Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

20 fordele ved at sove

20 fordele ved at sove

Farvel til overflødige kalorier + 19 andre fordele ved at sove

Zzz … Sover du egentlig nok? Ellers skal du måske gå lidt tidligere i seng i aften? Din søvn er nemlig en sand mirakelkur for din krop og dit sind. Se hvorfor.

1. Derfor hedder det skønhedssøvn 
I løbet af dagen fungerer din hud som en barriere, der beskytter dig mod sol, vind og forurening, mens den om natten har travlt med at genopbygge skaderne og forny dine celler. En god nats søvn gør altså underværker og giver dig en strålende hud med masser af glød. 

2. Ro i maven og god fordøjelse
Dit tarmsystem indeholder omkring to kilo tarmbakterier, og det er alfa og omega for en god fordøjelse, at de har gode arbejdsforhold. I løbet af natten renser og restituerer kroppen dit tarmsystem. En god nattesøvn giver altså kroppen ro til at skabe balance i forholdet mellem gode og dårlige bakterier, så du undgår uro i tarmene.

3. Dine celler skal også have en pause
Så længe vi er vågne, kører vores organer på højtryk – og det nedbryder dem. Heldigvis kommer søvnen os til undsætning. Kroppen sætter nemlig energiniveauet ned, mens vi sover, så alle cellerne får et velfortjent pusterum til at udbedre skaderne og genopbygge kroppens væv.

4. Få maks. effekt af din træning
Din søvn har også enorm betydning for resultaterne af din træning. Et amerikansk studie har fulgt et professionelt basketballhold, hvor spillerne over en periode på fem-syv uger fik besked på at sove 10 timer hver nat i stedet for de normale seks til ni timer. Og den ekstra søvn gjorde en kæmpe forskel i deres præstationer. Spillerne øgede i gennemsnit deres skudpræcision med ni procent og deres hurtighed med fem procent. Så vil du forbedre dine træningsresultater, er det bare med at komme under dynen i en fart.

SE OGSÅ: God søvn betyder alt for din træning

5. Farvel overflødige kalorier
Når du sover, skaber kroppen balance mellem dine appetitregulerende hormoner, mæthedshormonet leptin og sulthormonet ghrelin. Når de to er i balance, vil du føle dig tilpas sulten til at dække kroppens energibehov og få et velbehag af mæthed, efter du har spist. Du kommer derfor ikke til at indtage flere kalorier, end din krop har brug for.

6. Sov dig klog
Din søvn spiller en vigtig rolle for din evne til at lagre viden og huske – specielt den del af søvnen, hvor vi drømmer, da det er her, hjernen for alvor bearbejder og tilegner sig ny viden. Sover du ikke nok, bliver informationerne ikke lagret ordentligt, og ny viden går måske tabt.

7. Mere skarp og effektiv
En frisk og veludhvilet krop og hjerne booster din evne til at løse problemer og drage konklusioner. Du bliver også mere kreativ, fokuseret og effektiv, når du skal løse opgaver – og undgår at lave dumme fejl, fordi du er uopmærksom.

8. Få den flade mave
Får du otte timers søvn hver nat, helst i tidsrummet 22-06, reducerer du mængden af stresshormonet kortisol, der lagrer fedtet på maven og de indre organer.

SE OGSÅ: 10 tips til flad mave

9. Vågn op og vær glad
Når du har sovet godt og længe nok, er chancen for, at du vågner op og er glad og begejstret for en ny dag meget større. Sover du ikke nok, får du kortere lunte og bliver mere nærtagende, sur og tvær. Faktisk har franske studier vist, at der ikke skal mere end seks dage med for lidt søvn til for at give symptomer på depression.

10. Ja tak til sexlysten
Søvn er essentiel for både mænd og kvinders lyst til sex. Manglende nattesøvn tærer nemlig på energien og gør dig både træt og anspændt, så du ikke orker lagengymnastikken.

11. Færre rynker
Hudens celler regenererer om natten – især tidligt om natten. Jo bedre mulighed cellerne får for at regenere, jo mere fleksible bliver hudcellerne. Det vil sige, at huden bliver mere elastisk, så den ikke trækker sig sammen og giver rynker omkring øjnene.

