Sofie Gråbøl: ”Det er noget af det, min mor har lært mig, som jeg har lyst til at give videre"

Sofie Gråbøl har oplevet tre fødsler. Sine egne to. Og så en tredje med en fødende kvinde, hun slet ikke kendte.

"Jeg havde fået at vide, at jeg sandsynligvis kun ville komme til at opholde mig i det rum på fødegangen, hvor personalet mødes og overvåger alle de igangværende fødsler på skærme. Deres kommandocentral. Men da jeg møder op på hospitalet, bliver jeg hentet i foyeren af afdelingsjordemoderen, som siger: ”Dav, jeg hedder Linda, og hvis du er frisk, så får du lige noget andet tøj på, og så er der en fødsel, der lige er gået i gang, som du kan få lov til at være med til”.

"Det var meningen, at jeg skulle have været på fødegangen fra kl. 19.30 til 22.30, men jeg endte med at køre hjem tidligt om morgenen næste dag, efter at barnet var født."

Sofie smiler stort ved tanken om den fødsel, hun fik lov til at overvære som forberedelse til sin rolle som jordemoderen Ella i den aktuelle TV2-serie ”Dag & Nat”. En rolle, som kredser om moderskabet på flere måder, og som har sat mange tanker i gang.

"Det var dybt interessant at træde ind i den lukkede verden, som en fødegang er. Det er ligesom at zoome ind på en vanddråbe. Det er en lillebitte verden, hvor det største drama kan udspille sig. Historier om liv og død, om uendelig lykke og dyb smerte udspiller sig hver eneste dag, og jeg følte mig så privilegeret ved at få lov til at få indblik i det univers og opleve de fantastiske mennesker, som arbejder der."

"Jeg har selvfølgelig oplevet mine egne fødsler, men der var jeg jo skudt afsted, fordi det er så undtagelsesagtig en tilstand og så heftig en oplevelse at føde. Så det at komme ind på en fødestue og få lov til at sidde ovre i hjørnet og bare være til stede, det var et helt utroligt privilegium, og jeg var blæst bagover af den kvinde, der fødte. De første ti minutter havde jeg opmærksomheden rettet mod jordemoderen, men så glemte jeg faktisk alt om hende, fordi jeg blev så opslugt af den her fødende kvinde."

"En fødestue er et ganske, ganske særligt rum at befinde sig i, men vi er nok blevet lidt fremmedgjorte overfor det. Før i tiden hjalp kvinder hinanden i forbindelse med en fødsel, det var en naturlig del af livet, og man var der også for hinanden i dagene efter, at barnet var født. Jeg var 32 år, da jeg fødte min søn, og jeg husker fødselsforberedelsen og tiden op til som meget teoretisk."

"Jeg vidste egentlig slet ikke, hvad jeg skulle forvente mig, før fødslen var i gang. Det er lidt det samme med døden, i øvrigt. I det øjeblik man er med i en dødsproces – når man er i rummet med den døende – så opdager man, at selvom det er et smerteligt og heftigt sted at være, så rummer det også en naturlighed, et fokus og et nærvær, som er utrolig smukt."

Jeg synes, det er synd, at begge de to rum er blevet så utilgængelige for os. Det er nogle rum, vi kun besøger, når vi er dybt involverede. Modsat døden er fødslen jo en lykkelig begivenhed, og en fødeafdeling sitrer af en ganske særlig atsmosfære."

"Jeg synes, det er vidundeligt, at Lone Scherfig har lavet en serie, der inviterer os alle derind, hvor der udspiller sig så mange menneskelige historier, som sjældent bliver fortalt. Da vi lavede udenlandsk presse op til, at ”Dag & Nat” skulle vises på Berlin Filmfestival, fik jeg flere gange spørgsmålet: ”Der er lavet en serie om jordemødre i forvejen, hvad skal vi med en serie mere om det emne?”. Hvor jeg tænkte, det er sjovt, for da jeg lavede en politiserie, var der ingen, der på noget tidspunkt sagde: ”Jamen, vi har da set politiserier før”."

