Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Renée Toft Simonsen
Foto: Ida Schmidt Renée Toft Simonsen har intet problem med overgangsalderen.

Renée Toft Simonsen: "Jeg gider ikke at bo med den perfektionistiske pisk mere, for den er SÅ anstrengende at bo med"

Når man er sådan en, der elsker at sove tæt sammenflettet med sin elskede, er det lidt af en udfordring pludselig at blive ramt af voldsomme hedeture. Og det er ikke det eneste, Renée Toft Simonsen har sagt farvel til med overgangsalderen. Det at være uundværlig for børnene og det at være seksuelt attraktiv for mænd i alle aldre, for eksempel. Til gengæld har hun også sagt farvel til at piske sig selv hele tiden.

– Jeg har ikke noget imod at være personlig og skrive om den aldrende fjappe...

Hvad? Sagde hun virkelig det? En af verdens smukkeste kvinder. Hende, jeg har beundret og fulgt på afstand, siden hun bragede igennem som vinder af "Face Of The Eighties" i 1981 og året efter vandt "Supermodel of the World"-konkurrencen og derefter var at finde på forsiden af alle de internationale modemagasiner og – naturligvis – i ALT for damerne. Hende, der siden blev både psykolog og vanvittigt godt skrivende i såvel børne- som voksenbøger. Som blev filmmanuskriptforfatter. Og som også blev gift med charmøren over dem alle: Thomas Helmig. Ja, det var nøjagtig det, hun sagde, da jeg indledte interviewet her med at spørge, hvilke tanker hun har gjort sig i forhold til at skrive sin nye og meget personlige bog om overgangsalderen. Og det er lige præcis det, der faktisk er allermest vidunderligt ved Renée Toft Simonsen. Hun er så trucker-rå, gennem-århusiansk og nede-på-jorden-agtig, at enhver tanke om fancy modelmanerer bliver blæst baglæns ud det hyggelige køkken, hvor vi har bænket os ved langbordet. Thomas er listet ovenpå med sin computer, så vi kan få fred til at snakke om, hvordan det er at være kvinde midt i livet. Og snakket bliver der. Renée har meget på hjerte.

"Jeg er f*cking hot" er den meget sigende titel på Renées nye bog, for hedeture er noget af det, der har fyldt rigtig meget de seneste tre år af hendes liv. Hun kalder bogen for et kampmanifest, for hun vil gerne være med til at sætte fokus på, at vi kvinder skal tage ejerskabet over vores kroppe tilbage. Vi skal være stolte af, hvordan kroppen ser ud, og hvordan den fungerer. Vi skal have lov til at være, som vi er, også når det indebærer hedeture, humørsvingninger, vægtstigning, mærkelige tanker og flere rynker.

LÆS OGSÅ: Ida Auken: ”Jeg har kaldt mig Ida Nielsen, fordi jeg ikke ville defineres af mine forældre”

– Mine første tegn på overgangsalderen var, at jeg begyndte at sove dårligt. Jeg vandrede frustreret rundt i huset om natten og havde mest af alt lyst til at vække Thomas og spørge, hvordan han bare kunne ligge der og sove. Stå dog op og bag en kage til mig! Jeg begyndte også at blive mere skrøbelig på en eller anden måde. Mere sårbar. Fik let til tårer. Jeg fik ondt i leddene. Og så begyndte alle de negative tanker. Jeg kunne vågne op om morgenen, og så kørte den bare: Han er dum. Hun er også dum. Jeg gider ikke... bla, bla, bla. Sådan som man bare kan fyre den af inde i sit hoved. Og sådan havde jeg aldrig haft det før. Jeg havde det som om, en alien havde overtaget min krop og min tanker. Jeg troede faktisk, at jeg var ved at få en depression. Jeg blev mere og mere opmærksom på det og begyndte at tænke: Hvad sker der? Hvorfor ligger du her i den årle morgenstund og har det sådan, når alt er godt? Køleskabet er fyldt. Huslejen er betalt. Han ligger lige ved siden af, og han elsker dig. Dine unger har det godt. Jeg begyndte at læse artikler og bøger for at finde ud af, hvorfor jeg havde sådan, og efterhånden gik det op for mig, at nåååerh, det er jo "bare"overgangsalderen. Og det at blive opmærksom på det, gjorde det nemmere. Det er bare en periode. Det er bare en overgang.

