”Psykologen fortalte mig, at jeg ikke var den første kvinde, som hun skulle behandle for dette”

Siden jeg var barn, har jeg haft det godt med autoritære figurer og disciplin. Jeg har dyrket elitesport, og som teenager gik jeg til tre forskellige sportsgrene om ugen og trænede to gange dagligt.

Jeg læste om en uddannelse i Forsvaret i folkeskolen og sagde med det samme: ”Det er dét, jeg skal være!” Det greb om sig. Alle skoleprojekter handlede om Forsvaret.

Jeg har altid godt kunne lide ekstremer. Sport, til du har blodsmag i munden og er lige ved at falde om. Tanken om hele tiden at skubbe sig selv mere. Bungee jumping, faldskærm, kampsport. Alt sådan noget. Jeg fik og gav tæsk og glædede mig til at give den endnu mere gas næste gang. Det kunne aldrig blive fysisk ekstremt nok, og psykisk tænke jeg også, at jeg godt kunne blive udfordret mere.

Det skræmte mig ikke, og Forsvaret kunne opfylde sådan nogle ting.

Min værnepligt

Jeg var i begyndelsen af 20’erne, da jeg startede som værnepligtig. Der var meget højskole og fest over det, og folk var også sammen på kryds og tværs.

En kvindelig sergent tog i starten en gruppesnak med alle kvindelig værnepligtige, hvor vi fik at vide, at ”du må ikke have sex med alle mulige”. Vi blev briefet på, at vi skulle ”styre” vores væremåder og udseende. Du måtte i princippet ikke opføre dig som pige. Der var helt klart fokus på, at vi som kvinder havde et ansvar for at styre os, mens drengene aldrig blev hevet til side.

Jeg oplevede også, hvordan mange af befalingsmændene - de rangerer højere end værnepligtige og er ofte unge mænd på 21 år - havde sex med de værnepligtige. De kunne ikke styre sig eller håndtere den magt. Jeg havde en veninde, der havde sex med en af dem.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se magtubalancen, og at hun prøvede at vinde respekt. Men det er ikke noget, man er klar over i så ung en alder. Som kvinde i undertal går du langt for, at nogen kan lide dig og vil tale ordentligt til dig. Du søger allierede.

Drømmeuddannelsen

Jeg fortsatte derefter med at tage en militæruddannelse. Og her begyndte en væsentlig anden tone. En negativ tone rettet mod kvindekønnet. Det kan jeg se i dag.

På det tidspunkt, hvor vi var flest fastansatte kvinder, mens jeg arbejdede der, udgjorde vi én procent af de fastansatte soldater. Resten var mænd. Så du er meget i undertal.

Oplevelserne kom gradvist.

Helt overordnet var der - uafhængigt af køn - en konkurrencejargon, hvor vi pillede hinanden ned. Vi konkurrerede om at få en fastansættelse og en af pladserne til udsendelse i krig.

Når du vågnede om morgen, var du ikke sikker på, om du var på uddannelsen om aftenen. Det er et psykisk hårdt miljø at være i for alle. Men hvis du deltog i den konkurrencejargon som pige, blev du pillet ned på en anden måde.

På uddannelsen lå det hele tiden mellem linjerne, at du som kvinde skulle klare dig bedre end mændene, og du skal kunne tage den jargon, der er. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at mit "problem" var, at jeg egentlig befinder mig fint i den slags jargon, men jeg gav jo igen. Og som kvinde du skal ikke svare igen. Du må ikke opføre dig som en kvinde i Forsvaret, men du må heller ikke opføre dig som en mand, når du er en kvinde – for så bliver du endnu mere slagtet.

Mændene fandt hurtigt sammen og formede venskaber, og som kvinde oplevede jeg at stå alene.

Du får ikke lov til at blive inkluderet eller rost for noget. De bakkede hinanden op, mens jeg fik kommentarer på alt. Den fysiske træning, orienteringsopgaver, håndtering af våben, skydeøvelser, kørsel. Alt. Hvis jeg skød 100 ud af 100, var det ok. Hvis jeg skød 80 ud af 100, var jeg den dårligste i hele verden. En mand, der skød 100 ud af 100, fik en masse ros. Hvis han skød 80 ud af 100, var det i orden, for han havde jo en dårlig dag. Sådan var det hver gang.

