"Jeg forholder mig til tingene, og det kan godt være ret anstrengende"

I december 2009 var Therese Glahn og hendes datter inviteret på besøg i et keramikværksted i Søllerød. Inden da var ler blot noget, de havde snuset til i Elviras børnehave og under deres besøg på kunstmuseet Louisianas børneværksted.

– Vi sad ude i værkstedet, og der var også varm kakao og middag undervejs, så Elvira gik, men jeg kunne ikke slippe leret, husker skuespiller Therese Glahn om den eftermiddag i Søllerød for mere end ti år siden. 

– Jeg sad med leret mellem hænderne, som vidste præcis, hvad de skulle. Fem figurer skabte sig selv mellem hænderne på mig, og jeg måtte bare blive der, til de var færdige. 

Styr på tingene

Therese Glahn møder op til tiden på en cafe til en cafe latte. Hun spørger indgående til interview og fotosession, hvor lang tid vi har, hvad der skal ske konkret, og hvilket udkomme det bliver. Hun har forslag til farver, vinkler, baggrunde og emner, som lander som en blid regn i alle dagene op til selve interviewet. Men hun mener ikke selv, at det er udtryk for et behov for kontrol.

– Nej. Men jo, jeg forholder mig til tingene, og det kan godt være ret anstrengende. Også for andre, smiler hun.

– Men for mig er der ikke noget, der er lige meget. Det er simpelthen ikke sådan, jeg er.

LÆS OGSÅ: Lisbet Dahl: "Sådan er jeg stadig: Rapkæftet og genert"

Da hun endelig sidder på cafeen iført afslappet tøj og en varm kop kaffe, smiler hun og tænker længe over spørgsmålet, om det er lidt mere kompliceret at være Therese Glahn i den virkelige, håndgribelige verden end i keramikkens.

– Nej, jeg kunne jo ikke betale Elviras efterskole, hvis jeg ikke havde styr på tingene, forsikrer hun så. 

– Men jeg har et stort behov for at trække mig fra det, du kalder den virkelige verden, for at kunne være i den. Jeg er meget udadvendt, men jeg er faktisk også det modsatte. Jeg havde håbet, at når vi nu flyttede vores aftale til i dag, så ville jeg have nogle fredelige dage inden, men det har jeg ikke haft, siger hun ærgerligt. 

– Det er ikke for sjov, når jeg gerne vil trække mig. Det er livsnødvendigt, tilføjer hun så.

Flyde som en åkande

De seneste dage har der været uforudsete ting i Therese Glahns liv, og det kommer lige efter tre uger med det, hun kalder maratonprøver og to forestillinger om dagen i fire uger. Samtidig er der bekymringerne over at befinde sig i en branche, der er hårdt ramt af coronausikkerhed. 

– Der har været run på. Jeg yder og præsterer og nyder det. Jeg har masser af kræfter, men bagefter skal jeg også have rum og tid til at synke ned på bunden af mig selv igen, forklarer hun.

– Jeg skal kunne ligge og flyde som en åkande og lade dagene gå uden deadlines og aftaler. Det er svært at få opfyldt som freelanceskuespiller, hvor jeg hele tiden skal være klar, parat og altid opsøgende.

Interviewet bliver hurtigt flyttet fra den travle cafe til veninden Trine Fournais’ keramikværksted i Nyhavn, for Therese Glahn synes, at støjniveauet gør det svært at høre, hvad man tænker. At det lige er i keramikværkstedet, vi kan tale samme, er intet tilfælde. Therese Glahn arbejder stadig aktivt som skuespiller, hun lægger stemmer til film, filmer selv, laver teater og underviser i dans, drama og kropsforståelse, men keramikken har sneget sig ind i hendes liv de seneste 11 år – og er nu også en del af hendes professionelle liv. For dagen efter at hun havde lavet de fem første figurer den decemberdag i Søllerød, ringede Trine Fournais.

– Hun sagde, at mine figurer var fine. De havde sjæl, og hun ville gerne prøve at brænde og glasere dem, siger Therese. 

De figurer, der fulgte, står i dag i det lille værksted i Nyhavn. Ansigtsløse og med flagrende, papirtynde vinger bag sig. 

Tiden som gave

Normalt træner og underviser 50-årige Therese Glahn både i pilates, yoga, dans og drama, men i samme periode, hvor hun mødte keramikken, fik hun en skade, som sendte hende ud på sidelinjen i tre måneder.

– Jeg fik tiden i gave – og fri adgang til Trines værksted i Søllerød. Det var sådan, at når jeg sad i bilen på vej derop, strømmede det gennem mig, fortæller hun.

– Natten inden drømte jeg om figurer, som ville materialisere sig mellem hænderne på mig næste dag, men de fleste blev faktisk skabt i nuet.

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic: "Vi mødtes første gang til et politisk møde, hvor jeg var gift og han havde en kæreste"

Det blev starten på en intenst kreativ periode.

