Når Maria har afleveret sine børn i skole, patruljerer politiet og klassedørene låses

Sidste år kunne danskerne komme indenfor hos Maria Overgaard Madsen og hendes mand, MMA-bokseren Mark O. Madsen, i DR-serien ”Fighterfamilien fra Falster”. Siden vi forlod familien, har Marks internationale karriere taget fart, og familien er flyttet til Arizona i USA. Dog har omstillingen til den amerikanske hverdag ikke været lige nem for alle i familien. Det fortæller Maria i et interview med Alt.dk.

Politikorps til børnefest

En af de ting, som især har været mærkeligt for familien at vænne sig til, er måden, skolesystemet i USA er indrettet på. Især hvordan sikkerheden i landet er markant synligere og mere intimiderende, end vi er vant til herhjemme. Når Maria O. Madsen følger sine børn i skole om morgenen, må hun ikke gå med ind på skolens grund. Hele skolens areal er indhegnet, og udenfor patruljerer politiet. Lærerne låser dørene ind til klasselokalerne, når undervisningen begynder, og som forældre skal man sikkerhedstjekkes og have et bestemt adgangskort for at komme ind og hilse på. Procedurer som er helt anderledes end dem, familien kender hjemme fra Falster.

”Det er bare så anderledes, end det vi kender hjemmefra. Vi identificerer os på mange måder med amerikanerne, fordi vi ser amerikanske film og serier, og vi følger med i nyheder og på sociale medier. Men når man står midt i det, så finder man ud af, hvor kulturelt forskellige vi er. Og det tager selvfølgelig noget tilvænning, men det er samtidig også virkelig spændende og interessant at opleve på så tæt hold.”

I denne uge har parrets børn været til Halloweenfest på deres skole. I invitationen til festen stod der også nederst, at politiet ville være til stede og passe på alle deltagende.

”Når der er sommerfest på skolen i Nykøbing, oplever vi ikke, at der står et politikorps og passer på os. I starten blev vi lidt nervøse, når vi så politiet herovre, men for amerikanerne virker det til at fungerer helt omvendt. De føler sig endnu mere sikre. For mig var det nærmere en rød alarmklokke, der ringede, for hvorfor var det nødvendigt med så omfattende sikkerhedsprocedurer? Politiet er dog rigtig gode til at tale med børnene og give high-fives, og man kan se, at for de amerikanske børn er det helt naturligt, at politiet er på skolen. Det giver ro i maven at se, men det er bestemt stadig noget, vi skal vænne os til.”

Det kræver tålmodighed og tilvænning

Ikke nok med, at sikkerheden på børnenes skole er markant mere omfattende end i Danmark, så er børnenes hverdag også langt mere voksenstyret, end de oplevede det hjemme på Falster. Det er især noget, der har påvirket parrets søn, Magnus.

”Jeg kan godt mærke specielt på ham, at det er noget, han lige skal sluge, fordi han er vant til den frihed, som børnene har derhjemme. Derhjemme kunne han bare hoppe op på cyklen og køre over til en kammerat efter skole, hvis jeg ikke havde tid til at køre ham. Det kan han ikke her. Jeg skal køre ham, hvis han skal noget. Det har jeg heldigvis også oftest tiden til.”

I frikvartererne på børnenes skole er der som regel også voksenstyret leg og en plan for, hvad børnene skal. Desuden er det uhøfligt at tiltale lærerne ved fornavn, og det er noget, der er meget uvant for parrets yngste barn, Sophia. 

”Der er en større power-distance mellem børnene og lærerne. Børn er børn, og voksne er voksne, og der skal være en vis respekt. Nu har vi lige været hjemme i Danmark på besøg, og det første, Sophia gjorde, var at løbe hen til sin tidligere klasselærer og give hende et kram, fordi hun virkelig havde savnet hende. Det gør man ikke herovre på samme måde.”

Selvom der på flere områder er sket store forandringer i familiens hverdag, så er familien virkelig glade for, at de har taget springet. Mange af de forskelligheder, de har mødt i USA, har bragt dem tættere som familie, og børnene synes, at deres nye hverdag er meget spændende og lærerig.

”Overordnet set er det jo en kæmpe oplevelse at være her som familie. Det er en gave i livet at opleve en anden kultur på så nært hold, og det er jeg glad for, at vi kan give til vores børn. De nye oplevelser gør også, at der er rigtig meget at tale om ved aftensbordet. Når vi fortæller hinanden om vores dage, er der mange ting, som vi alle skal prøve at forstå. Vi lærer en masse om andre, men lige så meget om os selv, og vi vokser virkelig med opgaven, kan jeg mærke”.