Hvis jeg skulle køre bilen fra A til B, kom der straks kommentarer om, at kvinder ikke kan køre bil. Det var så massivt, at det kom til at føles som et kæmpe ansvar på mine skuldre. Jeg tænkte, at jeg ikke måtte trække vejret forkert én eneste gang, når jeg sad bag rattet, for så skulle jeg høre for det for evigt.

Vi havde også en underviser, hvor de andre undervisere åbent fortalte, at han hadede kvinder og mente, at vi ikke hører til i Forsvaret. Det var alment accepteret, at han ville tale hårdere til mig, og at jeg intet kunne gøre rigtigt i hans øjne.

De opfordrede mig til at bukke hovedet og gøre mit bedste. Jeg vænnede mig til, at hvis han ikke hængte mig ud foran alle, var det "ros". Så havde jeg i hvert fald overlevet endnu engang.

Et par måneder inde i uddannelsen hørte jeg ALT, hvad nogle drenge siger om piger, når pigerne ikke er til stede. Både hvordan de taler om deres kærester eller om hende, de havde været sammen med i weekenden. Jeg hørte kvinder blive omtalt som "ludere", "dumme", "irriterende" og "nemme". Dem, der kunne finde ud af at tale ordentligt om deres egne kærester, sagde intet til dem, der omtalte kvinder af helvedes til.

Jeg tror, at jeg gjorde mig uvenner med mange, fordi jeg hurtigt svarede igen. Jeg snappede fuldstændig over den måde, de talte om kvinder.

Når de kaldte kvinder for "ludere" eller talte om, hvordan de "kneppede hende", kunne jeg finde på at konfrontere dem og spørge, hvorfor de talte sådan. Det var de ikke vant til. Alle andre accepterede jo den tone og måde at tale på.

Og så kom fokus på, om de fandt mig tiltrækkende. Om jeg ønskede det eller ej.

Jeg kunne blive svinet til om onsdagen af en, der så lagde an på mig, når vi fik en øl efter arbejde torsdag. Når jeg afviste personen, lød beskeden om fredagen tilbage på kasernen, at jeg var "den sygeste sæk" eller den slags tilsvininger. Hvis det ikke var ord, blev stemningen og tonen generelt bare hårdere mod mig. Det skete ofte.

Udstationering

Mod slutningen af uddannelsen skulle vi udstationeres til en krigszone, og vi var blot 2/3 af mit hold, der bestod. Jeg blev udvalgt til at komme med på udsendelse.

Jeg var ene kvinde i min gruppe, da vi var af sted.

Når vi ikke var ude på mission, tilbragte vi tiden i en lukket lejr. Jeg var stresset allerede efter en måned. Jeg var fuldstændig i en overlevelses-tankegang. Men det skyldtes ikke dét, jeg oplevede ude på krigsmissionerne, det handlede alene om kulturen internt i lejren.

De havde sat en flok unge drenge på samme alder og rangsniveau sammen, og der var ikke en klar struktur. Derfor fandt de en hakkeorden, der kørte ved siden af det officielle rangsystem.

Udenfor lejeren var det "bare" krig og dét, som vi var trænet til. Der har alle en specifik arbejdsopgave, og der er et socialt regelsæt, som ligger helt klart. Det var på alle måder nemmere end internt i lejeren, hvor du skulle overleve på udefinerbare sociale regler. Tonen var hård, og jeg var nederst i den interne hakkeorden.

Problemet var ikke de overordnede, men dem på samme rangsniveau. Nogle af dem talte til mig og accepterede mig som et normalt menneske, men overordnet lå der konstant i luften, at det blev tolereret, at jeg var der. For dem var det "en drengedrøm" og "drengene sammen" – og så var der lige den dér pige, som var i vejen og ødelagde stemningen.

Gennem hele udsendelsen oplevede jeg, at jeg aldrig kunne gøre det godt nok.

Stemningen var: Vi kan se, at du træner hver dag, men det er ikke nok. Du løser dine arbejdsopgaver, men det er ikke nok. Vi tolerer, at du er her, men vi inviterer dig ikke med til noget. Vi inkluderer dig på ingen måde i noget som helst.

Min deling kunne "tolerere" mig, når jeg var i teltet med dem, de kunne småsnakke med mig, når vi gik samlet fra A til B, og når vi spiste sammen. Men når du er af sted i SÅ mange måneder, og der ALDRIG er én, der kommer hen og spørger, om du også vil med hen at spise eller med over og træne, så føler du dig i vejen. Det var ikke seksuelle krænkelser, men det var kønnede krænkelser.

