3 kvinder afslører: Vejen til min sunde succes
SPONSORERET indhold

3 kvinder afslører: Vejen til min sunde succes

Passion for sundhed. En super god idé. Og hårdt arbejde. Det er vejen til tre sunde forretninger, som Julie, Jane og Gitte har fået succes med.

Af:: Sofie Winther Askgaard Foto: Ditte Capion, Jaqueline Fluri m.fl.
29. okt. 2015 | Sundhed | Fit living

„Jeg vil gøre det nemmere for alle at leve sundt”

Julie Houmann, 35, startede Slowjuice Copenhagen dagen efter, hun stoppede sin karriere som professionel badmintonspiller sidste år. Hun har haft udsolgt fra første dag.

Navn: Julie Houmann
Alder: 35 år
Karriere: Stifter og indehaver af firmaet Slowjuice Copenhagen. Uddannet bachelor i ernæring og sundhed. Tidl. elitebadmintonspiller. Har bl.a. vundet VM-bronze og EM-sølv. 
Privat: Bor sammen med sin kæreste på Østerbro. 
Sport: Badminton.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du mangler vitaminer?  



Sidste sommer blev der afholdt VM i badminton på dansk jord. Julie Houmann stod klar på banen med en ambition om at snuppe en sidste medalje til samlingen foran familie og venner. Dagen efter stoppede hun badmintonkarrieren og startede sit eget firma Slowjuice Copenhagen.
– Jeg elsker selv at juice og synes, det er en nem måde at få mere grønt på. Jeg har også selv været på flere udrensende juicekure, og min krop reagerer så positivt. Min mave kommer i balance, og mit mentale overskud stiger, siger Julie, der også har en bachelor i ernæring og sundhed og har arbejdet som kostvejleder.
– Men det er ofte bare så tidskrævende at juice, og jeg tror, at det stopper mange. Det er ærgerligt, hvis andre ikke får samme oplevelse og alle de gode bonuseffekter, fordi det er besværligt, så jeg ledte efter en måde, hvorpå jeg kunne gøre det nemmere for folk.

SE OGSÅ: fit tester juicekur: Kan du drikke dig sund?

Julie udtænkte derfor konceptet Slowjuice Cleanse, der består af en færdig pakke med friske grønsagsjuicer, mandeldrik, urtete og kokosvand, som man bare kan hente og sætte i køleskabet. Koldpresset, økologisk, fuld af vitaminer.
– Jeg brugte et halvt år på at udvikle juicer og teste dem på venner og familie, indtil jeg fandt frem til de helt rigtige juice-variationer. I januar i år lavede vi den første produktion af Slowjuice Cleanse.

Julie startede med at producere juice én dag om ugen, og indtil for nylig foregik det faktisk på helt almindelige slowjuicere, som kan købes i enhver isenkræmmer. Og med hjælp fra venner og familie, som på skift har stået og juicet til produktionen.
– Jeg havde ikke råd til at investere i en stor industrimaskine, og jeg havde ikke råd til personale. Der har været mange flere omkostninger, end jeg havde regnet med. Jeg har været naiv, men det er nok godt, for havde jeg vidst, hvad det kræver at starte sit eget firma, havde jeg måske ikke gjort det, siger Julie.

Hendes erfaringer fra årene som elitesportsudøver har dog været en stor hjælp, når det har brændt mest på, siger hun.
– Det var da ikke altid lige sjovt at træne, men jeg gjorde det, fordi jeg ville være den bedste. Nu har jeg ekstremt lange arbejdsdage, og nogle dage er sjovere end andre, men jeg holder jo ud, for hvis jeg gør mig umage, så er chancen for, at det lykkes, meget større.

SE OGSÅ: 5 sunde juice og smoothies med masser af energi

Slowjuice Copenhagen har siden første produktion i januar haft stort set udsolgt, og Julie har nu ansat en pige til at juice på produktionsdagene – og investeret i en industrikoldpresningsmaskine.
– Det er smaddersjovt og fedt at kunne gøre en forskel. Det er bare svært at lægge computeren fra sig, for man kan altid lige arbejde lidt mere, så lige nu har jeg ikke tid til at se veninder og familie. Men det er det hele værd, for jeg arbejder med det, jeg brænder for.

JULIES BEDSTE RÅD 
1. Forbered dig på, at det bliver hårdt – sikkert også meget hårdere, end du havde forventet.
2. Det er en god ide at have en form for opsparing til starten, for du ved ikke, hvor længe der går, før du kan leve af din nye ide. Sæt en deadline for, hvornår du skal begynde at tjene penge på det.
3. Hvis du tror på din ide, så kast dig ud i det. Går det alligevel ikke, har du i hvert fald forsøgt.

