Anne-Grethe Bjarup Riis: „Jeg har virkelig brug for kærlighed”

NAVN: Anne-Grethe Bjarup Riis.

ALDER: 48.

JOB: Filminstruktør, skuespiller, maler og romanforfatter.

AKTUEL MED: Romanen „Send mere kærlighed” (Politikens Forlag), den sidste i en trilogi. Og så er filmen „Tarok”, som hun har instrueret, netop kommet på dvd.

NÆSTE STORE PROJEKT: Hun er i færd med at forberede en film om Karen Blixens ungdom, som hun skal instruere.

PRIVAT: Bor i lejlighed på Østerbro med sin mand, Bo Mortensen, og sine børn Osvald, Yrsa og Gilbert.

HVAD SIGER DU, NÅR VI SIGER LYKKE?

– Lykken er at have tid sammen med min familie. Vi har gjort det til en vane at tage op i vores sommerhus i Nordsjælland, så tit vi kan. Det er meget lille, 45 kvadratmeter, så vi kommer virkelig hinanden ved deroppe. Vi laver bål i haven og har alle mulige byggeprojekter, der involverer børnene, en sæbekassebil for eksempel. Der er en fjord lige ved siden af, hvor vi kan bade om sommeren. Det føles som zen at være der.

Jeg har siddet og skrevet på min nye roman deroppe, men det var ikke specielt sjovt, jeg savnede familien. Uden dem er det ikke noget ved. Mine børn, Yrsa og Gilbert på ti og syv og Osvald på atten har det ikke mindst godt sammen deroppe. Der er ingenting, som er forbudt i sommerhuset, vi ser også fjernsyn, spiller spil på vores iPads og har endda opvaskemaskine. Jeg er ikke hellig med, at det skal være primitivt på nogen måde.

AMBITION?

– Jeg har en overskrift for mit liv, der hedder, at jeg skal gøre mig umage. Og at jeg vil ud med det, jeg har på hjerte. Hvis jeg ikke laver teater eller film, skriver jeg på en bog eller maler et billede. Men altid med det formål, at det skal vises, udgives eller udstilles, ellers er det spild af tid. Jeg er ikke kunstner for at tilfredsstille mig selv. Jeg tænder lynhurtigt på et projekt, det har jeg altid gjort.

I 5. klasse f.eks. skulle vi komme med en julegave, og så fik jeg den ide, at jeg skulle puste en ballon op og putte slikstykker i den, og så ville slikket svæve rundt inden i den, det ville blive fantastisk for den, der fik den. Jeg skrabede lommepenge sammen, købte ballon og slik og gik i gang. Desværre kom der kondensvand i ballonen, slikket klistrede sammen i en stor klump, og det var så pinligt, at jeg ikke ville sige til nogen, at det var mig, der havde den med. Men initiativet var der ikke noget galt med.

Min mor fortæller også, at jeg allerede, da jeg var lille, hoppede rundt, når jeg hørte hendes klassiske plader og lavede den mærkeligste dans. Og da jeg gik til ballet og dans, ville jeg pinedød stå forrest. Som ung gik jeg i det hele taget nok op i at manifestere mig. Men med alderen handler det mindre og mindre om mig selv og mere og mere om at vende blikket udad og rette opmærksomheden mod dem, der har det svært i vores samfundshierarki.

HUMOR?

– Jeg bruger humor meget, ikke mindst når jeg skriver mine romaner. Man kommer langt med at kunne grine ad sig selv og få andre til at grine.

Jeg havde tit grineflip i folkeskolen og blev smidt uden for døren, fordi det forstyrrede. Det kunne jeg godt forstå, så når jeg mærkede, der var et grineflip på vej, kunne jeg få koldsved og prøvede af alle kræfter at stoppe det, men måtte næsten altid opgive.

Jeg grinede mig også igennem Teaterskolen. Folk syntes vist tit, at jeg var frygtelig barnlig. Får jeg chancen, klovner jeg også gerne. Min datter sagde forleden, at jeg er mærkelig, men heldigvis på den gode måde. Hun forklarede, at det er, fordi jeg synger opera, når jeg afleverer hende og siger goddag til alle hendes venner.

KÆRLIGHED?

– Det er jo det, livet drejer sig om for mig. Min mand og jeg er så symbiotiske, at mange vil synes, vi er skøre. Selv efter næsten 13 år ringer vi stadig sammen tre-fire gange om dagen. Når vi kommer op i sommerhuset, går vi også altid på havevandring hånd i hånd.

Jeg har virkelig brug for, at der er kærlighed i mit liv, og jeg føler, at jeg med Bo har fundet min soulmate. Vi har været igennem flere store kriser, bl.a. da vi mødte hinanden og blev skilt fra vores daværende ægtefæller. Og da vi fik vores yngste barn, Gilbert, som blev født med noget, der hedder båndsnøre (misdannelse af fødder og hænder red.). Men det har kun styrket os. Og i dag føles det som en stor sejr, at det er lykkedes os at få vores unger og skabe nogle gode rammer for dem: We did it.