Renée Toft SimonsenRenée Toft Simonsen. Foto: Ida Schmidt.

Hvordan reagerede Thomas på det i starten?
– Jeg indviede ham ikke i det kvarte af det, jeg havde inde i hovedet i begyndelsen. Men der, hvor han virkelig kunne mærke det, var, at vi ikke kunne sove så tæt mere. Når vi lagde os ind til hinanden under dynen og nussede, gik der halvandet minut, og så var det som om, det bare sagde zzzzzzzzz – som en vulkan, der begynder at gå i udbrud. Varmen kom for fuld fart, og fra at have været sådan nogen, der altid har elsket at ligge meget tæt med benene viklet ind i hinanden, måtte vi bare ligge hver for sig. Det var noget af en forandring. Og det gav en form for ensomhedsfølelse.

Savner menstruationen

– Da jeg begyndte at læse om overgangsalderen, fandt jeg ud af, at det, man primært kan finde om den periode i en kvindes liv, handler om, hvordan man kan spise overgangsalderen væk. Hvordan man kan tage hormoner imod det. Hvordan man kan træne sig ud af det. Alt handlede om, hvordan man kunne få det til at gå væk. Jeg havde da også selv tanken, at jeg bare skulle have det til at forsvinde, men samtidig kunne jeg mærke, at det måske alligevel ikke var sådan, jeg havde lyst til at have det med det. Jeg er vant til at skrive, når jeg skal håndtere noget, så jeg begyndte at beskrive, hvad det gjorde ved mig at have det sådan. Det blev begyndelsen på bogen. Jeg forsøger ikke at beskrive sandheden, men jeg kan beskrive mit indre landskab, og det er bakket. Men i stedet for at skamme tankerne og følelserne ud, så kigger jeg på det og siger: Det er sådan, det er for mig. Måske kan du genkende noget? Og kunne vi ikke prøve at være venlige over for det, der sker med kroppen og tankerne? Det er ikke nogens skyld, det er bare sådan, det er. I en periode. Og hey, trænger du til et kram, så får du lige et af mig, for jeg har faktisk nogen på lager. Det er en rejse. Det er ok.

LÆS OGSÅ: Connie Nielsen: "Den absolut mest smertefulde oplevelse i mit liv har været at miste mine to stedsønner"

Mange kvinder bander menstruationen langt væk, fordi den har det med at indfinde sig på de mest ubelejlige tidspunkter. Renée savner da heller ikke blødningerne, men...

– Jeg savner det, som menstruationen repræsenterer. Det, at man er reproducerende, ægproducerende og bidragende til næste generation, er jo ensbetydende med at have en værdi. Man "er" noget. Man er uundværlig, faktisk. Det øjeblik, man blomstrer af – som man jo lidt gør i overgangsalderen – har man faktisk evolutionsteknisk ikke nogen værdi længere. Det er ligegyldigt, om man er her eller ej. Altså, det ER det jo ikke. Men man kan få følelsen, at et kapitel er slut, og man er ikke med mere. Mændene kigger heller ikke efter en på samme måde, det er nærmest som om, de kan lugte, at man ikke kan producere æg.

Oplever du det?
– Ja. Det gør jeg. Jeg har følelsen af ikke at være med på samme måde mere. Og jeg er jo velholdt og pæn og alting, men ja, det oplever jeg. Måske er det mit eget billede af det, men jeg tror også, at det er sådan samfundsmæssigt. Når du er 25, kan mænd fra 15-75 kigge efter dig. Og det gør de, ha, ha. Men når du er 52, så er der ikke så mange yngre, der kigger mere, og det vil jo sige, at den gruppe, der kigger, er ret indskrænket.