„Jeg arbejder 24-7 – og det er det hele værd"

Gitte Salling, 43, har fået kæmpe succes med træningscenteret Energii. Det har haft omkostninger både venne- og kærestefronten, at hun arbejder i døgndrift, men til gengæld lever hun af det, hun altid har elsket - nemlig at træne.

Navn: Gitte Salling.
Alder: 43 år.
Karriere: Gitte har haft sit eget motionscenter i ti år, været holdchef i Fitness World i fem år og uddannet mere end 3.000 instruktører i Danmark. Er uddannet advokatsekretær. I dag er hun indehaver af Energii.
Privat: Single og bor i lejlighed i København.
Sport: Heat It Up, reformer og powerwalkning.Gitte Salling var kun 20 år, da hun startede sit eget motionscenter. Hvilket måske ikke er så overraskende, hvis man har kendt hende, fra hun var barn. For hun har altid været en ren energibombe. Og hun har altid gerne villet vinde og være den bedste, siger hun.

Det drive har hun stadig - og hun er ikke i tvivl om, at hun kan det, hun sætter sig for.
– Jeg har altid troet ekstremt meget på mig selv. Mit mod og min risikovillighed har jeg arvet fra min far, der har været selvstændig hele sit liv. Så 20 år gammel lånte jeg 100.000 kroner i banken og startede mit eget motionscenter Krop og Hop, for selvfølgelig skulle jeg nok klare det, fortæller Gitte, der kørte sit eget center med 25 ansatte i ti år. 

SE OGSÅ: fit tester: Hot træning og høj forbrænding

Da hun blev 30 år, solgte hun sit motionscenter og arbejdede herefter som holdchef hos Fitness World. Hun har gennem årene uddannet flere end 3.000 instruktører og selv taget 25 holduddannelser indenfor fitnessbranchen. Efter fem år lavede hun igen et stort skifte i sit liv. 
- Jeg solgte alt og flyttede til USA, hvor jeg opdagede nogle nye, smarte maskiner, som folk dyrkede pilates i.
– Det virkede i første omgang lidt kedeligt, men jeg blev alligevel inspireret, så i stedet begyndte jeg at kombinere styrketræning, uptempoøvelser og høj musik med maskinerne – og samlede det hele på et hold.

Det blev til konceptet for Energii, og jeg åbnede mit første center i København for tre år siden. Jeg havde jo gjort det én gang før, så hvorfor ikke, siger Gitte, hvis største udfordring faktisk var den store succes, som Energii City hurtigt fik.
– Jeg underviste syv timer om dagen, lavede regnskab og gjorde rent. Der var ikke andre instruktører, for der var ingen uddannelse, det var jo mit eget koncept. Så jeg måtte i gang med selv at uddanne instruktører, og i flere måneder stod jeg på en reformer nat og dag. Puha, det var hårdt.
Men allerede efter seks måneder kunne Gitte leve af Energii, som i dag har 10.000 medlemmer, syv centre og forespørgsler fra mindst 10 lande om flere centre. Hun arbejder stadig 24-7, og det har haft nogle omkostninger. Både på venne- og kærestefronten.
– Der er røget et par venskaber. Og det er svært at have en kæreste, når man er online døgnet rundt, men jeg fortryder ikke noget. Jeg prioriterer mit arbejde benhårdt, og det skal man også, hvis man skal have succes. Men jeg synes jo, at Energii er det hele værd.

SE OGSÅ: 6 nye træningsformer du bare må prøve

– Det er en fantastisk følelse at tage en chance og få succes med det. Jeg lever højt på de resultater, jeg ser folk skabe, og jeg er drevet af, at folk er vilde med træningen.
– Sport har altid været en stor del af mit eget liv, og jeg er taknemmelig for, at jeg kan vågne hver morgen og starte med at træne – både mig selv og andre. Og det er fantastisk at kunne leve af det. 

GITTES GODE RÅD
1. Du skal tro på dig selv, være villig til at løbe en risiko og have masser af selvdisciplin.
2. Selvfølgelig kan du ikke det hele. Sørg for at alliere dig med nogn, som kan det, du ikke selv kan. Det er ikke en svaghed at kende sine begrænsninger.
3. Omgiv dig med positive mennesker, som vil dig det godt. Og husk, at det meste kan løses, når man smøger ærmerne op.

