Alle bør få kunne fertilitetsbehandling

Alle bør få kunne fertilitetsbehandling

Er det vores egen skyld, at vi ikke kan få børn?

Hvornår skal man selv stå til ansvar for at være barnløs? Signe Hanson stiller spørgsmål til samfundets opfattelse af retten til fertiltetsbehandling.

Jeg har de seneste par dage grublet en del over begreberne skyld og uskyld, når det kommer til vores opfattelser af sygdomme generelt, og ufrivillig barnløshed i særdeleshed.

I debatten er jeg flere gange stødt på holdninger om, at det er i orden, at folk får hjælp af det offentlige, hvis de ikke “selv er skyld i deres barnløshed”. Jeg får sådan en lyst til at spørge, hvad man mener med skyld i denne sammenhæng?

LÆS OGSÅ: "Prisen for kunstig befrugtning er urimelig"

Er jeg uskyldig, hvis min barnløshed skyldes PCO og en medfødt defekt på æggelederne, som gør, at jeg ikke kan blive gravid på naturlig vis? Ja, det vil jeg tro.

Er en mand uskyldig, hvis han har lidt af testikelkræft og derved har fået sine sædreserver smadret af kemoterapi? Ja, det er han formentlig også.

Men hvad så, hvis min PCO fører til voldsom overvægt, og jeg således yderligere mindsker mine chancer for at blive gravid? Eller hvis en mands kræftsygdom skyldes hans elendige livsstil? Er vi så stadig uskyldige – eller giver dette anledning til at sætte spørgsmålstegn, ved vores ret til behandling på andres regning?

Hvad med de endnu mere mudrede eksempler, hvor en mand eller kvinde lider af såkaldt “uforklarlig” barnløshed? Altså, jeg mener, mennesker, som ikke selv kan avle unger, lider vel på én eller anden måde af én eller flere biologiske dysfunktioner (også selvom lægerne måske ikke kan finde årsagen), og hvordan tager vi så stilling til, hvorvidt de har ret til hjælp og hvor meget?

LÆS OGSÅ: 7 ting, jeg gerne ville have vidst, før jeg gik i gang med fertilitetsbehandling

Eller en enlig kvinde med endomitriose. Som det ser ud i dag, har hun ret til behandling sammen med en kæreste men skal betale selv, hvis hun er alene?

Andre steder i debatten ses forskellige holdninger til, hvor mange børn et barnløst par bør have “ret til” at få hjælp til. Nogle mener flere, andre er tilfredse med det nuværende ene barn, andre igen mener ingen overhovedet. Selv har jeg svært ved at forstå, at hvis man anerkender barnløshed som en sygdom, der skal (og ofte kan) afhjælpes – hvori ligger så logikken i, at man kun vil afhjælpe det én gang?

Sådan behandler vi da heldigvis ikke folk med andre former for sygdomme (desværre, hr. Jensen – vi har tidligere hjulpet dem med deres epileptiske anfald, så vi kan desværre ikke hjælpe dem nu; her er nummeret til en privatklinik). Og hvorfor har vi i øvrigt besluttet, at det lige præcis er tre forsøg, vi som barnløse kan modtage under IVF-behandling? Dette uanset hvor gode udsigterne er, for at vi reelt kan opnå en sund og rask graviditet ved flere forsøg?

LÆS OGSÅ: Kend din fertilitetsbehandling

Det virker arbitrært og tilfældigt – og hvis man alligevel herefter henviser folk til det private, så er det vel fordi man anerkender, at der er en mulighed for at de godt kan hjælpes?

Alt dette leder mig frem til spørgsmålet om, hvorvidt det er en menneskeret at få børn? Det er det måske ikke, fordi ingen kan stilles til ansvar for min manglende evne til at forplante mig. Jeg kan ikke sagsøge moder natur for mine sammenvoksede æggeledere, som en kvinde ganske rigtigt kommenterede et sted på Facebook. Men jeg mener afgjort, at det skal være en ret at få hjælp til at få de børn, som man ikke fra naturens side selv har mulighed for at skabe.

Dette uagtet om man på den ene eller anden måde kan siges at være skyld i egen ulykke. Vi behandler heldigvis også folk med rygerlunger, diabetes og overvægt, selvom onde tunger kan mene, at de selv har skaffet sig problemerne på halsen. Det skal vi blive ved med, og vi skal samtidig holde op med at tale om skyld og uskyld i forhold til barnløshed (og sygdom generelt) – al den dårlige samvittighed og al den skam det medfører, skal vi der lider under problemerne, nok helt selv sørge for.

I stedet for skal vi anerkende ufrivillig barnløshed som en lidelse på linje med andre sygdomme og derved også anerkende behovet for – og retten til – at modtage den behandling, der er behov for, i forhold til at afhjælpe problemerne.

Læs mere på bloggen Erduherikkesnart.

LÆS OGSÅ: Barnløs blogger: Er adoption en plan B?

LÆS OGSÅ: Fertilitet: Børn skal lære, hvor svært det er at få børn

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få to børn alene

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Fertilitet og Gravid