
Elene blev udsat for psykisk vold: "Han overbeviste mig om, at det var min skyld"
Elene Stubberup troede, at hun havde mødt den store kærlighed, men hurtigt blev forholdet præget af tilsvininger og overvågning. Alligevel blev hun sammen med ham i 13 måneder, indtil en særlig person hjalp hende med at gå.
I november 2020 mødte Elene Stubberup en mand i en facebookgruppe for singler, og det virkede til, at han var lige den mand, hun havde ledt efter.
Han var lyttende, forstående, og faktisk var han alt det, som Elene fortalte ham, at hun søgte.
Men virkeligheden var en anden, fortæller hun til alt.dk.
”Jeg begyndte at tænke, hvad er det for et menneske, jeg står foran? Hans humør kunne skifte som ved et knips med fingrene. Det kunne være, hvis jeg kiggede forkert på ham, sad forkert på stolen eller tyggede min mad forkert. Alt, hvad jeg gjorde, blev målt og vejet,” siger Elene.
Tilsvininger blev også en del af hverdagen, og selv de ting, som han før havde rost hende for, blev nu genstand for diskussion i forholdet.
”Til at starte med nævnte han ofte, at han var rigtig glad for, at jeg gik op i mig selv. At jeg gik pænt klædt, havde makeup på, og gjorde noget ud af mig selv hver dag. Men pludselig var alt vendt på en tallerken, for hvorfor skulle jeg gøre mig pæn? Skulle jeg score andre?”
Selv hvis Elene skulle handle ind, skulle hun stå til ansvar, når hun kom hjem, forklarer hun.
”Hvis jeg tog for lang tid, skulle jeg fortælle, hvem jeg havde talt med, og om der var nogen, jeg havde smilt til. Det var så små detaljer."
Ekskæresten fik også sat overvågning op på huset, hvor de boede sammen. Kameraet sad på carporten, men det kunne drejes, så det i stedet vendte ind mod huset.
”Han sagde, at det ikke var for at holde øje med mig, men jeg havde klart følelsen af, at det var derfor. Jeg fik tit beskeder om, at jeg var illoyal, fordi jeg ikke var gået i seng ved den tid, jeg havde fortalt ham, og andre gange kunne jeg se, at kameraet var vendt ind mod huset, når jeg stod op om morgenen,” uddyber hun.
Det er svært at gå
Hvis man ikke selv har været i et voldeligt forhold, kan det måske være svært at forstå, hvorfor man ikke går, og da Elene oplevede den psykiske vold første gang, forsøgte hun da også at forlade sin ekskæreste. Men udmeldingen affødte en voldsom reaktion.
”Jeg blev kaldt ting, som jeg ikke kan tåle at høre i dag. Jeg blev omtalt så voldsomt, og jeg modtog virkelig mange sms’er, mails og videobeskeder. Det ene øjeblik savnede han mig, og jeg var guds gave til ham. Det næste øjeblik kunne jeg nærmest brænde op i helvede,” fortæller Elene.
Men efter ni dage valgte Elene at gå tilbage til ham.
”Han sendte mange videoer af sig selv, hvor han græd og undskyldte, og han lovede guld og grønne skove. Han havde en særlig måde at manipulere mig på,” siger hun om genforeningen.
Gennem det år, hun var sammen med ham, ændrede Elene sig fuldstændigt.
”Jeg havde ikke kontakt til min familie overhovedet. Han fik manipuleret mig så voldsomt, så jeg troede, at de ikke var gode for mig. Mine børn endte også med at bo ved deres far i stedet,” siger Elene.
”Jeg forsøgte at gå fra ham mange gange, men jeg kunne ikke. Han overbeviste mig om, at det var min skyld. Det var, fordi jeg var så dum, at jeg ikke vidste, at han ville have ris i stedet for pasta, eller at jeg ikke kunne gøre ordentligt rent. Det var små ting, han var vred over. Selv hvis jeg ikke havde været der, var det min skyld. Til sidst var jeg så nedbrudt, at jeg faktisk ikke vidste, om det reelt var min skyld.”
Og selvom hendes omgangskreds forsøgte at overbevise hende om, at det ikke var normalt, var hun ikke klar til at høre det på dét tidspunkt.
”Jeg kunne godt se fornuften i det, de sagde, men når jeg var alene, tænkte jeg, han har alle mine ting, jeg har ikke mine børn mere, jeg har ingen penge. Han havde overbevist mig om, at jeg ikke kunne klare mig uden ham, så det var svært at se et alternativ. For mig virkede det som et valg mellem pest og kolera,” forklarer Elene.
Et vigtigt skub
I alt endte Elene med at være sammen med sin ekskæreste i 13 måneder, før hun endeligt forlod ham d. 25. december i 2021. Kort før havde hun fået kontakt til en gammel ven, der hurtigt kunne mærke, at Elene løj, når hun sagde, at hun havde det fint.
”Jeg ringede til ham og fortalte alt, og han sagde, at jeg skulle væk derfra. Han var standhaftig og kunne holde mig fast i, at jeg skulle forlade min ekskæreste. Det var nok det, jeg havde brug for. At jeg havde et bagland, der kunne hjælpe mig,” siger hun.
Efterfølgende er Elene blevet kærester med vennen, men det gamle forhold spøger stadig.
”Han fik ødelagt nogle ting i mig. Hvis min kæreste kommer bagfra og vil give mig et kram, så stivner jeg. Hvis jeg får ros, forventer jeg, at der kommer en konsekvens bagefter. Jeg har også fået konstateret PTSD. Jeg er simpelthen så bange for det menneske. Selvom jeg er kommet væk fra ham, så er han mit livs værste mareridt,” fortæller hun.
I dag er der mange ting, som Elene ville ønske, hun havde gjort anderledes, og derfor er det også et bestemt råd, hun vil give til andre, der befinder sig i et voldeligt forhold.
”Hvis du mærker, at noget er forkert, så lyt til det. Hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det ofte rigtigt. Og så skal du komme væk fra det og lade være med at gå tilbage, uanset hvad de lover, selvom det er svært.”
I 2024 blev Elenes ekskæreste fundet skyldig i at have udsat hende for psykisk vold. Han har anket dommen.