 10 - 16
Hvor: Skansen, Djurgårdsslätten 49-51, Stockholm 

Læs mere her

 

Julemarkeder i Tyskland

 

Julemarked i Hamborg

Hamborg har længe været kendt for sine mange hyggelige julemarkeder. Hvert år besøger næsten to millioner mennesker det store marked på rådhuspladsen i byens centrum, hvor man kan købe julegaver og finde inspiration hos 80 forskellige forhandlere, performere og håndværkere. Spis dig mæt i lækre honningkager og brændte mandler i skæret fra det stort funklende juletræ på pladsen eller udforsk juleboderne i resten af byen - for eksempel på de store gågader Mönckebergstrasse og Spitalerstrasse.

Hvis du er til det mere erotiske, kan du tjekke "Santa Pauli"-julemarkedet ud på Reeperbahn, som eftersigende skulle være Tysklands "frækkeste" julemarked, og som har åbent fra den 15. november til den 23. december fra 16 - 23 mandag og tirsdag, 16 - 00 onsdag, fredag - lørdag fra 13 - 01 og søndag fra 13-23.

Hvornår: 22. november til 23. december kl. 11 - 21
Hvor: Hamborg centrum

Læs mere her

Lübeck julemarked

Besøg Lübecks smukke julemarked, som startede helt tilbage i 1648 og derfor emmer af historie. Her kan du købe alt fra juletræsdekorationer og legetøj til ristede kastanjer, gløgg og pølser i de mange juleboder på Markt og Breite Strasse.

Hvornår: 25. november til 30. december, kl. 11-21 alle dage og til 22 fredag og lørdag, dog andre åbningstider fra den 24.-30. december, og markedet er lukket den 25. december 
Hvor: Altstadt (den gamle bydel), Lübeck

Læs mere her

Julemarked i Berlin

Der er masser af julemarkeder at vælge imellem i smukke Berlin. Ét af de helt store, som hvert år besøges af omkring 2,5 millioner mennesker, finder sted ved Alexanderplatz, hvor du foruden håndlavede julegaver i form af keramik og glaspusteri kan købe gløgg og julemad i skæret fra mere end 5.000 julelys. Se listen over de mange julemarkeder i Berlin her.

Hvornår: 22. november til 26. december, kl. 10-22, dog kun til kl. 16 den 24. december
Hvor: Alexanderplatz, Berlin

Læs mere her. 

LÆS OGSÅ: Fem fif: Skab nordisk vinterhygge i dit hjem

Flensborg julemarked

Til julemarkedet i Flensborg kan du opleve tysk-skandinavisk julestemning med alt fra blød julemusik til indkøb af håndlavede julegaver og julegodter som brændte mandler og frisk punch. Der er også masser af underholdning til børnene, som for eksempel kan tage sig en tur på karrusellen, sige hej til julemanden eller besøge "Heksehuset".

Hvornår: 22. november til 31. december, mandag-lørdag kl. 10-22, søndag kl. 11-20, 24.-31. december fra 10-14, men lukket den 25.-26. december 
Hvor: Flensborg centrum

Læs mere her.

Rostock julemarked

Julemarkedet i Rostock er det største i Nordtyskland og finder sted i byens historiske centrum, hvor du kan slentre mellem de mange juleboder til duften af røgede pølser, gløgg og julekager. Her kan du købe masser af håndlavede julegaver og julemad, mens børnene tager sig en tur i pariserhjulet eller går på opdagelse i eventyrskoven.

Hvornår: 22. november til 22. december, man - tors kl. 10 - 20:30, fredag - lørdag kl. 10 - 21:30 og søndag kl. 11:30 - 20:30
Hvor: Rostock centrum 

Læs mere her

Julemarked i Goslar

Til julemarkedet i Goslar kan du shoppe løs i mere end 80 dekorerede hytter og købe håndlavede julegaver og julelækkerier i form af bagte æbler og brændte mandler. Kom i julestemning til kirkekoncerterne eller nyd den smukke granskov midt i byen i skæret fra de mange julelys.

Hvornår: 24. november til 30. december, man-lør kl. 10-20, dog ændrede åbningstider den 24., 25. og 30. december
Hvor: Goslar centrum

Læs mere her. 

Nuremberg julemarked

Hele Nuremberg emmer af julestemning fredag før den første søndag i advent. 180  stande danner rammerne om et julemarked, hvor du kan få glögg imens du kigger på juelegaver eller dekotrationer. Hvis du går op i bæredygtighed er Nuremberg det rette sted at være - de har nemlig fået et system, hvor kopperne kan genbruges og andre tiltag for at gøre julemarkedet mere klimavenligt. 

Hvornår: 26. november til 24. december, mandag-søndag fra 10-21 og til 14 dem 24. december
Hvor:
Nuremberg centrum

Læs mere her.

Denne artikel blev oprindeligt bragt tilbage i december 2016, men er opdateret i oktober 2021 af ALT.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Julemarkeder, Sverige og Jul