Skuespiller Helle Hertz: "Folk råbte ravnemor efter mig på gaden"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Vi boede i Sverige frem til 1945, fordi min far var jøde. Et af mine første barndomsminder er umiddelbart derefter, da jeg stadig havde min store blå barnevogn, selv om jeg var to år. Jeg havde sådan en stor pelshat rundt om mit runde ansigt, og min storesøster skubbede mig i barnevognen. Med mine små hænder kunne jeg hive mig op ved kalechen, men så skubbede min søster mig ned igen og sagde, at jeg skulle sove. Det var på Thorvaldsensvej på Frederiksberg, hvor jeg boede med mine forældre og søskende, til jeg blev gift. Det var et varmt og frit hjem, og min far og mor var fordomsfrie i alle retninger. Et kærligt, åbent og talende hjem.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Min skolegang var problematisk, fordi jeg er både ord- og talblind. Faktisk må jeg ikke få et nem-id, fordi min bankrådgiver i sin tid frygtede, at jeg ville lave for mange ulykker med det. Jeg kan ikke adskille en lang række tal. Men jeg er blevet god til at læse, for jeg kan genkende alle de mest almindelige ord som små billeder. Men jeg kan ikke stave, og selv på mobilen må jeg gætte mig til bogstaver og lade stavekontrollen gøre resten. I skolen fik jeg ekstraundervisning, men jeg er for eksempel stadig ikke god til engelsk, og det jeg kan, kan jeg fra tv. Når jeg skulle lære en rolle i sin tid, hyrede jeg en sufflør til at gennemgå rollen med mig om formiddagen. I dag gør jeg det samme for Nicolas (Helle Hertz’ søn, skuespilleren Nicolas Bro, red.), for han er også ordblind.

Din levevej?

– Jeg har aldrig anet noget om min levevej. Da jeg var barn, havde vi en syg moster i familien, som havde nogle åbne sår på benene. Som barn tænkte jeg, at jeg som voksen skulle passe mine forældre, når de blev gamle og fik sår på benene. Heldigvis fik ingen af dem det. Jeg har både været klinikassistent og udsalgsassistent i Magasin. Jeg var god til at sælge og blev senere ansat i strikvareafdelingen. Der slog jeg mine folder i flere år.

LÆS OGSÅ: Pia Kjærsgaard om sine svære ungdomsår: "Det var dybt traumatisk"

Min søster, Lone, kom på ABC-Teatret og var gift med direktøren, Stig Lommer, så han kom meget i vores hjem. En dag var en af pigerne på en turné sprunget fra, og så bad han mig gå ind og se revyen et par gange og tænke over, om jeg ville med på turneen. Jo, hvorfor ikke? Så blev jeg ”Lommerpige”. Jeg fik mere og mere at lave på teatret, og senere kom jeg på Tv-teatret og Det Kongelige Teater.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Min første mand, Christoffer Bro. Han er begavet og belæst. Min skolegang var jo ikke god, men han fortalte mig alt, for han havde læst historie og religionshistorie, inden han blev skuespiller. Han åbnede mine øjne for historie, som jeg i dag dyrker på et helt andet plan, for jeg elsker Københavns historie, baggårdene, Guldalderen og H.C. Andersen. Christoffer fik mig til at interessere mig for udstillinger og malerier. Han rådgav mig også om, hvad jeg skulle sige ja og nej til. Når jeg fik tilbudt en hovedrolle, kunne han finde på at læse manuskriptet og sige, at jeg hellere skulle tage en mindre rolle i stykket. Så gik jeg op og bad om en mindre rolle i stykket, fordi den passede bedre til mig. Han var dødgod til det.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Kærlighed er jo mange ting. Jeg kommer fra et kærligt hjem, selv om min mor syntes, det var chokerende at komme ind i familien Hertz, hvor alle kyssede og kælede med hinanden. Jeg har fået mange kys af min far – og min mor, da hun lærte det. Vi blev overøst med kærlighed. Siden har jeg mødt kærligheden mange gange i livet.

