Kiksekage med hjemmebagte havrekiks
SPONSORERET indhold

Luksus-kiksekage med hjemmebagte havrekiks

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Hvis du husker kiksekagen fra gamle dage med mariekiks og palmin, så er der ingen sammenligning! Prøv at bage kiksene selv, og pynt kagen med nødder - Mums!

Af: Sandra Leigh Draznin Foto: Martin Dyrløv
12. apr. 2021 | Opskrift | Hjemmet
1 kage / ca. 16 stykker | Total: 57 min | Arbejdstid: 45 min

Ingredienser

Havrekiks:

  • 75 g hvedemel
  • 75 g havregryn
  • 1 spsk. flormelis
  • ¼ tsk. natron
  • ¼ tsk. salt
  • 75 gram koldt smør
  • 2-3 spsk. kærnemælk

Chokoladecreme:

  • 300 g mørk chokolade
  • 150 g smør
  • 1-2 æg (ca. 75 g – evt. pasteuriseret)
  • 75 g farin
  • 1 appelsin (øko – kan udelades)

Endvidere:

  • 1 firkantet form (ca. 8x8x24 cm)
  • evt. nødder, mandler og/ eller pistacier

Sådan gør du:

  1. Havrekiks: Kør hvedemel og havregryn sammen i en foodprocessor med kniv, til det ligner fuldkornsmel. Skift til dejkniven (eller tag melet over i en skål). Tilsæt flormelis, natron og salt.
  2. Skær smørret i små stykker, og hak dem i melet i foodprocessoren, eller med et mørdejsjern.
  3. Saml dejen med kærnemælk, og læg den på et stykke bagepapir. Læg et stykke film over, og rul den tyndt ud til en firkant (ca. 22x24 cm – afhængig af dinforms længde og bredde). Læg den i køleskab i 30-45 min.
  4. Del dejen i 4 "kiks", der er 2 cm mindre i både bredde og længde af formen (f.eks. 6x20 cm). Læg dem på en bageplade med bagepapir, og prik dem med en gaffel eller et træspyd. Bag kiksene midt i ovnen ved 180 grader i 10-12 min. Afkøl på en rist.
  5. Chokoladecreme: Hak chokoladen groft, og smelt den sammen med smør i en skål over vandbad.
  6. Pisk ægget luftigt med farin og evt. fintrevet appelsinskal, og rør det i chokoladen.
  7. Fór formen med film, og hæld et tyndt lag chokoladecreme i formen. Læg forsigtigt en kiks ovenpå, og gentag lagene med chokoladecreme og kiks. Slut af med chokoladecreme, og sæt kiksekagen i køleskabet i mindst 8 timer.
  8. Tag kagen ud af formen ved hjælp af filmen, og skær den i ca. 1½ cm tykke skiver med en skarp, varm kniv.