
Efter mange års ægteskab blev Gittes mand syg med Parkinson – og hun måtte træffe en svær beslutning
For 15 år siden fik Gitte Sabroes mand Parkinsons sygdom. I de sidste år forsvandt han mentalt for øjnene af hende, indtil hun en sommerdag tog den tunge beslutning: at flytte ham på plejehjem. Den dag vil for altid stå lysende klar i Gittes hukommelse.
Hvem er jeg
Uden dig
Det vi delte
Det er slut
Hvem er du
Uden mig
Som et ekko
Der er brudt
Ordene er en del af teksten til den sang, Gitte satte sig ned og skrev, den novemberaften hun efterlod sin mand på et plejehjem efter mere end 30 års ægteskab.
Den aften var kulminationen på 15 år, hvor Eigil blev tiltagende dårlig af Parkinsons sygdom.
"Jeg fandt guitaren frem, og jeg kan ikke forklare hvordan, men efter få minutter havde jeg fundet melodien og skrevet teksten til 'Hvem er jeg?'"siger Gitte.
"På det tidspunkt kunne jeg bare ikke mere, men sangen fortæller om min store sorg i forhold til, at vi skulle bo hver for sig resten af vores liv."
Rystelserne begyndte
Gitte og Eigil bliver gift i 1993. De har begge lederjob, og i fritiden renoverer de deres bindingsværkshus og er enige om, hvordan både fritid og ferier skal bruges. Eigil er en aktiv idrætsmand, der løber og går til fitness, fodbold og håndbold.
"Vi havde et uproblematisk forhold og et aktivt liv, og vi var gode venner, samtidig med at vi var kærester," siger Gitte.
Men i 2010 skifter de bindingsværkshuset ud med en lejlighed, og her begynder Gitte at undre sig over Eigils manglende engagement.
"Pludselig kunne han ikke samle et simpelt Ikea-skab. Han, der ellers var en super handymand, havde ingen kræfter og kunne ikke overskue det. Han sad bare modløs på gulvet."
Eigil begynder kort efter også at ryste i den ene side af kroppen. De formoder i første omgang, at rystelserne skyldes den rygoperation, som har givet ham en nerveskade i benet, men efter nogle måneder er de hos en neurolog, og Eigil bliver tjekket for Parkinson. Og får diagnosen.
Ramte betonklods
Eigil begynder at tage medicin, og den er så effektiv, at han igen og flere år fremover kan det meste og både cykle og spille fodbold. Han går desuden aktivt ind i Parkinsonforeningen og er med til at starte fodboldturneringer for andre Parkinson-ramte. I de første syv-otte år mærker hverken Gitte eller Eigil derfor det store til sygdommen.
"Og vi talte ikke om fremtiden," siger Gitte. "Vi er typerne, der tager tingene, som de kommer."
Diagnosen bliver hverdag, men efter et antal år begynder den at give sig tiltagende til kende. Forandringerne kommer snigende.
"På en ferie i Skotland opdagede jeg for eksempel, at der ikke rigtig var styr på de ting, Eigil stod for. Når vi kom frem til hotellerne, var der ikke de værelser, vi havde forventet, og jeg måtte også i stigende grad være chauffør," fortæller Gitte.
Eigil bidrager i det hele taget ikke længere så meget til det praktiske; heller ikke til livet i parrets kolonihave. Han mangler overblik. Og forværringen bliver markant efter en cykelulykke i 2017, hvor han styrter og slår hovedet ind i en betonklods. Derefter kommer han aldrig i gang med hverken fodbold og eller anden sport igen.
Empatien forsvandt
I de seneste fire år har det meste ligget på Gittes skuldre, for Eigil har både fysiske og kognitive problemer.
"For mig var hans mentale problemer de værste. Medicinen kunne langt hen ad vejen dæmpe rystelserne, men Eigil fik svært ved at huske og koncentrere sig – som en form for demens," fortæller hun.
"Han huskede ikke pinkoden til telefonen, og det kneb med at skrive. Han bladrede avisen igennem uden at læse den og kunne ikke koncentrere sig om det, vi så i fjernsynet."
Sygdommen rammer også det center i Eigils hjerne, der regulerer empati, og det gør ondt på Gitte.
"Når han bad mig om at gøre noget, kunne jeg sige: ”Du må lige give mig en pause. Jeg har virkelig ondt i ryggen.” Så kiggede han bare på mig og gentog, hvad jeg skulle gøre. Det sivede simpelthen ikke ind, at jeg også havde et behov," siger hun.