Det kan man jo så tænke lidt over.

Senere på sommeren er Sofie aktuel i Gabriel Bier Gislasons debutfilm ”Natten har øjne”. Her spiller hun moren Chana, der har svært ved at give slip på sin voksne datter. Sofie synes, at netop morroller er dybt fascinerende og samtidig stærkt undervurderede.

LÆS OGSÅ: Petra Nagel i opgør: ”Hvorfor fanden skal vi egentlig kalde den morkroppen? Det er en krop!”

"I mit fag har en morrolle næsten været et skældsord. ”Hvad spiller du for tiden?” ”Åh, det er bare sådan en morrolle.” Og så ved man, at det dybest set er sådan en todimensionel papfigur, der er med for at tegne den rigtige historie. Men jeg synes, at nogle af de morrroller, jeg har i de her år, er virkelig, virkelig interessante. Og jeg synes også, at vi heldigvis beskæftiger os mere og mere nuanceret med dem. Alle forholder sig jo helt grundlæggende til deres mor."

"Morrollen er hele grundlaget for vores selvforståelse. Det er den også i mit eget liv. Den er så altomfattende, at den er svær at sætte på en simpel formel, fordi den rummer så mange aspekter, og samtidig er det svært at sige noget om det at være mor, uden at det lyder sindssygt banalt. Men i det øjeblik man bliver mor, så giver man jo ultimativt sig selv. Der ligger en hel fysisk selvopofrelse i at blive mor. Man stiller sin krop til rådighed for noget."

"Man føder helt konkret i smerte, og man ofrer jo sindssygt meget på moderskabets alter. Man ofrer ubetinget tid, egen tilfredsstillelse, egen forløsning. Og jeg vil lige understrege, det gør faren helt sikkert også, men der er noget helt grundlæggende i moderskabet, fordi man er med, fra processen startes helt fysisk i ens egen krop. Ret tidligt i graviditeten møder man et punkt, som består i at hengive sig til den, for livet, naturen og urkraften tager over. Det skal man forholde sig til, og så kan man sprælle mere eller mindre i nettet."

Hvordan oplevede du det selv?

"Jeg følte en pludselig ro. Jeg blev klar over, hvor meget jeg indtil da havde bekymret mig om, hvorfor jeg var her, og hvem jeg var. Alle de her meget grundlæggende, angstfulde og eksistentielle tanker om, hvad jeg skulle, og som jeg havde bokset med, blev pludselig bragt til tavshed. Jeg var utroligt glad for at være gravid. Det var som om, jeg pludselig følte, at jeg var fredet for mig selv på en eller anden måde."

"Og i disse år mærker jeg den anden ende af det. Det er ikke noget, jeg har tænkt over i alle de år, hvor børnene har været små, fordi det at være mor bare har været en så altoverskyggende del af min hverdag, men nu, hvor mine børn er ved at flyve fra reden, bliver jeg opmærksom på, hvad det er for en plads, moderskabet har fyldt. At jeg måske også har ”brugt” det til at give mit liv en mening. Og en identitet. Som jeg har befundet mig utroligt godt i. Nu skal jeg – på en måde næsten ligesom mine børn – til at definere mig selv på ny."

Sofie mistede sin mor sidste sommer, og hendes søn er for nylig flyttet over i morens lejlighed.

"Så der er mange ringe i mit liv lige nu, der meget smukt forbindes. Men jeg står midt i processen, og på den måde kan man næsten sige, at jeg er i fødsel den anden vej."

Hvordan er det at skulle give slip?

"Det er jo ikke som en navlestreng, der bare klippes, det er en lang proces, som der også er ekstremt meget skønhed i. Og nu bliver det igen banalt, men moderskabet er en stor, samtidig bevægelse af at favne og give slip. Favne og give slip. Som på en eller anden dobbeltrettet måde foregår hele tiden. Dels er der alle de ydre ting, men der sker også en masse på det indre plan."

