Camillas læge mente ikke, at den unge kvindes brystsmerter var noget alvorligt. Kort efter ramte første anfald...

”Jeg tror på hudafskrabninger og på strækmærker / fordi det giver god mening / at nogle bare er vokset alt for hurtigt / og faldet på deres vej hertil”

Camilla Bundgaard Larsen husker godt første gang, et anfald ramte hende. Men særligt husker hun også, at hun ikke forstod, hvad det var.

Digtet ovenfor er fra hendes bog ’Mellemrum’. Den kom til verden som et eksamensprojekt, hvor den på det tidspunkt 25-årige grafikerstuderende bagefter blev opfordret af sine undervisere til at få bogen udgivet.

For alle digtene, de små øvelser og smukke grafiske tegninger undervejs på siderne er Camillas egne.

Hendes stemme henvendt til andre unge, der som bogens forfatter også tumler med de svære sider af livet:

Med lavt selvværd, angst, stress og ensomhed.

For Camilla Bundgaard Larsen har selv en historie, hvor hun gennem folkeskolen, gymnasiet og i starten af sine 20’ere skulle forstå, hvorfor det er vigtigt at arbejde med disse svære følelser, hvis man har dem.

Hun havde selv skjult dem, indtil hendes krop begyndte at sige fra.

Helt fra.

Det første anfald

Da anfaldet ramte første gang, kunne Camilla Bundgaard Larsen fysisk ikke trække vejret, husker hun.

Hun følte et voldsomt tryk, som lå en stor og tung sten på hendes brystkasse.

Så ramte en følelse af at være rundtosset, som havde hun drejet rundt om sig selv 100 gange.

Men Camilla sad helt stille ved et bord i kantinen på den højskole, hvor hun var startet kort forinden i 2014. 

Det bord, hun fem minutter før havde siddet og snakket med tre nye veninder rundt om, mens de planlagde et arrangement, som skulle afholdes på skolen i weekenden.

Ud af det blå kunne Camilla ikke få luft, og hjertet galoperede derudaf.

”Lige pludselig fik jeg det megadårligt. Jeg kunne slet ikke få vejret. Jeg blev konfus over alting. Min vejrtrækning blev bare hurtigere og hurtigere,” husker Camilla om episoden i dag.

"Jeg har det virkelig dårligt, jeg ved ikke, hvad der sker?!", fik hun sagt til de andre. En af dem foreslog, at hun gik op på sit værelse og lagde sig lidt.

Alene oppe på værelset på højskolen blev det ved.

”Jeg lå i sengen, og jeg kunne ikke trække vejret og begyndte at græde helt vildt meget. Jeg kan også huske, at jeg stod ude på toilettet på et tidspunkt og kiggede mig selv i spejlet, mens jeg sagde: "Træk vejret roligt. Det skal nok gå..." For jeg vidste ikke, hvad der skete. Jeg havde jo aldrig været ude for det før,” siger hun.

”Det, der skræmte mig mest, var, at jeg ikke vidste, hvad det var, der skete med mig. Jeg vidste ikke dengang, at det var et angstanfald.”

Et angstanfald.

Det var første gang, at Camilla blev ramt af et sådan.

På den ene side kom det som et lyn fra en klar himmel, men på den anden side havde der været tegn op til. Det kan hun se, når hun ser tilbage på det i dag.

Ikke alene

Camilla Bundgaard Larsen har sagt ja til at dele sin historie med ALT.dk om at være ung og at have perioder i sit liv, hvor angst, stress og lavt selvværd har fyldt hverdagens mellemrum ud.

Hun ved i dag, at hun ikke er alene om at have det sådan.

Det hidtil største målte antal unge kvinder og mænd døjer nemlig med psykisk mistrivsel herhjemme, viste en omfattende national undersøgelse i 2017.

Eksperter på området kalder det ”et bekymrende faktum”. Særligt ramt er de unge kvinder.

Hver fjerde unge kvinde mellem 16 og 24 år har dårligt mentalt helbred, og 41 procent af dem lider af et højt stressniveau.

Nogle rammes af psykiske lidelser som angst og depression. Andre føler sig ensomme.

”Jeg synes egentlig, at min opvækst har været meget fin. Jeg har nok altid været et genert barn. I folkeskolen havde jeg en følelse af ikke helt at passe ind. Jeg skrev digte og var kreativ, jeg gik ikke så meget op i tøjmærker, og jeg hørte noget lidt andet musik end de andre. Det var som om, at jeg på så mange punkter ikke var som dem,” forklarer Camilla Bundgaard Larsen om barndommen i Skive.