I min nye bog, „Send mere kærlighed”, er en af mine vigtigste pointer, at man som elskende skal huske at give hinanden plads. Det har Bo og jeg været gode til. Jeg tror ikke, at et parforhold overlever uden rummelighed og empati. Alle har perioder, hvor de er uligevægtige og urimelige og har brug for forståelse, sådan er vi mennesker.

MISUNDELSE?

– Jeg er ikke en skid misundelig, min kerne er alt for stærk, og jeg tror en hulens masse på mig selv, så jeg ved ikke, hvad jeg skulle være misundelig på. Jeg glæder mig bare på folks vegne, når de har succes og er glade og har et godt kærlighedsliv. Selv synes jeg ikke, jeg mangler nogen af delene. Jeg er fattig på den måde, at jeg skylder en masse penge i skat, men jeg går ikke op i økonomi. Jeg har vænnet mig til, at så kommer der pludselig en masse penge, og den næste måned kommer der ingenting. Det kan ikke hidse mig op. Nu udkommer min bog, og så skal jeg i gang med en film, så kommer der penge igen, det skal nok gå. Uanset hvad bruger jeg mange penge, jeg er god til at køre kortet igennem.

TEMPERAMENT?

– Hvis jeg er presset, kan jeg råbe lovlig meget og må sige undskyld bagefter. Indimellem er der for mange sluser åbne i mig. Men jeg mener også, at det er godt at kunne slå i bordet. Det prøver jeg at vise min datter. Da hun kom og tiggede om en hund, sagde jeg nej, men tilføjede, at hun skulle prøve at kæmpe for sin sag og komme igen med nogle gode argumenter. Og så argumenterede hun i et halvt år, og til sidst gav jeg mig. Mine ord er ikke lov.

Heller ikke når jeg er leder af et filmset. For mig handler det at være leder ikke om at få ret hele tiden, men om at få folk til at løfte sammen i flok og give energi til et projekt. Jeg mener, at man skal stå fast på sine meninger og har for længst lært, at alle ikke behøver at elske mig for det, jeg siger. Som ung ville jeg utrolig gerne være venner med alle. I dag gør konflikter mig ingenting, så længe de er konstruktive og søger mod et resultat. Det kan godt gøre mig ked af det, at andre bagtaler mig, men jeg kommer over det.

PRÆSTATIONSANGST?

– Hvis man giver alt, hvad man har og går ind i et projekt med liv og sjæl, så kan man ikke gøre mere. Negative anmeldelser kan være hårde at klare, men jeg lærte allerede at tackle dem ved min allerførste forestilling på Vendsyssel Egnsteater. Jeg spillede en satirisk rolle med kæmpe hinkestenbriller og gav den hele armen. Lokalsprøjten i Hjørring vendte tommelfingeren ned og skrev, at mit spil var overgearet. Puha, det var slemt, jeg var ved at dø. Men så kom en anmelder fra Information forbi og skrev i en kæmpe overskrift: „Nyt komisk talent”. Det har lært mig, at jeg laver det, jeg kan lide, og så må andre synes, hvad de vil. I kunsten er der ingen facitliste.

– Men selvfølgelig er der ting, der kan få præstationsangsten op i mig. Når jeg instruerer film, er jeg f.eks. så pivende koncentreret, at der godt kan være nerver på. Især når jeg skal løse nogle store problemer i en fart. „Shit, nu vil den hest ikke stå stille. Hvad gør vi?” Men der skal adrenalin til for at yde sit bedste og få kreativiteten frem.

Jeg var også meget nervøs, da jeg var med i tv-showet „Vild med dans” i 2008. Der var ingenting at skjule sig bag, det var afklapsning på første parket af en million seere hver fredag, og jeg havde kun en uge til at forberede mig i. Det var „bare underholdning”, men jeg blev ambitiøs og gik op i at gøre mit bedste. Det var sjovt, men også noget af det hårdeste, jeg har været med til, og jeg er enormt stolt over, at vi blev nummer tre.

ANNE-GRETHE BJARUP RIIS OM SUNDHED

„Det kan være, at folk kalder mig Østerbro-tosse eller 2100-spelt what ever, men jeg mener, at økologi er vigtigt. Jeg begyndte at spise 100 procent økologisk for mange år siden, dengang det stadig ikke var hipt. Jeg gider ikke det der gift, vi propper i jorden og i madvarer. Eller de stakkels høns, der får ætset deres fødder af ekskrementer i deres bure. Forbrugerne skal tage sig sammen og boykotte den slags varer. Jeg er ikke et overmenneske, der kan godt ryge en hotdog og noget slik ned, men jeg går op i at slippe for gifthelvedet.” „Jeg går også op i at holde mig i form. Efter min første fødsel fik jeg en svær bækkenløsning og var nærmest invalid, så jeg har været nødt til at holde min krop stærk, så den ikke knækker sammen. Det gør jeg stadig. Jeg løber, og to gange om ugen laver jeg et 50-minutters pilates-program og tager hundrede dobbelthop med en sjip-wire. Det sidste tog det mig to år at træne mig op til. Yoga er jeg nærmest afhængig af. Hver morgen står jeg tidligt op og laver de fem tibetanere.”