Børns sorg
Savnet over at miste en forælder forsvinder aldrig, men den rette hjælp kan børn lære at håndtere sorgen. Foto: PR

Børns sorg

Kendte om sorgen ved at miste forældre som unge

At miste en forælder tidligt sætter spor for livet, for selv om man er voksen, sidder smerten over at have mistet en forælder tidligt i livet lige under hudens overflade. Fire kendte taler ud om, hvordan de taklede sorgen.

Af: Vores Børn i samarbejde med ALTfordamerne.dk, September 2012

Savnet forsvinder aldrig, men med rette hjælp kan det blive mindre tungt at bære. ALT for damerne har talt med Rasmus Tantholdt, Karen Busck, Peter Gantzler og Rushy Rashid i forbindelse med lanceringen af kampagnen “Giv håb” for børn og unge, som har mistet en forælder tidligt i livet.

TV2-korrespondent, Rasmus Tantholdt: Jeg mistede min far, da jeg var tretten år gammel

Hvorfor medvirker du i kampagnen?

– Jeg mistede min far, da jeg var tretten år gammel. Lige præcis det her projekt handler om at forsøge at hjælpe børn og unge. Da jeg mistede min far, var der ikke så meget fokus på at hjælpe børn. At være med i projektet er et forsøg fra min side på at sikre, at andre børn ikke kommer i den situation.

Det er forfærdeligt og ubeskriveligt smerteligt at miste sine forældre, men der er nogle måder at hjælpe på. Det brugte man ikke dengang, men jeg synes, det kunne være fantastisk, hvis man kunne gøre mere ud af i fremtiden, fortæller Rasmus Tantholdt.

Rasmus medvirker i filmen ”Fra Bagsædet”, hvor han sammen med sangerinden Karen Busck fortæller om, hvordan det var for dem at miste en forælder.

– Selv om filmen kun har været på hjemmesiden en dag, så har jeg allerede fået mails fra unge mennesker, der skriver, at de ville ønske, de havde set den film, da de mistede for syv år siden. Det er meget rørende. Det påvirker meget og det bekræfter, at det er det værd at være med i det her, siger Rasmus Tantholdt.

Læs også på ALTfordamerne.dk: Lisbeth mistede sit livs kærlighed

Ville du gerne have haft en organisation som Børn, Unge og Sorg, da du stod overfor sorgen?

– Som barn er problemet, at hvis du henvender dig til nogle af dine venner, der ikke har mistet, så kan det være utrolig svært for dem at håndtere. Nogle ønsker ikke at tale om det, andre taler for meget om det. De ved ikke, hvordan de skal håndtere det, og det er klart, de er kun børn. Men hvis jeg kunne have talt med andre i samme situation, så tror jeg, at det kunne have hjulpet mig utrolig meget.

Den måde man har levet på, har gjort en til den man er. Jeg siger ikke, at det er synd for mig og at jeg skulle have haft hjælp, men jeg tror, at man kan styrke mange børn, hvis man hjælper dem. Det blev jeg ikke, og det ønsker jeg meget, at eventuelle fremtidige børn bliver, siger Rasmus Tantholdt.

Har du et godt råd til at komme videre?

– Det er svært at komme videre. Men det er vigtigt at sige til sig selv, at der ikke er nogen rigtig måde at sørge på. Når man er barn, så kan man godt få dårlig samvittighed over, at man griner af noget i skolegården, mens ens far døde for fjorten dage siden. Der er ikke nogen rigtig måde at sørge på.

Læs også på ALTfordamerne.dk: Mit fokus var at hjælpe min søn

Der er ikke nogen som siger, at man skal græde eller gøre det på en bestemt måde. Det tror jeg, at der er rigtig mange børn, som går og får dårlig samvittighed over. Det er så voldsomt stort, og de er i tvivl om, hvordan de skal håndtere sorgen. Den rigtige måde, er den som fungerer for en selv. Det er vigtigt, at man husker det, siger Rasmus Tantholdt. 

