TILMELD DIG AFD’s KVINDELØB SENEST D. 31. MARTS FOR KUN 239,-

Tulle og Solveig
Foto: Trine Bukh Tulle og Solveig blev verdensmestre i fodbold i 1971.

Danske kvinder vandt VM i fodbold i 1971: "Det blev ligesom bare glemt"

For Inger og Solveig var det aldrig sært, at piger sparkede bold med drengene. Men det har taget 50 år rigtig at få anerkendelse for den triumf, det var, da de danske fodboldkvinder vandt VM.

Mexico City, søndag den 5. september 1971. Med politieskorte rumler en bus gennem storbyens larmende gader mod kurs mod Estadio Azteca. Det er dog hverken statsoverhoveder eller kongelige, der har brug for beskyttelse af to politibiler foran og to bagved, men derimod 16 purunge danske kvinder på vej mod deres livs bedrift: Finalen i verdensmesterskaberne i kvindefodbold, hvor de skal møde værtslandet Mexico. Bussen triller ned under stadion, og da de danske kvinder løber på banen, mødes de af et helt surrealistisk syn: 115.000 tilskuere i et sandt farveorgie af ponchoer og mexicanerhatte.

– Det så helt vildt ud. Jeg kan huske, at jeg tænkte ”Ej, hvor er der mange!”, siger Inger Tulle Pedersen.

– Ja, vi blev lidt benovede. Der var kun omkring 50 danskere, som flagrede lidt med danske flag. Men det var simpelthen en fest, og vi svævede på en lyserød sky. Vi var slet ikke vant til dét der, fortsætter Solveig Sørensen.

Det er 47 år siden, at Inger Tulle Pedersen og Solveig Sørensen – eller Tulle og Sol, som de hed i fodboldkredse – driblede ind på banen i rød-hvide farver og som henholdsvis midtbanespiller og højreback var med til at sparke Dannebrog helt til tops i en tid, hvor ingen på den hjemlige grønsvær regnede kvindefodbold for noget. Et helt liv senere sidder de to kvinder i Solveigs stue på en villavej i Taastrup og mindes dansk kvindefodbolds måske største triumf, sejren ved verdensmesterskaberne i 1971. Solveig serverer kaffe og frøsnappere og smiler bredt, mens hun peger på sin halsudskæring, hvor et gyldent vedhæng glimter.

– Det er min medalje fra Mexico. Jeg har taget den på i dagens anledning. Jeg er meget glad for den, siger hun.

Genkendt efter 47 år

Tulle er misundelig, erkender hun, for hendes er blevet stjålet, og selv om hun fik en pæn kompensation fra forsikringen for den massive guldmønt, kan den aldrig erstattes. For kvinderne er den det fysiske bevis på en helt unik tid i deres liv. At den i et større perspektiv også er et stykke danmarkshistorie, er til gengæld ligeså stille gået i glemmebogen, og i dag har de færreste hørt om fodboldkvinderne fra 1971. For nylig har den tidligere fodboldkommentator Hans Krabbe dog pustet nyt liv i minderne med bogen Den glemte triumf. Det varmer de to fodboldsjæle, som aldrig helt har følt sig som de sportsstjerner, medaljen vidner om, at de er.

– Folk er begyndt at vise en begejstring for det, der skete dengang, og det har da plantet sig i mig. Jeg kigger i scrapbøgerne igen, og jeg bliver faktisk lidt glad af det. Når andre synes, det var godt gjort, tænker jeg, at det var det jo. Men det er faktisk først nu, at jeg er begyndt at regne det for noget særligt, siger Tulle, og Solveig bekræfter:

– For nylig kom jeg cyklende nede ved viadukten, hvor jeg bor, og der var en mand, der råbte efter mig: ”Hej Solveig, jeg har set dig i fjernsynet!” Så fik vi en snak, og det er da lidt skægt, at man sådan bliver genkendt for noget, der skete for så længe siden, siger hun.

LÆS OGSÅ: Neel Rønholt og Stephania Potalivo om deres venskab: ”Vi kunne lige så godt have været konkurrenter”

Selv ved kvinderne ikke rigtig, hvorfor deres præstation ikke står mejslet i danskernes fælles hukommelse, ligesom eksempelvis fodboldherrernes europamesterskab i ’92.

– Det blev ligesom bare glemt. Jeg følte ikke, at der var nogen, der interesserede sig for det. Det var kun os selv og vores familier, siger Tulle.

Den åbenlyse årsag er, at de netop ikke var fodboldherrer. I begyndelsen af 1970’erne havde kun få danske klubber deciderede kvindehold, og dem, der var, var ikke organiseret under Dansk Boldspil Union (DBU), hvor holdningen var, at kvinder ikke havde noget at gøre på en fodboldbane. Det ændrede sig lidt efter VM-sejren, men det var langt fra sådan, at kvindefodbold ved et trylleslag blev ligestillet. Solveig og Tulle kan godt se, at det med feministiske øjne er en bet, at kvinderne først på bagkant får den anerkendelse, de gjorde sig fortjent til for små 50 år siden. For dem har fodbold dog aldrig været et feministisk projekt. De er begge lillesøstre, og ville de have noget at bedrive de lange eftermiddage i 1960’ernes forstadskvarterer med, måtte de ud på græsset.