„Jeg har skullet lære også at holde fri"

Hun sagde sit job op på grund af stress. I dag er Jane Faerber, 38, forfatter til fire bestsellerkogebøger om LCHF og kvinden bag blogsuccesen Madbanditten.dk

Navn: Jane Faerber.
Alder: 38 år.
Karriere: Står bag bloggen Madbanditten og har udgivet fire bøger om LCHF. Har arbejdet i mediebranchen indtil for 3 år siden. Er uddannet cand.mag. i fransk og retorik samt kostrådgiver med speciale i palæo og LCHF.
Privat: Bor med sin mand og deres tvillinger på ni år.
Sport: TRX og løb. For fem år siden var Jane Faerber virkelig træt af at have ondt i maven og sove dårligt. Hun lagde sin kost om, undgik gluten, som hun ikke kan tåle, men følte sig stadig ikke frisk - og frem for alt slet ikke mæt. Indtil hun faldt over nogle svenske blogs om LCHF - Low Carb High Fat.
– Jeg kunne godt se, at jeg spiste meget få kulhydrater og meget lidt fedt, og det nok var derfor, jeg var så sulten. For hvor skulle kroppen få sin energi fra? Jeg begyndte at spise mere fedt, og så skete der ting og sager. Jeg blev mere mæt end nogensinde før, siger Jane, der også kom ud af sin sukkertrang, sov bedre og fik mere energi.

Hun besluttede sig for at blogge om LCHF på sin egen blog Madbanditten.dk, samtidig med at hun også passede sit fuldtidsarbejde, som var spændende, men også blev mere og mere stressende for hver dag. Til sidst sagde hun op - og gav sig selv en deadline på seks måneder til at få skabt en indtægt.

SE OGSÅ: 6 opskrifter: Få mere energi & færre kilo med LCHF

– Jeg var nødt til at finde ud af, hvad jeg kunne tjene penge på, og så var det oplagt med bloggen, hvor der var en stort interesse for den mad, jeg lavede, og de ting, jeg skrev om. Der var også en heftigt vækst i antallet af besøgende, fortæller Jane, der fik lavet bannerannoncer og begyndte at anvende affiliate marketing, hvor hun kunne tjene lidt penge på, at læserne klikkede på links på bloggen til f.eks. en webshop.

Samtidig skrev hun også en synopsis på en kogebog, som hun gerne ville lave, og kort efter var en bogkontrakt i hus.
– Det gik utroligt nemt, fordi forlaget sad og ventede på lige præcis en bog om det emne. Så jeg skrev hurtigt min første bog "LCHF – Spis dig mæt og glad", og selvom forlaget fortalte mig, at jeg ikke skulle forvente for meget, og at et salg på 3.000-4.000 bøger virkelig er godt... så solgte min første bog over 80.000 eksemplarer.  
Jane havde ramt et behov, og både salgstal og besøgstal tog en vild himmelflugt. Alle ville have en bid af hende.
– Forlaget ville have en ny bog med det samme, bibliotekerne ville have mig ud til foredrag, og mange skrev til mig og spurgte om maveproblemer og mættet fedt. Pludselig var jeg næsten lige så stresset som i mit gamle arbejde, siger Jane, der i starten sagde ja til alt for meget. Det var en proces at få balance.  

SE OGSÅ: Proteiner - kan bøf og bønner få kiloene til at rasle af?

– Det har taget mig tid at lære, at jeg bare ikke kan det hele selv. I dag siger jeg oftere nej end ja, fortæller Jane, som ikke er bange for, at læserne bliver trætte af LCHF eller Madbanditten.
– Det kan godt være, at LCHF-begrebet går af mode på et tidspunkt, men jeg tror aldrig, at folk holder op med at interessere sig for at spise mindre sukker og mindre raffineret mad. LCHF er jo bare en kategori, som min mad mere eller mindre falder under.

Jane Faerbers vej til succes har været hurtig på grund af god timing. Men det kræver disciplin at adskille fritid og arbejde, når en del af arbejdsdagen bruges i det private køkken på at udtænke nye opskrifter til bøger. Og hvornår holder man fri, når man lever af at blogge om sit eget liv?
– En blog holder aldrig fri, og der er flest læsere i weekenden, så jeg arbejder også i weekenderne. Men nu er min forretning et sted, hvor jeg godt kan tillade mig ikke at lave nye indlæg hver dag og holde lidt fri. Og meget af det, jeg laver, ser jeg slet ikke som arbejde. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kan lave noget, som er meningsfuldt på en måde, som mit gamle job aldrig nogensinde var.

JANES BEDSTE RÅD
1. Brug de sociale medier til at markedsføre det, du gerne vil leve af. Er dit produkt godt, vil det automatisk spredes online via dine glade brugere.
2. I en periode vil du nok ikke tjene ret mange penge, så det er en god ide at sætte en deadline for, hvornår der skal være overskud på kontoen igen.
3. Juster dine priser. Hvis der aldrig er nogen, der siger nej tak, er din pris for lav. Er der omvendt aldrig nogen, der siger ja, er den måske for høj.

SE OGSÅ: Gåture, dejlig sex og god søvn + 7 andre vaner, der booster dit humør

SE OGSÅ: Michelle Kristensen: Jeg har prøvet alle slankekure

SE OGSÅ: 3 kvinder afslører: Sådan tabte vi 5, 10 & 20 kilo