"Det handler Gabriels film også om. Man giver liv, man giver sig selv, man giver sin tid, man giver sin krop – som jo aldrig bliver den samme igen – og man giver også sig selv, sin kærlighed og sin omsorg, når man bliver mor. Men man giver også alle sine begrænsninger og sin opfattelse af verden videre, hvad enten man vil det eller ej. På godt og ondt. Jeg tror, at det er det, der gør, at frigørelsen fra ens mor er så utroligt krævende en kamp. Fordi man er filtret sammen med hende."

"Det blev endnu mere klart for mig sidste sommer, hvor jeg mistede min mor. Efter hun er væk, er jeg blevet utroligt – og meget sent – bevidst om, hvor uendeligt meget hun har givet mig. Hvor jeg måske i mine yngre dage havde meget fokus på det, jeg ikke fik. Helhedsbilledet er blevet meget klarere, og det kaster også lys ind i mit eget moderskab."

LÆS OGSÅ: Mor på job: Derfor bliver du ekstra attraktiv for arbejdsmarkedet, når du får børn

"Man står på en eller anden måde i et spejlkabinet omkring moderskab. Vi kommer af en mor, man bliver selv mor, og der er så utroligt mange spejlinger, at man hverken kan se sig selv i den rigtige udgave eller sin mor, og hvad hun var rundet af. Det er ren Babushka-dukke. I dag mærker jeg min mors aftryk meget konkret i mig selv og i mit liv. Måske har jeg bare fundet det udgangspunkt, som jeg håber, at de fleste er bevidste om helt fra starten."

Hvordan så du på din mor før i tiden?

"Tidligere i mit liv har jeg – fra mit perspektiv som datter – været meget optaget af, hvad der var mig, og hvad jeg havde overtaget fra min mor. Når man har samme køn, er det virkelig svært at skelne. Og når man så selv bliver mor, opdager man jo også, hvor meget af ens af egen mor der ”kommer ud”. Selvom man prøver at gøre noget HELT andet, for man vil i hvert fald ikke gentage det, man syntes var mindre befordrende for ens eget liv, så hører man sig selv sige præcis de samme ting, som ens egen mor sagde."

"Og så kan man let komme til at gå alt for meget over i den anden grøft. Så ja, på den måde er man jo stadig i korrespondance med sin mor, selv når man prøver at gøre sig fri. Morrollen i Gabriels film handler meget om netop de her ting. Chanas datter er voksen, men bor stadig hjemme, og Chana holder sindssygt godt fast i hende og bliver på den måde en meget begrænsende og dominerende mor. Men hun gør det udelukkende, fordi hun mener, at det er for datterens bedste."

Så det handler om moderlig bekymring?

"Den moderlige bekymring er det, vi alle sammen overlever på. Hvis vi ikke havde haft en mor, der bekymrede sig, så var der ikke nogen menneskeart. Den moderlige bekymring er grundlaget for vores eksistens. Men det er jo selvsamme bekymring, der gør, at man har svært ved at give sit barn fri på alle planer. Jeg forstår da Chana uendeligt godt."

"Jeg snakkede med en stresslæge på et tidspunkt, som fortalte mig, at kvinder biologisk set er meget mere disponerede for stress, fordi vores bekymring, som er stressende for hele det fysiske alarmsystem, bliver aktiveret, når vi bliver mødre. Fra det øjeblik er vi simpelthen i beredskab. Hele tiden. Det husker jeg selv meget tydeligt. Det er først nu, efter mine børn er blevet så store, at jeg kan mærke, at min søvn begynder at ligne den søvn, jeg havde, før jeg fik børn."