Læs på næste side: Peter Gantzler: Jeg mistede begge mine forældre som ung

Peter Gantzler: Jeg mistede begge mine forældre som ung

Skuespilleren Peter Gantzler mistede ikke blot en, men begge sine forældre som ung. Faderen mistede han som 13-årig, mens moderen døde, da Peter var 22 år.

Hvorfor medvirker du i kampagnen?

– Jeg er jo nærmest typecastet til det her, da jeg mistede begge mine forældre som relativt ung. Dengang var der ikke rigtig instanser, som tog sig af det. Der var måske en skolepsykolog hist og her, men dem oplevede jeg ikke.

Jeg gik ekstremt meget med det alene, derfor synes jeg, at Børn, Unge og Sorgs arbejde er vigtigt, for samtale er den bedste måde at komme ud af sorgen på. Hvis min medvirken kan få nogle unge mennesker til at tage kontakt til Børn, Unge og Sorg, så ville jeg være rigtig glad, siger Peter Gantzler.

Prøvede du at tage kontakt til nogen?

– Nej, jeg lukkede det bare inde. Det betyder, at det er derinde og så vokser ballonen, indtil den på et tidspunkt springer, og så er det rigtig hårdt, fordi det har hobet sig så meget op. Nu har jeg qua mit arbejde været i kontakt med alle mulige sider af det menneskelige sind, og det har selvfølgelig også hjulpet.

Måske er det derfor jeg har valgt som jeg har gjort. Der kommer man i kontakt med sine følelser, og kan udtrykke dem i en kunstnerisk forstand. Det har været en form for terapi, siger Peter Gantzler.

Læs også på ALTfordamerne.dk: Amanda Jacobsen: Hver gang jeg kigger på børnene føler jeg skyld

Ville du have haft glæde af en organisation som Børn, Unge og Sorg, da du oplevede sorgen?

– I den grad. Jeg tror, det havde krævet nogle kræfter, før jeg kontaktede dem, men jeg tror også, at jeg ville have haft nogle familiemedlemmer eller venner, som diskret havde sendt mig et link til hjemmesiden.  Det er så skønt og dejligt i dag, at man nemt kan gå på nettet og finde det. 

Hvis du fem gange ser linket, kan det være at du klikker ind på det en aften, hvor du er ked af det. Det tror jeg, at jeg ville have gjort. Men om jeg turde mere end det, ved jeg ikke. Det kræver stort mod at gå ind og arbejde med sin sorg. Men man får det rigtig dejligt bagefter, siger Peter Gantzler.

Hvornår stoppede du med at savne dine forældre?

– Efter jeg er blevet far, kan jeg godt mærke sorgen igen, da jeg ville ønske, at min datter havde mødt min far og mor. På den måde tror jeg, at det er et savn som aldrig går væk. Og det er fint nok, for hvis man virkelig har elsket sine forældre, så vil det være mærkeligt, hvis man holdt op med at savne dem.

Men man kan lære at leve med sorgen og ikke gå ned over det. Det er her Børn, Unge og Sorg kan gå ind og gøre en forskel, siger Peter Gantzler.

Læs også: Bedste er død – hjælp dit barn gennem sorgen

Har du et godt råd, til børn og unge som mister en forælder?– Kontakt Børn, Unge og sorg. Det er ikke så farligt. Det går ondt at snakke om det, men det gør mindre ondt, når man har talt om det, siger Peter Gantzler.Læs på næste side: Karen Busck: Det har sat sine spor

Karen Busck: Det har sat sine spor til evig tid

Sangerinden Karen Busck var kun 11 år, da hun mistede sin mor.

Hvorfor medvirker du i kampagnen?

– Jeg har selv mistet min mor, da jeg var ung og også mistet andre. Jeg går fuldstændig ind for at hjælpe og oplyse, så vi kan få mere hjælp. Nu siger jeg vi, for jeg føler mig stadig selv om en del af børn og unge. Man oplever en sorg ved en bestemt alder, og den alder bliver siddende, siger Karen Busck.