Hvordan er det at være usynlig for sådan en som dig, som har været enormt synlig?
– Altså, nu føler jeg mig ikke usynlig på den måde, for jeg er god til at gøre opmærksom på mig selv. Men det med at miste sin seksuelle attraktion, om jeg så må sige, og miste sin evne til at reproducere, det er sorgfuldt. Det synes jeg. Vi lever i en verden, hvor netop den reproducerende periode i en kvindes liv er højt skattet. Overgangsalderen er ikke så velanset. Der er ikke mange i overgangsalderen, der render rundt og tænker: Fedest! Det er også sorgfyldt at sige farvel til en ung og smækker krop, der bare kan det hele. Og til ens børn, der flytter. Ens rede, der tømmes lige så stille... Så er de der pludselig ikke mere. Og hvad skal man så? Der er meget at sige farvel til lige nu. Og det er et meget langt farvel. Samtidig er alt jo, som det skal være. Det er helt naturligt. Men derfor kan man godt synes, at det er sørgeligt. Hugo bor her stadig, men han flytter til sommer. Og så er vi pludselig bare Thomas og mig. Og misforstå mig ikke, det er der også noget dejligt over.

Skilsmissen


Så I skal til at finde hinanden som par igen?
– Det gjorde vi for fem år siden, hvor vi blev skilt og fandt hinanden igen. Vi tog på en måde forskud på det.

Handlede skilsmissen om nogle af de ting, vi snakker om her?
– Det tror jeg ikke. Men jeg kan da retrospektivt godt tænke: Var det mon begyndelsen på min overgangsalder, at jeg lige pludselig sagde: "Hør her, vi er da vist bare kørt fast os to, nu skal det være slut"? Jeg ved det ikke. Men det kan godt have været tanker om, at nu tørrer jeg snart ud og går i overgangsalderen, og så har jeg aldrig lyst til at dyrke sex mere – de der dommedagstanker – så nu skal jeg da lige af med dig inden. Måske. Der er mange, der bliver skilt efter at have været sammen i 20-25 år, og jeg tror, det handler om, at man gør status på en måde. Hvis du ikke rigtigt har noget sammen med din mand mere, er det så ham, du vil bruge de sidste 25-30 år sammen med? Og ja, det er jo et luksus-I-landsproblem, men ikke desto mindre er det sådan, det er. Skal vi fortsætte sammen, og hvis vi skal det, skal vi så ikke liiige hanke op i hinanden?

Hvor længe var I fra hinanden?
– Tre måneder. Vi var ikke så gode til at blive skilt. Vi gjorde virkelig et helhjertet forsøg, men det gik ikke.

Da I fandt sammen igen, besluttede I så, at der var ting, der skulle være anderledes?
– Ja, det kan jeg love dig. Vi blev ikke skilt for sjov, det var virkelig alvor. Men da det så lige pludselig var os igen, og vi nærmest blev nyforelskede, var det et helt mirakel. Jeg tror ikke, vi var holdt op med at elske hinanden, faktisk, men vi var bare kørt fast og havde glemt at elske hinanden. Og jeg kan love for, at vi snakkede og snakkede og snakkede. Åbnede en flaske vin og snakkede noget mere. Om hvordan det ikke skulle være. Hvad vi ikke havde lyst til mere. Og om hvordan vi gerne ville have det i stedet for. Vi begyndte at tage hinanden alvorligt igen. Og vi begyndte at interessere os for hinanden igen i stedet for bare at tage hinanden for givet.