Jeg var omvendt ikke taget af sted for at få nye venner; jeg var på arbejde, men jeg skulle vænne mig til, at min drøm om fællesskab aldrig ville blive en del af udsendelsen. Så jeg vænnede mig til at gøre alt alene.

For mig kom det derfor til at handle om at holde hovedet bøjet og glide af på alt, hvad der blev sagt. De overordnede så det godt, og min oplevelse var, at de havde svært ved at stoppe det.

Da vi nærmede os hjemsendelsen, fik alle mulighed for at tale med en psykolog. Jeg havde tænkt, at jeg ikke havde behov for at snakke med hende. Jeg ville bare gerne hjem. Men en leder opfordrede mig til det.

Jeg kom ind til hende og forklarede, at en leder mente, at det var en god idé. Hun spurgte: "Hvorfor?" Og så begyndte jeg at græde fuldstændig ukontrollerbart.

Jeg endte med at snakke med hende i to timer første gang. I hver af de efterfølgende samtaler græd jeg. Efter et par uger sagde hun, at jeg var ramt af stress, og at det skyldtes dét, jeg havde været udsat for internt i lejren.

Da jeg kom hjem, kunne jeg finde på at græde i tide og utide. Jeg kunne ikke styre, hvornår jeg reagerede.

Jeg skrev under på en kontrakt med Forsvaret efter hjemkomsten, og jeg ville gerne fortsætte. Jeg kunne jo godt lide selve arbejdet, og jeg tænkte, at jeg godt kunne tage et år eller to mere. Jeg ville gerne træne og fagligt blive en endnu bedre soldat.

Der var hurtigt snak om en ny udsendelse. De værste fra min første udsendelse fik ikke en kontrakt, og jeg følte, at jeg kunne starte på en frisk.

Jeg gik stadig hos den samme psykolog i månederne frem til udsendelsen, og jeg havde stadig stress-symptomer. Jeg var grådlabil. Bare ikke, når jeg var på arbejde.

Anden udsendelse foregik på andre vilkår, jeg var blandt ældre soldater. Min faglighed blev anerkendt, og jeg fik en udmærkelse for mit arbejde på missionen.

Jeg fortsatte efter anden udsendelse som fastansat og havde nu min daglige gang på kasernen.  

Der er en markant forskel på at være i en deling under uddannelse og at være færdiguddannet. Nu har du bevist dit "værd" – men når du starter som fastansat, starter en anden kultur. Så er du "ny" i dén flok.

Jeg kan huske, da jeg mødte op første dag på arbejde, hvordan jeg tænkte, at der var en voldsom hård tone blandt de fastansatte.

Fastansættelsen

Vi var nogle få nye, der startede samtidig, og jeg var eneste kvinde. Det daglige arbejde bestod af træning og vedligeholdelse af min rang.

Der var en hård tone generelt, men jeg oplevede, at den var hårdere mod mig, fordi jeg er kvinde. Blandt nogle af mine kollegaer var kvinder som udgangspunkt "ludere", og så kunne man godt køre hårdt på os. Det var opfattelsen.

Der var især én, som kørte ekstra hårdt på mig. En af de andre i min deling hev mig til side og sagde, at jeg gjorde det fint, men at de havde haft en kvinde med på deres udsendelse, som var sammen med befalingsmanden, og hun var ”totalt en luder”, og det var derfor, vores kollega så sådan på alle kvinder i Forsvaret. Men jeg ville jo komme til at bevise mit værd – jeg skulle bare lade være med at være sammen med nogen, tilføjede han.

Når jeg gik ind ad en dør, kom der altid kommentarer. Jeg fik aldrig lov til bare at være på arbejde og lave mine opgaver. Der blev hele tiden prikket til mig for at fremprovokere reaktioner.

Jeg blev vant til spørgsmål, som: Har du en kæreste? Har du prøvet den her type sex? Private ting, som jeg ikke havde lyst til at snakke om på arbejde. Jeg lærte hurtigt, at jo flere informationer, jeg gav, jo mere havde de at bruge imod mig. Hvis de opdagede, at jeg var en kvinde, der havde sex, var jeg per definition bare en skøge. Samtidig med at nogle af dem lagde an på mig i arbejdstiden.