– Der var aldrig nogen, der syntes, at det var underligt, at jeg spillede fodbold, selv om jeg var en pige. Det var bare det, man gjorde, husker Solveig.

Fra nul til Mexico

I Lundtofte, hvor Tulle voksede op, stod hun troligt og fulgte med på sidelinjen, når hendes brødre trænede i klub. Sådanne organiserede rammer måtte pigerne nemlig kigge langt efter. Men så snart de kvindelige fodboldhold blev fløjtet i gang, gik det stærkt.

– En af mine håndboldtrænere fortalte om en nyåbnet fodboldklub, hvor jeg kunne prøve at spille. Så gjorde jeg det, og et halvt år efter var jeg i Mexico. Sådan kunne det ikke foregå i dag, nu skal man nok træne lidt mere, griner Tulle, som begyndte boldkarrieren i Virum-Sorgenfri og senere skiftede til Femina i Valby, mens Solveig slog sine folder i Rødovre.

Den lidt tilfældige fremgangsmåde var i det hele taget karakteristisk for, hvordan VM-truppen blev sat sammen. 16 kvindelige spillere blev plukket ud hist og her, mødtes til en enkelt træningskamp, og så var det afsted til lufthavnen.

– Nogle af os på Sjælland havde spillet mod hinanden. Men dem fra Fyn og Jylland kendte vi slet ikke. Det er egentlig utroligt, at vi kom igennem alle de kampe i Mexico, funderer Solveig, som aldrig havde sat sine ben i en flyvemaskine før den 23 timer lange rejse til Mexico.

Her blev de mødt af varmegrader, der ramte 35, kaktusser så store som huse og fattige børn med fremstrakte hænder uden for hotellet. Og en mexicansk fanskare, som voksede i takt med, at de danske chicas besejrede det ene hold efter det andet. Hver dag var holdet forbi bladsælgeren tæt på hotellet for at købe aviserne, som dagligt rapporterede om de blonde piger, og hvor end de bevægede sig, fulgte menneskemængden med, erindrer Tulle:

– Når vi trænede, var bussen nødt til at køre inden for indhegningen, før vi blev sat af. Så mange mennesker kom for at se os træne. Det var helt overvældende.

– Ja, mange af pigerne havde langt, lyst hår, så det var meget interessant. Folk stod næsten og bankede på bussen udenfor, husker Solveig.

Trods opmærksomheden formåede de unge kvinder at gå lettere uimponerede ind til det hele, og det har måske en del af æren for, at de kom så langt, efterrationaliserer Solveig og Tulle. Uden hverken en officiel boldspilsunion i ryggen eller danske journalister, som den hjemlige presse ikke havde ulejliget sig med at sende med, var der ingen håbefulde øjne, der hvilede på dem.

– Der var ikke nogen forventninger til os. Der var ikke noget pres fra medierne og ikke noget med at tale i telefonen, husker Tulle.

– Slet ikke. Vi var afskåret fra omverdenen, så vi tog det bare, som det kom, siger Solveig.

Selv ikke da de stod ansigt til ansigt med de 115.000 hujende mexicanere i finalen, meldte nervøsiteten sig.

– Vi så filmen af kampen for nylig, og jeg synes ikke, vi ser skræmte ud. Jeg går og tygger tyggegummi, siger Tulle.

Sejren i Mexico

  • Danmark spillede i alt fire kampe under verdensmesterskaberne i Mexico i sommeren 1971.
  • På vej mod finalen besejrede de danske kvinder Frankrig 3-0 og Argentina 5-0 og spillede uafgjort mod Italien (1-1).
  • I finalekampen mod Mexico vandt Danmark 3-0. Alle tre mål blev scoret af holdets yngste spiller, 15-årige Susanne Augustesen.
  • Den private organisation Martini stod bag turneringen, som blev holdt uofficielt – udenom fodboldunionerne.
  • Først året efter blev de danske fodboldkvinder optaget under DBU.

Fodbold før ægteskab

Pigerne tog det helt roligt. Også at der hjemme i Danmark var nogen, der ventede på dem. Solveig var forlovet med Kaj, som dog kom til at vente meget længere end de fem uger, turneringen varede. Ti år lang blev forlovelsen, for først skulle Solveig have lov at være Sol.

– Kaj gik ikke så meget op i fodbold, men han støttede mig og kørte for os, selv om jeg spillede mange gange om ugen og var til kamp hver weekend. Min svigermor sagde til mig: ”Solvej, synes du, at du kan være det bekendt?”

Tulle kigger vantro på hende.

– Sagde svigermor virkelig det?

