ALT tester: Madcoaching

Madcoaching? Altså, jeg har hørt om mad, og jeg har hørt om coaching, men da aldrig om ”madcoaching.” Et koncept, der ved hjælp af samtale og konkrete sessions i køkkenet åbenbart kan udvikle madentusiaster eller bare øge køkkenglæden hos folk som mig. Jeg er en takeaway-pige, en Knorr-pige, en kartoffelbåde i frostpose-pige. Selvfølgelig kan jeg ikke slette alle mine køkkenfadæser på hukommelseskortet, men jeg kan se fremad og forsøge at finde ud af, om der mon kan findes en lille køkkenlykke inden i mig. Jeg kontakter madcoachen Natalina Henriete Knudsen, og hun har mod på at få mig som elev. Heldigvis, skal det vise sig. 

SAMTALEN

Kønsbestemt bås

Madcoaching kan give ”mere nydelse, nærvær og selvtillid i køkkenet,” forklarer Natalina mig. Hun interesserer sig særligt for, hvordan man kan lave den lækrest mulige mad med mindst mulig indsats, og dén sang kan jeg synge med på. ”Det gælder selvfølgelig ikke færdigretter og kage-pulvermix, men sund og dejlig mad,” tilføjer hun så. Før vi går i køkkenet, skal vi snakke lidt. Første del af madcoaching er nemlig samtalen. Vi taler blandt andet om, hvordan madlavningen var i mit barndomshjem (meget almindeligt, men jeg ville hellere lege end at hjælpe til i køkkenet), hvorfor jeg ikke bryder mig om madlavning (det er besværligt, og ender altid galt). Natalina forklarer, at madlavning ikke behøver at være rocket science, og det bare ikke lykkes altid. ”Heller ikke for mig,” siger hun og stikker mig en cookie, hun lavede i går – den er lidt skæv og brændt, men smager supergodt. Det må jeg minde mig selv om, næste gang jeg fejler i køkkenet, inden det røde felt inde i mit hoved eksploderer ud over bolledejen eller min stakkels kæreste.

Natalina og jeg taler længe, og langsomt går det op for mig, at min køkkenlede måske kan handle om en universel frygt for fiasko: Jeg har altid haft succes med det meste, jeg har rørt ved, så min underbevidsthed søger muligvis væk fra køkkenet, fordi det for mig er forbundet med fiaskoer og står som et klart billede på min egen utilstrækkelighed. Samtidig handler det også om, at jeg har det lidt svært med det stereotype kønsrollemønster, der klæber sig til gryderne, og nægter at blive sat i kønsbestemt bås som intetsigende husmor. Det lyder lidt pjattet, når jeg siger det højt, men jeg tror alligevel, det er sandt. Jeg må forsøge at vise mig selv, at man godt kan have en vis portion køkkenglæde og stadig være Louise. For samtidig synes jeg også, at der er noget sejt og urkvindeligt ved at kunne lave sig selv et måltid mad. Natalina tror, at min indre urkvinde savner at røre, ruske og rive, fordi den fysiske skabertrang aldrig bliver tilfredsstillet i mit stillesiddende skrive-job på redaktionen. Vi har brug for kontrasten.

Tændstikkvinder i køkkenet

Nu skal jeg visualisere mine håb og drømme. Natalina beder mig tegne mig selv, som jeg ser mig i køkkenet i dag. Jeg griber en kuglepen og skildrer en lettere gnaven tændstikkvinde. I papirets modsatte ende skal jeg tegne mig selv, som jeg gerne vil være i køkkenet: En glad tændstikkvinde med en ske i hånden. Helt bevidst tegner jeg ingen fancy kokkehue eller michelin-stjerne, for jeg har ingen ambitioner om at blive den nye Jamie Oliver – jeg vil bare gerne finde glæden ved at være i køkkenet. ”Hvad kan motivere dig til at blive hende dér,” siger Natalina og peger på den glade tændstikkvinde. ”Altså… Jeg skal jo nok have børn engang og vil gerne være en god mor, der kan lave fornuftig aftensmad. Og bage kager. Ligesom min egen mor,” svarer jeg.

”Hvad vil det betyde for din krop, hvis du kører videre som nu de næste ti år?” spørger hun. Jeg mumler noget med ”status quo,” men bliver mindet om, at jo ældre jeg bliver, jo mere påvirket bliver min krop af usund kost som takeaway og forarbejdede fødevarer. Kommende børn, sund krop og urkvinden, der vil ud. Det er da motivation, der vil noget.

Mellem de to tændstikkvinder tegner jeg de små trin på vejen, som kan få mig hen mod glæden i køkkenet. Jeg kommer først frem til, at jeg har brug for hygge i køkkenet, der lige nu ligger hen som en steril ørken. En radio og hyggelige privatbilleder på køleskabet kunne måske gøre det mere indbydende. ”Skriv det ned,” udbryder Natalina. Pludselig har jeg overdænget min tegning med tiltag, som jeg tror, kan booste min køkkenglæde.

