Wien
SPONSORERET indhold

Gløgg, kager og julemusik: Tag på eventyrlig juletur til Wien

Allerede fra midt i november pyntes der op til jul i stormagasinernes vinduer, den historiske bymidte dufter af gløgg og søde sager, kirkerne spreder julemusik, og et slør af julelys og farver lægger sig over byen, når mørket falder på. Så er det jul i Østrigs smukke hovedstad.

Af: Monica Grue Steffensen Foto: Christian Stemper
15. dec. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Vaskeægte Wienerhygge

De fine gamle kaffehuse hører til Wiens stoltheder på linje med den klassiske musik. Store, elegante lokaler, parketgulve og marmorborde kalder på fine middagsgæster i kjoler og jakkesæt, men her er plads og tid til alle – også fattige studerende med deres bøger og bærbare, der kan få en kop kaffe til at strække en hel eftermiddag i de smukt betrukne møbler.

Tur til Wien
Foto: Monica Grue Steffensen.

Der kan være kødannelse ude foran, men når man sidder og nyder sin „Brauner“ (sort kaffe, red.) serveret på et lille sølvfad sammen med et glas vand, forsvinder man stille og roligt ind i en tidslomme af en slags.

  • Den smukke Café Central stammer tilbage fra 1876. Klientellet er dejligt varieret og altid rigeligt, men trods stedets popularitet føler man altid, at man har al tid i verden til at sidde og drikke sin kaffe eller spise sin Apfelstrudel i ro og mag. Herrengasse 14.
  • Café Landtmann er lige så gammel og har serveret kaffe for blandt andre Sigmund Freud og Gustav Mahler. Caféen blev ødelagt under 2. verdenskrig og restaureret efter befrielsen. I dag kommer her fortsat mange intellektuelle samt forretningsmænd og politikere. Universitätsring 4.

Tag på julemarked

Tur til Wien
Wiens ældste julemarked startede i 1772. Foto: Monica Grue Steffensen.

Læg vejen forbi det gamle, wienske julemarked Altwiener Christkindlmarkt på den billedskønne Freyung-plads i bymidten.

Det er byens ældste – startede helt tilbage i 1772 og byder på glasdekorationer, keramik, bagværk, smykker, legetøj og juletræspynt i lange baner. Lokale samles om markedets høje borde til en kop varm glögg, og om eftermiddagen bliver der skruet en tand op for julestemningen med live julemusik på pladsen.

På Stephansplatz ligger endnu et julemarked for foden af den majestætiske Stephansdom-katedral med masser af delikatesser og julet hånd- og bagværk.

LÆS OGSÅ: 14 tips til en uforglemmelig juleferie i New York

Jul på slottet

Tur til Wien
Belvedere-slottet er i sig selv et besøg værd. Foto: Monica Grue Steffensen.

Gamle slotte og julestemning går godt i spænd, og derfor er Belvedere-slottets udendørs julemarked også et besøg værd, når man rejser til Wien i julen. Foran det øvre palads ligger 40 små juleboder med spiselige lækkerier, hjemmelavet håndværk og aktiviteter for børn. Indenfor byder slottets museumsdel på masser af Gustav Klimt-værker.

Kom hertil og kom rundt

Tur til Wien
Foto: Monica Grue Steffensen.

Flyselskaber som SAS og Austrian Airlines flyver regelmæssigt mellem København og Wien, og du kan komme afsted for 500-700 kr. pr. vej, hvis du bestiller i god tid.

Det er nemt at komme til Wien fra lufthavnen – du kan vælge mellem „lyntoget“ CAT og lokalbanen, der tager ni minutter længere og koster en tredjedel af prisen (ca. 33 kr. hver vej).

Det er også nemt at komme rundt i Wien. Byens offentlige transportsystem omfatter undergrundsbane, tog, busser og sporvogne. Køb et Wien-kort, som gælder 24, 48 eller 72 timer og giver fri adgang til al transport samt rabatter på forskellige museer og attraktioner.

Her skal du spise

Den traditionelle

Tur til Wien
Traditionel schnitzel, som kun wienerne kan lave den.

Mange kommer til Wien med et ønske om at smage en vaskeægte wienerschnitzel, hvilket giver ganske god mening. På Huth Gastwirtschaft bliver du ikke skuffet, med mindre du vælger den forkerte Huth-restaurant på den anden side af vejen. Her serveres nemlig ikke schnitzler, men grillmad som burgere og spareribs.

Huth Gastwirtschaft, Schellinggasse 5.

Den moderne

I stueetagen af 25hours Hotel ligger 1500 Foodmakers, der er inspireret af hippe, amerikanske restauranter og serverer gourmetpizza, pasta og lette salater.

Menukortet er enkelt, men lækkert, lokalet er stort med svag, hyggelig belysning og træbænke langs væggene. Prøv f.eks. en pizza med frisk mozzarella, artiskok og ansjoser eller den med fennikelsalsa og forårsløg.

1500 Foodmakers, Lerchenfelder Str. 1-3.

LÆS OGSÅ: Gløgg, skøjteløb og julelys: Tag på magisk juletur til London

Klassisk julemusik

Tur til Wien
Smægtende, wienerklassiske toner hører sig til, når man er i Wien. Foto: Peter Rigaud.

Ingen anden by har fostret så mange legendariske klassiske musikere og komponister som Wien: Mozart, Haydn, Strauss, Beethoven, Mahler.

Ud over de ca. 120 koncertsale og teatre er byens mange majestætiske kirker også et oplagt sted at få sig en musikalsk oplevelse – særligt i julen.

„Classic ensemble Vienna“ er en gruppe unge musikere, der regelmæssigt giver klassiske intimkoncerter i krypten under Peterskirche i hjertet af det gamle Wien. Se program og køb billetter på Classicensemblevienna.com

Byens øvrige kirker arrangerer også koncerter i ugerne op mod jul.

Det skal du (også) opleve

Tur til Wien
Intet Wien-besøg uden en cafétur. Foto: Monica Grue Steffensen.

Tag en pause fra julehalløjet i museumskvarteret, der dækker hele 90.000 kvadratmeter og rummer en række verdensberømte kulturinstitutioner. Kunsthistorisches Museum er et af verdens førende museer blandt andet på grund af dets Bruegel-samling, der er verdens største.

Her finder I også renæssanceværket „Madonna del Prato“ samt værker af blandt andre Rembrandt, Rubens og Dürer.

Kunsthistoriches Museum, Maria-Theresien-Platz, se mere på Khm.at

Mumok er et moderne kunstmuseum med alt fra Picasso til Andy Warhol. Den mørke klods af en bygning er klædt i lavasten og skiller sig radikalt ud fra museumskvarterets øvrige bygninger. Mumok, Museumsplatz 1, se mere på Mumok.at

Anbefalet til dig