"I mange år var det sådan, at hver gang jeg hørte en lyd, så var det som om, jeg havde været vågen, før jeg hørte den. Jeg sov ikke, som jeg sov før. Så da stresslægen fortalte om den her skærpede opmærksomhedstilstand, vi oplever, når vi får børn, så sagde jeg til ham: ”Jamen, det er jo vidunderligt for mig at høre, for nu er mine børn ved at være så store, at jeg snart ikke behøver at være i det beredskab mere”. Hvortil han svarede, at sådan er det desværre ikke."

"Bekymringen fortsætter hele vejen, og han fortalte, at han havde lige så mange bedstemødre som mødre i behandling med samme problem: Bekymringen for, hvordan skal det nu gå børnene, børnebørnene og hele familien. Så det var jo lidt nedslående at høre!"

Sofie griner højt og lidt afvæbnende over den sidste konstatering, men der er ingen tvivl om, at tanken om den uendelige bekymring også forekommer hende lidt skræmmende. Hun øver sig dog i at give slip, og på spørgsmålet om, hvordan det er, at hendes søn er flyttet, svarer hun med stor overbevisning:

"Det er simpelthen helt fantastisk. Jeg savner ham selvfølgelig, men det er utrolig dejligt at se ham gå ud i sit eget liv. Det er en ny ve, for nu at blive i fødselstermerne. Der er et kapitel, der er afsluttet, men så kan jeg bladre en gang, og så er der en helt ny definition af vores relation, der kan begynde."

En mere voksen til voksen-relation?

"Ja, og det er jo meget op til mig også, kan jeg mærke, at definere den nye relation. Jeg tror, at jeg er den langsommeste til at få det ind i systemet. Jeg øver mig i ikke at komme med såkaldte morbemærkninger, og jeg oplever det dybest set som en mulighed for også at redefinere mig selv."

"Det er en udvidelse, og i virkeligheden er det slet ikke en følelse af tab. Det er en følelse af at lykkes. For det var jo det, der var meningen. Meningen med moderskabet har hele tiden været, at jeg skulle give slip. Samtidig oplever jeg, at mine børn altid vil være en del af min krop. Jeg kan mærke dem i mine celler, særligt når der er noget, der er svært for dem, så hele den løsrivelse, som børnene skal igennem, den foregår også inde i mig som mor."

"Det går begge veje, man er flere, der skal ”flytte”. Heldigvis er det en glidende overgang, hvor de gradvist begynder at træffe deres egne beslutninger og leve deres eget liv."

Så du har sluppet den daglige morrolle?

"Den ser anderledes ud. Jeg tror ikke, at den skal slippes. Nu snakkede jeg før om, hvorvidt det at være mor har udfyldt et tomrum også. Moderskabet har givet mig en mening med mit liv. I mit liv har moderskabet været den største version af kærligheden. Når jeg ser tilbage på den tid, jeg voksede op i, var moderrollen underkendt og devalueret. Det var en naturlig følge af kvindefrigørelsen i 70’erne, hvor kvinderne var nødt til at frigøre sig fra den meget fastlåste moderrolle."

Indtil da var kvinden, som mor, blevet taget for givet, der var ikke nogen status i at være mor, og det var ikke noget, man som pige blev tilskyndet til at søge hen i. Det mest tragiske, der kunne ske for en kvinde, var, at hun blev mor som meget ung, og min generation blev også meget sent mødre. Jeg er glad for at se, at de unge kvinder i dag bliver mødre tidligere, uden at det er på bekostning af, at de forløser sig selv på andre måder. Jeg skubbede selv det at blive mor i utroligt mange år."

"Jeg ved ikke, om det var lysten, der manglede, men det var bare slet ikke en mulighed for mig, tror jeg. Og da min kæreste på et tidspunkt sagde, at nu havde han altså virkelig, virkelig, virkelig meget lyst til at få børn, så kan jeg huske, at jeg tænkte: ”Gud, jamen så stopper mit arbejdsliv jo!”. Jeg tænkte, at jeg slet ikke ville kunne arbejde på samme måde mere, og det handlede ikke bare om antallet af timer. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg ville være i stand til at hengive mig totalt til mit arbejde, hvis jeg fik børn."

