Ret skal være ret, og jeg indrømmer blankt, at jeg nok var temmelig fordomsfuld omkring hele hjemmegående-segmentet, før jeg selv blev en del af det. Dette afspejlede også min meget langstrakte beslutningsproces omkring farvellet til vores fantastiske vuggestue. Nu har jeg været vaskeægte hjemmegående i snart fire måneder, og egentlig har vi ikke blandet os så meget med andre hjemmepassede børn og deres forældre endnu, da jeg synes, vi har haft nok i vores eget selskab, og de fleste formiddage er gået med at crashe legepladser og nyde sensommeren. Derfor bygger dette indlæg på et relativt spinkelt grundlag og altså mest af alt på min egen tolkning af virkeligheden.
Det sidste stykke tid, har jeg været lidt mere opsøgende omkring andre hjemmegående og har via de sociale medier fundet nogle facebookgrupper, som jeg nysgerrigt har snuset lidt rundt i for at få indtryk af, hvad der rører sig ude hos mine ‘kollegaer’. Jeg har selvfølgelig også læst alt, hvad jeg har mødt på min vej af artikler om emnet, og jeg har heller ikke holdt mig for fin til at smuglytte lidt i krogene på byens legepladser.
Nu er det – helt selvvalgt – med alvorlig fare for at anbringe røven i klaskehøjde, at jeg skriver det følgende, men jeg lover, at jeg ikke skriver så meget som et eneste ord i en ond mening.
Selvforherligende hjemmegående
parentinger5 ting en hjemmegående mor skal sige ”pyt” tilSavner vuggestuen
Jeg kan give Bertil og Helga Marie bunker af nærvær, kærlighed, tryghed og ro i hverdagen, men jeg kan ikke give dem samme oplevelse af at være del af det fællesskab, der er i en vuggestuegruppe og de venskaber, det medfører. Jeg kan heller ikke præstere den pædagogiske professionalisme, vi har oplevet, som en gave for børnene i vores institutioner. Af samme grund går Hubert også i børnehave og Hjalmar på fritidshjem, selvom jeg går herhjemme. Det er et positivt tilvalg. Jeg savner vores vuggestue, og jeg tror egentlig også, Bertil og Helga Marie gør, selvom vi alle trives med hjemmelivet. Det er to forskellige verdener, som begge indeholder en masse godt.
Som jeg skrev i starten bygger min oplevelse af ‘hjemmelivet’ på et ret spinkelt grundlag, og selvfølgelig findes der masser af hjemmegående derude, som kan afkræfte mine fordomme! Jeg kender heldigvis et par stykker, – men har derudover desværre ikke mødt så mange endnu…
I virkeligheden tror jeg, det er den selvforherligende glansbilledagtige fremstilling, jeg bliver gul og grøn af. Og måske især af den indbyggede fordømmelse, der implicit ligger deri. Tænk, hvis vi, med vores forskellige måder at indrette familielivet på, kunne inspirere hinanden i stedet for at slå hinanden i hovedet og hævde vores egne valg. I stedet for at stræbe efter at vise det perfekte billede kunne vi dyrke noget så old school som solidaritet og støtte hindanden som kvinder/mødre (og nogle få fædre..) i det her fantastiske samfund, der emmer af muligheder og værdier – men dermed også af svære valg. Vi kunne stå skulder ved skulder og støtte hindandens beslutninger i tillid til, at den enkelte familie prioriterede efter egne værdier og muligheder og så bakke op! Er jeg naiv?
Jeg er vist dybest set bare frustreret over, at vi ikke bare kan leve vores familieliv og lade være med at gøre alt til et projekt, der skal manifesteres for omverden! Jeg ved godt, de fleste familier lever deres liv et sted i mellem parfumeret skyldemiddel og biodynamisk quinoa, men det er som regel ikke dem, der råber højest, og det kan godt være lidt anstrengende.
Egentlig vil jeg bare gerne bidrage med min version af livet som hjemmegående.
Jeg er uden tvivl glad for hjemmelivet, som dog også virkelig trækker tænder ud(!), ligesom alle mulige andre familieliv sikkert gør nogle gange. Vores beslutning er (helt uromantisk) mest af alt en pragmatisk beslutning, fordi vi har mange små børn, der skal dele vores tid og opmærksomhed. Ikke nogen overdreven idealisme eller langtidsamning, vi er heller ikke selvforsynende fra egen vindueskarm eller vasker vores tøj med nøddeskaller. Vi er bare en helt almindelig familie, der skal have puslespillet til at gå op, så alle er glade. Ikke så meget pis.
Læs mere på: www.annesofieslot.dk
