Det var den ny tid, og den var kun lige begyndt. Det var svært at sige nøjagtig, hvor den begyndte, hvor de små oprørsblomster først piblede frem, borede sig op gennem den hårde vinterjord, lysets grænse, men de kom op, gjorde de, strakte sig dovent, søvnigt, strøg det lange, fedtede hår væk fra panden, stræbte efter lyset, en ny begyndelse, mere transcendens.

Og snart var de alle vegne, disse besynderligt udseende blomsterbørn, snart stødte man på dem hos købmanden, i bussen, til en påskefrokost med alt for meget snaps, snart havde de rystet al den kolde jord af deres nøgne kroppe, iført sig nye, flagrende gevandter, og snart indførte de nye gloser i sproget. De talte om "bevidstgørelse", "brevbomber" og "bypartisaner"; de sagde "slumstormer", "stoffri" og "strømer", de sagde "rotteræs "og "røvrende". Alle disse ord udtalte de for første gang, og selv om de var få, provoerne, oprørerne, hippierne, kunne deres vibrationer mærkes i mange, mange år efter som en rød tråd gennem det gamle samfund.

Men endnu var alt nyt.

Verden var ny, og den person, der i 1967 kom svajende ned ad Kronprinsessegade iført en persianerswagger, der ikke alene var alt for varm for årstiden, men også ukomfortabelt lille, var ikke bare ny for den bebrillede psykologistuderende til Love-in i Kongens Have, som han netop havde købt et lille lager blå lsd-kapsler af, han var på forunderlig vis, og ved den store histories mellemkomst, også ny for sig selv. Manden hed Henry, var opvokset i Køge, og efter at være blevet udlært som klejnsmed var han rykket ind til sin halvbror, Ulf, der delte en lejlighed med to andre i indre København. Henrys skridt var bløde, svampede, Steppeulvenes musik trængte ind i hans ører, ramte den let rødmende hud med små, varme ordstik (Det brænder på min kvist i hovedgaden/Og vi er ikke særlig skæppeglade) – og alligevel fnisede han lykkeligt, hengivent til sommeren, til øjeblikket, der for ham strakte sig over det næste år (Undskyld at jeg hakker sådan i'ed/Det skyldes al min frygt for politiet). Siden han var flyttet til København, var hans liv blevet så meget bedre (Trappen brænder), så meget friere (Hanen render), end han nogensinde havde turdet håbe på, dette var jo selve meningen med det hele, dette ophævede alle de fortrædeligheder, hans tidligere liv bestod af, hans opløste familie, følelsen af at være lidt forkert/dum/ved siden af, som havde fulgt ham siden barndommen og kun i nogen grad var lettet, da han på Høvelte Kaserne havde vist sig at være den bedste i sin deling. Til alt. Men der var allerede langt fra den mand, der nu lagde fortovsfliser bag sig, til den mand, der ni år forinden havde hadet sin far mere, end han havde elsket livet, den mand, der havde aftjent sin værnepligt og efterkommet selv den mindste ordre med den allerstørste nidkærhed og pudset sit gevær, som var det en ansøgning om at blive lukket ind i livet på lige fod med alle andre. Eller var der? I hvert fald var han gået fra den ene yderlighed til den anden.

Så lykkelig havde han været, da han i foråret 1958 var blevet indkaldt til session, da han havde stået splitternøgen foran et panel, der bestod af en udskrivningschef, en læge og to officerer fra de tre værn: alle fuldvoksne mænd, hvis blotte tilstedeværelse emmede af autoritet, alle fuldvoksne mænd i et rum, der svarede til det årti, de befandt sig i; nydeligt, overskueligt, pænt.

Henry lagde sit tøj på en lille metalskammel, der stod bag et forhæng, og der var intet, han ønskede mere end at gøre et godt indtryk. Han hviskede til sig selv: Nu må du ranke dig! Hans største bekymring var hans venstre pegefinger, som var blevet sprængt af engang, da han sammen med nogle andre drenge havde fundet en håndgranat i en kælder. Panelets læge bar et nydeligt lille overskæg og havde engang været betaget af det nazistiske idealmenneske, ja, måske var han det stadig. Henry fik hans øjne til at lyse. Så længe det ikke var den højre pegefinger, aftrækkerfingeren, der manglede! De to officerer kiggede knap nok op, og hvis de havde, ville de ikke have set meget andet end en almindelig, velproportioneret mand uden skavanker (bortset fra det med fingeren), deres blikke ville være løbet over kroppen for at foretage én eneste beslutning, ja eller nej, egnet eller uegnet? Lægen, som sagt, så noget mere, og hvis der havde været en digter til stede, ville denne digter have set endnu mere. Digteren ville have bemærket, at der for ganske nylig var sket en forandring med den mand, der i modsætning til de fleste andre indkaldte, der samlede deres hænder beskyttende i skridtet, samlede sine hænder på ryggen som en konge. Digteren ville have bemærket, at der var et ganske særligt lys i den unge mands øjne, og digteren ville have gættet, at dette særlige lys skyldtes en vis tilfredsstillelse. Hvorledes var Henry da tilfredsstillet, da han stod foran de fire mænd? Jo, digteren havde skam fat i noget: Henry havde for første gang været i seng med en pige, og hans krop havde endnu ikke fundet sig tilrette i sin nye form.

