Merete Mærkedahl: "Jeg brækkede mig, når jeg skulle ind på scenen"

Hvilken vej var den første, du gik på? 

– Det var Dalen i byen Nors i Thy, hvor jeg voksede op i et hus, som min far stadig bor i. Der har jeg gået og cyklet meget. Jeg var en aktiv naturpige. Jeg drømte blandt andet om at få min egen hest, men jeg fik den aldrig. Til gengæld var jeg god til at fedte mig ind hos andre, der havde heste, som jeg så fik lov at ride på. Ellers legede jeg hest ude i vores have, hvor min veninde og jeg lavede spring. Andre gange legede jeg, at jeg var hjemløs, som red hjemmefra på min hest. Jeg elskede at være beskidt, og sådan er det stadig, ha-ha. Jeg kan gå rundt i det samme tøj i en uge. Min kæreste skal tvinge mig til at købe nyt tøj og sko, jeg er virkelig dårlig til sådan noget. Jeg har også glemt at tage smykker med, til når der skal tages billeder i dag, og det får jeg nok ballade for.

Hvordan fandt du din levevej?

–  Jeg var meget nysgerrig som barn. Jeg kunne lidt af meget og havde svært ved at vælge. Jeg fandt for nyligt en stil fra 4. klasse, hvor jeg skrev, at jeg ville noget med dans, musik eller drama. Det kunne jo være blevet til meget forskelligt. Jeg troede på et tidspunkt, jeg skulle være musical-performer, så i 2004 kom jeg ind på en skole i Nordsverige, hvor jeg skulle være i tre år, men efter et par måneder var jeg klar over, at jeg skulle være skuespiller. Så tog jeg hjem og kom ind på skuespillerskolen i Aarhus i stedet for. 

Jeg overvejede også musikpædagog, for jeg kan spille lidt trommer og guitar, elorgel og trompet, og så kan jeg godt lide at synge. Jeg tror, det kommer fra min barndom, for mine forældre hørte meget musik, og når vi skulle i bad, tog min mor altid guitaren med ud på vores store badeværelse og spillede for os. Min mors faster spillede i band, og senere arvede jeg bandets elorgel. Som 15-årig gik jeg til elorgel for at lære at spille sådan noget glad suppe-steg-og-is-musik som for eksempel Calle Schewens Vals og Skæve Thorvald (Merete Mærkedahl bryder ud i sang, red.) Jo jo, jeg spillede med rytmeboks og fodbas og det hele. Jeg spillede også kornet og trompet i et band, men jeg har både overbid og store fortænder, så de blev faktisk løse af det, men jeg har da spillet trompet i et par forestillinger. 

LÆS OGSÅ: Hilda Heick: ”Jeg gik totalt i baglås og græd i garderoben"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg ser jo lidt anderledes ud privat end Otilia fra Badehotellet, så jeg bliver ikke genkendt så tit. Men når det sker, er det altid med begejstring. I starten skulle jeg lige vænne mig til at blive stoppet, når jeg var ved at købe toiletpapir i Føtex, men det er jo fordi, jeg netop er hende, der vælter ud af sengen og går i Føtex. Jeg kigger mig ikke engang i spejlet. Folk beder mig om en selfie, og så står jeg der i mit søndagsoutfit. Ligesom de her bukser, jeg har på nu, mens vi taler. Dem har jeg haft i ti år. 

Folk bliver tit overraskede over, at jeg er anderledes i virkeligheden, for i Badehotellet spiller jeg Otilia, der er mere bekymret. Jeg har et lysere sind og smiler mere end Otilia. Når jeg er Otilia, må jeg jo næsten ikke åbne munden, for jeg har store fortænder, og det lysner mit ansigt for meget. Derfor hører jeg tit, at jeg er en helt anden i virkeligheden. Men Otilia og jeg har samme retfærdighedssans. Vi gør os begge umage og mener, man skal yde, før man kan nyde. Mange synes, hun er sur, men jeg synes, hun er principfast. I Badehotellet tegner vi karaktererne ret tydeligt op. Derfor skulle jeg finde mennesket i Otilia, for hun måtte ikke blive en karikatur. Hun er jo et helstøbt menneske med følelser og passion. Hun er bare passioneret om noget andet end at finde kærligheden, som de andre er.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min forlovede, Anna. Vi troede, vi skulle giftes i 2020, men heldigvis nåede vi ikke at planlægge et bryllup. Vi har boet sammen ti år i Aalborg, men nu er vi lige flyttet til Lejre. Hun er fra Amager, og jeg er fra den diametralt anden ende af landet, Thy. Så Lejre blev et kompromis. Der er natur, og det tager kun en halv time at komme til København. Anna og jeg har to børn; Anker på tre år og Esther på fem. Anna har stor empati og ro, og hun er god til at lytte. Hun er interesseret i litteratur, hvilket desværre blev pillet ud af mig i folkeskolen. Hun giver mig modspil og inspirerer mig til at åbne mig mod verden ved at interessere mig for politik og historie. Jeg er hende, der er lige her lige nu. Jeg kan bruge en hel dag på at fjerne lort fra en mark, hvor Anna ser fremad og gerne tager en politisk diskussion. Hun har født begge vores børn og går hjemme på fuld tid, hvor hun virkelig kan udfolde sit empatiske væsen. Det er lidt en gammeldags ordning, vi har, hvor én går hjemme, og den anden går på arbejde. I perioder går jeg også hjemme, men lige nu skal jeg både lave Badehotellet og træne Vild med dans, så det bliver intenst.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "De tre år var jeg ekstremt ensom og ulykkelig"

