Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Kærlighedssprog
Foto: Getty Images Daisy Løvendahl guider dig i kærlighedens 5 sprog.

Kærlighedssprog

Taler I forbi hinanden?

Der findes fem kærlighedssprog – ved du hvilke(t), din kæreste taler? Det bør du vide. For måske ser du ikke, at han som en kærlighedserklæring tager opvasken, fordi du mere længes efter søde ord, eller også føler han sig tilsidesat, fordi han reagerer på kærtegn og ikke aftener sammen. Daisy Løvendahl hjælper dig med at stoppe misforståelserne, så de ikke spænder ben for kærligheden.

1. De fem kærlighedssprog

Der er fem kærlighedssprog ifølge Gary Chapman, som har skrevet den første bog om emnet. Under hvert sprog er der mange dialekter, men de fem sprog er: anerkendende ord, tid til hinanden, at modtage gaver, tjenester og fysisk berøring. Når du tales til i dit sprog, oplever du typisk, at du føler dig elsket på et dybt plan. Min klient Danielle var meget frustreret over, at hendes mand følte sig tilsidesat af hende. Hun blev ved med at invitere ham ud, finde på ting, de kunne opleve sammen og tage initiativ til gode samtaler. En dag var han stresset, fordi han skulle nå 100 ting på arbejdet og lave middag til nogle venner. Hun tilbød at lave maden, og han smeltede fuldstændig. Hans kærlighedssprog? Det er tjenester.

2. Hvad er mit?

En enkel vej til at finde dit kærlighedssprog er at tænke tilbage på tre situationer, hvor du følte dig elsket. Bliv helt klar på de enkelte situationer, og spørg så dig selv: Hvad var fælles for dem? Blev du rost til skyerne og hvisket søde ord i ørerne? Brugte du tid med din elskede? Fik du gaver i form af små hjemmelavede kager eller invitationer til noget, du holder af? Gjorde din kæreste dig en tjeneste og klarede bilvasken, middagen eller andet for dig? Blev du kærtegnet, havde I hed sex, eller husker du en kærlig hånd om livet på dig? Identificer, hvad der var på spil i de situationer, hvor du følte dig elsket, og voila – der er dit kærlighedssprog.

LÆS OGSÅ: Styrk kærligheden på 7 dage

3. Find din kærestes sprog

Du kan finde din kærestes kærlighedssprog ved at stille dette spørgsmål: Hvad savner du fra mig? Lyt til svaret og se, om ikke kærlighedssproget gemmer sig der. Svarer han for eksempel: ”Jeg savner, at vi oplever noget sammen,” kan det være tid til hinanden, og er svaret: at blive rørt ved, kan det være fysisk berøring. I forlængelse af dette kan du også se på, hvad din kæreste brokker sig over ved dig. Er det for eksempel: ”Du gør aldrig noget for mig!” kan det handle om, at kærlighedssproget er tjenester, og det er længe siden, du gav en hånd.

4. Psst – du har faktisk to!

Faktisk har vi ikke bare ét kærlighedssprog men to. Et primært og sekundært. For nogle ligger de to sprog meget tæt på hinanden, og det kan være svært at vurdere, hvilket der er mest dig, men der kan også være en markant nummer 1 og 2. Du kan finde dit sekundære sprog ved at se på, hvordan du giver andre kærlighed. Er du den, der altid tilbyder at hente dine kære i lufthavnen (tjenester)? Er du hende, der altid lægger en hånd på skulderen og krammer meget (fysisk berøring)? Elsker du at købe gaver til andre og overraske med en hjemmelavet kage (at modtage gaver)? Er du verdensmester til at give komplimenter og sende søde beskeder (anerkendende ord)? Eller er du hende, der inviterer og planlægger fælles oplevelser (tid til hinanden)? Glæd dig over, at du har to sprog, og bed alle, du kender, om at bruge dem begge.

LÆS OGSÅ: BS Christiansen: Ét spørgsmål kan afsløre, om dit parforhold fungerer

5. Tal, så det kan mærkes

Hele filosofien bag kærlighedssprogene kan opsummeres sådan: Giv din kæreste det, han reagerer bedst på! Det er fint at bruge alle sprog og have mange måder at være sammen på, men gør det til en prioritet at bruge din kærestes to sprog meget. Som i nærmest hver dag. Det behøver selvfølgelig ikke at indebære dyre gaver eller lange seancer med ubegrænset tid, men vær opmærksom på, at selv en lille gestus kan føles meget stor og gøre en forskel. Kunsten er faktisk at gøre det småt, så det ikke bliver noget særligt, du gør en gang om måneden, men en lille kop kaffe om morgenen, hvis kæresten er til tjenester, eller 5 minutters opkald om eftermiddagen, hvis sproget er tid til hinanden. Hvis du er frisk på at styrke forholdet mellem jer, så giv dig selv denne udfordring: Prøv i 14 dage at tale din partners kærlighedssprog hver dag og se, hvad der sker.

OM EKSPERTEN

DAISY LØVENDAHL er personlig rådgiver, foredragsholder, har en kandidatgrad i filosofi og kommunikation og er forfatter til bøgerne ”LEV” og ”ELSK”. Hun har stor erfaring med at guide sine klienter gennem det moderne livs udfordringer, så der er plads til både kærlighed, familie og karriere. Bor i København med sin mand og deres to børn. Læs mere på Daisylovendahl.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Daisy Løvendahl, Parforhold, Sex og Psykologi