Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

London-guide
Foto: Karin Gråbæk m.fl.

Klassisk London med et twist

Ægte, traditionel London-stemning er blandt andet afternoon tea, mænd i nålestriber foran en pub i aftenskumringen og art deco-hotelbarer. Tag med på opdagelse i det oldschool London, som bevarer traditionen midt i al byens foranderlighed.

MARKED
Borough Market

Det er noget af et jubilæum, det gamle madmarked Borough Market kan skilte med for tiden. I hele 1.000 år er der blevet handlet friske fisk, sprøde grøntsagerog andet til ganen her på Southwark tæt på Themsen ved Southbak. Med togene buldrende hen over de mange boder, små vin- og kaffebarer på hjørnerne af de smalle gyder rundt om markedet, er der en særlig stemning af London og gamle dage, selvom det har fået en ansigtsløftning.
Boroughmarket.org.uk

Forfatterens grønne biks
Den anerkendte forfatter Jeanet Winterson ("Oranges Is Not the Only Fruit") åbnede midt i 90'erne delikatesseshoppen Verde & Co. i en faldefærdig grønthandel over for det gamle Spitalfields Market. Det var før markedet blev pakket ind i glasfacader, og ikke mindst derfor skal Jeanet Wintersons charmerende sted med. For med sin nænsomt istandsatte sorte facade, står butikken som et kærligt vidnesbyrd om, at fornyelse ikke behøver at ske på bekostning af historien og minderne.
Verdeandco.co.uk

Fortiden til salg
Og ja, Spitalfields Market er for længst blevet alt for kommercielt, men der er stadigvæk grøde i handlen på mange markeder. Og det er netop på markederne, at fortiden i form af gamle klude og unikke vintagefund viser sin holdbarhed. Fredag under broen på Portobello Road i Notting Hill har ikke mistet charmen. Advarsel: Det kendte antikke marked er totalt overrendt. Camden Market, der var udsat for brand for nogle år siden, har rejst sig igen og er en meget londonsk oplevelse. De små, lokale markeder som Shepherds Bush Market byder på en skønsom kombination af halalslagtere og boder, der sælger eksotisk frugt, alskens sygrej, syntetisk tøj og udsøgte stoffer og giver et interessant indblik i Londons historisk set store multietniske smeltedigel.
Portobelloroad.co.uk
Camdenlock.net
Shepherdsbushmarket.co.uk

LÆS OGSÅ: 7 tip til den perfekte start på ferien

BØGER
Den gamle hule

Daunt Books er den smukkeste boghandel i byen. I dag er der flere afdelinger, men den originale ligger i et gammelt hus på Marylebone High Street. Området er som en trendy lille landsby tæt på Baker Street Station, og den gamle boghandel er omringet af lækre butikker og spisesteder. Indenfor er de mange indpakkede ord omgivet af blanklakeret træ, og fra en slags balkon er der udsigt over bøgerne. Et andet klassisk stop er bogmarkedet ved Themsen foran British Film Institute på Southbank. Der er noget dejligt livsbekræftende i, at trykte ord, stemningsfuldt pakket ud i morgendisen, stadig kan have en berettigelse i en digitalfikseret verden.
Dauntbooks.co.uk

Moderne klassiker
Nu er 1983 jo ikke ligefrem historisk, men Books for Cooks skal alligevel med, fordi det er sådan en perle for kulinariske bogelskere. Den er oven i købet fra den tid, hvor mad fra England var lidt af en joke. Duften af dagens ret spreder sig mellem hylder og borde, som udfordrer alle, der lige kan få plads til endnu en kogebog derhjemme. At der er cafe og kogebogsbutik under et tag gør den lille biks ret unik.
Booksforcooks.com

SHOP
Mr. Britisk herremode

Sir Paul Smith er Mr. britisk herremode og indbegrebet af ”klassisk med et tvist”. Han følger med tiden og åbner butikker i up-and-coming-områder i alle storbyer, men i hjemlandet kan man stadigvæk gå på opdagelse i hans første Londonlokaler, som består af flere sammenhængende butikker på den lille sidegade Floral Street i Covent Garden – indrettet med tidløst træ og sortmalede facader. Gammeldags romantik og nyt design går her hånd i hånd.
Paulsmith.co.uk