Hvis jeg var ved at vaske en bil, kunne de finde på at flirte med mig, og jeg gik med på deres jargon, fordi i min verden måtte deres kommentarer jo være ment som en joke. Bagefter fandt jeg ud, at de mente det,

Det var helt normalt, at det var sådan, jeg blev talt til. Og det var både kollegaer og overordnede, der talte sådan. Mens jeg samtidig tænkte: Hvorfor spørger du ikke din mandlige kollega, om han har haft analsex?

Jeg var ung, og jeg havde aldrig oplevet andre typer af arbejdsmiljøer. Det tog mig lang tid at finde ud af, at der findes arbejdspladser, hvor man ikke må tale sådan til hinanden.

Der er generelt en hård tone i Forsvaret. Hvis nogen kommer med et forslag, som man er uenig i, siger man ikke: "Uh, jeg hører, hvad du siger, men vi kunne også…" Så siger man: "Det er en lorte dårlig idé!" Gennem årene har mine veninder sagt, at jeg ikke må tale sådan til dem, fordi jeg tog det med ind i mit private liv.

For langsomt forvandlede jeg mig.

Jeg måtte ikke opføre mig som en kvinde på arbejde, men jeg måtte heller ikke opføre mig som en mand. Jeg blev reduceret til et "intetkøn". Når vi havde sociale arrangementer, gik jeg med minimal makeup, jeans og en T-shirt, fordi jeg ikke måtte ligne en kvinde for meget. Det var indoktrineret i min væremåde på arbejde og i fritiden. Jeg opførte mig ikke som en kvinde. Og jeg så rigtig meget ned på kvinder.

Når mine veninder uden for Forsvaret havde noget kørende med fyre, klædte sig feminint eller gjorde "pigede" ting, som at grine på en bestemt måde eller stille "dumme kvindespørgsmål", så jeg ned på dem og svinede dem nærmest til. Om de ikke kunne se, hvor svage de var, når de opførte sig som kvinder?!

Fordi det var FULDSTÆNDIG indoktrineret i mig, at dét var svaghed.

Opgivelsen

Langsomt over årene kan jeg huske, at jeg blev mere og mere opgivende. Jeg holdt op med at sige mine kollegaer imod, når de sagde, at kvinder er ludere. Og jeg stoppede med at byde ind, når der var arbejdsrelaterede diskussioner omkring fx udstyr, eller hvad er bedst at gøre for den her bil.

Hvis du skal høres som kvinde derinde, skal du nærmest tage et bord, vælte det, hoppe op på det og sige: "Jeg har OGSÅ en mening om det, prøv at høre MIT forslag."

For du bliver ikke hørt. Der bliver talt over dig.

Der var mange år, hvor jeg ikke var vellidt, fordi jeg ikke holdt min kæft. Hvor jeg kæmpede for at få et ord indført. Indtil jeg det sidste år var blevet tæsket helt følelsesløs og holdt op med at sige noget som helst. I stedet sad jeg i baggrunden og observerede dem internt i deres egen rangskamp, fordi jeg ikke havde overskud til at sige noget mere. Fordi jeg godt vidste, at jeg ikke blev hørt alligevel. Jeg følte mig værdiløs.

I de sidste tre år, jeg gik på arbejde, kiggede jeg mig selv i spejlet om morgen og tænkte: Du skal bare være så stille som muligt i dag, du skal bare gøre dit arbejde. For hvis man var usynlig, skulle man ikke stå til ansvar. Så ville du ikke blive udskammet.

Når jeg talte med folk uden for Forsvaret, var jeg altid loyal overfor Forsvaret. Det var dét arbejdsmiljø, jeg var vant til. Jeg vidste ikke, at mine veninder på deres uddannelser og i deres daglige liv ikke blev udsat for den samme type mænd.

Til sidst kunne jeg ikke forstå, at mine veninder kunne have noget kørende med mænd eller tale godt om dem. Jeg hadede dem fuldstændig inderligt.

Det påvirkede også mit forhold til min far. Jeg var sur på alle mænd. Jeg ved i dag, at når man inden for psykologien kigger på tegn på traume-respons, så passer det på mine reaktioner. Jeg mistede også hukommelsen, der er meget, jeg ikke husker fra den periode.

Det skiftede også meget mellem, at jeg var klædt på som pige, når jeg havde fri, til at jeg nægtede at opføre mig som en pige. Men i dag kan jeg se, at det aldrig handlede om, hvad jeg egentlig havde lyst til.

