Katrine Marie Guldager: Derfor har jeg fået børn sent

Hvorfor har du fået børn så sent? Spørgsmålet bliver ikke altid udtalt, men det er alligevel tit noget, der vækker folks nysgerrighed, når jeg fortæller, at jeg fik mit første barn som 42-årig, og nu er gravid med nummer to. Som 45-årig (artiklen blev første gang bragt i ALT for damerne nr. 9/2012, red.).

Ikke at jeg vil anbefale alle at vente så længe. Men for mig gav det god mening. For det første havde jeg ikke lyst til at være lige så ung som mine forældre, der havde fået begge deres børn, før de var fyldt 30. I mange år udbrød jeg spontant, når jeg hørte om helt unge, der skulle være forældre: Ha! Når børn får børn! For det andet tog det mig lidt tid at finde en mand, jeg havde lyst til at stifte familie med.

Da jeg var tre, og min søster var seks, rejste vores lille familie til Afrika i tre år, og da vi kom hjem, flyttede vi ind i Danmarks første bofælleskab, Sættedammen. Her oplevede vi 70'erne for fuld udblæsning. Min mor gik i kvindegruppe, min far i mandegruppe, og for dem, der ikke har oplevet den tid, vil jeg bare sige: Hele verden skulle laves om. Når min far træt kom hjem med S-toget, skulle han til møde i "Atomkraft, Nej tak!", smågruppen eller forældrebestyrelsen på Lilleskolen. Jeg var så træt af aldrig at se ham, at jeg engang fik ham til at skrive under på, at han kun ville gå til to møder om ugen, hvilket han vist aldrig rigtig overholdt.

Læs også: 46-årig gravid: Jeg føler mig ikke som en gammel mor

Utroskab på kryds og tværs

Og det var ikke bare verden, der skulle revolutioneres, det skulle den fæle kernefamilie også – og kønsrollerne. Den seksuelle frigørelse var på sit højeste. Ikke nok med, at vores forældre i bofælleskabet dyrkede utroskab på kryds og tværs – en nat stod en af mine veninder op for at gå ind og søge trøst hos sin mor – og fandt alle de nærmeste naboer i færd med at dyrke gruppesex. Ups. Mange blev skilt, og når man tænker på, hvad de udsatte deres ægteskab for, var det måske ikke så mærkeligt.

Mine erindringer fra den tid har helt klart været en medvirkende årsag til, at jeg selv er blevet lidt af en ægteskabs-stalinist. Selvfølgelig kan det ske, at man bliver skilt, og det kan også ske for mig selv, hvor nødigt jeg end ønsker det. Men hvis man vælger ægteskabet og familien, så må man også disciplinere sig, være der for sin familie og ikke hele tiden lige ville alt muligt andet ude i byen, tjekke e-mail, snakke i mobiltelefon, opdatere sin Facebook-profil og flyve drage. Og det er måske en anden grund til, at jeg selv har ventet lidt med at stifte familie. Hvis jeg skulle leve op til mine egne forventninger, så var det nok meget godt, at jeg havde fået raset den værste ungdom ud af blodet og simpelt hen ikke gad gå i byen mere.

Mødte først manden som 39-årig

Blandt de døde og de sårede i bofællesskabet var også mine forældre, der blev skilt, da jeg var 13. Jeg ved godt, at ikke alle børn har det lige svært med deres forældres skilsmisse, men efterhånden som jeg selv overvejede at få familie, gik det op for mig, hvor meget deres skilsmisse egentlig stadig gik mig på. Ikke at jeg ikke kunne lægge afstand til deres skilsmisse, men i centrum af mit hjerte var jeg rædselsslagen for, at jeg skulle begå de samme fejl, og rædsel er aldrig et godt udgangspunkt. Oven i det hele døde min far, den mand, der mere en nogen anden fik mig til at føle mig hjemme i verden. Uden ham kom jeg til at føle mig fuldstændig hjemløs. I årevis. Hvilket selvfølgelig også forsinkende mig en del på min snørklede vej frem mod den familie, jeg først kunne ane konturerne af, da jeg som 39-årig mødte min mand. For jeg følte ikke, at jeg havde noget fundament at stå på. Nok havde jeg meget succes som up-and-coming digter og forfatter – men indeni var jeg nærmest gået i stå. Ulogisk nok tror jeg også, at jeg skammede mig. Over at komme fra en opbrudt familie, over at være så alene.

Han skulle ikke være forfatter

Når man selv er forfatter, ved man, hvor umulige sådan nogle kan være at leve sammen med, og jeg, som op gennem mine sene 20'ere og tidlige 30'ere havde haft stor succes med at skrive digte og rejse verden rundt, havde et stadigt stigende behov for at knytte mig til nogle mennesker som ikke så mig som forfatter. Jeg havde ikke lyst til at finde en mand, der kom fra det samme miljø som jeg selv. Jeg havde stærkt brug for at finde en mand, der var funderet i noget helt andet, og da jeg omsider mødte ham, var det mest af alt... morsomt.