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Kort efter jeg var blevet færdiguddannet, arbejdede jeg på Aalborg Teater. Jeg havde store hovedroller og fik også en talentpris. Jeg ved ikke, om det var angst eller stress, men jeg brækkede mig, når jeg skulle ind på scenen. Måske var det præstationsangst, for da jeg fik talentprisen, begyndte jeg at tænke: ”Hvad nu hvis folk ser mig på scenen og tænker: Så god er hun da heller ikke?” Samtidig spillede jeg en voldsom rolle, hvor jeg var en mor, der skulle skrige højt, fordi hendes barn døde. Det blev for meget alt sammen, og til sidst måtte teatret pille mig af to forestillinger. Før i tiden kunne jeg tre ting på én gang. Pludselig kunne jeg ikke engang lave morgenmad til mig selv. I dag har jeg valgt altid at have huller i min kalender, ellers kan jeg ikke trække vejret. Før jeg fik børn, tog jeg ud i naturen og red på den hest, jeg lånte. Jeg kan stadig bruge hele dagen på naturen. Når du er sammen med et dyr, er du tvunget til at være til stede lige nu og her og holde øje med, om hesten snubler eller ser en bil. Du kan umuligt tænke på fortiden og fremtiden. Vi havde kat, da jeg voksede op, og i dag har vi kaniner. En dag skal jeg også have min egen hest, men der er jeg lidt á la Otilia: Hvis man skal have dyr, skal man gøre det ordentligt, så de ikke bare står og keder sig. 

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Bente Athene har de seneste ti år hjulpet mig både i kriser og gode tider. Hun er min massør og kan også kraniosakralterapi og akupunktur i ørerne. Hun bor i Hjørring, og det var faktisk lidt af en sorg at flytte så langt væk fra hende. Hun er et fantastisk menneske og min åndelige vejleder. Jeg bruger hende ikke kun som massør men også til at tale med. Bente er god til at vejlede mig om karrieren og sige: ”Vent lige, der kommer noget til dig lige om lidt”, og hun har altid ret. Det er næsten overnaturligt. Hun er varm som solen, og da jeg flyttede til Sjælland, gav hun mig et ikon, som står og passer på os alle sammen. Hun er en vis kvinde, som er forbundet til … ja, jeg ved ikke hvad. 

LÆS OGSÅ: Julie Kragh: ”Det er anstrengende at være den, der ødelægger den gode stemning”

Hvor er du på vej hen lige nu? 

– Jeg er på vej til at være med i Vild med dans, som jeg glæder mig til. Jeg har altid gerne villet gå til dans, men da jeg var barn, kunne jeg ikke finde en partner, som ville gå til standarddans sammen med mig, og så opgav jeg. I gamle dage elskede jeg at se standarddans på DK4. Professionelle dansere er jo vanvittigt dygtige sportsfolk, og den slags fascinerer mig altid. Jeg kender flere, der har været med i Vild med dans. Blandt andet mange af mine kolleger på Badehotellet, og for et par år siden vandt min kusine, Sara Franch Mærkedahl. Da de ringede og spurgte, om jeg ville være med, skulle jeg ikke tænke mig om. Jeg sagde ja tak med det samme. Det er ligesom at komme i mesterlære. Hvor tit er det lige, man får lov til at få enetimer?

Hvad tænkte du på vej herhen?

– Jeg fik en besked fra Molslinjen om, at jeg skal huske mundbind, når jeg skal hjem med færgen. Vi skal hjem til Jylland, fordi min bror er blevet far igen, så vi skal se deres lille Asta.