Det hele var begyndt en torsdag aften, hvor han skulle aflevere nogle jazzplader, han havde lånt af Charlottes far. Charlottes far havde ikke været hjemme, men hun havde åbnet døren for ham, hun havde været sådan lidt sløv i øjnene, måske havde hun drukket?

I hvert fald havde hun sagt:

– Kom ind til mig, Henry, du vil jo gerne.

Det var som en drøm, så uventet, at hun trak ham ind på sit værelse. Hver gang han blinkede, så han et nyt billede for sit indre blik, en cerut, der hvilede mellem to rødmalede læber, to ræve, der parrede sig på en mark, en kniv, der langsomt skar sig ned gennem blødt kød. Charlotte spurgte, om han ikke ville tage tøjet af. Han blinkede, sank, usikker på, om han havde hørt rigtigt, men han gik, faldt alligevel over mod hendes seng. Hun undskyldte sig og sagde, at hun skulle ud i køkkenet, og så snart hun var gået, kom han i tvivl: Var det mon meningen, at han bare skulle lægge sig under dynen med det samme? Han frøs, lå med kun lige næsetippen synlig over dynen, da hun kom ind. Hun stillede bakken fra sig på en stol, rullede hen over ham, krøb ned under dynen, og sådan lå de et øjeblik stille, indtil hun lod sin varme hånd glide hen over hans mave, så det føltes, som om det ikke bare var Henry, men verden selv, der havde ventet på denne berøring siden tidernes morgen, hvad den måske også havde.

– Har du ét?

Hun famlede under sengen, fandt et Århus-produceret kondom (Worlds-Best), men hun åbnede det ikke, hun lagde det på hovedpuden. Han var overrasket over, at hun overhovedet havde lyst. Af en kollega, der hed Bade-Bent, havde han fået det indtryk, at sex var noget, piger gik med til, når de forventede at få noget andet til gengæld, at det gjorde ondt på dem, og at man derfor skulle skynde sig at få det overstået, så de ikke begyndte at græde. Han var forbløffet over, at Charlotte faktisk smilede til ham, at hun greb fat om hans kæbe og kyssede ham sultent, begærligt, at hun hjalp ham med at rulle kondomet på, at hun ligefrem forlangte, at han pressede sig langt, langt ind i hende, så langt ind som muligt. Han var overrasket over, at hun stønnede så intenst, over, at denne stønnen startede en billedstorm og opløste alle forskelle i verden, inklusive dem mellem godt og ondt, nat og dag, smerte og nydelse. Han var overrasket over, at det lykkedes ham at give hende hele to fantastiske orgasmer. Og hun, som plejede at holde ham på afstand, le af ham, som man ler af en hund, der springer ind foran ens ben! Han havde været heldig, havde han! Så snart han kom ned på gaden igen, var han så omtumlet, at han begyndte at se syner, han så hendes nøgne krop sidde på en trappesten, danse om en lygtepæl. Han kneb øjnene i, rystede hovedet, men lige meget hjalp det. Alt inden i ham var så uroligt, at han ikke kunne gå hjem, han måtte bare gå, gå, gå, hvis ikke hans hjerte skulle sprænges af glæde. Sådan gik han rundt i hele Køge, op og ned ad Nørregade og forbi urmager Holger "Dik" Hansen, hvis forretning snart skulle forsynes med et lille klokkespil. Da han havde forsøgt at gå sig træt i nogle timer, gik han ind på Køges eneste jazzklub, Tigerclub, hvor der var jamsession og stuvende fuldt af unge mennesker, der dansede, svajede og vrikkede til musikken. Folk så ud til at more sig så meget, at Henry blev dårlig, følte sig udenfor, og til sidst gik han hjem og onanerede i håndvasken. Han betragtede sæden blive hvirvlet ned i afløbet med en følelse af at være fortabt: Hun havde rørt ved en del af ham, der var død.

Snart overvejede han, hvornår han kunne tillade sig at opsøge hende igen. Næste morgen var han, skønt han havde onaneret hele natten, ikke engang nået ned ad trappen, før det igen dunkede i hans stakkes lem, han forsøgte at lægge en beskyttende hånd over det, ryste følelsen af sig, men det var ved at blive en besættelse, han var ved at blive sindssyg. Han skulle have været på arbejde, men i stedet fandt han en undskyldning for at gå op til Charlotte, der skulle til at gå, men lovede ham, at han kunne komme igen samme aften. Da ingen så det, tog hun hurtigt hans hånd og lagde den ind på sit bryst.

Han smeltede.

