Nadia Nadim: ”Hvis det brænder på, ville jeg elske at trække i kitlen og hjælpe det, jeg kan”

”Lige nu ser det ud til, at der er styr på det i det danske sundhedsvæsen, men hvis det brænder på, ville jeg elske at trække i kitlen og hjælpe det, jeg kan.”

Ordene kommer fra 32-årige Nadia Nadim. Flygtningen, landsholdsspilleren – og snart også lægen.

Mennesket med de mange kapper. Og den enestående historie om at bryde med det forventelige.

For siden Nadia Nadim som 12-årig flygtede fra Afghanistan til Danmark med sin mor og fire søstre, efter faren blev dræbt af Taliban, har hun haft et ønske om at hjælpe andre – og det ønske har hun stadig, selvom hun har travlt med sin internationale fodboldkarriere.

Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

”Når man ser billeder fra Italien og Spanien, kan man kun prøve at forstå, hvor hårdt et pres de er under. Det er ikke nemt at vælge fra og til. Det er et kæmpeansvar, de arbejder i døgndrift, og mange læger og sygeplejersker er blevet syge, fordi de er mere udsat for smitte,” siger Nadia Nadim.

”Jeg synes, det er dem, der er de rigtige helte lige nu. Det er dem, der holder det hele kørende. Det bestyrker mig bare i, at det var det helt rigtige valg at blive læge. Lige nu ser vi for alvor, hvor vigtig en rolle sundhedspersonalet har. Det er det, jeg gerne vil: At være i stand til at hjælpe mennesker, der har behov for det.”

En fast base

For første gang i lang tid er hun samlet med familien i huset i Vejle, som Nadia Nadim og storesøsteren har købt til moren. Hun har haft brug for den base, siger hun, som hun ikke havde i løbet af sin opvækst.

”Vi har købt huset, så vi har et sted at have en base, for jeg hadede, da vi boede til leje og skulle flytte rundt,” siger hun.

”Jeg vil gerne have, at min mor skal have det bedste liv, der overhovedet er muligt. Hvis jeg klarer mig godt, så er det ikke bare mig, men hele min familie, der klarer sig godt, det er vigtigt for mig, at alle forstår det. Når de klarer sig godt, så bliver jeg stolt af dem. Uanset, hvad vi gør, så gør vi det sammen.”

Storesøsteren er læge i Norge, to søstre er sygeplejersker, den sidste er handicaphjælper. Og Nadia Nadim er selv et semester fra at være færdig med lægestudiet.

”Jeg tror, det har været naturligt, at vi har valgt at gå den vej, for alt det, vi har oplevet, sætter tingene i perspektiv. Vi ved fra os selv, at når man er helt nede og ligge, så er det de små gestures, der gør en forskel. De små handlinger, folk har gjort for mig, har gjort mig til den, jeg er i dag med de valg, jeg tager, og jeg vil gerne være i en position, hvor jeg kan gøre det samme for nogle andre,” siger hun i ALT for damerne.

Læs hele interviewet med Nadia Nadim i denne uges ALT for damerne, hvor hun også taler om ikke at være en del af flokken, familieopgør og om at være rebellen, der aldrig tier.