Allerede dengang havde jeg danset salsa i nogle år, men jeg var kommet væk fra det. En af mine gamle lærere havde dog stadig mit nummer på sin mobiltelefon, så da han en dag manglede en kvindelig stand-in (til salsa skal man helst være lige mange mænd og kvinder), sendte han mig en sms. Jeg havde ikke danset mere end en aften, før jeg var tilmeldt julefrokosten, havde flere danseaftaler, og snart var jeg hvirvlet ind i hele salsamiljøet igen. Jeg meldte mig også til et kursus hos en anden af mine gamle lærere, og hvorfor det var så sjovt lige den lørdag morgen, ved jeg ikke.

Læs også: Mia Lyhne: Problemet er, at vi får børn alt for sent 

Men min kommende mand og jeg var åbenbart begge i godt humør, så godt humør at vores cubanske lærer blev jaloux og saboterede den undervisning, han selv var i gang med at gennemføre – hvad vi så også morede os over. Vi havde vist nok hilst på hinanden før, men ikke rigtig mødt hinanden før nu – hvor vi skulle lave nogle ret komplicerede drejninger. Det var her, min mand sagde de uforglemmelige ord:

"Ja, du må undskylde, at jeg rør ved dig hele tiden, men det er jeg nødt til."

Hvortil jeg som en anden glad høne svarede:

"Det gør ikke noget, jeg vil bare gerne dreje rundt!"

Siden fik han mit nummer, så jeg kunne være stand-in på hans dansehold, og siden holdt han fest, og siden blev vi hemmelige kærester og siden, siden, siden. Når vi herhjemme diskuterer fordele og ulemper ved at være en ung eller lidt ældre mor, er vi enige om, at det var meget godt, at jeg ikke fik børn før, for det ville have været tarveligt af mig at få børn med ham, da han stadig kun var 15 år – han er lidt yngre end jeg.

Man kan godt få børn sent

Med tiden er jeg godt blevet klar over, at det var forkert af mig at håne dem, der bliver forældre i en tidlig alder. For ligesom jeg blev mor, da jeg var klar til det – på samme måde er jeg sikker på, at de helt unge bliver forældre, når de er klar til det. Det afgørende er ikke, om man er 18, 25 eller 45, det afgørende er, om man er klar til at give barnet de trygge rammer, det har brug for. Nogle er klar til den dybe symbiose og babylykke som 18-årige, andre er først klar, når de har rejst verden rundt tre gange. Nogle vil sige: Jamen kan man overhovedet få børn så sent? Og svaret er: Ja, det kan man godt, også uden at gennemgå lange, opslidende fertilitetsbehandlinger. Men det er et dilemma: Jo længere man venter, jo sværere bliver det. På den anden side virker det ikke rimeligt at lade sig skræmme til at få børn af en eller anden læge, som hysterisk erklærer, at fra 35 er det nok nærmest en umulighed.

I en lang periode, før jeg mødte min mand, overvejede jeg både kunstig befrugtning og adoption, men rigtig tæt på en beslutning kom jeg aldrig, for det var ikke det, jeg havde lyst til. Så ville jeg hellere være barnløs. Jeg havde selv et godt og nært forhold til min far, og jeg kunne ikke forestille mig at frarøve et barn en far. Sådan er det, man træffer mange af sine valg ud fra sine erfaringer, og hvis min opvækst havde været anderledes, havde jeg muligvis valgt anderledes. Så havde jeg måske ikke haft noget imod at få børn tidligt eller adoptere alene. For mig at se er det en proces, som vi alle sammen skal igennem, og hvad der er rigtigt for den ene, er ikke rigtigt for den anden. Det vigtigste er, at man kan se sine børn i øjnene, når de engang er blevet voksne og kommer og spørger, hvorfor man gjorde sådan og sådan.

Mere ro på som ældre mor

I dag er min ældste datter 2½ år, og det er rigtigt, at vi statistisk set har mindre tid sammen, end hvis jeg havde født hende for ti eller 20 år siden. Men dengang ville jeg have haft et betydeligt større behov for at parkere hende rundt omkring, så jeg kunne passe mit flamboyante digterliv. Jeg ville ikke kunne have undgået at give hende fornemmelsen af, at jeg skulle "af med hende", så jeg kunne komme ud og fyre mig selv af, en fornemmelse, jeg tydeligt husker fra min egen barndom. Men selvfølgelig er der andre ting i verden end hende. Både min mand og jeg arbejder otte timer hver dag, og selv om den ene afleverer sent, og den anden henter tidligt, så kan hun ikke undgå at være i institution syv timer hver dag. Det tror jeg sagtens, hun kan leve med, og jeg har ikke dårlig samvittighed over det. Hvis jeg havde, ville jeg være nødt til at tage hende ud, blive hjemmegående, opgive at skrive, hvilket ville være en katastrofe for mig. Men jeg kan alligevel ikke skrive noget, hvis jeg har en stor, fed bjælke af dårlig samvittighed siddende på tværs i hovedet.

Når jeg cykler hjem efter at have afleveret min datter, sætter jeg mig til tasterne og skriver, som jeg har gjort det de sidste 20 år. Familien er i de senere år er blevet et stadig mere påtrængende tema for mig. Både fordi jeg selv synes, jeg har været vidne til nogle af de enorme forandringer, der er sket med den, men også fordi familien er der, hvor vi skabes som mennesker, dér vi lever og måske knuses. Familier er gode og onde, ligesom mennesker er det. Alt, hvad en forfatter kan ønske sig af menneskelige konflikter, findes i familien. Allerede når jeg tager jakken af og sætter vand over til kaffe, overvejer jeg den første sætning.