Det var dét, digteren ville kunne se denne morgen i sessionslokalet, ikke den himmelske oplevelse, det havde været at give sin pige to orgasmer, ikke den himmelske oplevelse, det havde været selv at få udløsning, men et gennembrud af kærlighed, der var så sjældent for denne dreng, denne unge mand, at det næsten var, som havde nogen revet månen ned fra himlen, vendt den på hovedet og givet den en fjer i hatten. Og måske var det derfor, han frejdigt lagde hænderne på ryggen dér i sessionslokalet, derfor, han lod vægten glide frem og tilbage over fodsålerne, som om han 1) masserede dem og 2) granskede et filosofisk problem, der var så kompliceret, at kun han rigtig forstod det.

Henry var nået hen for enden af Kronprinsessegade, da han besluttede sig for, at han, skønt han højtideligt havde lovet Ulf, at han ville skynde sig hjem, ville smage et par af de blå piller. Hvad skade kunne det gøre? Den psykologistuderende havde fortalt ham, at han skulle nøjes med én blå kapsel, men for en sikkerheds skyld tog han to, han akkumulerede lidt spyt i mundhulerne, førte pillerne op til munden i et hurtigt kast. Fra Kronprinsessegade drejede han ned ad Gothersgade, og snart stod han på Kongens Nytorv og ærgrede sig over, at pillerne ikke virkede. Fortrydelig gik han ned ad Bredgade, ned til Lilly, der havde kontaktet ham endeløst siden jul, om ikke andet ville han gerne hilse på sin lillebror, Lille-Ib, der stadig hed sådan, om end han var tyve og målte 187. Stadig: Hans skridt var svampede, som om han var usikker på, om jorden kunne bære ham. Han havde dette lykkelige fnis om munden, et fnis, der kun blev større, da han i et butiksvindue fik øje på den persianerswagger, han samme morgen havde taget fra en piges tøjbunke.

Da Lilly åbnede døren, undertrykte hun et gisp, tog den fremmede mand i sine arme og sagde:

– Min dreng, min dreng.

Hun bød ham indenfor.

I alle de år, hvor Peter havde været deprimeret, havde børnene ikke haft andre end hende.

Hun sagde:

– Mine børn.

Hun sagde:

– Jeg ved godt, at mine børn er voksne, men de har altså ikke andre end mig.

Henry kiggede ind i den stue, han sidst havde været i for et halvt år siden, men som nu forekom ham så uendelig borgerlig og gammeldags, så forbandet konform: Hvorfor var der også så mange møbler, så mange af disse radbrækkende torturinstrumenter, der ikke gjorde andet end at ødelægge kroppen og dens naturlige strøm af energi? Man kunne jo ikke komme i kontakt med sig selv, når man skulle sidde sådan – som robotter, ved borde, på stole, man blev jo fremmedgjort, gjorde man! Næ, så var det bedre, mere indlysende rigtigt, mere frisættende at gøre, som de havde gjort på det "hang-out", hvor han og Ulf for tiden overnattede: smide stole og borde ud ad vinduet, sætte ild til resterne i gården og lægge tæpper på alle gulvene, så man kunne ligge dér, rejse sig halvt op på albuerne, når en chillum gik rundt.

Han sagde fladt:

– Nå, er min lillebror ikke hjemme?

Lilly rystede på hovedet og satte forfjamsket Henry i sofaen. Hun gik ud i køkkenet for at sætte vand over til te. Du godeste, hvor havde hun ventet på, at han skulle komme: Du godeste, hvor havde hun været urolig. Hun rystede på hænderne, lagde en hånd på sit bryst: Var det virkelig rigtigt, hvad hun havde kunnet læse i avisen, at de nye hippier hadede deres forældre mere end noget andet på jorden? Var det sandt, som søde, lille Vibeke havde sagt til sin mor, fru Eilersen, at de ikke havde nogen planer om at blive voksne, nogensinde? Da hun kom tilbage til stuen, var Henry kravlet ind under spisebordet, hvor han sad og skreg.

Virkningen var kommet pludseligt, og i stedet for at opholde sig i en stue i Bredgade befandt Henry sig i et mørkt, vægtløst rum uden vægge; nogen eller noget havde et hårdt greb i hans nakke, nogen eller noget fik ham til at hvirvle af sted, falde gennem en malstrøm af ikkeeksistens. Lilly smed bakken fra sig på mahognisofabordet og styrtede over mod ham, overbevist om, at han var ved at dø. Hun lagde en hånd på hans pande, og nu befandt han sig pludselig blandt en masse blinde skabninger, gennemsigtige skabninger, skabninger, der befølte hans krop over det hele, slikkede ham på halsen med ru tunge. Før havde han skreget, nu klynkede han, han kunne ikke komme væk, undslippe de mærkelige skabninger, han krøllede sig sammen, peb som et nøgent dyr, og Lilly græd. Hun græd, fordi hendes søn havde det så forfærdeligt, og hun græd, fordi hun endelig fik lov til at sidde med ham i sine arme. Fem år senere skulle han ryste hende i sin grundvold, da hun i Politiken kunne læse, at han var blevet arresteret for ulovlig våbenbesiddelse.

LÆS OGSÅ: Katrine Marie Guldager: Derfor har jeg fået børn sent