– Ja! Og min mor sagde også, at den ikke var gået i hendes tid. Men hvis jeg ville være med, måtte jeg jo passe min træning.

– Men tror du ikke også, han vidste, at hvis han bremsede dig, så ville du ikke have været nem at have med at gøre, spørger Tulle.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg om #søstersind: Jeg håber virkelig, at jeg er blevet en bedre veninde, end da jeg var 25 år

Solveig lader spørgsmålet stå hen i det uvisse. Kaj var klog nok til at give sin fodboldpige plads, og de var gift i 41 år, indtil han døde for fire år siden. Både Solveig og Tulle er ind imellem blevet konfronteret med holdningen, at de som nogle af de første semi-professionelle fodboldkvinder, nogle endda med mænd og børn ventende hjemme, var forud for deres tid. Det er ikke noget, de har brugt meget tankegods på.

– Det har jeg aldrig tænkt over. Jeg elskede bare at spille fodbold, siger Tulle.

Sejren

Kærligheden til bolden var det vigtigste. Også på Estadio Azteca i 1971, da finalekampen blev fløjtet af, og den rød-hvide sejr var en realitet. På trods af at mexicanerne måtte se deres hjemmehold forlade stadion grædende, brød publikum ud i jubel, da de danske kvinder løb sejrsrunden i arenaen.

Forvirringen var dog total, da halvdelen af holdet fik overrakt sølvmedaljer i stedet for det fortjente guld og kun lige akkurat nåede at få dem byttet ud inden afrejsen. Bagefter fejrede pigerne deres triumf med at smide deres træner og kampens topscorer Susanne Augustesen i poolen. Og så var der flæskesteg og rødkål på den danske ambassade. I lufthavnen i København tog familie, venner og fodboldkammerater imod pigerne, som var iklædt store smil, medaljer og mexicanerhatte. På Københavns Rådhus blev fodboldkvinderne trakteret med de traditionelle Rådhus-pandekager. Men ingen fra DBU mødte op. Den svider stadig lidt.

– De ældre herrer var jo stadig ikke vilde med at få damerne ind under sig, konstaterer Tulle tørt og fortsætter, at det blev de dog nødt til – kvindefoldbolden kunne ikke længere ignoreres, og året efter blev deres hold officielt optaget i unionen.

Alting har sin tid

Efter VM-sejren fortsatte Solveig med at spille fodbold i Rødovre, indtil hendes knæ stod af, da hun var i 40’erne. Tulle flirtede med en italiensk fodboldkarriere og blev tilbudt en kontrakt i flere omgange. Det italienske eventyr lokkede, men det ville knap nok give smør på brødet, så hun endte med at vælge den mere sikre uddannelse til pædagog – noget hun aldrig har fortrudt, selv om bolden stadig sidder i kroppen på hende.

– Jeg kan jo ikke vide, hvordan mit liv var blevet, hvis jeg var flyttet til Italien, så jeg fortryder ikke. Men når jeg ser en kamp i fjernsynet, kan det godt spjætte lidt i benene på mig, når de løber ind på den der lækre, grønne græsplæne, siger Tulle, som i dag får sin motion på gåture rundt om Bagsværd Sø sammen med sin samlever, Helle.

I stuen bag Solveig hænger den røde jakke, som de danske kvinder marcherede ind på banen i. Den er et kært minde for hende, men hun er afklaret med, at fodbolden er fortid. Nu går hun ture med gåklubben Tåspidserne i stedet.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

– Når man spiller fodbold og elsker det, så tror man, at det aldrig vil stoppe. Men efter jeg er blevet ældre, har jeg erkendt, at alting har sin tid. Og jeg er rigtig taknemmelig for den tid, jeg fik med fodbolden. At have sådan et flot resultat med sig, siger hun.

Når de ser fodboldkvinder blive folkeeje i dag, som det skete for spilleren Nadja Nadim i 2017, da de danske kvinder fik EM-sølv i Holland, bliver de glade. Måske har 71-kvinderne banet vejen en lille smule for, at der ikke længere bliver rystet på hovedet ad piger med knælange sokker og bold på hjernen. Snakken glider dog hurtigt over på det fodboldtekniske, som Solveig og Tulle finder mere interessant, end om det er et han- eller hunkøn, der sparker til bolden. Alligevel stikker kvindesagen sit hoved frem til sidst.

– Herrerne har da aldrig spillet foran så mange mennesker, som vi gjorde dengang, fastslår Solveig.

– Nej. Og det tror jeg heller ikke, de kommer til, mener Tulle.

Fodboldheltene smiler indforstået. De gjorde det, og de gjorde det godt. 

Hvem er Tulle og Solveig?

Inger Tulle Pedersen, 68

Pensioneret pædagog. Bor sammen med Helle, 61. Ingen børn.

Solveig Sørensen, 72

Pensioneret pædagogmedhjælper. Enke efter Kaj. Mor til to sønner og farmor til tre drenge. Bor sammen med sin søn, Carsten, og sit barnebarn, Lukas.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Karriere