– Hver morgen tog jeg op på værkstedet og fordybede mig i leret. Om eftermiddagen tog jeg turen hjem, tids nok til at hente min datter fra skole og til både hjemmebag og kortspil. Jeg var simpelthen bare tilgængelig for, hvad der måtte komme gennem hænderne på mig. Og pludselig havde jeg lavet virkelig mange af mine første figurer. 

At tænke i penge

Langsomt begyndte Therese Glahn at indstille sig på, at andre også skulle se hendes skulpturer, og første gang hun udstillede, blev 85 procent af skulpturerne solgt til ferniseringen. 

– Faktisk var der skulpturer, jeg overhovedet ikke havde tænkt mig skulle sælges, der blev solgt den dag. Blandt andet én af mig og Elvira, der danser, fortæller hun.

– Jeg skulle lige forstå, at det er en del af gamet, at man skal sige farvel til noget, man har skabt, og at man skal tænke i priser. Det var simpelthen fremmed for mig. Men i dag er jeg kun glad, når mine skulpturer bliver solgt til nogen, de kan få betydning for.

Siden har Therese Glahn udstillet i både Skagen og København, og hun er endda ved at gøre sin produktion klar til, at hun kan sælge skulpturer på nettet, ligesom de er til salg i Trine Fournais’ keramikværksted i Nyhavn. 

– Jeg har ikke haft tid til at lave nye skulpturer på det seneste. De her skulpturer kræver tid, og de skal ikke presses ind mellem andre opgaver. Sådan fungerer det ikke, siger hun og rejser sig for at gå over og rette på en liggende havfrue.

Dansen vandt

Therese Glahn er vokset op i Charlottenlund med kultiverede bedsteforældre, akademiske forældre og en mor, der altid gerne ville vise hende den kulturelle verden.

– Min mor var interesseret i kunst, musik, litteratur og arkitektur, men mit kreative behov fik jeg dækket i børnehaven og senere på fritidshjemmet, indtil jeg selv kunne styre det og kastede mig over alt, hvad jeg kunne, af garn og perler, fortæller hun.

– Jeg havde for nogle år siden en svensk pige boende, mens hun læste på Kunstakademiet i København. Jeg fulgte hendes uddannelse, og undervejs tænkte jeg: Hey, det ville også have været spændende. Men dengang vidste jeg simpelthen ikke, at det var en mulighed.

LÆS OGSÅ: Kunsthistoriker Nanna Friis: “Jeg har tit stået i et rum med kunst og følt mig vildt fremmedgjort”

I stedet blev det først dans, for Therese Glahn blev som 18-årig optaget på London Contemporary Dance School, og siden skuespil, og selv på en kold dag i Nyhavn uden makeup bliver hun genkendt af forbipasserende for sin roller i blandt andet Nikolaj og Julie, Anja og Viktor og Dåben. 

– Dansen har altid været en rød tråd i mit liv og en livsnerve, og for 30 år siden valgte jeg dansen uden at blinke, siger Therese Glahn.

Men der er faktisk ikke langt fra dans til keramik, ser hun i dag.

– De første gange jeg sad med leret, føltes det som at danse. Det var et helle for mig. 

Therese Glahn har så meget respekt for keramikerfaget, at hun ikke kalder sig keramiker. Hun er kunstner, og om fremtiden kommer til at handle om at udtrykke sig på den ene eller den anden kunstneriske facon, ved hun ikke, for spørgsmål om fremtiden gør hende blank på nethinden, som hun kalder det.

Heldigvis veksler hun uproblematisk mellem genrerne under hensyntagen til både sine egne behov og sine omgivelsers.

– Jeg har jo både en datter, en mor og en familie, der er med i det regnestykke. Men min skabertrang forsvinder forhåbentligt aldrig, siger hun.

Kaffebakken klar

Therese Glahn er lige fyldt 50 år, men på dagen var hun på optagelser til den nye sæson af tv-serien Sommerdahl. Festen ville hun ellers gerne have haft.

– Jeg elsker at holde fødselsdag, og jeg vil gerne snart holde en stor fest, men jeg har ikke haft mulighed for at planlægge den på grund af corona, siger hun. 

LÆS OGSÅ: Mia Lyhne om sin største kærlighed: "Det er uden tvivl mine to piger"

Hun stopper op og tygger igen lidt på ordet kontrol, som hun ikke helt kan forlige sig med. 

– Måske skal det bare erstattes med engagement eller interesse? Når jeg har gæster, er de ikke i tvivl om, at de er ventet. Jeg gør altid kaffebakken klar, og det lærte jeg af mine bedsteforældre, som altid havde kaffebakken klar, når der kom gæster, for så har man bedre tid til at være sammen med gæsterne i stedet for at stå og rode med avec-glas og småkager, siger hun. 

– Jeg kunne også være gået ind til dette interview med sådan en følelse af, at vi bare skulle snakke. Men det her er ikke lige meget for mig. Skulle jeg så bare troppe op og være ligeglad? Nej, jeg tager ansvar, for jeg har en andel i det her.