Jeg blev gift som 19-årig med Christoffer Bro, og da jeg var 30, havde jeg tre børn. På det tidspunkt gik det op for mig, at der var andre mænd i verden, og jeg forelskede mig i den otte år yngre Henrik Hartmann og efterlod tre små børn derhjemme. Det var skrækkeligt, og jeg ville gerne have taget dem med, men det måtte jeg ikke, og det kan jeg godt forstå. Jeg så børnene hver torsdag og hver anden weekend. Da Anders Peter skulle i gymnasiet, flyttede han ind til mig og Henrik. Da han så flyttede hjemmefra, troede jeg, at jeg skulle have et arbejdsværelse, men så ringede Christoffer og sagde, at han syntes, at Laura, som var 14 år, ville have godt af at bo sammen med sin mor i stedet for alle de drenge, hun var vokset op med.

Årene med Henrik var fest og farver. Det havde jeg vist ikke fået nok af med Christoffer. Jeg husker det som om, der var mad, gæster og gang i den i de 17 år, vi var sammen, men dagen efter jeg blev 50 år, gik Henrik fra mig. Det var tarveligt, men han havde fundet en ung pige, og han ville gerne have børn. Det kunne jeg jo ikke levere. Jeg har ikke mødt kærligheden siden, men mine børnebørn dækker mit kærlighedsbehov. Jeg har da også kendt mænd, men det har ikke været kærlighed.
Jeg ser stadig både Christoffer og Henrik. Ja, jeg har faktisk altid været gode venner med mine eks-mænd.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er så flygtigt at være teaterskuespiller. Nogle gange kan jeg tænke over, om folk overhovedet kan huske mig, når jeg er død. Men dengang, jeg var i vælten, var der virkelig rift om mig. Den eneste gang, det generede mig, var da jeg gik fra mand og børn. Jeg blev forfulgt af pressen hver aften efter forestillingen, fordi de ville vide, hvor jeg tog hen. Folk var ikke altid søde på det tidspunkt, og de kunne finde på at råbe ”ravnemor” efter mig eller komme hen og sige, at det var modbydeligt at forlade sine børn. Jeg forstår det egentlig godt. Det er ikke normalt at gå fra sine børn.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Ja, da jeg skulle finde ud af, om jeg skulle fortsætte eller stoppe på teatret. Det er så utrolig hårdt psykisk og fysisk at være skuespiller. Du har seks timers prøver hver dag og tre timers forestilling om aftenen, hvor du skal sætte dig ned, sige noget, gå ud ad en dør og komme ind igen. Jeg har en kronisk tarmsygdom, og mit helbred er i det hele taget ikke godt. Jeg vågnede op hver morgen og tænkte: ”Åh nej, jeg skal spille i aften, hvordan har jeg det?” Man aflyser jo ikke, for det koster nemt teatret 150.000 kroner for en aflyst forestilling, så du står på scenen med feber og lungebetændelse. Det er et stort pres.

LÆS OGSÅ: Louise Gade Sig: "Frygten for at fejle er verdens dummeste stopklods"

De senere år af min karriere følte jeg også, at jeg havde prøvet at spille alle de store roller, og der var efterhånden langt mellem snapsene. Jeg skulle hele tiden spille nogens bedstemor fra Jylland. Da jeg var 69 år og skulle have næste sæsons roller på Det Kongelige tildelt, kiggede jeg op på min chef og sagde: ”Jeg tror hellere, jeg vil stoppe”. Jeg lovede at spille min sidste rolle i Dyrehaven, hvor jeg var med i Robin Hood som Prins Johns onde mor. Jeg fik stor ros for den rolle, og i dag er jeg glad for, at jeg ikke sluttede på en teaterscene, men ude i naturen. Jeg har ikke fortrudt, at jeg stoppede. Jeg har det bedre, og der er ikke noget, der hænger over mit hoved. Folk ringer stadig og spørger, om jeg vil være med i forskellige ting, men jeg siger nej til alt.

Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem …”

– Børnebørn. Nu oplever jeg små børn på nært hold, for Laura bor med Henry på fem år i lejligheden under min, og Nicolas bor med sin kone og deres Dante på syv år på den anden side af gården. Det er så dejligt at være sammen med de to små, uden at de egentligt er mit ansvar. Vi har det bare brandhyggeligt. Vi spiser tit sammen, og jeg passer børnebørnene. Når Laura siger, at hun kommer sent hjem, tager jeg bare nattøj på og går ned og lægger mig på hendes sofa, til hun kommer hjem. Hvis ikke Henry sover hos mig.