”Det gjorde, at jeg følte mig forkert. Jeg har nok været meget enspænder dengang. Jeg har aldrig været udsat for mobning, men jeg havde en følelse af ikke at passe ind i klikerne.”

Gymnasiet var også en blandet følelse for Camilla.

Her var der et stort fokus blandt pigerne på deres kroppe. Også karakterræset fyldte.

Og den generte pige gjorde alt for at fremstå som yderst social.

”Det var en tid, hvor jeg i høj grad prøvede at passe ind, prøvede at være en anden. Jeg havde ikke nogen at snakke med det om. Det var som om, jeg var så alene om det. Følelsen af at have venner og have det fint nok socialt, men bare være så ensom alligevel,” husker hun.

Tankerne blev derfor sat på overarbejde. Især følelsen af at skamme sig og at føle sig forkert har været noget, hun har gået med længe.

Men hun havde svært ved at italesætte ”det” dengang.

Ondt i brystet

Efter gymnasiet ramte det Camilla Bundgaard Larsen, at hun ikke anede, hvad hun ville være i forhold til karriere og uddannelse. Fremtiden.

Hun mærkede ikke en passion for ét helt særligt felt.

”Jeg tror i høj grad, at mit pres er kommet fra mig selv, fordi jeg havde en idé om, hvordan man skulle være. Og så har jeg lagt et pres på mig selv i forhold til at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv.”

Hun tog et sabbatår og fik et job på et plejehjem som afløser. Her arbejdede hun 50-60 timer om ugen i otte måneder for at spare penge op til en rejse og et højskoleophold.

Så dukkede der fysiske symptomer op. Især omkring hendes hjerte spændte det til.

”Jeg havde konstant ondt i brystet og tænkte, at det var mærkeligt. Jeg var ved lægen for at blive tjekket, og han sagde, at der ikke var noget galt med mig udover nogle spændinger i skulderen. Jeg forklarede, at det seriøst var der hele tiden og gjorde ondt. Han mente, det ville gå over af sig selv,” husker hun.

I den periode kunne hun heller ikke sove om natten, så hun begyndte at prøve at udmatte sig selv mest muligt i løbet af dagen.

”Jeg ville undgå at ligge om aftenen og frygte, om der var noget galt med mit hjerte. Jeg er ret sikker på, at det udviklede min angst. For jeg begyndte at udvikle en form for dødsangst. Altså jeg blev bange for, at jeg faldt i søvn, og så døde jeg om natten. Fordi mit hjerte ville stoppe med at slå, og min læge ikke tog det seriøst,” forklarer Camilla Bundgaard Larsen.

Plejehjemmet

Og så var der episoden på plejehjemmet.

Under en aftenvagt fik hun pludselig sløren for øjnene. Det blev så voldsomt, at hun ikke kunne se.

”Jeg blev vildt bange, og min mor, som er sygeplejerske, tog mig med på hospitalet. Jeg gik helt i panik og fik endnu mere angst,” erindrer hun.

På hospitalet konstaterede de, at det var et migræneanfald, som gav auraforstyrrelser.

”Det var så dér, jeg begyndte at få migræneanfald, og dem fik jeg hyppigt efterfølgende med en uges mellemrum. Der var jeg virkelig sådan: Nu er der noget fuldstændig galt med min krop! Men på det tidspunkt var jeg stadig ikke bevidst om, at det var stress.”

I dag ved Camilla, at det hænger sammen med, at hun ønskede at holde tankerne borte. Når hun ikke arbejdede, havde hun altid kalenderen fyldt med flere aftaler eller var ude at træne.

”Jeg kan her bagefter se et mønster i mit liv, hvor jeg har brugt kræfter på at bedøve mig selv, så jeg ikke kunne mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg arbejdede, trænede for meget og var sammen med folk, så jeg ikke skulle forholde mig til mig selv. Det har jeg gjort i rigtig, rigtig mange år.”

Vendepunktet kom for tre år siden.

Den orange bog

Vi møder Camilla Bundgaard Larsen på en café, hvor bogen med den simple orange forside ligger på bordet imellem os. Den, som har hun skrevet.

’Mellemrummet’ er særligt henvendt til andre unge, der ligesom Camilla kan føle sig pressede – men som har lyst til at arbejde med sig selv og blive klogere på, hvad der udløser de dårlige perioder.

Det er en form for ”hybrid”-bog.

