parforhold
Spørgsmål:
Jeg har en søn på 12 år, enebarn, som jeg har været alene med i 8 år. Vi er nu flyttet sammen med min kæreste, som har 2 børn, som er hos os hver anden weekend. Og min kæreste og jeg er ikke helt enige om børneopdragelsen! Han er lidt streng og kræver meget faste rammer for stort set alt. Og det er min søn ikke vant til. Han er typisk enebarn og en enspænder. Og han leger ikke med nogen efter skole, selv om vi prøver at få ham til det. Min kæreste er dybt bekymret. Han mener, at min søn er alt for afhængig af mig og ville helst tvinge ham ud at lege. Men så går jeg fuldstændig i baglås! Så mit spørgsmål er, hvordan man ved, om ens søn er for afhængig af én? Og hvis han er, hvordan får man ham så ”løsrevet”? Og hvordan undgår jeg følelsen af at være en dårlig mor, når det eneste – i vores ellers perfekte parforhold – vi kan blive virkelig uenige om, er min søns opførsel?
Læs parterapeutens svar på næste side.
Svar:
Kære spørger,
Når to familier flytter sammen, er det samtidig forskellige værdisæt, normer og overbevisninger, der mødes. I kommer med hver jeres billede af, hvordan en familie skal være. Det tager tid både for børn og voksne at vænne sig til. Det lyder som om, din søn er et barn af nutiden. Han er vant til at blive behandlet med ligeværdighed og forhandler, når der er noget, han vil. I to har boet alene sammen i 8 år, så det kan ikke undgås, at I har et tæt forhold. At han nu stritter imod, at hele hans hverdag er forandret, – det er kun sundt og naturligt. Han skal nu ”dele” dig med en anden, han har fået søskende, et nyt sted at bo, en ny skole, nye kammerater og en stedfar, som har nogle helt andre grænser end dig. Det ville være mærkeligt, hvis han ikke reagerede på det. Det at stritte eller at gøre oprør er netop at løsrive sig fra jer. Det lyder ikke som om, han er for afhængig af dig, men mere som om han er en enspænder. Det fundament eller den platform, han skal gå ud i verden fra, har ændret sig, måske er det derfor, han endnu ikke har været klar til kammerater og fritidsaktiviteter.
Du kan prøve at kontakte skolen og for eksempel høre, om der er nogle, han taler mere med end andre og så lade ham invitere til videoaften eller noget lignende. Men at tvinge ham til noget er en dårlig idé. Han har mere brug for, at I accepterer ham, som han er. Når man er stedforældre, kan det være svært at lade være med at opdrage på partnerens børn. Men det er dit ansvar og kun dit ansvar at opdrage din søn.
Din kæreste kan arbejde på at blive hans ven, men det vil sandsynligvis ikke ske, hvis han fortsætter med at opdrage på ham og skælde ud. I stedet kunne han lave noget hyggeligt og sjovt med din søn.
Som du selv er inde på, har du måske haft for vage grænser i forhold til ham. Nu har du mødt en mand med tydelige grænser og kan se fornuften i at ændre på reglerne for din søn. Men du må lytte mere til dig selv, så det kun er de grænser, der giver mening for dig, du opdrager med. På den måde bliver du en mere autentisk mor, som ikke går din kærestes ærinde, men dit eget. Og så kan du begynde at slippe følelsen af at være en dårlig mor. Med venlig hilsen Pernille Hytte Bisgaard
Færre bliver skilt
For andet år i træk bliver færre ægtepar skilt. 2006 tegner sig for det laveste antal skilsmisser siden 1999. Og det er særligt de unge ægteskaber, der er blevet stærkere. 14.343 ægtepar valgte at lade sig skille i 2006. Og det er et fald på 957 skilsmisser i forhold til året før. Ægteskabet er især blevet stærkere inden for de første 6 år af ægteskabet, – den gruppe tegner sig for to tredjedele af faldet i antallet af skilsmisser.
Kilde: Markedsføring
Til kamp for frisind
Et nyt netværk, Seksualpolitisk Forum, vil bekæmpe fordomme og nypuritanisme. Netværkets stiftere mener, at der er lang vej, før vores seksualitet ikke længere er befængt med skyld og skam. Målet er en seksualpolitisk debat præget af frisind, åbenhed og tolerance, i stedet for den nuværende seksualdebat, som er domineret af mytedannelse og fordomsfuldhed. Stifterne er blandt andre sexologer, universitetsforskere, journalister og forfattere.
Kilde: www.seksualpolitik.dk
Både mænd og kvinder snyder
En britisk undersøgelse viser, at op mod 30 procent af de adspurgte kvinder har snydt med orgasmerne i løbet af samtlige deres forhold. Gennemsnitskvinden i undersøgelsen har sex 99 gange om året, men i cirka en tredjedel af kærlighedsstunderne ender hun med at fake sig igennem finalen. Men også mændene snyder. Undersøgelser afslører, at hele 19 procent af britiske mænd på et eller andet tidspunkt har simuleret en udløsning. Blandt de unge mænd – det vil sige de 18-34-årige – har hele 42 procent snydt deres kvinder. Både mænd og kvinder understreger, at det ikke altid er partnerens skyld, at snyderiet er nødvendigt. For kvindernes vedkommende skyldes det tit blokeringer inde i hovedet, fordi de samtidig tænker på børnene og alt det arbejde, de også skal have tid til. Mændene derimod indrømmer, at den manglende orgasme tit skyldes, at de har fået for meget at drikke eller er stressede.
Kilde: Ekstra Bladet
Vidste du…
at skilsmissebørn selv bliver skilt dobbelt så ofte som børn af gifte forældre? Hvis to skilsmissebørn gifter sig med hinanden, er risikoen for skilsmisse tre gange så høj.
Kilde: DR