Hvad gjorde du for at håndtere sorgen?

– Der var mange omkring mig, som tog fat i mig og sørgede for mig. Mere end nogensinde nærmest. Jeg tog meget imod en overgang, og så begyndte jeg at lukke mig inde. Det var ikke så smart, så jeg åbnede mig igen.

Det var meget i bølger af chok og det at skulle forholde sig til en ny hverdag. Jeg skiftede skole, og der var mange skift på samme tid. Men det har sat sine spor til evig tid. Jeg lever en dag af gangen. Jeg er ikke sådan en som planlægger langt ud i fremtiden, siger Karen Busck.

Kunne du have haft gavn af Børn, Unge og Sorg?

– Absolut. Noget af det som er blevet nævnt flere gange i dag er ensomhed og at man tror, man er den eneste. Man går alene og tror ikke, at nogen kan forstå hvordan man har det. Jeg valgte at gå med det selv, men jeg havde nogle voksne, som blev ved med at prikke til mig, og som jeg er evigt taknemmeligt for, siger Karen Busck.

Har du et godt råd til andre sorgramte unge?

– For det første at sige det højt til de udvalgte personer, så man får en ventil for at få udløb for sorg, vrede og glæde. Jeg kan huske at have utrolig dårlig samvittighed over at være glad nogle gange. Men det er vigtigt at beholde sine glæder.

At man en gang i mellem har momenter uden vanvittig skyldfølelse. Skyldfølelsen skal nok blive ved med at være der, men når glæden er der, så giv den lov til at komme frem, siger Karen Busck.

Læs på næste side: Rushy Rashid: Jeg stod tilbage med tomhed

Rushy Rashid: Jeg stod tilbage med en tomhed

Forfatteren Rushy Rashid mistede sin mor som 36-årig.

Hvorfor medvirker du i kampagnen?

Den ene grund er for at give et etnisk islæt. Det er også rigtig mange unge med anden etnisk baggrund, som mister en far eller mor. Det er for at vise, at det er okay at sørge på sin måde. Og så synes jeg, at det er godt, at der er en organisation, hvor man kan henvende sig, også anonymt, når man er i den værste sorte kulkælder.

Om man er barn eller voksen, så er det enormt hårdt, tragisk og på en måde endegyldigt at miste. Det er godt at have et sted at dele sine følelser og få svar på, at ”ja, det er meningsløst lige nu, men du kommer videre,” siger Rushy Rashid.

Har du selv mistet?

Jeg mistede min mor i 2005 (Da Rushy Rashid var 36 år, Red.), og jeg stod tilbage med den her tomhed. Jeg havde selv to småbørn, og jeg stod med den tomhed, at nu er loftet væk over mig. Livet går videre, og man rykker op. Nu skal man leve for sine børn, siger Rushy Rashid.

Hvad gjorde du for at komme videre?

I muslimske kredse er man meget sammen med familien de første fyrre dage. De første tre dage er man aldrig alene, så er der den markering af ti dage, og så er der en markering af fyrre dage. Det er en meget god måde og proces at komme videre på. Du har nogle, som sørger sammen med dig.

Jeg har været heldig, at have nogle gode veninder at læne mig op ad. Men det er svært at forklare børn den sorg, det er at miste, for det er så definitivt. Jeg tror også, at det er vigtigt, at ens ægtefælle er en man stoler på, så man kan læsse over på. Man kan vise, at man er sur, gal, vred, man er ked af det, siger Rushy Rashid.

Hvordan hjalp familien dig?

Jeg fik plads til at være ked af det, og fik lov til at græde. Bare græde, græde, græde. Det er utrolig hårdt at tale om. Den ligger lige under overfladen, men når man taler om det, giver det også andre muligheden for at åbne op. Det er sådan set mit mål med det.

Hvis jeg kan få andre til at åbne op og føle, at det er tilladt at være ked af det, så har det været det værd, siger Rushy Rashid.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Sorg og Familieliv