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen: ”Jeg blev virkelig vanvittig, lige da jeg var blevet mor”

"Noget af det fantastiske ved mit arbejde er, at man kan fordybe sig i de her processer, som jeg var overbevist om ville slutte, hvis jeg blev mor. Men da jeg fik mit første barn, opdagede jeg, at det slet ikke var tilfældet. I virkeligheden synes jeg, at det at blive mor på en eller anden måde havde en decideret forstærkende virkning på min kreativitet."

På hvilken måde?

"Jeg tror først og fremmest, at det handlede om, at jeg opdagede nogle nye kræfter i mig selv. Der er nogle ressourcer, der vågner, som man simpelthen ikke er klar over, at man har. Det er helt instinktivt. Jeg opdagede, at det nærvær, mit barn krævede, faktisk ikke var på bekostning af det nærvær, mit arbejde krævede."

"Der kom selvfølgelig ikke flere timer i døgnet, og den nattesøvn, jeg pludselig manglede, kostede kræfter. Men jeg oplevede mit arbejde med samme intensitet som før, bare indenfor mere definerede rammer."

Når Sofie spiller en rolle, går hun ikke konkret ind i den med sine egne erfaringer og oplevelser. Hun forlader sit eget og tager afsted ind i projektet, forklarer hun.

"Man bruger altid ordet ”rejse”. Det har været en ”fantastisk rejse” at spille den og den rolle. Det er et ret irriterende og fortærsket udtryk, men det er alligevel også et meget godt billede på mit arbejde. At man forlader sig selv og rejser længere og længere ind i en karakter. Undersøger, hvordan livet ser ud fra karakterens synspunkt. Jeg kan f.eks. ikke bruge mine egne erfaringer som mor i mine roller. Men sådan er det jo også, når man rejser i den virkelige verden. Man tager ud og ser noget, der er anderledes, og dermed får man kastet et nyt blik på sit eget liv."

"Det er det, der er så udvidende ved at rejse. Når man møder noget, som er fremmed, kan man pludselig definere, hvad og hvem man selv er. Så på den måde kan man sige, at mine roller korresponderer med mig. Min fortolkning af mine roller er jo funderet i mig. Men det er ikke så konkret. Det er ikke en-til-en. Og det er noget af det, jeg nyder allermest ved mit fag, og måske er det også derfor, jeg er blevet skuespiller. For at komme væk."

Fra dig selv?

"Ja. I sidste ende."

På samme måde som du siger, at moderskabet tog fokus væk fra dig selv?

"Ja eller fremkaldte nogle andre sider. Der var ikke nogen flugt i det, det var mere en udvidelse. Ligesom hvis man pludselig opdager nogle nye fløje i sit hus, som dermed bliver større. Inden jeg fik børn, var jeg bange for, at min verden blev mindre. At jeg blev afskåret fra nogle ting. Men det var lige det modsatte, der skete."

Tænker du over, hvordan det vil være, hvis du bliver mormor eller farmor en dag?

"Nej. Det er lidt for tidligt. Og det er heller ikke sikkert, at det sker. Hvem ved. Der er mange måder at leve sit liv på. Det er i øvrigt noget af det, jeg har lyst til at give videre, og som min mor har lært mig: Ikke at forvente noget bestemt. Jeg oplevede en utrolig grad af frihed i min opvækst, som jeg har kæmpe respekt for, at min mor gav mig. Både helt konkret, men også rent menneskeligt."

"Jeg har aldrig oplevet en forventning om det ene eller andet. Det var mere en bekymring over, om jeg nu havde det godt. Jeg har altid selv oplevet, at det gode liv kan se ud på tusinde måder, og jeg har ikke nogen fast forestilling om, hvordan ting skal være. Dertil har mit liv altid været alt for flydende og tilfældigt. Og DET må det godt være."