Theresa er Bonderøvens kone: "At være på tv har beriget vores liv, men det har også en pris"

I har været eksponeret på tv i ti år. Hvordan holder du fast i dig selv, når der står Bonderøven hen over hele jeres tilværelse?

– Frank har lavet tv, siden vi var et nyt kærestepar, og ungerne er nærmest født ind i tv. Sådan har det været stort set fra starten, og vi tænker ikke over det, på nær når vi bliver konfronteret med det. Men vi bliver genkendt, næsten uanset hvor vi bevæger os i Norden. Det gør, at man bliver mere selvbevidst. Der er ting, vi ikke gør eller siger, når vi er uden for matriklen, fordi vi er nødt til at værne om vores privatliv, når folk er så opmærksomme på os. Vi repræsenterer nogle værdier, og dem forventer folk, at vi afspejler 24-syv, men det kan og vil vi ikke leve op til. Folk kan derfor føle sig snydt for det billede, de har bygget op fra tv, og de værdier, de har tillagt os. Eller blive i tvivl, om det, de ser i tv, så kan passe. Vi er puttet i en kasse, hvis grænser vi ikke må overskride.

Vi kender dig som den smilende Theresa, der giver et nap med, når Frank skal have høet i hus og centrifugeret mælken. Hvordan finder man sine egne ben i en tilværelse, hvor ens mand og hjem er allemandseje?

– Frank og jeg var bosiddende her før Bonderøven. Herude bor vi rimelig isoleret og sammen med de samme mennesker som før tv. Her har vi ikke særstatus, hvilket vi er taknemmelige for. De muligheder, der har åbnet sig på grund af tv, har beriget vores liv, men det har også en pris. Hverken Frank eller jeg ernærer os mentalt på udefrakommende opmærksomhed. Seerne kender os overhovedet ikke, men det føler de, at de gør. Det fører ofte til misforståelser, fordi mange ser os som allemandseje. Eller føler, at vi skylder dem at være nogle bestemte mennesker, der træffer nogle bestemte valg. Det kan være virkelig ubehageligt. Især fordi jeg er vokset op med diskrethed og ikke har behov for den særlige opmærksomhed, der følger i kølvandet på en tv-succes. Det er positiv opmærksomhed de fleste gange, men det gør det ikke nødvendigvis nemmere at rumme.

LÆS OGSÅ: Sebastian Jessen: "Det overgår alt at skabe et liv med den, man elsker"

Hvordan finder du balancen mellem på den ene side at være et kendt ansigt, hvis hjem er eksponeret, som var det en kulisse, og på den anden side at bevare dig selv og den livsstil, du står for?

– Jeg ser det ikke som en kulisse, men det gør andre logisk nok, for det er det jo i tv. Men jeg ser heller ikke programmerne. Det har jeg aldrig gjort. Jeg gemmer dem på et usb-stik til senere, fordi det er en fantastisk dagbog for os og ungerne, men jeg bryder mig ikke om at sidde synkront med Danmark og kigge ind i mit eget liv. Det her er mit hjem, det er min virkelighed. Det er også det, jeg fortæller de mennesker, som kører herud for at filme og tage fotos. Det er ikke velkomment, for det gør det sværere for os at have fred til bare at være dem, vi er, i vores private rammer. Alle har brug for et helle, hvor man kan give slip og slappe af. Vi har integreret vores arbejde i vores liv, og når der filmes, hedder det bare ”Peter kommer” – Peter er kameramanden, som har været med fra starten. Tv skal give opmærksomhed på gøremålene her på stedet, filmet fra vores private rammer, men det giver ikke folk adgangsbillet til vores hjem. Det forstår folk ikke – at de godt må være en del af tv-delen, men ikke den fysiske virkelighed. Det er det mærkeligste: At fortælle voksne mennesker, at jeg ikke vil have, at de spankulerer rundt i min have, som var de på museumstur, og at de ikke skal tage billeder af mine børn, for mine børn kender ikke dem og skylder dem ikke at stille op med smil og svare på spørgsmål. Folk tænker ikke over, hvilket brud de egentlig udøver på vores grænser. Når jeg spørger, om de ikke ville synes, det var mærkeligt, at jeg gik rundt i deres have og kiggede ind gennem deres vinduer, kan de bedre se det.

LÆS OGSÅ: Citybois om at gemme sig i bussen og holde sig fra Distortion: Folk har konstant en mening om os

I hvor høj grad lever I den tilværelse, man får vist på skærmen?

– Vi lever vores liv i overensstemmelse med, hvad vi føler os beriget af. Vores fritid, gården, dyrene, jorden, naboerne, sammenholdet, børnene, vennerne, ideerne, projekterne, opdagelserne, erfaringerne og alt det andet smelter sammen og er vores liv. Det er sammensat af en masse udfordringer, som andre ingen fornemmelse har af. Tv er en ultra light, letfordøjelig og spiselig variant med evigt solskin og store smil. Hvis man bygger sin forestilling om vores virkelighed på det, er man på vildspor. Vi foretager os utrolig mange aktiviteter her på stedet, drevet af nysgerrighed og en reel lyst til at minimere vores aftryk på den omgivende natur. Der er så meget mening i at få jord under neglene, passe dyrene og se alt vokse op, blive til resurser, gå i sig selv og igen blive til jord. Det er en cyklus, vi er en del af, og det er grundlæggende for alt liv, og derfor er det så vigtigt og rigtigt. Det ekko tror jeg, at seerne kan mærke i sig selv, helt inde i lejlighederne i de store byer. Men det har ikke noget med os fire personer at gøre; det er bare det, vi viser omkring os.