LÆS OGSÅ: ALT tester: Opskrifter med lakrids

FØRSTE SESSION I KØKKENET

Slå en dej op

”Lord… give me strength,” messer jeg for mig selv, før det hele går løs. I dag skal det første slag stå i køkkenet. Natalina og jeg provianterer fra den lokale Føtex, og jeg er imponeret, da jeg tre kvarter senere står og glaner ind i mit køleskab, som er propfyldt med grønne duske og farver.

Under samtalen ugen før besluttede vi os for at lave nogle retter, som er enkle og ikke giver for meget opvask.  Jeg fortalte, at jeg altid har været imponeret af de kvinder, som siger: ”Jeg slår lige en dej op.” Bare sådan. Bum. For det er da et større projekt, sådan med mel på bordet, æltning og snask under neglene. Til gengæld husker jeg det også som topmålet af hjemlig hygge, når min mor hev en plade nybagte boller ud af ovnen, og den lune duft spredte sig i hele barndomshjemmet. ”Det behøver slet ikke at være svært,” forklarer Natalina. Jeg vil gerne lave boller med gods i – ingen fiberforladte humpler her – vi bruger en nem opskrift; alle ingredienser skal bare ned i en skål og røres sammen med en almindelig spiseske. ”Der er klumper i,” klynker jeg, mens min arm er på roterende overarbejde. ”Fuck det,” griner Natalina og beder mig hælde resten af ingredienserne i. Puf, klumperne væk. Så stiller jeg det til hævning, helt uden at jeg har rørt ved dejen. Var det virkelig så let?

Vrangen af stangen

Lidt sødt skal der til. Jeg vil også gerne lave en nem og delikat dessert: Pannacotta. Jeg griber min allerstørste kødkniv og flækker en vaniljestang med den tunge spids. Først bagefter indser jeg, at det muligvis havde været smartere at bruge den lille urtekniv. Det var sikkert en pædagogisk strategi, der fik Natalina til at holde mund, tænker jeg, for selvom det blev gjort med et gigantisk redskab, kom kornene jo ud! Jeg har faktisk aldrig rigtig studeret vrangen af en vaniljestang og er ret fascineret over det lille univers, som den sorte stang åbenbarer efter mit kirurgiske snit. Bittesmå, mørkebrune korn i glinsende dynger. Jeg putter det i fløden og ser til, mens de små korn pisker rundt i den flydende cremefarve, og det koger op. Wooow, hvor det dufter. Helt vidunderligt og naturligt sødt. Tænk, at jeg har sat denne gastronomiske proces i gang – lige her i mit eget køkken. Så skal husblassen i. ”Gisp, husblas!?!” tænkte jeg først, da jeg så opskriften. Det har jeg nemlig hørt frygtelige historier om, og hvis selv de garvede husmødre beretter om klumpede resultater, hvorfor skulle det så lykkes for mig. Men det hele går overraskende let. De sjaskede plader går elegant i ét med fløde og yoghurt. Jeg hælder det i fine, små dessertglas og sætter dem ind i køleskabet, hvor de skal stå, indtil de er stivnet. Fairwell my love. See you soon!

ANDEN SESSION I KØKKENET

En heftig ovn

Tredje og sidste dag med den søde madcoach. I går aftes besluttede jeg, at mit køkken skal hedde ”Spise med Louise” – bare sådan for hyggens skyld, og i dag skal vi bage boller og lave steg og laks i ovnen. Jeg hiver bolledejen ud af køleskabet, lægger dem på pladen i tilpasse klumper og pensler enkelte af dem med æg ”bare med fingrene for at gøre det enkelt,” som Natalina siger. ”Jeg står lige og nulrer bollerne,” kvidrer jeg og sprutter et par sekunder efter af grin over den ufrivillige plathed. Selvom jeg generelt er temmelig pjattet, virker det helt underligt at stå og grine i køkkenet, for her plejer aldrig at ske noget sjovt. Jeg sætter bollerne ind i ovnen, og så er det bare at vente, til de skal ud. Om 25 minutter, to be exact. ”Brød lykkes ikke altid første gang, man skal lære sin ovn at kende,” siger Natalina, da jeg forklarer, at tingene tit brænder på for mig. Da jeg lidt senere åbner ovnen, rammer en tung sky mig; bollerne er på vippen til at være forbrændte. ”Din ovn er virkelig heftig. Det er da derfor, det så tit går galt for dig,” siger Natalina og forklarer, at jeg fremover skal eksperimentere med sætte temperaturen 40 grader lavere, end der er anvist i opskrifterne. Aha. Indeni er det faktisk en lettelse at finde ud af, at jeg kan skyde en lille – men ikke ubetydelig – del af skylden for mine tidligere forbrændte retter på min ovn.   

LÆS OGSÅ: ALT tester: Sig ja til alt i en uge

Et julie-hvad for noget?

