SPONSORERET indhold

Fordele og ulemper ved kejsersnit?

Af:: Redaktionen
05. feb. 2009 | Børn | Vores Børn

Spørgsmål:

Jeg er en pige på 26 år, som er gravid for første gang. Når jeg skal føde, vil jeg gerne have kejsersnit. Hvad er fordelene og ulemper ved det? Og er det noget, man selv bestemmer? Og har det nogen betydning for barnet?

Christina

Læs jordemoderens svar på næste side.

Svar:

Kære Christina

Hvis du sad over for mig i jordemoderkonsultationen, ville jeg spørge dig, hvorfor du ønsker at føde dit første barn ved kejsersnit. Dit svar ville guide mig i min vejledning til dig. En normal vaginal fødsel er jo den naturlige konsekvens af at være gravid. Når en kvinde ønsker at fravælge dette, har hun naturligvis en grund.

Juridisk set kan man faktisk ikke kræve et kejsersnit, hvis der ikke er lægelig indikation for det. Men inden for de sidste år har praksis ændret sig på de fleste fødeafdelinger, så hvis man insisterer på et planlagt kejsersnit, kan man få det. Inden den beslutning tages, vil læge og jordemoder snakke grundigt med den gravide om fordele og ulemper ved henholdsvis normal fødsel og kejsersnit.

I nogle tilfælde beror ønsket om kejsersnit på misforståelser eller uvidenhed. Måske har den gravide en veninde, der har haft en kompliceret fødsel, og hun ønsker derfor ikke selv at gennemgå en vaginal fødsel. Men ved granskning af facts kan det vise sig, at den gravide slet ikke er i risiko for at møde samme komplikation. Somme tider er årsagen angst for fødselssmerter, og i det tilfælde kan en grundig information om muligheder for smertelindring ændre den gravides ønske om fødselsmåde.

Det er lidt svært at liste fordele og ulemper op, for vi ser alle forskelligt på, hvad der er fordele, og hvad der er ulemper. Er det for eksempel en fordel at vide hvilken dag, barnet bliver født (planlagt kejsersnit)? Eller er det en fordel, at man ved kejsersnit undgår vesmerter (men til gengæld har smerter i operationsarret bagefter)? Her kommer nogle kendte risici ved kejsersnit:

– Du er længere tid om at komme dig efter fødslen, og amningen kan være længere tid om at komme i gang.
– Der er en lille risiko for infektion i såret.
– Der er muligvis en lidt øget risiko for blodprop i benene.
– Alvorlige komplikationer er meget sjældne, men undersøgelser tyder på, at risikoen for at kvinden dør under fødslen er fire-fem gange større ved kejsersnit end ved en normal fødsel.
– Barnet har øget risiko for vejrtrækningsbesvær med overflyttelse til børneafdeling til følge.
– Et ar i din livmoder kan give visse komplikationer i din næste graviditet/fødsel.
– Rygbedøvelsen kan medføre kraftig hovedpine i dagene efter fødslen (der er samme risiko ved epiduralbedøvelse under en normal fødsel).

Du skal aftale en samtale med din jordemoder, hvor I kan drøfte, hvordan du skal føde. Da du er førstegangsfødende og 26 år, har du alle gode odds for en god normal fødsel. Men der kan være forhold, du ikke nævner i dit spørgsmål, som taler for et kejsersnit, og hvor de kendte risici derfor vejer mindre.

Gitte Dencker