Rebellen Westwood
Nu vi er ved ikoniske designere, er det svært at komme uden om Vivienne Westwood. Som et stædigt vartegn ligger en af hendes butikker, Worlds End, stadigvæk på 430 Kings Road. Butikken spillede en stor rolle i 60’ernes swinging London, og har en særlig plads i såvel britisk mode som Westwoods eget hjerte. Butikken åbnede hun sammen med sin kæreste, Sex Pistols’ Malcolm MacLaren, i 1970. Her er stadigvæk politiske badges, kunst, Westwoods Gold Label og stærke budskaber til salg.
Worldsendshop.co.uk

Nostalgi og nåle
I det mondæne Mayfair er særligt en gade helt upåvirket af billige løsninger fra Østen. I Savile Row hersker de gamle skrædderdyder og stolte traditioner. Skal kæresten have en flot habit eller en perfekt skjorte, så kig ind i nummer 1 hos Gieves & Hawkes, der ligesom de andre estimerede skræddere tiltrækker rige, berømte og kræsne kunder. Eller besøg Turnbull & Asser fra 1885. Et hæderkronet firma, der har forsynet kunder fra Churchill til Madonna med de bedste bomuldsskjorter.
Gievesandhawkes.com
Turnbullandasser.com

Klæder skaber minder
Der er rigtig mange gode genbrugsbutikker i London, og for at illustrere spændvidden vælger vi to favoritter inden for vidt forskellige prisklasser. Orsini er faktisk bare en lillebitte butik, men her er sortimentet udsøgt, og det er et godt sted at finde designperler som en quiltet Chaneltaske med guldkæde eller andre vintageskatte fra 20’erne til 80’erne. Udbuddet – og prisniveauet – er anderledes tilfældigt i den populære genbrugskæde Beyond Vintage, der har bugnende butikker tæt på blandt andet Brick Lane og i Dalston.
Orsinivintage.co.uk
Beyondvintage.co.uk

Butikker med historie
Rammerne er knirkende gamle, men tiden står langtfra stille på hylderne i stormagasinerne Harrods og Liberty. Det hæderkronede Harrods i Knightsbridge er synonym med en luksuriøs verden – her fås alt fra sjælden kunst, spa til hunde og de dyreste designermærker til alverdens delikatesser i en udsøgt madafdeling. På vej op ad de gamle trapper i Liberty for enden af Carnaby Street ved Regent Street støder man på alle tidens mest innovative designmærker, eksotisk kunst og spændende boligtilbehør. Men arven fra den gamle Arthur Liberty, der fik håndtrykt smukt print på fine indiske tekstiler, lever endnu. De blomstrede og mønstrede stoffer er stadigvæk et trækplaster.
Liberty.co.uk
Harrods.com

Duften af gamle dage
Smukke flakoner, fine dufte og æsker, som man får lyst til at gemme. Den verden er bevaret på nogle af byens overlevende parfumerier. Penhaligon på Wellington Street har dyrket klassisk, luksuriøs parfumekunst siden 1870. Kate Moss er efter sigende fan af duften Bluebell. Hos Floris er flakonerne enkle med guldlåg. I et hemmeligt rum bag butikken med glasskabe og mahognidisk, får rige og berømte kunder som Mick Jagger stadig speciallavet dufte. De royale sværger også til Londons ældste fungerende apotek, Dr. Harris, som har ligget i Mayfair i over 200 år. Prince Charles handler her, hvor der blandt andet bliver solgt aftershave, sæber, aromatiske olier og cremer.
Penhaligons.com
Florislondon.com
Drharris.co.uk

LÆS OGSÅ: 5 sunde stop i London

SPIS
En bagel på Brick Lane

Den slog dørene op i 1974, og interiøret ser ikke ud til at være ændret siden. Der er totalt industrielt underspillet, og det kæmpe facadeskilt viser, at her handler det ikke om cool æstetik, men om friskbagte, traditionelle jødiske bagels, 24 timer i døgnet. Brick Lane Beigel Bake ligger i nr. 159 i den legendariske gade, hvor de gamle indiske spisesteder i de seneste par årtier er blevet omkranset af hippe barer, genbrugsbutikker, cafeer og gallerier med kunstevents.
159 Brick Lane

For Downton Abbey-fans
Så bliver det ikke mere autentisk. Rules er fra 1798 og simpelthen Londons ældste restaurant, og Downton Abbey-fans har muligvis bemærket, at den var et hit, når herskaberne kom til London. Træd ind på de bløde, bordeauxfarvede tæpper, bestil en gang østers, og føl dig hensat til en anden tid omgivet af tunge, udskårne mahognipaneler og gamle billedrammer.
Rules.co.uk

