Eva Jin

Hun bliver kaldt ”Danmarks største komikertalent.” Men for bare et år siden vidste ingen, hvem Eva Jin var

22-årige Eva Jin har haft en kometkarriere. For bare et år siden kendte ingen hendes navn, men nu har hun fået sin første hovedrolle og er blevet spået som det nye talent indenfor standup.

Forleden bonede Eva Jins barometernål ud i et S-tog.

En situation, der for de fleste af os måske mest af alt ville blive betragtet som en ligegyldig hændelse, fik det til at gibbe i hende.

”Jeg sad overfor en person i toget, der havde en halv spegepølsemad i sin hånd. Dér kunne jeg bare mærke, at det var akavet. Jeg ved ikke, om andre vil have det på samme måde, men jeg blev vildt utilpas.”

I det hele taget er der mange ting og mange mennesker, som den 22-årige komiker har det akavet med.

At ”smalltalke” er også på listen.

”Men jeg er heller ikke den, der går ind for at redde samtalen. Nogle gange magter jeg det ikke, så lader jeg der simpelthen bare være stille. Det er ret akavet,” siger Eva Jin, der på trods af sin akavethed har indvilliget i at tale med ALT.dk.

Kendt på fire minutter

Eva Jin er blevet kaldt ”Danmarks største komikertalent.

Men for bare et år siden vidste ingen, hvem Eva Jin var.

Hun var fuldstændig ukendt, siger hun, og drømte som mange af sin jævnaldrende om højskolelivets uforpligtende og bløde indgang til voksenlivet. Derefter ville hun læse fag op for at starte på biologi.

”Min plan var, at jeg ville have mit gennembrud, når jeg var 30,” siger hun.

”Jeg skulle lære mig selv bedre at kende, så jeg kunne være rigtig stærk. For hvis jeg allerede som 22-årig ofrede mit liv på kun at lave standup, var jeg bange for, at jeg ikke ville få inspiration fra et levet liv til mine jokes.”

Men sådan gik det ikke.

Folkene fra TV 2 Zulu havde spottet hende som et talent og udvalgt hende som det såkaldte ”æsel” til sidste års Zulu Comedy Galla.

For første gang optrådte Eva Jin på nationalt fjernsyn og for en sal fyldt af garvede komikere.

Efter fire minutters optræden gik den unge komiker fra at drømme som de fleste, til at se det meste gå i opfyldelse, da klippet af hendes tv-debut gik viralt.

”Jeg fik sygt meget opmærksomhed, fordi jeg havde klaret det virkelig godt. Og jeg tænkte bare: Fuck, nu er der noget, jeg skal leve op til, men samtidig tænkte jeg også: Det må jeg tænke over på et andet tidspunkt. Nu vil jeg bare have det fedt,” siger hun.

Det her kan blive stort

Siden sin optræden ved Zulu Comedy Galla har Eva Jin levet drømmen.

Hun har medvirket i alt fra Radio 24/7’s satireserie Livets vand til satirepodcasten R8DIO og komedieserien Guru. Og nu har hun så fået sin første hovedrolle i den nye TV 2 Zulu-serie Klemt.

Her spiller hun børneværten Stina, der egentlig ikke interesser sig så meget for børn som for sin egne karrieremuligheder. På sin vej mod succes havner Stina konstant i akavede situationer, hvor hun føler sig ”klemt”.

Lidt ligesom Eva Jin.

”Jeg synes tit, at der sker ting for mig, som er lidt ekstra. Måske, fordi jeg er en ret akavet person.”

Eva Jin har, siden hun gik på dramaskole i folkeskolen, gerne villet noget med underholdning. Ikke fordi, hun har tænkt, at hun var ”sjov-sjov”, men fordi hun gerne har villet leve af at få andre til at grine.

Derfor har hun, siden hun var 18 år, også optrådt til diverse open-mic-arrangementer, hvor publikum har spændt fra alt mellem 10 til 400 mennesker. For at blive bedre og få noget erfaring.

Men undervejs, siger hun, har hun tvivlet på, at hun kunne leve af at være sjov.

”Der kom en periode, hvor jeg fik meget selvindsigt, og så tænkte jeg: Åh gud, kan jeg finde ud af det her,” fortæller hun.

”Men fjerde gang, efter jeg havde optrådt, kan jeg huske, Jacob Tårnhøj (komiker, red.) sagde til mig: ”Det her kan altså blive rigtig stort.” Og så tænkte jeg bare: ”Fedt!” Der har været god opbakning fra miljøet, så jeg har tænkt, at hvis jeg arbejder på det og bliver ved, kan jeg godt komme til at leve af det.”

Eva Jin Klemt 2.jpg

En stolt mor og far

Eva Jin er vokset op i den nordsjællandske by Veksø med to forældre, der er akademikere, og som ikke forstår sig på den ”verden”, hun er gået ind i.

Det var også derfor, at ideen om at læse biologi kom ind i billedet, så hun havde noget at falde tilbage på. Noget, der var ”safe,” som hun kalder det. Men i dag har forældrene accepteret, at det er komikken, deres datter satser på.

”De er meget, meget stolte af mig. Det er virkelig fedt at mærke. Jeg tror dog, de har lidt svært ved, at de ikke rigtig kan rådgive mig, selvom de prøver og gerne vil,” siger Eva Jin.

”Min mor sagde for eksempel, jeg skulle have en LinkedIn – men det tror jeg simpelthen ikke er nødvendigt… Det er sådan nogle ting, de siger, fordi de bare så gerne vil give mig nogle råd.”

Et onemanshow i fremtiden

Indtil nu har det heldigvis ikke været nødvendigt for Eva Jin med en plan B(iologi). I øjeblikket har hun med egne ord ”mange bolde i luften” og ved endnu ikke, hvad der bliver til noget.

Lige nu fokuserer hun primært på at få noget erfaring og at finde sig til rette i en mandsdomineret branche og med et publikum, der har ændret karakter.

”Der er mange jokes – fra 90’erne eller 00’erne – man ikke rigtig laver i dag. Hvis man fx siger ”bøsse”, bliver der en lidt anspændt stemning. Man kan stadig godt lave en god joke på det, men publikum er mere på dupperne på det punkt,” siger hun.

”Der er klart kommet en anden bevidsthed i befolkning. Og jeg synes egentlig, det er for det bedre.”

For Eva Jin handler det om at få folk til at grine mest muligt. Men hun gider ikke gøre det gennem tunge, politiske emner. Det lader hun de rutinerede komikere om.

I stedet bruger hun erfaringer fra eget liv eller historier, hun har hørt, eller ting, hun har set, til at finde på noget sjovt. Så hun en dag kan få sit helt eget show.

”I fremtiden-fremtiden vil jeg gerne lave et onemanshow. Jeg vil også gerne lave en serie, men der går nok lidt tid endnu. Jeg skal lige have lidt mere erfaring,” siger hun og tilføjer:

”Og så har jeg også stadig højskole i tankerne og en lang rejse… alle de der sabbatårsting. Men jeg vil 100 procent forsætte med at leve med det her. Det har jeg altid drømt om, og jeg synes, det er virkelig fedt.”

Om Eva Jin

22 år

Opvokset i Veksø

Komiker og skuespiller, aktuel i TV 2 Zulu-serien Klemt. Den har premiere på TV 2 PLAY den 18. juli og TV 2 ZULU den 19. juli.