12. Mere muskelpower
En god nattesøvn stimulerer kroppens muskler, så de yder optimalt. Sover du ikke nok, vil dine muskler ganske enkelt ikke være i stand til at præstere optimalt, fordi kroppen ikke når at få repareret de små skader, der kommer i løbet af dagen, hvor du bruger dine muskler.

SE OGSÅ: Styrketræning slanker både i kilo og i omfang

13. Boost dit immunforsvar
Når du sover, styrker du kroppens immunforsvar og danner f.eks. naturlige dræberceller, der bekæmper infektioner og angriber bakterier, virus og svulster. En amerikansk undersøgelse har vist, at mængden af søvn er altafgørende for immunforsvaret. Her lod forskerne en række forsøgspersoner sove otte timer i fire nætter, mens de den femte nat vækkede dem efter kun fire timers søvn. Dagen efter var aktiviteten af naturlige dræberceller 25 procent mindre.

14. Sunde blodkar
Søvn holder dine blodkar i form, så de hurtigt kan udvide sig og trække sig sammen igen efter behov. Samtidig falder dit blodtryk, mens du sover, så en god nattesøvn er altså med til at forebygge åreforkalkning.

15. Skru op for livsglæden
Du bruger de første fire timer af din søvn på at genopbygge kroppen fysisk, mens det i de resterende timer er den psykiske restitution det gælder. Sørger du for at sove en god lang nattesøvn, får du altså også fuldt udbytte af den del af søvnen, hvor du henter dit mentale overskud, din kreativitet, din livsglæde og dit overblik.

16. Du kan sove dig fra stress 
Nervesystemet fungerer kun optimalt, hvis du får en god, lang nattesøvn. Søvn får nemlig mængden af stresshormoner, der måske har hobet sig op i løbet af dagen, til at forsvinde. Sover du derimod for lidt, stiger mængden af stresshormoner og kan give forhøjet blodtryk. 

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du udsættes for stress?

17. Din hjerne gør hovedrent
Din hjerne har brug for masser af søvn for at vaske de affaldsstoffer ud, der hober sig op i løbet af dagen. Et amerikansk forskningshold med den danske hjerneforsker Maiken Nedergaard i spidsen har påvist, at hjernen ikke har energi nok til at være vågen og gøre rent på samme tid, så vi har brug for at sove, mens hjernen fjerner de giftige affaldsstoffer og dermed forebygger Alzheimers, slagtilfælde og demens.

18. Slanke mennesker sover mere
Når du sover, reducerer kroppen mængden af stresshormonet kortisol, som giver dig lyst til at spise, så en god nattesøvn kan altså være med til at holde dig slank. Faktisk viser en amerikansk undersøgelse at folk, der i gennemsnit sover 7,7 timer om natten generelt er slankere end dem, der sover mindre end det.

19. Sov lige på det …
Udtrykket „at sove på det” er slet ikke så dumt, hvis du står med en udfordring, du ikke lige kan finde løsningen på. Når du sover, flytter dagens indtryk sig nemlig fra korttidshukommelsen til de højere hjernecentre i hjernebarken, og så kan du faktisk komme sovende til ny indsigt, der får løsningen til at være klar og tydelig.

20. Styrk din dømmekraft
Når du er frisk og veludhvilet, har du nemmere ved at tolke situationer korrekt og handle på den mest hensigtsmæssige måde – det gælder både i trafikken, på jobbet og over for din kæreste, veninder og familie. Det er også meget nemmere at sige nej tak til usunde fristelser og vælge de sunde alternativer, når du ikke er træt og uoplagt.

Kilder: Stanford University, California, Revue Neurologique, National Sleep Foundation, American Medical Association, Science, The Cell

SE OGSÅ: 14 myter om din sunhed: Hvad er fup & fakta

SE OGSÅ: Sådan føles det at sejle fra stress, kvitte lykkepiller, redde liv... 

Se, hvad vi ellers skriver om: Sund livsstil, Søvn, Fordøjelsen, Træning, Kalorier og Sex