Autentisk mad i skuret
Det er ikke gammelt. Men det er et meget charmerende skur, hvor der bliver serveret kendte britiske retter med et moderne tvist. The Shed lever op til alle tidens trends om at søge tilbage til rødderne. Menukortet er en hyldest til sæsonerne og det hjemmedyrkede. Råvarerne og vin kommer fra egen produktion på landet, og bliver til innovative menuer her i den undseelige bygning, hvor der er traktorsæder på væggen og designerklædte damer ved bordene.
Theshed-restaurant.com

OPLEV
Jazzens konge
Hvor skal man lige begynde eller ende i en by, hvor så mange store navne har stået på scenerne? For Ronnie Scotts begyndte det i 1959, og tonerne er ikke forstummet siden. Den berømte jazzklub i Soho tiltrækker stadig tåvippende entusiaster og unge, hippe typer, når nogle af verdens fineste jazzmusikere slår vejen forbi.
Ronniescotts.co.uk


LÆS OGSÅ: 21 hippe steder i London, du ikke kender

DRIK
Den lokale kaffebar

Bar Italia er stabil og immun over for tidens trends. Alting buldrer forbi og forandrer sig hele tiden, men på en eller anden måde har bydelen Soho midt i London formået at holde fast på et par klassikere. Sådan en er den familiedrevne Bar Italia, der åbnede i 1949. Drik kaffe her og føl dig hensat til en romersk bar, hvor de lokale tjekker dagens fodboldkamp i et hjørne over den lange disk, og hvor espressoen bliver serveret med ukuelig stolthed dag efter dag. År efter år.
Baritaliasoho.co.uk

Tea time, darling!
Så er vi nået til den uundgåelige. At få serveret dampende te i blomstret porcelæn og fine agurke- og laksesandwich, scones og smukke kager fra et højt fad. The Ritz er den ultimative klassiker. Her bliver man virkelig introduceret til den britiske tradition. I tråd med hotellets fornemme stil er der naturligvis stadigvæk dresscode. I The Palm Court er det ikke tilladt at have jeans på. For en lidt mere afslappet afternoon tea kan man gå ind til næsten-naboen The Wolseley, hvor der hersker grandios art deco-stemning. Er du ikke til tedrikkeri,
kan en skøn, dekadent morgenmad i det højloftede lokale anbefales.
Theritzlondon.com
Thewolseley.com

Kendte cocktails
Der er storslået i foyeren på Hotel Savoy, der for få år siden blev renoveret for 220 millioner pund og fik genskabt al sin art deco-pragt. Snup en cocktail i en af barerne. Der er noget uimodståeligt tidløst over at drikke drinks i en hotelbar og især en som Coco Chanel, Winston Churchill, Charlie Chaplin, Monet og Noël Coward har frekventeret.
Fairmont.com/savoy-london

SOV
Townhall Hotel
Oldschool kan også være et nyt skud på stammen. Som Townhall Hotel helt ude i Bethnall Green i Østlondon. Det gamle hus, der stammer fra 1910, er en berømt filmlocation og nu et hot hotel, som er blevet lovprist af alle interiørmagasiner for indretningen med vintagefund, art deco, blødt lammeskind og smukke, rene linjer.
Townhallhotel.com

Legendariske senge
London kan det med fornemme hoteller, hvor velklædte mænd med høje hatte åbner taxidørene og ligner nogle, der er fanget i en tidslomme. Forkælelsen venter på det smukke femstjernede Claridge’s midt i Mayfair, hvor man støder ind i rigmænd og kendte ansigter i svingdøren. Et langt mere underspillet hotel, der er gennemsyret af gammeldags engelsk charme med tunge gardiner, fyldte bogreoler og antikviteter på de små, hyggelige værelser, finder man bag en diskret dør i Soho. Hazlitts er et sjældent lille hotel få minutter fra Soho Square.
Claridges.co.uk
Hazlittshotel.com

LÆS OGSÅ: Her er 3 geniale rejseapps, du ikke kender
LÆS OGSÅ: London-guide: De lækreste fish and chips, du nogensinde har smagt
LÆS OGSÅ: Sådan overlever man uden at se solen

Se, hvad vi ellers skriver om: Rejseguide og London