
Er overgangsalder lig med vaginal tørke? Bliv klogere på, hvad du kan gøre
Journalist Marie-Louise Truelsen har, som mange andre, oplevet at få tørre slimhinder i både øjne og vagina i forbindelse med overgangsalderen. Hun har testet laserbehandlingen MonaLisa Touch for at finde ud af, om den kan afhjælpe den vaginale tørhed. Læs her, hvordan det gik, få ekspertens forklaring på, hvordan behandlingen virker, og bliv klogere på, hvad du også selv kan gøre for at modvirke overgangsalderens tørke.
Jeg havde min sidste menstruation, da jeg var 55, og indtil da havde jeg aldrig skænket mine slimhinder en eneste tanke.
De gjorde bare deres arbejde – dag ind og dag ud.
Nu er jeg 58 år og befinder mig i postmenopausen, som i princippet varer resten af livet, og igennem det sidste års tid er mine slimhinder i vagina begyndt at gøre opmærksom på sig selv på den kedelige måde.
Indtil da havde jeg kun mærket tørre slimhinder i øjnene, hvilket også er vældig irriterende, og jeg troede faktisk, at jeg var heldig at slippe for tørheden forneden, som mange af mine veninder har talt om i flere år.
Det var jeg så ikke.
Udover at tørre slimhinder ikke gør noget godt for sex-livet og i øvrigt også kan være generende på alle andre tidspunkter af dagen med kløen og svien, har jeg også oplevet, at det er blevet sværere at tømme blæren helt.
Jeg skal være længere på toilettet, før jeg føler, at jeg er helt færdig.
Jeg har hørt den tørre vagina spøgende omtalt som ”askeskuffen”, hvilket virkelig ikke er en pæn eller kærlig betegnelse, men den er faktisk meget beskrivende.
Så ja, jeg er klar til at gøre noget ved det, da jeg hører om den såkaldte MonaLisa Touch-behandling.
Du er ikke alene
Jeg får en tid hos gynækolog Lisbeth Elving på Klinik MonaLisa. Inden besøget ringer sygeplejerske Malene Bastiansen og fortæller, hvad der skal ske, når jeg møder op til den første behandling, og jeg får bl.a. at vide, at jeg skal smøre lokalbedøvende creme på området en times tid inden fremmøde.

Der vil være en samtale, en gynækologisk undersøgelse og en scanning inden selve behandlingen. Den eneste bivirkning, jeg kan opleve, er lidt blodigt udflåd, men det er sjældent, at det sker.
Og så må man i øvrigt ikke tage karbad eller være i spa i tre dage efter behandlingen på grund af en minimal risiko for infektioner.
Malene fortæller, at det er vigtigt, at kvinder finder ud af, hvad der faktisk er af muligheder, når man oplever tørre slimhinder i skeden, så man kan vælge eller fravælge behandling på et oplyst grundlag.
Det er også vigtigt, at man bliver klar over, at man ikke er alene om at have disse gener. Det er stadig lidt tabubelagt at tale om tørre slimhinder, men det vil de gerne gøre op med hos Klinik MonaLisa.
Vi er nemlig rigtig, rigtig mange, der har det.
De tørre slimhinder kan bl.a. medføre problemer ved samleje, og kombineret med måske nedsat libido som følge af overgangsalderen kan det give problemer i parforholdet.
Derudover oplever mange kvinder en sviende, brændende fornemmelse i området samt ømhed i ryggen og uro i benene som følge af muskelspændinger. Spændingerne opstår, fordi man spænder op i underlivet, når de tørre slimhinder generer.
Det er også ganske normalt at have problemer med at tømme blæren netop på grund af muskelspændingerne, får jeg at vide, hvilket så igen øger risikoen for urinvejsinfektioner.
En normal væg i vagina er rynket, men når man har udtørrede slimhinder, bliver væggen helt glat. Som Malene forklarer, så rykker rynkerne fra skeden op i ansigtet, når man går i overgangsalder!
Jeg ville ønske, at hun ikke havde ret.
På briksen
Ved første besøg i klinikken har jeg en lang snak med Malene, som stiller en række helbreds- og livsrelaterede spørgsmål og scorer mig i forhold til mine gener af de tørre slimhinder.
På en skala fra 1-10 når vi frem til, at jeg er generet svarende til 7 i forhold til tørhed, 6 i forhold til smerter/ubehag ved samleje og 4-5 i forhold til kløe/svie.