– Hvis du vil den nærhed og den tæthed med den, du bor sammen med, er du nødt til at interessere dig oprigtigt for det, som foregår hos den anden. Du er også nødt til oprigtigt at være interesseret i kropsligt at være tæt på. Det synes jeg. Jeg er nødt til at have både følelsesmæssig og kropslig nærhed. På trods af hedeture. Hvis ikke det er sådan, hvorfor så være sammen?

– I øvrigt er det vigtigt i et forhold også at have fokus på, at mænd også kommer i overgangsalderen. Andropausen taler man dog slet ikke om, men hold da op, der sker noget. Mandens krop ændrer sig, og pludselig er der små håndtag hele vejen rundt. Og det seksuelle – uh, det snakker vi slet ikke om. Men faktum er, at den er sværere at holde strunk, jo ældre en mand bliver! Kvinder tørrer ud, og mænd får rejsningsbesvær. Det er derfor, Viagra er opfundet. Jeg tror, at det er lige så sårbart for en mand at miste sin mandighed, som det er for en kvinde at komme i overgangsalderen.

LÆS OGSÅ: Camilla Bendixen om kærligheden: "Han ville jo slet ikke have sådan en lille lort som mig, men vi fandt sammen igen"

I bogen skriver Renée også om at forlade sig selv. Eller måske rettere: Efterlade en del af sig selv.

– Du kan tage følelser, stemninger og billeder med dig gennem livet, men du kan aldrig gå tilbage til den, du var. Det er forbi forever.

Renée på 33 år, der lige har født Hugo for eksempel, og som bor sammen med Thomas ude i Risskov i et kæmpe hus med børn, der løber rundt alle steder – hende kan jeg aldrig få igen. Hun findes ikke mere. Det er det, jeg mener med at forlade. At man efterlader sig selv tilbage i fortiden et sted. Og det gør man hver eneste dag.

Renée Toft SimonsenRenée Toft Simonsen. Foto: Ida Schmidt.

Bliver du ked af det, når du tænker på hende på 33?
– Nej. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg savner hende. For jeg er jo lige her lige nu. Og jeg kan godt lide mit liv – også med alle mine skavanker. Jeg kan godt lide at se, at mine børn er blevet så store og dygtige. Men det, jeg godt kan savne – og som jeg tror, jeg vil savne, til jeg dør – det er at være den der tætte familie med børn. Selvom jeg elsker, at vi kun er os to nu, og vi kan gå op og knalde lige, når det passer os, ha, ha. Det, synes jeg, er vidunderligt. Hvis man har lyst om eftermiddagen eller morgenen eller formiddagen – så er det bare med at sige, skal vi ikke gå op? Jo, lad os gøre det. Men jeg vil savne til evig tid at være "os seks". At ligge i sofaen og se Disneysjov i bunker. Den der tæthed, der var i det. Der var så meget liv og bevægelse i hjemmet, og jeg følte mig nyttig. Jeg var bare needed 24/7. Der var altid nogen, der havde brug for noget... Moaaar...? Det var jo vildt irriterende, og man kan tænke: Skøre kælling, kan du slet ikke huske, hvor hårdt det var? Jo, men der er bare også noget fantastisk ved, at der er nogen, der har SÅ meget brug for dig. At man er uundværlig i nogens liv. Man har virkelig en eksistensberettigelse i de år.

I får snart jeres første barnebarn – hvad tænker du om det?
– Jeg tror, at det bliver SÅ fedt. Da Ida Marie kom og sagde det lillejuleaften... Aj, jeg sad bare med tårerne løbende ned ad kinderne. Og Thomse gik om bag ved og hylede. Det er jo helt skørt. Men jeg kan nærmest græde, bare jeg tænker på det nu. Tænk sig, nu kommer de næste!

Og så bliver du jo på en måde uundværlig igen?
– Det gør jeg. Hvis jeg er heldig. Og det skal jeg nok sørge for at blive.

