Bør vi have mere barsel med tvillinger?

I november 2012 blev min kæreste, Lars, og jeg forældre til tvillingerne Freja og Tobias. I september 2014 blev vi forældre igen. Denne gang til ét barn, Sofie, og forskellen var enorm.

Med Freja og Tobias var mange ting en rutine. De skulle i begyndelsen have sonde, de skulle spise og pusles hver tredje time, de skulle synkroniseres, så alle kunne få søvn på samme tid. Og det gik rigtig fint.

Jeg fuldammede og sov så meget, jeg kunne. Kontrolvejningerne fortalte, at de var små men fulgte deres kurver. Alligevel var noget galt med situationen.

Særligt Tobias skreg og skreg. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men følte mig konstant bagud, følte konstant, at jeg manglede nærheden med dem. Sundhedsplejersken var bekymret. Ikke for børnene, men for mig.

Søvn fik jeg ikke nok af, og i mange måneder havde jeg flere gange om ugen pakket to spædbørn sammen for at komme til undersøgelser. Men sådan var det bare. Det er jo hårdt at få børn, tænkte jeg.

Mor til tre

Ondt i moderhjertet

Nu vil jeg sikkert få at vide, at jeg brokker mig. Sådan er det ikke. Jeg elsker uden tvivl at være mor – og det er helt særligt at have tvillinger – men hvor gør det ondt i mit moderhjerte at føle, at den nærhed, som Sofie får, ikke var mulig at give til Freja og Tobias, da de var spæde.

Det gør mig ked af det, at dagene forsvandt på sygehuse og hos diverse behandlere. Det gør mig ked af det, at en barsel for tvillinger ikke er længere end til ét barn, eller at der i det mindste ikke er mere barsel til far, så vi kunne være to om to børn.

Så når jeg bliver spurgt, om det ikke er hårdt med Sofie, er svaret “jo, selvfølgelig er det hårdt at få tre børn i løbet af 22 måneder, men hvor har det givet os meget, at hun kom”.

En graviditet med sygemelding og barsel har også givet Freja og Tobias en hverdag med korte dage og fridage, når de har brug for det. Og det var faktisk først der, jeg for alvor følte, jeg lærte mine børn at kende.

Så selvom jeg ofte har fået at vide, at Freja og Tobias ikke har manglet noget, og at de har hinanden, så er jeg lykkelig for, at jeg har fået mulighed for at være der 100 procent i nuet – også for min egen skyld.

Jeg vil altid føle, at jeg er gået glip af en vigtig tid i mine ’store’ børns liv, og det gør ondt. Rigtig ondt.

Så jeg har med let nervøsitet i forhold til job-, pension- og boligmæssige konsekvenser forlænget min barsel med Sofie og søgt om at komme permanent ned i tid. For med tre om opmærksomheden går tiden bare alt for hurtigt.