Malene giver gode tips i forhold til fede cremer, jeg kan smøre og massere med til hverdag, og hun fortæller om øvelser, jeg kan lave for at afspænde muskulaturen i underlivet.
Derefter kan det ikke trækkes længere. Jeg skal på briksen og have benene i bøjlerne, og der er med det samme syn for sagen i forbindelse med scanningen og den gynækologiske undersøgelse.
Selvom jeg var på toilettet umiddelbart før undersøgelsen, står der 170 ml urin i blæren. Det er altså 1,7 deciliter! Jeg er helt målløs.
Det skyldes, at der er en del myoser og spændinger, konstaterer Lisbeth ved at trykke indvendigt på mig – og ja, det kan jeg godt mærke – og hun fortæller, at hvis man aldrig tømmer sin blære helt, vil risikoen for urinvejsinfektioner være større, særligt når slimhinderne samtidig bliver tyndere.
Jeg får vejledning i, hvordan jeg kan blive bedre til at tømme blæren fremadrettet, og jeg bliver også instrueret i at lave flere knibeøvelser, så jeg bliver bedre til at holde på vandet i forbindelse med f.eks. nys og host.
Til sidst kommer selve laserbehandlingen. Et instrument på størrelse med en stor cigar bliver ført ind i skeden, og så går laseren i gang. Det brummer og vibrerer, men det er ikke for alvor ubehageligt.
Heller ikke rart, dog. Først da laseren når de ydre områder, niver det lidt, men det er ikke noget at tale om, og før jeg ved af det, er det hele overstået.
Ung i nogle dage
Der er ingen gener af behandlingen i de følgende dage, og allerede dagen efter kan jeg mærke tydelig forskel. Jeg har simpelthen fået sekret tilbage, og det føles næsten som at være 25 igen. Næsten. Det mærkelige er, at jeg egentlig aldrig tidligere har tænkt over, hvad det betyder, at slimhinderne fungerer.
Det var først, da de holdt op med det, at jeg fik øjnene op for, hvad det vil sige, når de IKKE fungerer.
I perioden mellem de to første behandlinger synes jeg, at effekten af den første behandling aftager noget. Jeg er ikke helt tilbage til scratch – om jeg så må sige – men følelsen af smørelse er ikke til stede på samme måde som i de første par dage.
Fire uger efter er jeg til min anden samtale, undersøgelse og behandling. Scoringen i forhold til tørhed mv. ligger stort set som sidst, desværre, men det er helt normalt, at der skal tre behandlinger til, før effekten for alvor viser sig.
Vi taler om, at det kan være en god idé at få noget lokal hormonbehandling, og jeg får en recept på Vagifem-stikpiller, som jeg vil afprøve.
Jeg får også indskærpet, at jeg skal smøre med fedtcreme dagligt, og at jeg skal huske mine strækøvelser.
Det første er jeg nogenlunde skarp på, det andet må jeg indrømme, at jeg ikke har fået gjort mere end et par gange. Jeg lover at prioritere det i den kommende ferie, så jeg kan få etableret en god vane.
Undersøgelse og behandling foregår som sidst, og opturen er, at der denne gang trods alt ”kun” står 100 ml urin i blæren.
Rynker både oppe og nede
Jeg får købt stikpillerne, men efter at have læst den – meget – lange indlægsseddel, har jeg simpelthen ikke lyst til at bruge dem. Jeg må nok bare igen konstatere, at jeg helst vil være fri for hormoner.
Andre har stor glæde af det, men man skal lytte til sig selv, så det gør jeg.
Mit tredje besøg på Klinik MonaLisa foregår som de to andre. Der har helt klart været øget effekt efter anden behandling, og min scoring ligger på 5 for tørhed, 2 for smerter/ubehag ved samleje og 2 ved kløe/svie.
Jeg har stadigvæk udfordringer med blæretømning, kan vi konstatere, der står 150 ml på trods af toiletbesøg lige før undersøgelsen.
Afspændingsøvelserne skal intensiveres, får jeg at vide.
I skrivende stund er der gået et par uger efter tredje og sidste behandling, og der er tydelig effekt af laserbehandlingen. Jeg tænker ikke i nær samme grad over slimhinderne i dagligdagen, og der er også tydelig forbedring i forbindelse med sex.
Jeg føler mig ikke helt som en på 25 – af mange grunde – men mindre kan også gøre det, og jeg er godt tilfreds med, at der nu er rynker både oppe og nede.