Jeg har ingen opvaskemaskine, og jeg hader at vaske op. Truly, madly, deeply. Derfor har Natalina planlagt, at jeg skal lave enkle retter, som stort set alle kan laves i ovnen på bagepapir eller rist. Blandt andet en kalveculottesteg. Jeg har nemlig altid syntes, at det lyder så sejt at kunne lave en steg – at håndtere sådan en rå og enorm kvote af ko på én gang. Og så er det så definitivt: Fejler stegen, fejler middagen. Groft sagt. Kødet fra en kalv er lækrere, dyrere og lettere at få mørt end almindelig ko – chancen for succes er med andre ord størst med kalv. Jeg skærer riller i culottens slanke fedtkant, og da jeg pynter dyret med grove saltflager og rosmarinkviste brøler min indre hulekvinde. Jeg skyller nogle små, fine kartofler under hanen, lægger dem på en plade med bagepapir, pøser lidt olivenolie, salt og peber over og så i ovnen. ”Jeg har taget mit juliennejern med,” udbryder Natalina. Ærligt talt aner jeg ikke, hvad et juliennejern er – synes på en måde det lyder lidt som et musikinstrument – men kort efter vrider citronernes spiralformede strimler sig fra det lille råkostjern. Det skal pynte kartoflerne.  Hvor er det flot. Og let.

Lækker steg

Mens råvarerne forvandler sig inde i ovnen, taler Natalina om, at det er en god idé at have et basislager af mad i deres køkken. Når basislageret er på plads, er selve indkøbene til hver opskrift lynhurtige og efterlader tid til det, der er sjovest: madlavningen. Og så falder man desuden heller ikke så let for usunde fristelser. Snedigt! Hun stikker mig en liste, hun har udarbejdet specielt til en køkkennovice som mig, og listen tæller blandt meget andet godt salt, rosmarin, bagepulver, flåede tomater, hvedemel, groft mel, hvidløg, citron, æg, 10% yoghurt og et helt stykke parmesan. Hun anbefaler mig desuden ”Tøsekogebogen” af Tina Scheftelowitz, som er specielt målrettet unge kvindelige køkkennovicer. Og da jeg nogle dage senere modtager bogen, ser jeg, at den har undertitlen ”Din kulinariske beautybox” og føler allerede, vi er et godt match. 

Efter en halv time bimler æggeuret, vi stikker stegetermometeret i culotten, og nålen fortæller, at den skal have liiidt mere. Det får den, mens vi gør det sidste klar. Natalina viser mig en meget pædagogisk tegning, der guidende forklarer, hvordan sådan en culottesteg skal skæres. Først fra den spidse ende og halvvejs igennem skal stegen vendes og skæres modsat, fordi kødets fiberretning skifter. Jesus, det havde jeg da aldrig selv regnet ud, men fra nu af skal den lille skitse hænge på mit køleskab. Vi sætter os til bords, jeg fatter bestikket og tager en bid af culottestegen. Oh.My.Lawd, hvor er det lækkert! ”Det er måske den bedste steg, jeg har smagt i hele mit liv,” siger min kæreste, som er stødt til i køkkenet. Jeg er beskeden og skyder skylden på vestjyden i mig – den indre bonderøv, som får mig til at sige: ”Nej, det er ikke tosset,” selv om jeg er ved at boble over af begejstring. Og pannacottaen! Den hvide dessert smager lige så delikat, som den ser ud med de farverige bær på toppen og de sorte vaniliekorn, der smiler ud gennem glasset. Og kartoflerne. Og laksen. Og grovbollerne. Jeg er oprigtigt overrasket over, hvor let det har været at lave al dette mad. Lige her i mit køkken. 

HVORDAN ER DET SÅ GÅET SIDEN?

Godt! Jeg har holdt fest for otte venner og veninder – med hjemmelavede, friske forårsruller og pannacotta, jeg har bagt grovboller til mine forældre og lavet aftensmad noget oftere end normalt. Simpel mad, men dog mad. Forleden tog jeg mig selv i virkelig at føle på et spidskål, mærke bladenes bølgede struktur og snuse til den jordede, friske duft. Jeg har også fået en ny pande, lækre køkkenredskaber i træ og en DAB-radio, der kan skabe hygge i køkkenet: I torsdags kunne jeg ikke lade være med at danse rundt – midt i partering af et kalkunbryst – da radioen spillede ”Flytta på dej” med Alina Devecerski. Det var virkelig hyggeligt!  

Så kan man kalde det her en Hollywood-happy-ending? På en måde, ja. Madcoaching har gjort det klart, at som med alt muligt andet i livet bliver madlavning lidt sjovere, når du ikke gør tingene unødvendigt komplicerede og har opmærksomhed på det, du laver. Jeg er blevet mindet om, at selvom mine evner i et køkken ikke altid lige passer i korrekthedskassen, kan det godt være fint og rigtigt alligevel.

Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.