Et mix af Camillas digte og illustrationer, datoløse kalenderoversigter, sider til egne notater og små spørgsmål og øvelser, der kan hjælpe med at få styr på ens tankemylder og stoppe destruktive tanker.

Alt er ”tegnet” af hendes hånd.

Kreativ skrivning som terapi

Bogen er udkommet i en digital tidsalder fyldt med sociale medier.

Men netop derfor mener Camilla Bundgaard Larsen, at det er ekstra vigtigt med et analogt produkt, hvor læserne undervejs selv skal udfylde nogle af siderne.

”Kreativ skrivning er en terapeutisk måde at arbejde på, fordi der sker noget, når man reflekterer og får sat ord på noget,” forklarer hun.

”Jeg kan godt føle, at hastighed er blevet 'det nye sort'. Jo mere du laver, jo bedre. Vi skal hele tiden eksekvere, optimere, være ”på” så mange steder som muligt, så vi mister så meget nærvær og kontakt til os selv. Vi skal hele tiden videre. Fordi vi er blevet så digitaliserede på så mange områder, har vi brug for noget fysisk at være nærværende omkring. Der sker en helt anden form for refleksion.”

For Camilla oplevede selv at have svært ved at sætte ord på, hvad der gjorde, at hun gik rundt og havde det skidt.

Hvorfor taler vi ikke om det?

Camilla Bundgaard Larsen har selv fået hjælp hos forskellige psykologer og terapeuter til at arbejde med sin angst og stressen. De gav hende øvelser, der har inspireret nogle af dem, der er i bogen.

Men bogen skal ikke erstatte professionel hjælp.

Den er tænkt som et supplement til arbejdet med sig selv, hvor man i stedet for ti kinanotesbøger har én bog, hvor man kan samle sine tanker og øvelser i en ’evighedsbog’.

”Jeg har tit reflekteret over, hvornår følelsen af, at jeg er bange for, at folk ikke accepterer mig, er opstået? Det har jeg stadig ikke helt fundet ud af. Jeg tror, at det tager tid at grave ind i sig selv og finde ud af – og det er også dét, jeg gerne vil med min bog," siger Camilla.

"Det handler ikke kun om, at vi altid skal se fremad, vi er også nødt til at kigge tilbage nogle gange, for det er dér, at mønstrene og tankerne er opstået.”

Vendepunktet for hende kom, da hun stoppede op for tre år siden og lyttede til sit indre: Er det det her, jeg vil? Hvad er det, jeg laver nu?

Hun tog en periode, hvor hun ikke fokuserede på fremtiden, men brugte tid på at arbejde med sig selv. Dyrkede yoga og læste en masse bøger.

”Det er hele tiden en igangværende proces. Når man dykker ned, dukker nye ting op til overfladen, og det skal man også være klar på,” fortæller hun og understreger, at hun ikke selv er i mål, men tættere på.

”Jeg oplevede, at det har været svært at dele. Ikke fordi jeg ikke har tætte veninder, men nogle gange har man ikke haft lyst til at være anmassende og fylde. Jeg tænkte, at de ikke hele tiden skulle høre på, at jeg havde en dårlig dag. Og så har man bare ikke snakket om det. Også selvom, at det måske kunne åbne for nogle interessante samtaler, hvis man gjorde det?”

Del din historie

Camilla Bundgaard Larsen håber derfor, at bogen og dét, at hun deler sin historie, gør, at andre unge ved, det er okay også at dele deres.

At det er okay at italesætte, hvordan man har det.

”Dét at vide, at andre har tænkt eller følt de samme ting og tanker, dét gør bare et eller andet. Det kan give en accept af, at man er god nok, som man er. Jeg er blevet bedre til at kunne se min egen værdi i de ting, jeg gør. Og at acceptere, at ting tager tid. At det ikke altid behøver at handle om målet,” siger hun.

”Bogen skal blive din rejse, din bog. En bog, hvor du kan kigge tilbage og sige: Det var en god øvelse dengang, hvor jeg havde det på dén måde. Så kan du kigge tilbage og bruge dine refleksioner til at komme videre og være bedre til at arbejde med det indre kompas og finde ud af, hvordan du skal navigere. Hvad er det, du vil? Så man ikke hele tiden kommer til at søge svarene uden for en selv,” lyder håbet fra den unge forfatter.

Alle passager og tegninger med orange undervejs i artiklen er fra Camilla Bundgaard Larsens bog ’Mellemrum’. ALT.dk har fået tilladelse til at bringe dem i artiklen.