Nu med "bildæk"

Renée ser stadig fuldstændig forrygende ud, og hun holder sig heller ikke tilbage i forhold til at hoppe i en kort nederdel, siger hun, eller – som i dag – helt korte ruskindsshorts. Hun ved godt, at det er noget pjat, men alligevel er der noget, hun kommer til at nævne flere gange. De fem ekstra kilo.

– Jeg har aldrig haft problemer med vægten, jeg har bare kørt ind og haft en sund appetit. Sådan er det ikke mere!

Hun tager fat i sin mave og hiver ud i "bildækket".
– Se her – det har jeg sgu da aldrig haft før, ha, ha. Thomse synes, det er lækkert. Han siger, at jeg ligner en krydsning mellem Sophia Loren og Gina Lollobrigida, der er noget italiensk over det. I går var jeg ude og bade og i sauna med en veninde, og vi sad netop og snakkede om det med at tage på. Der sad også en mand i saunaen, og pludselig sagde han: "Uh, kvinder SKAL da gerne have lidt!".

Hun griner højt.

– Og sådan er det nok med de fleste mænd. De kan godt lide, at der er lidt. Så hvad er det med os? Det er altså skørt. Og det er også skørt, at jeg overhovedet snakker om de fem kilo. Men vi er vokset op med, at vi skal være slanke og kun spise broccoli, og nu tror vi selv på det. En del af tiden har jeg det sådan, SLAP nu af, lad være med at tænke på det. Men så skal jeg lave reklamefilm i næste uge med min datter, og da de skrev forleden og fortalte, at det skulle være i sportstøj, skrev jeg straks tilbage: I skal IKKE putte mig i det stramme! For fire år siden havde jeg stået skarp som en kniv, det gør jeg bare ikke nu.

– Og igen – hvorfor taler jeg om de fem kilo? Er det ikke ligegyldigt? Får jeg bedre livskvalitet af at piske mig selv? For ikke så længe siden lavede jeg en piskeafbrændingsceremoni med min gode veninde. Både hun og jeg har altid været meget perfektionistiske, men nu gad vi ikke mere. Det er godt nok, at den perfektionistiske stemme er der, men den behøver ikke fylde SÅ meget. Min veninde og jeg snakkede flere timer om, hvordan vi gerne ville leve det liv, der er tilbage. Måske har jeg 30 gode år tilbage, skal jeg virkelig leve dem med den stemme, der siger: "Det er ikke godt nok, Renée. Du må ikke veje fem kilo for meget. Du må ikke spise det rundstykke"? Nej, det gider jeg simpelthen ikke. Efter vores lange snak skrev vi hver især en sætning på et stykke karton, som vi brændte. Helt symbolsk. På min seddel stod der: "Du er ikke god nok, sådan som du er". Den sætning ville jeg af med. Jeg havde den fineste aften med min veninde, og jeg tror, at det er noget af det gode, alderen og overgangsalderen kan gøre for en. Når man kommer tættere på døden, bliver man nødt til at forholde sig til, hvordan man lever sit liv. Er jeg kærlig nok? Er jeg rummelig nok? Får jeg sagt til dem, jeg elsker, at jeg elsker dem? Gider jeg det her, eller gør jeg det bare, fordi man skal? Jeg gider i hvert fald ikke bo med den perfektionistiske pisk mere, for den er er SÅ anstrengende at bo sammen med.

Hvem er Renée Toft Simonsen?

  • Renée Toft Simonsen, 52 år.
  • Uddannet psykolog og manuskript-forfatter.
  • Tidligere international topmodel, nu forfatter til både børnebøger og voksenromaner og brevkasseredaktør.
  • Aktuel med bogen "Jeg er f*cking hot", der handler om overgangsalderen.
  • Gift med sangeren Thomas Helmig, som hun har Hugo på 19 år med.
  • Mor til Ulrikke, 24, og Jens-Kristian, 22, og stedmor til Thomas' Ida Marie, 25.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Skilsmisse og Interview