Eigil har desuden svært ved at være sammen med mange mennesker på én gang, og efterhånden må Gitte hjælpe ham med at komme i bad, få tøj på og komme i seng.
"Alle de ting, man ikke skal gøre som ægtefælle, som hun siger. – Vi kunne få al den hjemmehjælp, vi bad om; det passede bare yderst sjældent med, at behovet var der, når de kom."
Skam over skældud
I 2024 er det tiltagende svært for Gitte at være væk fra hjemmet. Førhen har Eigil kunnet se lidt fjernsyn, mens hun var ude.
"Men når jeg kom hjem, kunne der være ulækkert på badeværelset, eller ting var spredt rundt omkring i stuen. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg kom hjem til," fortæller Gitte. "Og efterhånden fik jeg ingen sammenhængende nattesøvn, fordi Eigil lå og kaldte eller skulle have hjælp til at komme op at tisse."
I sommeren samme år kommer den dag, hvor Gitte giver op. Hvor hun indstiller Eigil til plejehjem. Han har allerede forinden være på aflastningsophold, og her følte han sig godt tilpas. Så da Gitte spørger, hvad han vil sige til at bo på plejehjemmet, indvilger han.
"Til sidst var jeg så brugt, at jeg også skældte ud. Og det stressede ham enormt. Han blev ked af det. Men jeg kunne ikke styre det, for jeg var simpelthen så træt," siger hun. "Jeg var også træt af at høre mig selv råbe, skrige og skælde ud. Men det kommer man til, når man er presset. Man lukker ned og får en skal omkring sig, for man skal bare have det til at fungere."
Eigil er væk
Beslutningen er en lettelse. Men det er nogle barske måneder frem til, at Eigil flytter. I november får han endelig en plads, og så er vi fremme ved den aften, hvor Gitte efterlader ham i plejehjemmets opholdsstue og tager hjem.
"Det var nok mere mig, der var ked af det lige der, og det var faktisk først ude i bilen, at jeg rigtigt forstod det," siger hun.
"Man kæmper jo, så jeg syntes også, det var en form for svigt. Men samtidig vidste jeg godt, at der var ikke andre muligheder."
Når Gitte i dag sætter sig i bilen og kører hjem efter et besøg hos Eigil, synes hun stadig, det er tungt.
"For han bliver jo dårligere og dårligere. Han er tynd og har svært ved at spise, og nu sidder han mest i kørestol. Mange dage har vi ingen dialog, men indtil videre har jeg indtryk af, at han kan kende mig. Men han er slet ikke den mand, jeg har kendt. Overhovedet," siger Gitte, som besøger Eigil cirka fem gange om ugen.
"Sidst sagde han, at han ville gerne høre den cd, jeg har indspillet, og brugte ordene: ”Jeg vil gerne høre noget musik med hende, jeg engang var gift med.” Det er der, vi er nu. Der er selvfølgelig dage med lyspunkter, men andre dage er han der slet ikke."
Gitte er fortsat i sorg og bliver for eksempel berørt, hvis hun ser en film, der foregår i Skotland, hvor hun og Eigil har rejst meget.
"Eller hvis jeg går en tur, og folk sidder på altanen og griller og har venner på besøg til et glas vin. Så bliver jeg ramt. Det gjorde vi også engang."
Musikken lindrede
Under det svære forløb har Gitte dog fundet en side af sig selv frem, som giver hende energi. I sin ungdom sang hun og spillede i bands, mens hun i voksenlivet valgte en sikker karriere i DSB. Men nu har hun genfundet lysten til musikken.
"Jeg skrev først sangen 'Du gav mig', som handler om den mand, jeg ville betale alt for at få tilbage. Det var egentlig bare den, jeg ville indspille. Men det gav mig så meget at være i studiet, at jeg lavede 11 sange mere. Blandt andet 'Hvem er jeg?'"
"Den skrev nærmest sig selv, og musikken gav så meget livskvalitet; at jeg midt i alt det andet kunne køre ud og være nogle timer i studiet," forklarer Gitte.
Eigil har hørt hendes sange og beder nu tit om at få sat cd’en på, når han vågner på plejehjemmet.
"Sangene er også en kærlighedserklæring til det liv, vi har haft. Kærligheden ændrer form, når man skal tage sig af pasning og pleje af sin mand; det er ikke en forelskelsesgnist og et fysisk samliv," siger hun.
"Men det er stadigvæk stor kærlighed."
Efter redaktionens slutning er Gittes mand, Eigil, gået bort. Han døde i august 2025, 76 år gammel.