Pressemøde på "Forræder", TV 2Stefan

Stefan sprang ud som homoseksuel -men det var meningen, at han aldrig ville gøre det

Egentligt havde Stefan Dølby aldrig tænkt sig at springe ud.

Denne artikel blev første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.

I slutningen af oktober besluttede Stefan Dølby sig for at springe ud som homoseksuel. Først fortalte han det til sine forældre, og derefter delte han nyheden med både sin omgangskreds og offentligheden via sociale medier. Det var dog aldrig noget, den 26-årige havde forestillet sig, at han skulle gøre.

"Jeg har hele min ungdom tænkt, at selvom jeg var til fyre, så ville jeg aldrig springe ud - for det rager da ikke folk. Heteroseksuelle springer jo heller ikke ud, så hvorfor skal andre seksualiteter så, lyder det i podcasten "Marcus og Realitypanelet".  

Alligevel endte han med at gøre det. 

"Jeg kom frem til, at det føltes rigtigt for mig. I stedet for at gå fra ven til ven og fra familiemedlem til familiemedlem, så valgte jeg at melde det ud til alle på Instagram - undtagen mine forældre, som jeg fortalte det til inden," fortæller han. 

I dag er Stefan glad for, at han har gjort det. Nyheden blev også taget godt imod af både offentligheden og forældrene. 

"Det gik rigtigt godt, da jeg skulle fortælle det til mine forældre. Jeg var sygt nervøs, men jeg nåde kun at sige "Det er følsomt for mig, men sagen er den - jeg er til fyre", før de afbrød og sagde: "Jamen det vidste vi godt, og det er helt okay" - og jeg havde bare en lang tale klar," fortæller Stefan med et smil.

Stefan har siden modtaget mange takke beskeder fra folk, der kan spejle sig i hans historie – og også et par kærlighedstilbud. Han er bestemt ikke afvisende over for kærligheden i fremtiden.

"Jeg tror, at jeg tidligere havde svært ved at forelske mig, fordi jeg ikke var åben om min seksualitet og ikke selv havde accepteret den. Nu, hvor jeg er mere afslappet, tror jeg, det bliver nemmere at give plads til følelserne," siger han.