Damernes Magazine
SPONSORERET indhold

To mænd laver intelligent dameblad

To mænd blev trætte af kritikken af, at der mangler intelligente dameblade, uden at nogen kvinder kunne finde ud af at komme med et alternativ. Så det sender de på gaden 31. august efter bare fem uger med støtte fra gratis arbejdskraft – og Lone Hertz.

Af: Tine Brødegaard Foto: Isa Sous Jacob
21. aug. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

På en vaklende telefonforbindelse fortæller idémændene bag det nye forsøg på at lave et intelligent dameblad, Rasmus Bruun og Frederik Cilius, om ideen, og om hvad der er så galt med de eksisterende dameblade, at der er brug for deres "Damernes Magazine".

Frederik: Ideen kom af at vi sad til en fin frokost i Grøften. Og der kom vi til at snakke om indholdet i de eksisterende dameblade, som vi synes var en smule fordummende. Vi havde også fulgt nogle debatter, hvor kvinder har brokket sig over indholdet i det og efterlyser et mere intelligent dameblad. Så var ALT for damerne jo fremme og sige, at I er det intelligente dameblad (i en klumme af artikelredaktør Kathe Japp, red.). Men når man dykker ned i det, er det stadig ikke de tungeste artikler, I har, selvom ALT for damerne helt klart er i den bedre ende.

Rasmus: Ja, ideen udsprang generelt af, at sådan et blad manglede. Der har været forsøg på at lave et fra Facebookgruppen Intelligent Dameblad, men der gik vist kaffeklub i den. Så da vi sad over tartarmaden i Grøften, tænkte vi, at problemet måske har ligget i, at det er kvinder der har stået for det. Måske skulle der handlekraftige mænd til? Så det valgte vi at bruge vores sommerferie på.

Til kvinder der elsker Euroman
Hvad kommer indholdet til at være i Damernes Magazine?

Rasmus: Mange af de kvinder, der vælger damebladene fra læser Euroman. Euromans chefredaktør siger, at det kvinderne læser i hans magasin er samfunds- og kulturartikler, så det satser vi på, men vi satser også på lyrik og politiske analyser. Vi har en filosof der skriver damebladsklumme, og så har vi en artikel om, hvorfor man ikke gider at se kvindesport.

Men hvorfor laver I ikke et bedre mandemagasin i stedet for?

Frederik: Fordi der ikke er nogen mænd, som brokker sig over, at der mangler et intelligent mandeblad.

Siger det noget om mænds intelligens?

Rasmus: Ja, det gør det helt sikkert. Men også at kvinder tager sig selv noget mere højtideligt end mænd. Kvinder bliver provokeret, hvis der bliver talt ned til dem. Mænd vælger det bare fra, hvis de synes det.

For mange reklamer - og for meget Sofia Coppola
Hvor ofte læser I selv dameblade?

Rasmus: Hvis der ligger et dameblad på min vej, så læser jeg det. Men der er kun to ærlige artikler i hvert blad. Vi har prøvet at lave en analyse af, hvor stor en del af bladene, der er reklamer, og der er vi næsten oppe på 85 pct. I en måned var Sofia Coppola det store interview i alle damebladene, hvor hun fortalte om, hvor meget nede på jorden hun er. Alle damebladene var mødt op for at tale med hende på et hotel og skriver så det samme. Når Euroman laver et portræt, så følger man personen i fem dage. Det er forskellen.

Men man får jo ikke lov til at følge Sofia Coppola i fem dage...?

Frederik: Nej, men så må man da vælge at følge en anden. Der kan damebladene godt sætte barren lidt op.

Når man ser på salgs- og læsertal er der jo mange kvinder, som gerne vil have de eksisterende dameblade. Er de ikke bare et godt suppplement til alt mulig andet, som vi læser?

Rasmus: Det kan godt være, men nu har vi prøvet at lave et produkt, der er et svar på en bøn fra nogle kvinder. Den er blevet hørt, så nu må vi se, om de mener det.

Hvordan ved I, om det dameblad I laver, er det som kritikerne efterspørger?

Rasmus: Vi har valgt, at køre vores blad på skribenternes lyst. Vi lavede en stor brainstorm i radioprogrammerne, hvor lytterne kunne gribe nogle af ideerne. Det kom der bl.a. artiklen "Rejser jeg har glemt" ud af i det første nummer. Vi har fået ros fra skribenterne for, at det er anderledes artikler, der bliver bedt om. De skal ikke følge en bestemt linje og vinkel. Det kræver, at vi ikke har en meget stram rød tråd gennem bladet, og at der er et meget forskelligt sprog i artiklerne, men vi har fx et tema om Island. Den stil kan vi godt lide.

Ikke for sjov
Indtil videre er alle i projektet, inklusiv de to stiftere, ulønnede. Men hvis nogle skulle få den idé, at projektet ikke er alvorligt ment, er de helt galt afmarcherede, lyder det fra Rasmus.

Rasmus: Vi har haft nogle programmer på Radio 24syv, som har haft en satirisk tone, men det her er ikke et satirisk projekt.

Fint nok. Men markedet for printmagasiner er jo ikke ligefrem i vild himmelflugt, og det er unægtelig dyrt at sende de 5-10.000 eksemplarer af magasinet på gaden, som tilmed vil være gratis, når magasinet første gang ser dagens lys 31. august.

"Lone Hertz startede lavinen"
Af samme årsag, har Rasmus og Frederik været på annoncørjagt.

Frederik: Lone Hertz startede lavinen. Hun ville gerne have en annonce for 5.000 kr. for at reklamere for sine foredrag, så hun var bannerfører, og så har vi fået en masse andre.

Men fordelen ved at dameblade, modemagasiner og mandemagasiner skriver om alt fra mode til skønhedsprodukter og nye gadgets er jo, at annoncørerne kan se pointen i at putte nogle af deres produkter ind på annoncesiderne. Men den slags kommercielle annoncører skal ikke præge 'Damernes Magazine'.

Frederik: I mange dameblade kan man jo ikke se forskel på annoncer og artikler, og når en annoncør har et nyt stykke tøj, eller glattejern eller pis og lort, så bliver det anmeldt.

Jeg prøver at indskyde, at der er regler for den slags, og at man ikke må sammenblande reklamer og redaktionel omtale, men det preller af på de to stiftere.

Frygten for kaffeslabberas
Hvad fremtiden bringer for Damernes Magazine efter første nummer er stadig uvist.

Rasmus: Planen er, at der vil komme nogle kvinder og tage over. Vi er i dialog med nogle stykker. Det må være op til dem, om det skal fortsætte på et velgørenhedsniveau, eller om der skal tages penge for det. Men vi vil gerne indtræde i bestyrelsen og sikre, at der ikke går kaffeslabberas i den.

Er det ikke jer, der taler ned til kvinder nu, når I mener, at de ikke kan køre det videre, uden at der går kaffeslabberas i den?

Rasmus: De kan nok godt, men der sker ikke noget ved, at vi holder os til. Der er jo forskel på kønnene, og der er forskel på vores kompetencer. Man kan godt være efter jeres køn for, at I ikke at rykker nok på tingene og får dem gjort.

Det samme tror jeg mange kvinder vil sige om mænd!

Rasmus: Ja, ja og så siger I, at vi ikke kan multitaske, og det er rigtigt. Vi vil hellere gøre en ting ad gangen, men gøre den ordentligt. Ligesom med Damernes Magazine.