Vendepunktet

Det gik først op for mig, da jeg var i midten af mine 20’ere, at der var noget galt. Jeg var så vred hele tiden. Vred på hele verden, vred på mine veninder. På det tidspunkt var det endnu ikke gået op for mig, at jeg havde gået med en depression og stress i flere år. Det var bare min hverdag.

Hvis nogen havde spurgt mig i mine sidste år i Forsvaret, om det er hårdt at være kvinde i militæret, ville jeg dengang have svaret: "Ja, men så må du bare være hård nok til at kunne tage det. Hvis du er for svag, kan du ikke være her!"

Jeg forsøgte dagligt at overbevise mig selv om, at jeg ”bare lige” skulle overleve en uge til, for jeg havde jo fået det job, jeg havde drømt om i så mange år. Jeg vidste vitterlig ikke, hvad jeg ellers skulle. Jeg havde også et håb om, at jeg kunne vinde deres respekt i morgen. I morgen kunne det være, at jeg fik lov til at være en del af holdet.

Jeg troede heller ikke, at jeg kunne sige op uden at have en plan. Men på et tidspunkt mødte jeg en tidligere soldat, der havde fået et ufaglært job i en anden branche, og jeg søgte og fik jobbet samme sted. Og så sagde jeg op.

Da jeg kort tid efter var på besøg i mine forældres sommerhus, sagde min mor til mig: "Please, vil du ikke ringe til Veteranforeningen og snakke med en psykolog? Bare lige snakke med en?" Det gjorde jeg, og så brød jeg grædende sammen i telefonen.

Hvis du har været udsendt, har du ret til livslang psykologhjælp, men det skal relatere sig til dit arbejde i Forsvaret. Jeg havde ret til et sådan forløb hos en psykolog, fordi det her var en arbejdsskade.

Psykologen fortalte mig, at jeg ikke var den første kvinde, som hun skulle behandle for dette, og at det er et reelt problem. At hun skal behandle for skader, som ikke har med krig at gøre, men som har at gøre med, hvordan du som kvinde bliver talt til af dine kollegaer.

Jeg gik hos hende i et helt år. Nogle dage brød jeg grædende sammen i bilen på mit nye job. Men jeg fandt også en frihed den sommer.

Jeg mødte op på job, hvor der ganske vist også var mange mænd, men det var en helt anden type. Jeg blev talt ordentlig til, jeg blev behandlet som et menneske med substans. Jeg var ved at falde bagover, når folk talte til mig som et menneske af værdi.

Tavsheden

Jeg er i dag kommet meget længere, og jeg hader ikke aktivt mænd, men jeg ved, at jeg er ekstremt følsom over for, hvordan mænd taler, når de er sammen. Jeg reagerer hurtigere på nogle ting, end andre gør. Og jeg kan stadig falde bagover, når jeg i dag bliver talt pænt til eller inkluderet i ting.

Det, jeg oplevede i Forsvaret, har jeg aldrig oplevet siden på andre arbejdspladser eller på min nye uddannelse.

Forsvaret har formet mig til alt det, jeg er i dag. På godt og ondt.

Der er masser af positive ting fra de år i forhold til disciplin og ting, jeg kan skrive på cv'et. Men det påvirker mig også stadig negativt, fx i forhold til dating. Jeg går igen hos en psykolog, fordi jeg har det svært i mine daglige sociale liv med mænd. Jeg kæmper med mit syn på mænd.

Det er ikke mange år siden, at jeg sagde op. Når jeg nu taler med fx mandlige kollegaer, der også har været i Forsvaret, taler jeg med dem, som om den tid var himlen.

De udtrykker respekt, når de hører, hvad jeg har lavet. Nogle af dem har dog også hentydet til, at de måske godt ved, at det er en hårdere tid som kvinde. Men jeg styrer ALTID udenom at tale om det at være kvinde i Forsvaret. Fordi jeg ikke orker den samtale.

Jeg har haft veninder, som har sagt, at jeg burde dele min historie, men jeg kommer aldrig til at stå frem med navn eller ansigt – fordi du udleverer aldrig systemet! Det vil ALLE, der har haft med Forsvaret at gøre, skrive under på.

Du brokker dig over systemet internt, når du er i det, men ingen udtaler sig offentligt. Fuldstændig som med kongefamilien. Du klarer problemer internt, men du udleverer ikke firmaet.

Jeg ved, at der er andre kvinder med en fortid i Forsvaret, som har tilsvarende oplevelser. Vi taler om det, når vi bare er os. Men vi er tavse udadtil.

Indtil nu.