Sådan motiverer du dig til møgopgaverne
SPONSORERET indhold

Sådan motiverer du dig til møgopgaverne

Uanset hvor fedt et job, du har, er der altid opgaver, du bare ikke orker. Her er 5 gode råd til at blive bedre til at motivere dig selv.

Foto: iStock
03. jun. 2016 | Livsstil | Eurowoman

Vi kender det alle sammen. Vi møder på arbejde og ved, at der ligger en af de kedelige opgaver, som vi bare ikke orker. Vi henter tre kopper kaffe, taler med vores kolleger og går på Facebook. Så finder vi på en god undskyldning til at udskyde opgaven og lave en anden, der er sjovere. Når dagen er omme, ligger den stadig og stirrer på os med ondskabsfulde øjne. Pis også, nu ligger den der jo igen i morgen.

Men der findes faktisk måder at blive bedre til at komme igennem de kedelige opgaver. For de vil være der, uanset om du er selvstændig eller lønslave. Alting kan ikke være ren flow, men vi kan lære at håndtere opgaverne bedre. Jeg har ringet til to eksperter, der ved, hvad de taler om – og de kom med fem gode bud på, hvordan vi kan blive bedre til at motivere os til møgopgaverne.

LÆS OGSÅ: "Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men det gjorde jeg, og derfra gik det meget hurtigt

1. What’s in it for me
Indrømmet, det kan være svært at se, hvad du direkte får ud af at fylde tal ind i et regneark, der skal bruges til årets momsregnskab. Men i stedet for at skubbe den foran dig, så hold fokus på, hvad du får ud af at lave opgaven færdig – Stina Ørgaard, psykolog og direktør for konsulentfirmaet erhvervspsykologer.com, forklarer:

- I stedet for at fortælle dig selv, hvor lidt du gider en given opgave, så fortæl dig selv, hvor dejligt det bliver, når den er overstået, eller hvad du får ud af at få den lavet. Fokuser på det i opgaven, som er spændende og sjovt samt det gode, der kommer ud af at få løst opgaven eller overstået opgaven. Der vil være nogle opgaver, som vi altid vil hade. Men de opgaver er til gengæld rigtig dejlige at få overstået, og det kan være en motivation i sig selv.

2. Drop surmuleriet
Jo mere du tænker over, hvor kedelig den opgave er, jo sværere bliver det at komme i gang. Negativitet avler negativitet. Prøv i stedet at tænk på opgaven som noget, du sagtens kan finde ud af – og som du kan få noget ud af at løse. Stina Ørgaard forklarer:

- Negative tankemønstre er med til at påvirke vores energi og dermed vores motivation, så når vi fortæller os selv, at vi ikke kan løse en given opgave, påvirker vi vores motivation i en negativ retning. Når vi bliver ved med at gentage overfor os selv, at vi ikke orker at løse opgaven, at vi ikke kan finde ud af at løse opgaven, eller at vi synes opgaven er kedelig, så vil det sætte sig som den dominerende mening om opgaven, man står overfor, og så bliver den positive energi taget ud af opgaven og dermed dræber det vores motivation.

LÆS OGSÅ: "Kvindernes karrierepræferencer BØR ikke være en karrierehindring"

3. Se det større formål
Vi har brug for at føle, at der er en mening med vores arbejde. De færreste kan holde ud at gå på arbejde hver dag uden at føle, at de gør en forskel i virksomheden. Den mening kan vi bruge til at motivere os selv til at komme i gang med en opgave. For din chef beder dig sjældent om noget, som ikke har betydning for virksomheden. Måske din opgave er en lille brik i det store billede, der er afgørende for, at projektet lykkes. Tanja Staal Wegner, kandidat i pædagogisk psykologi, coach og trivselskonsulent med speciale i positiv psykologi, forklarer:

- Vi kan ikke elske alle opgaver, men hvis vi kan se meningen i en større sammenhæng, har vi ikke noget imod at lave dem. Bliver en bestemt opgave ikke lavet, skaber vi måske ikke værdi i virksomheden. Så finder vi interessen, fordi vi ved, at det betyder vækst over tid. Den form for positiv motivation er vigtig.

4. Do it your way
Vi vil gerne føle, at vi er og kan noget særligt. Derfor kan vi motivere os selv til at komme i gang med en øv-opgave ved at gøre det på vores egen måde. Det kræver en chef, der ikke har behov for at have kontrol med hver eneste detalje og giver frie hænder til, hvordan opgaven skal løses. Tanja Staal Wegner forklarer:

- Hvis man har indflydelse på, hvordan man løse sine opgaver, opfylder man sit psykologiske behov for selvbestemmelse. På den måde føler man også, at man er noget værd på sit arbejde.

5. Tag de svære opgaver som de første
Hvis vi ved, at der ligger en svær opgave og venter, så sørg for at få den lavet som det første, når du kommer om morgenen. For de fleste af os er timerne inden frokost det tidspunkt, hvor vi har mest hjernekapacitet. De svære opgaver bør altså ligge her, forklarer Tanja Staal Wegner.

 - Hvis man virkelig har svært ved at komme i gang med en svær opgave, kan man lægge den frem på bordet om eftermiddagen, så den ligger som første opgave, når man møder næste dag. Vi starter dagen fuld af energi og derfor bør de svære opgaver ligge der. Vores viljestyrke aftager nemlig igennem dagen, og så daler motivationen for at løse svære opgaver. Gå derfor i gang med den svære opgave som det første – også inden du kaster dig over din indbakke.  

LÆS OGSÅ: 23-årig mistede 200.000 i forretningseventyr. Sådan vendte hun fiaskoen til succes

LÆS OGSÅ: Forbes' unge, danske business-stjerner: "Jeg lever som en 35-årig i hverdagene og som en 18-årig, når jeg har fri"

LÆS OGSÅ: 4 unge kvinder med succes: Her er deres bedste tips til at blive iværksætter